Frygt, ydmygelse, håb og en fredspris

Med fremgangen for Sverigedemokraterna er der nu også i Sverige udsigt til at få et fremmedfjendsk parti repræsenteret. Dermed er også frygten åbnet som drivkraft i svensk politik, frygten for at miste fodfæste, frygten for det ukendte, frygten for fremtiden.

Vi er ikke vant til den slags i Sverige (selv om vi med partiet Nyt Demokrati fik en forsmag først i 1990'erne). Vi er vant til en politik, der lover en lysere fremtid for alle, en succes for de flittige og initiativrige, støtte til de svage og sårbare og solidaritet med de mærkelige og unormale.

Frygtens politik lover ikke en lysere fremtid for alle. Frygtens politik er ikke for alle. Frygtens politik er en politik for dem føler, at de har noget at frygte fra visse andre og bygger videre på den forestilling, at visse andre ikke hører med til 'alle'.

I frygtens politik er det altid visse andre, som står i vejen for en lysere fremtid.

Frygtens politik har i de seneste 10 år slået rod i de fleste europæiske lande og i flere og flere af deres parlamenter. I Norge og Danmark er sidder disse partier nu sikkert, som de gør i Ungarn, Slovakiet, Schweiz, Østrig, Italien, Holland og Belgien. Da schweizerne sagde nej til minareter, sagde de også nej til det, som propagandaen afbildede som affyringsklare missiler. I Schweiz knejser i alt fire minareter mellem alpetoppene. Muslimer udgør fem procent af befolkningen. Drivkraften bag frygtens politik er ikke tal - men følelser.

Hvilket også gælder for håbets politik.

Problematiske følelser

Følelsers betydning i politik understreges sjældent. Vi er mere tilbøjelige til at understrege den rationelle interesses betydning. Følelser anses i bedste fald for irrelevante, i værste fald et problem. Det er ikke en helt forfejlet tankegang, for følelser kan være et problem i politik, hvilket dog ikke indebærer, at følelser kan tænkes ud af politik. Ej heller er følelser altid af det onde. Hvad havde Barack Obamas præsidentkampagne været uden de følelser af håb, som den vakte og spillede på? Som Nobelkomiteen skriver: »Sjældent har en person som Obama givet menneskeheden så meget håb om en bedre fremtid.«

Frygt og ydmygelse

Imod prisen kan indvendes, at Obama ikke har leveret noget væsentligt bidrag til fred. Men håb behøver ikke at bygge på noget konkret. Håb kan bygge på drømme og løfter - selv falske - hvilket ikke hindrer, at håb kan ændre verden. Som frygt og ydmygelse kan.

Om hvordan disse tre følelser i dag er ændrer og omformer vores verden, har den franske analytiker Dominique Moïsi skrevet det tankevækkende essay, La géopolitique de l'émotion. Hans tese er, at verden af i dag ikke kun er opdelt i adskilte politiske sfærer, men også i adskilte følelsesmæssige. Asien er blevet håbets sfære, den arabisk-muslimske verden ydmygelsens og Vesten frygtens. Moïsi tager forbehold for undtagelser og understreger, at alle tre følelser har en rolle, men det, han ser for sig, er en følelsesmæssig ubalance i international politik: »For meget frygt, for megen ydmygelse og utilstrækkeligt håb er den farligste af alle sociale konstellationer,« skriver han.

Moïsi har ret i, at følelser har relevans for politik. Jeg synes også, at han har ret i sin påstand om frygtens magt over den vestlige verden. Frygtens politik forener i dag den populistiske opposition mod præsident Obama i USA med den nye bølge af fremmedfjendske partier i Europa.

Nationalt grus

Imod følelser nytter argumenter ikke. Over for frygtens følelse må man vække en følelse af håb.

Hvordan vækkes håb? Ofte via en hvid løgn eller to. Løgnen skal blot være opløftende og troværdig. Politiske visioner kan nogle gange være hvide løgne. »Ja, vi kan«, lovede Barack Obama, hvilket ikke nødvendigvis var sandt, men unægteligt opløftende og optimistisk. Visioner om håb og inspiration til at handle kan undertiden ændre opfattelsen af, hvad der er rigtigt og få det umulige til at blive muligt. En hvid løgn kan ændre verden.

Både Europa og USA har i dag kritisk behov for en politisk vision, der kan bringe håb og modvirke frygt. For USA står intet mindre end den amerikanske drøms fornyelse og overlevelse på spil. For Europa intet mindre end Det Europæiske Fællesskabs regeneration og overlevelse.

I USA forsøger en nyvalgt præsident at gøre håbets retorik til håbets politik. Det er langt fra sikkert, det vil lykkes. I Europa høres end ikke en håbets retorik, kun den tørre kværnen fra Bruxelles' papirmøller, den irriterende knitren fra nationalt grus i den europæiske maskine og den nagende jamren fra frygtens megafoner.

Det europæiske projekt er faktisk baseret på et tilsyneladende solidt fundament af love og institutioner, men også på et fundament af håb.

Lader vi frygten fortrænge det håb, tillader vi også, at det, som før var sandt, og det, som før forekom muligt, måske ikke længere er det.

Göran Rosenberg er uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen