Kronik

Jagter du også julen?

Glæder du dig som en gal til nisser, gaver, klejner og hygge i familiens skød? Eller er juleaften noget, du gennemlever med et påklistret smil og kontrolleret ro? Eller frygter du igen at skulle fejre aftenen i dit eget selskab? Eller er du den, der melder sig til vagten på jobbet den 24., fordi du er uafklaret med julen?
Glæder du dig som en gal til nisser, gaver, klejner og hygge i familiens skød? Eller er juleaften noget, du gennemlever med et påklistret smil og kontrolleret ro? Eller frygter du igen at skulle fejre aftenen i dit eget selskab? Eller er du den, der melder sig til vagten på jobbet den 24., fordi du er uafklaret med julen?
23. december 2009

Her i december kan mange formentligt se frem til, hvad der for dem føles som en god jul, den helt rigtige jul faktisk.

Andre må holde jul med familie uden at synes, det er rart. Og sammenbidt koncentrere sig om at komme gennem tiden med så megen god vilje, de evner at mobilisere. Fordi de nødvendigvis må stramme sig an og gå på kompromis. Af hensyn til deres forældre, kærester eller børn.

Der er dog også mennesker, som af personlige og sociale årsager ulykkeligvis ikke har et sted at holde jul med nogen, de holder af.

Og endelig er der mennesker, der må se frem til en ikke-jul, selvom de både har familie, venner, tag over hovedet og et afslappet forhold til juleri.

Det var fire generaliserede juletyper. Jeg tager dem lige en gang til.

Nogle er vilde med jul. De holder stærkt på deres version af julen, den rigtige, den med eller uden gudstjeneste, den med risengrød eller ris- alamande, den med juletræsdans før eller efter julegaverne osv. Til denne gruppe af juleentusiaster hører sådan set også mennesker, der hvert år benytter julen som en kærkommen lejlighed til at rejse til varmere himmelstrøg. Og mennesker, der aldrig har fejret jul og derfor opfatter tiden som hverdag blot med en lidt anden rytme, der afspejler et julende samfund. For dem er julen, om ikke en fin tradition, så i hvert fald en fin almindelighed.

Andre accepterer, at julen er noget, der skal overstås. Hvert år. Eller måske kun hvert andet - nemlig de år, hvor den del af familien, der holder forkert jul, skal tilgodeses. Anne Knudsen mente i Her går det godt, at adskillige unge par ligefrem får deres første barn, kun for at de kan holde deres egen jul og slippe for jul hos svigerfamilien.

Ufrivilligt julesøgende

Der er andre, som virkelig gerne vil jule, men ikke ejer tag over hovedet, ikke har råd til mad og gaver til børnene, er drønende ensomme, eller for skæve i eksistensen til at dem, de kender, vil kendes ved dem lige netop den aften. Også i år vil der være en stribe tilbud til disse mennesker den 24. december. Arrangeret af Frelsens Hær, Røde Kors, studentermenigheder eller andre. Og måske vil medierne også i år berette om, at der er adskillige, der gerne vil give en hånd med som frivillig arbejdskraft ved disse tilbud. Faktisk så mange, at de flere steder må sige nej tak til den venlige hjælp, fordi de er så rigeligt dækket ind.

Og kan det mon tænkes, at en del af disse mennesker, der så overskudsagtigt tilbyder deres hjertevarme, bliver lidt skuffede, når de får afslag? Jeg forestiller mig i hvert fald, at mange af dem er, hvad jeg vil kalde julesøgende. Mennesker, som ikke vil være med til julekonceptet, der umiddelbart byder sig til. Som føler sig ufrivilligt familie-, hjem- og juleløse uden faktisk at være det. Som ikke kan forlige sig med julen, men alligevel heller ikke kan forlige sig med ikke-jul. Som finder det svært at fejre aftenen hos bekendte. Måske fordi de er inviteret og ikke dem, der inviterer. Måske fordi de dermed ikke har indflydelse på arrangementet, som så ikke føles rigtigt ud fra en faktisk eller forestillet julestandard.

Det er mennesker, som er stået af julen, men gerne vil på igen. Jeg kalder dem julesøgende.

Jul uden familien

Sidste år søgte jeg også jul. På nettet er der en del debatter blandt mennesker, der tilbyder hinanden selskab juleaften, og tilbuddene i København er mange, men ikke synderligt appellerende til mig. Til de velorganiserede åbne juleaftener hører blandt andet Christianias Juleløses Jul. Det lød ok. Også selv om ordet subsistensløse fulgte med i enkelte af de beskrivelser, jeg fandt om arrangementet. Subsistensløs betyder »som ikke har penge til sit eget underhold«. Det har jeg. Og jeg er ikke ensom i længere tid af gangen. Har ingen aversioner mod juletraditioner. Og er vist ikke på anden vis alternativ. Jeg havde bare ikke lyst til jul i familien og var i den situation heller ikke tiltrukket af venlige tilbud om deltagelse i andre familiers jul.

Så kl. 17 juleaften cyklede jeg mod Staden og fulgte med strømmen gennem mudrede stier forbi bålene i Pusher Street og frem til Den Grå Hal.

En rød løber førte ind i lyset og varmen under det smukke træloft. Der var pyntet med store farverige gavepapirsindpakkede kasser, en kæmpe krans i loftet og enorme julehjerter. Stemningen var tydeligt inkluderende. Vær velkommen.

Der var lege- og hyggehjørne til mindre børn. Der var scene med musik og andre indslag. Toiletterne var rene. Det fungerede, også selv om der ikke helt var stole og honningkager nok. Vi delte.

Hvert år deltager ca. 1.500 gæster og 150 frivillige. Der er folk i alle aldre, alle kulører, alle normaliteter og unormaliteter - normativt betragtet forstås - og sågar nogle hunde.

Økosteg på Staden

Fra scenen blev der budt velkommen, og køerne til maden rykkede i gang. Der var helt traditionel - dog vist nok økologisk - flæskesteg med rødkål, kartofler og brun sovs. Men også mulighed for okse. Jeg valgte den grønne tallerken til vegetarerne - der var køen kortest. Og endelig risengrød med kanel og smør. Det gik hurtigt, der blev smilet, og maden var bare helt i orden.

Ved bordet meddelte manden overfor afklaret sin ledsagerske, at han havde besluttet sig for at begynde at ryge igen. Samme ledsagerske forhørte skotten til højre for mig, om han kunne sin »rødgrød med fløde«. Det kunne han, for han havde været i Danmark i 28 år. Ville oprindeligt til Holland, men fik en forkert billet. Det var han nu glad for. På spørgsmålet om, hvad udlændinge bliver opfordret til at udtale i Skotland, spruttede han skælmsk: »Do you wanna have sex with me!«. Det var ikke første gang, at han og en flok venner tog til Christiania juleaften. »Det er hyggeligt«, fortalte de. Og de var uforbeholdent søde. »Are you alright sweetheart?«, spurgte de omsorgsfuldt, bød på røg og drikke og inviterede til samtale og latter.

På scenen gik showet så småt i gang med en mandlig sanger. »Det er da Skousen, er det ikke?«, spurgte en kvinde. »Jeg tror, han sagde, han hed Mohammed«, fik hun til svar.

Jeg gik, før juleevangeliet blev læst op. Mæt og varm - og vel egentlig beriget. I hvert fald rolig cyklede jeg gennem en sjældent tyst indre by. Rådhusklokkerne slog 20. Jeg stoppede ved Vor Frue Kirke, men så, at to andre var gået forgæves. De spurgte, om jeg vidste, om Helligåndskirken var åben.

Retur på Østerbro var det ikke kun 7-Eleven, der var åben. Det var min grønthandler også, så jeg købte lidt ind og fangede brudstykker af stemning, som sivede ud gennem vinduer på klem.

Resten af aftenen arbejdede jeg, spiste hjemmelavet marcipan og hørte radio.

Det var én måde at holde jul på.

I år gør jeg noget andet. For jeg er fortsat julesøgende.

Anna Ole Riis er cand.scient.soc.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Nej, jeg jagter ikke julen.

Der er sådan set også de ”julemætte”, som bare ikke orker mere. Mennesker, der som jeg, har fået nok, ikke orker ræset, og som hellere vil tage en slapper og stege sin egen and eller hvad man nu kan finde på af ting og sager, der føles rigtige.

Ikke fordi man (jeg) har noget imod julen eller julens sammenkomster som sådan, men alene af manglen på ’ork’, og som ikke har noget imod sit eget selskab.

Jeg har f.eks. i dag hygget mig med at lave gule ærter af et par andelår, et skankeben og et par kyllingeoverlår. I morgen steger jeg resten af anden. Jeg glæder mig til duften, og min kat glæder sig til sin livret. Det er nu engang vores fornøjelse ;-).

Det eneste der ærgrer mig er, at jeg ikke huskede at købe en flaske portvin, noget marcipan og noget nougat. Det kunne jo være at der var noget godt i tv som kaldte på lidt ekstra.

Jeg ønsker for de ”julesøgende” at de finder hvad de ønsker.

Frederikke Lind

har meldt mig som frivillig på www.givdetvidere.com - et enkelt projekt, hvor der samles godt legetøj ind - og så pakker de gaverne ind og lader Frelsens Hær uddele legetøjet til familier, der ikke har råd/overskud til at give deres børn legetøj. Det er en super ide - ingen penge, men direkte hjælp. Alle burde støtte projektet - eller lave lignende projekter rundt om i landet til næste år