Kommentar

Glem ikke den anden krig

Til marts går irakerne til valg - det kan blive afgørende for, om landet vil fortsætte de sidste par års positive udvikling - eller om det skal synke ned i nye sekteriske og etniske stridigheder
Der venter et udfordrende år for Irak, blandt andet når de amerikanske tropper trækker sig tilbage.

Der venter et udfordrende år for Irak, blandt andet når de amerikanske tropper trækker sig tilbage.

Debat
29. december 2009

Husker De Irak? I de seneste måneder har vores opmærksomhed været fokuseret på Afghanistan, og vi kan være sikre på, at dækningen ikke bliver mindre intens, efterhånden som den amerikanske troppeoptrapning eskalerer i 2010. Men det kommende år kan blive endnu mere afgørende for Irak. Landet vil til marts holde valg, der kan blive bestemmende for dets politiske fremtid. Måneders studehandler vil utvivlsomt følge oven på dette med fare for et tilbagefald til flere voldsudbrud.

De Forenede Stater har stadig 120.000 soldater udstationeret i Irak, om end alle kamptropper skal være trukket ud til august, hvilket yderligere vil teste landets evne til selv at håndtere sin sikkerhed. Hvordan USA trækker sig ud af Irak, er af lige så kritisk betydning, som hvordan det forstærker sig militært i Afghanistan. Håndteres den dårligt, kan tilbagetrækningen blive til en ren katastrofe. Håndteres den godt, vil den kunne efterlade en markant succes.

Lad os rekapitulere forløbet. Optrapningen i Irak var en succes i militær forstand. Den besejrede et giftigt oprør, formindskede volden betydeligt og stabiliserede landet. Men optrapningens formål var med præsidents Bushs formulering at give Iraks ledere en chance for selv at løse deres største politiske uoverensstemmelser. Det var disse overensstemmelser - navnlig mellem sunnier og shiaer - som gav næring til borgerkrigen i første instans. Blev de ikke løst, kunne krigen meget vel starte forfra eller antage en eller anden form, som ville medføre enten et sammenbrud eller også en opløsning af Irak.

Politisk marginaliserede

Nuvel, Iraks politiske uoverensstemmelser er bestemt ikke løst. Og den mest betændte er fremdeles striden mellem shiamuslimerne, landets majoritetssekt og sunnierne, minoriteten, som traditionelt har udgjort landets elite. Det enkleste fingerpeg om, at de modsætningsforhold, som deler disse to sekteriske grupper, stadig er langt fra at være bilagt, skal findes i det faktum, at kun nogle få af de to millioner irakere, som flygtede fra landet mellem 2003 og 2007 - og hvoraf langt hovedparten var sunniabere - er vendt tilbage til Irak.

Sikre tal er ikke vanskelige at opdrive, men ifølge en opgørelse fra i sommer skulle antallet af hjemvendte dengang tælles i få titusinder, og tidligere denne måned fastslog FN's flygtningehøjkommissær, at Irak fortsat er et farligt sted for medlemmer af minoritetsgrupper, som følgelig ikke bør tvinges til at vende tilbage til Irak.

Iraks sunniarabere er fortsat politisk marginaliserede, ligesom der er voksende spændinger i forhold til de kurdere, som ~styrer deres egen semiautonome stat i det nordlige Irak. Kurderne kontrollerer tre af Iraks provinser men gør krav på tre vigtige byer i udkanten af deres område, der alle har blandede befolkninger. De har også tilsidesat centralregeringens myndighed i forhold til tildeling af oliekontrakter og forhandlet 30 separate aftaler på egen hånd, ligesom de blokerer for oliestrømmen ud af den kurdiske region. Oven i dette kommer stridigheder om grænsedragninger og valgregler.

Behov for stabil aftale

Den grundlæggende udfordring er enkel at formulere, men ekstremt vanskelig at imødekomme. Irak har behov for en stabil magtdelingsaftale, der kan få alle tre store befolkningsgrupper til at investere deres kræfter i at opbygge det nye land. At opnå dette vil kræve kompromiser fra alle tre parter. Og den centrale og positive kraft, der kan få dette til at ske, er De Forenede Stater.

Under besættelsens første år pressede Bush-administrationen aldrig den irakiske regering nok til at indgå de nødvendige aftaler. Dette var en historisk fejl, da USA på dette tidspunkt have enorm politisk vægt at gøre gældende over for irakerne. Og selv senere veg Bush-administrationen tilbage fra at presse irakerne for hårdt, en brist, der også gjorde sig gældende i dens relationer med afghanere og pakistanere.

Ikke desto mindre kan De Forenede Stater fortsat øve betydelig indflydelse. Efter alt at dømme har det amerikanske diplomati således været den afgørende faktor i at få kurderne til at gå med på at deltage i valget til marts. Præsident Obama siges sågar at have ringet personligt til den kurdiske leder Massoud Barzani for at presse ham til at opgive sine forbehold og indvendinger, hvorved den værste forhindring blev fjernet. Når de amerikanske tropper trækkes tilbage, må det amerikanske diplomati fortsat være aggressivt og vedholdende, således at de tre grupper kan presses til at løse de fundamentale problemer i deres magtdeling.

Mulighedernes vindue

Omkostningerne ved Irak-krigen har været enorme og vil muligvis, afhængigt af den videre udvikling, ikke kunne retfærdiggøres. Men Irak kan stadig udvikle sig til en ekstraordinær model for den arabiske verden. Dets folk forhandler sig for første gang til rette om sine uoverensstemmelser på overvejende fredelig maner. Dets politiske liv bliver mere pluralistisk og demokratisk. Dets presse er fri, dets provinser har autonomi, og dets fokus har forskudt sig til at gøre forretninger og skabe velstand og væk fra religion og jihad. Obama-regeringen har et mulighedernes vindue til at cementere disse gevinster i 2010.

Fareed Zakaria er redaktør af Newsweek og forfatter til 'Den postamerikanske verden', der udkom på Informations forlag tidligere på året. Han skriver fast i Information

© Newsweek og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her