Læsetid: 6 min.

Glæden er trukket ud af menneskeheden

Den før så farvestrålende verden kan kun opleves gennem musikken og gennem tankernes vildfarelse. Nu er det blot København og de få provinsbyer gemt væk bag de enorme dæmninger, som for en tid holder vandet fra fysisk at suge menneskeheden ned i dybet
10. december 2009
Kronikkonkurrence: Danmark år 2059 I forbindelse med klimatopmødet udskrev Information en kronikkonkurrence for gymnasieelever. Opgaven lød på at skrive en kronik med et bud på, hvordan Danmark ser ud i 2059. Vi modtog knap 200 bidrag, hvoraf mange var velskrevne og kreative bud på, hvilken fremtid klimatopmødet vil være med til at skabe Et dommerpanel med forfatter Jan Sonnergaard i spidsen har valgt de 10 bedste ud. 1., 2. og 3.-pladsen blev bragt i Information hhv. 7., 8, og 9. december.

Opslugt

Lys, mørke og atter lys igen. Lyset fremtræder i et væld af nuancer, som strækker sig fra den mørke blå til grøn over i pink. Det bliver atter mørkt et kort sekund, men de øredøvende toner, som spreder sig ud over det nærliggende areal, fortsætter uafbrudt. Lyset er endnu engang tilbage – kraftigere og mere sprudlende end før. Det kaster sig ud over folket, som lader sig bære af tonerne og drømmer sig langt væk. Jeg lukker nu øjnene og lader mig ikke distrahere af den skiftende lyssætning, men lader musikken følge mig på vej ind i en verden, hvor kun det allersmukkeste befinder sig – en verden, af æstetik. Jeg er på en rejse og har lige taget afsked med virkeligheden, forud ligger den verden jeg så inderligt gerne ville have en permanent billet til. Kun i aften er billetten min, og jeg udnytter et hvert splitsekund af den. Tonerne graver sig dybt ind i mig, og mens jeg lytter, rejser jeg længere og længere væk. Jeg føler mig for første gang rigtig i live, og en rus af glæde strømmer gennem hele min krop. Mit hjerte pumper blodet rundt gennem hele mit legeme, og jeg føler et sus for hvert slag, det tager. Taknemmeligheden for livet rammer mig pludselig, og i dette sekund erkender jeg, at livet er værd at kæmpe for – selv for dette ene øjeblik af eufori.
Jeg falder, så lang jeg er, og bliver trukket ud af min ekstase, lyset vender tilbage, men det er det forkerte lys. Arealet foran scenen er nu lyst op, og menneskemængden presser sig mod udgangen. Tilbage står jeg som lammet foran den tomme scene og kigger op mod den mørke himmel, hvor jeg ved, det tykke lag af skyer ligger og dvæler. Langsomt begynder jeg at bevæge mig mod udgangen, som bliver lyst op af spotlights, og først da jeg er ude på den anden side af indhegningen, går det for alvor op for mig, hvilken fantastisk koncert jeg har deltaget i. Selv om Presleys lyd blev båndet analogt for over 100 år siden – og senere digitaliseret – skaber den stadig en helt speciel stemning i mig, en stemning af at leve opsvingets og glædens tid.

En forandret verden

Ude på den anden side af indhegningen møder jeg byens natteliv. Byen er et sammensurium af folk i små én-personers-elbiler, som drøner rundt i et gitternetværk placeret rundt om bygningerne, mens andre må nøjes med at gå. Jeg befinder mig i den ydre periferi af København, hvor de laveste huse er placeret, men jeg må endnu længere ud for at komme til det, jeg kalder mit hjem. Jeg følger gangstien og søger ned mod undergrundsbanen, som kan føre mig ud af byen. Langt om længe når jeg endelig til Station H8, som blot består af en trappe ned til indstigningen på de fuldautomatisk eltog. Jeg stiger om bord på det lettere ramponerede tog og sætter mig ned på det nærmeste sæde. Toget er formet ligesom ældre tog i min barndom, men hastigheden er langt højere. Kun få minutter senere er jeg over 50 kilometer fra koncertscenen og kan stige ud af eltoget. Jeg befinder mig på den yderste undergrundstation på Sjælland kaldet Z1, der ligger meget nær dæmningen. Meget yderligere kan man ikke komme på nuværende tidspunkt på grund af de store vandstigninger, som skete for 20 år siden. Jeg skyder genvej gennem skoven, som ligger helt mørkt og forladt her midt om natten. Jeg elsker at betræde skoven, selv om natten, hvor den for nogle føles uhyggelig, finder jeg dens charme og sjæl i de uidentificerbare lyde – naturens lyde.

Skoven er en af de eneste tilbageværende i Danmark på grund den store befolkningstilvækst. Næsten alle arealer uden for København er dyrket, mens mange provinsbyer har måttet ryddes for at få plads til afgrøder. Næsten ni millioner mennesker bor nu i København, hvor gamle bygninger er blevet revet ned for at få plads til nye og moderne kæmpeboligblokke.

I udkanten af skoven ligger en af de få provinsbyer, der er tilbage i Danmark. Byen består næsten kun af CO2-neutrale bygninger, som man for 50 år siden mente ville afhjælpe verdens klimaproblemer. Al industri er blevet ’outsourced’ til billigere produktionssteder som Afrika – også kendt som det nye Kina. Mens jeg går det sidste stykke fra udkanten af skoven hen til byen, tænker jeg tilbage på det, man dengang troede kunne løse klimaproblemerne. For 50 år siden troede man, at verden kunne ændres blot ved at lave en langsigtet aftale om nedsætning af CO2-udslippet – i dag ved vi alle bedre. Man havde ingen anelse om, hvad udslippet fra verdenskrigene og op til det første store klimatopmøde havde af konsekvenser, og regnede blot med, at det kunne løses ved at holde et stabilt udslip. Op gennem den første halvdel af det 21. århundrede oplevede vi dog en kæmpe forandring af verden, som man aldrig have troet ville finde sted så hurtigt. Naturkatastroferne tog til, og antallet af orkaner, tornadoer, flodbølger og oversvømmelser blev fordoblet på meget få år. Samtidig steg verdenshavene, og store dele af jordkloden blev oversvømmet. Mange måtte bygge dæmninger for at beskytte deres byer fra ikke at ryge i det blå dyb, og i de fattige lavtliggende lande er millioner af mennesker døde.

Provinsbyen

Provinsbyen ligger næsten i fuldstændig mørke, og kun fordi jeg kender den ud og ind, fandt jeg frem til min hoveddør. Min lejlighed lå på østsiden af byen og var placeret nederst i et mindre højhus med solceller på taget. Lige nu var der dog ikke den store nytte ved solcellerne, men om dagen sørgede de for at producere energi til hele højhuset. Jeg åbnede døren med min digitale nøglering, hvorefter jeg blev præsenteret for min lejlighed i fuld belysning. Min lejlighed bestod af et stort rum, som jeg har indrettet som stue – til højre er der et mindre toilet og til venstre er der placeret et soveværelse. Væggene er kridhvide, men den lyse farve blev brudt her og der af små ophæng af gamle malerier. Desuden er der flere digitale rammer, der pryder rummet med fotografier eller direkte nyheder, alt efter hvilket humør jeg er i.

Drømmen vender tilbage

Inde i soveværelset ligger jeg mig på sengen og tænker igen tilbage – tilbage på min barndom, tilbage til dengang, solen for alvor skinnede. Selv om jeg nu ligger og er heldig at være i live i denne nye verden, er der få ting at fryde sig over. Verden er som forandret som følge af den globale opvarmning, glæden er som trukket ud af menneskeheden. Den før så farvestrålende verden kan kun opleves gennem musikken og gennem tankernes vildfarelse. Nu er det blot København og de få provinsbyer gemt væk bag de enorme dæmninger, som for en tid holder vandet fra fysisk at suge menneskeheden ned i dybet. I virkeligheden var vi allerede sunket derned, da vi trak klimaaftalerne ud og kun fokuserede på landes økonomier og velfærd. I mens jeg tænker, døser jeg hen, og få sekunder senere slukkes lystes automatisk i lokalet.

Martin Emil Andersen går i 3.F på Odense Tekniske Gymnasium

Serie

Seneste artikler

  • Mit København

    10. december 2009
    København er blevet kendt. Kendt for det grønne, det smukke og det intelligente. Kendt for visionerne, som har gjort København til en metropol med hensyn til fremtid; her tages fremtiden alvorligt. Mest af alt er København kendt for duften – duften af København. En duft, som gør dig glad og afhængig, en duft, som du vil tilbage til. Det er duften af noget nyt, noget grønt og noget rart
  • Amalantis?

    10. december 2009
    Bliver Amager det nye Atlantis? Hvis verdens ledere under den første klimakonference for 50 år siden havde vidst, at over halvdelen af Amager – inklusive hovedbygningen for begivenheden Bella Center i dag står under vand grundet klimaforandringer, så havde de måske tænkt sig om en ekstra gang
  • Modervor, bring mændene tilbage!

    10. december 2009
    Nutidens mandeløse samfund er bæredygtigt og yderst gennemtænkt, men er gået for vidt og mangler i høj grad mandlige modpoler. Processerne, der førte kvinderne til magten, mændene bag lyset og Europa ind i en helt ny æra, hvorfra vi måske aldrig kommer tilbage, og begrundelserne herfor, er uvisse for mange almindelige kvinder, der burde kende sandheden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu