Læserbrev

Hvem skyder I efter i 'operasagen'?

Anton Geist skriver i Information den 2. december, at Henning Larsen har et forklaringsproblem. Men det virker nu - også efter Geists artikel - mere som om, det er Akademiraadet, der har forklaringsproblemet, og at Anton Geist derfor skyder efter manden og ikke efter bolden
5. december 2009

Anton Geist skriver i Information den 2. december, at Henning Larsen har et forklaringsproblem. Det henføres til, at det er kommet frem, at Akademiraadet indstillede sin kritik af operaens facade efter et møde, hvor Henning Larsen var tilstede og angiveligt skulle have givet udtryk for sin tilfredshed med netop facadens udformning. Samme facade, som han i sin nye bog har kaldt »sit største nederlag«.

Men det virker nu - også efter Geists artikel - mere som om, det er Akademiraadet, der har forklaringsproblemet, og at Anton Geist derfor skyder efter manden og ikke efter bolden.

Gode forklaringer, tak

For hvordan i alverden kan rådet, som er statens rådgiver inden for arkitektur og kunst, ændre sin opfattelse af, at den facade, som bygherren havde beordret, og som rådet fandt, var »et bidrag til kulturarven, som ingen kan være tjent med bliver realiseret«, bare fordi arkitekten bakkede op? Og hvis det forholder sig sådan, er det vel så som så med den stærke position som statens rådgiver, som det tidligere medlem af rådet, professor Tage Lyneborg, i artiklen siger, rådet havde. Og uanset, om man »nærede meget tillid til Henning Larsen«, som Lyneborg også er refereret for at sige, så blev facaden da hverken pænere eller mere 'kulturarvsbidragene' af Larsens ændrede holdning. Og spørgsmålet om, hvordan rådet almindeligvis agerer, når man er lodret uenig med (store) arkitekter og bygherrer, er derfor stadigvæk ubesvaret.

Hvis I vil lave seriøs kritisk journalistik, bør I i det mindste også efterlyse (gode) forklaringer fra rådet og lade være at efterlade læseren med det indtryk, at det kun er Henning Larsen, som »... trods gentagne henvendelser heller ikke har svaret på Informations henvendelser om denne specifikke sag«, skylder forklaringer.

Særligt når vi om sagen i øvrigt ved, at mødet med rådet fandt sted, efter at Henning Larsen ca. en måned forinden forsøgte at standse samarbejdet mellem ham og Mc-Kinney Møller. En reaktion, som fra Mc-Kinney Møllers side, efter hvad vi ved, afstedkom trusler om at gøre brug af misligholdsbeføjelser, som Henning Larsen ikke kunne overskue rækkevidden af følgerne af. Navnlig på den baggrund, virker Larsens ageren på mødet med rådet en måned efter som en ret naturlig ageren i lyset af det pres, han må have været under. Men hvis det var dér, vægten havde været i historien, havde den næppe været egnet til forsidestof. Det er altså både for småligt og for ringe, Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I den underholdende kulturkrimi ” Var der en forbrydelse” synes Kristian Braad Jensen på sporet af nogle væsentlige pointer.

Akademirådet er en usædvanlig hybrid: En statsinstitution med bekendtgørelse jfr. Lov om Billedkunst, men med fuldmagt til selv at lave sine vedtægter – Akademirådet er derfor samtidig toppen af en selvstændig foreningskoalition af Billedkunstnere og Arkitekter, alt finansieret af staten.

Kristian Braad Jensen har ret i, at selv om rådet fører sig frem som autoritativ statsinstitution, så agerede det som en forening som ville støtte et meget hædret æresmedlem, og som veg tilbage fra konsekvent at spille rollen uvildig statslig rådgiver.

Det forlød oprindeligt, at Akademirådet af Kulturministeriet var blevet bedt om at vurdere hvorvidt det var tilrådeligt, at Staten tog imod A P Møllers tilbud. Det undrer, at Akaderådet ikke synes at have forholdt sig til den bygherrekontrakt som fulgte donationen, og som gjorde rådets indflydelse på byggeriets forløb langt mindre end hvis Staten / Det Kgl Teater havde stået for bygherreansvaret.
AP Møller har åbenlyst forholdt sig til sine erfaring nogle år forud med Akademirådets indblanding i processen med Amaliehaven. Akademirådet har tilsyneladende ikke forholdt sig til sine modsvarende erfaring med manglende indflydelse på private bygherrer, men levet videre og håndteret operasagen i ureflekterede illusioner om egen autoritet.

Kun 4 af Akademirådets 12 medlemmer er Arkitekter. De øvrige 8 er billedkunstnerer. Det kan måske ikke forventes at en sådan valgt bestyrelse ikke i det afgørende øjeblik besad politisk og juridisk forståelse for konsekvenserne af den kontrakt bygherre A P Møller forelagde.

Men det mærkelige er, at Akademirådet fortsat ikke synes indstillet på at tage ved lære af erfaring og kritik, og besinde sig på hvordan man bedst ”fremmer kunsten” (som det med gammelmodigt sprog hedder i formålsbestemmelsen) i nutidens samfund. Et Visions og Evalueringsudvalg har feb. 2009 godt nok afleveret en rapport efter 2 års arbejde. Men udvalget har - trods kommissoriets formulering og med deltagelse af den Akademirådsformand som har udformet det - antaget, at det nok ikke var meningen, at udvalget skulle evaluere eller høre eksterne parter! Udvalgets rapport indeholder således ikke ét ord om rådets erfaring med Operaforløbet. Rapporten er, trods pæne ord om åbenhed og synlighed, stadig ikke offentliggjort.

... hvorvidt ”brødrister, kølergitter, osteklokke eller skotøjsæske er den bedste inspiration til et operahus i vandkanten”, afhænger af hvilken historie der skal fortælles. Det vil jeg tænke over for mig selv.

Per Erik Rønne

Vi kan i hvert fald være Mærsk evigt taknemmelig for ikke alene at have sørget for den operabygning, vi har manglet i de sidste 100 år.

Men også for at have forhindret at den blev til en af de sædvanlige rædsler i glas, stål og cement.

Som vi kan se ved det nye Skuespilhus, og i DRs nye koncertsal. Gyseligt.

Vi har overhovedet ikke manglet en operabygning i de sidste 100 år, Per Erik Rønne, vi har haft en af de smukkeste og mest velegnede! Det var kun magtkampe på Det Kgl. Teater, der ville vide, at det ikke var godt nok. Udenlandske gæstedirigenter var begejstrede for Gl. Scene.
Vi havde brug for et nye skuespilhus, som vi heldigvis har fået, og som er alt andet end gyseligt; men som pga. operabyggeriet faktisk på et tidspunkt var i fare, hvilket var en farce, da det var skuespillet, der havde for dårlige vilkår. Koncertsalen i DR-Byen har jeg til gode.

Inger Sundsvald

Hvad skulle man dog gøre uden smarte fotografer med PhotoShop til rådighed. Det ser jo helt acceptabelt ud.
Det kunne måske også have pyntet lidt på billedet til artiklen ”Joakim von Mærsk“ med lidt PhotoShop?

John V. Mortensen

Efter at have tænkt mig om i den sag, har jeg fået den "lyse" ide. "Joakim von Mærsk" ville vise, hvem han er - og sætte et minde efter egen kultur, nogle underfundige personer sagde ja - og viste os denne. Nu står "brødristeren" der og fortæller fremtiden om vores kultur, og den kan vi gudskelov ikke høre.