Klumme

Joakim von Mærsk

En skibsreders noble omgang med sine omgivelser og forbud mod den løse tale
En skibsreders noble omgang med sine omgivelser og forbud mod den løse tale
5. december 2009

Indvielsen af Operaen dengang i januar 2005 er uforglemmelig. Præsentationsforestillingen var sat sammen på en måde, så ingen af det teater- og musikuvante publikum skulle tage varig skade. Et nyere værk og Inga Nielsen var ellers nok til at få den oppumpede stemning til at fise ud. Men så kom selve højtideligheden med Statsminister Fogh Rasmussen, der jo - rent bortset fra kreativ bogføring og militarismens genindførelse i fædrelandet - var kendt som de sceniske kunstarters lidenskabelige tilbeder og sjældent var til at holde fra stolerækkerne på Det Kongelige. Venstres svar på det musiske menneske krabbede ind over scenegulvet og introducerede skibsrederen. Tæppet gik fra, og der stod Han, og bifaldet ville ingen ende tage. Det kan man sgu da forstå: manden er så stinkende rig at kun Joakim von And matcher hr. Møller, der sagde et eller andet forglemmeligt spinkelt om opera, og hvor glade hans landsmænd eller undersåtter burde være.

Petrolius And

Og så stod rederen og hans statsminister og hilste hjerteligt på hinanden der på scenen. Ingen af dem nævnte ved lejligheden husets arkitekt med ét ord. Og slet ikke noget med at invitere hr. Larsen med op på de skrå, hvilket også havde taget sin tid, eftersom rederen og teatret havde fået anbragt hr. Larsen og viv oppe på anden etage, et sted uden for lands lov og ret, hvor man normalt sætter kontorchefer og oberster og kommunaldirektører og den slags under de fine forestillinger, hvor der også skal være noget fyld i højden. Ikke ét ord om arkitekten, hvilket jo sagde den tænksomme del af publikum at hvis der var nogen under denne mindeværdige begivenhed der var tølpere og opførte sig som tølpere, så sad tølperen ikke på 2. etage af det hus, han under pres havde gjort færdigt.

Gæt selv hvor tølperne befandt sig. Teatrets daværende chef, der jo kunne have insisteret, hvis han havde haft You know what, lod også arkitekt være arkitekt. Kun Johannes Møllehave udviste civilcourage og trodsede tavsheden. Statsministeren kunne man ikke regne med ville gøre andet end at smiske for sin frygtindgydende bidragyder til Venstres kasse og takke for den såkaldte gave til den nation, der selv kom til at betale det meste gennem skattefordelene, øgede driftsmidler og senere trafikale investeringer. At Joakim von Møller himself ikke udviste storsind, sagde hvad der er værd at sige om den side af sagen, nu bekræftet af arkitekt Larsen. Få mennesker kan tåle at have magt. Som med de kongelige siger man ikke skibsrederen imod. Især ikke når han har uret og er plat urimelig og opfører sig som et forældet pattebarn. Det er sådan set en trist konstatering, men pengenes indflydelse frister svagere karakterer til udskejelser. Da Joakim von And således opdager at hans umulige nevø har givet sig ud for at være Petrolius And med oliereserver i baghaven og derfor er blevet budt på gratis frokost, køber von And simpelthen restauranten på stedet og sætter den afslørede And til at vaske op. Den rige mand kan tillade sig alt. Som Hans Morten Rubin engang bemærkede om Simos Spies, gad denne ikke i andres nærvær holde på sin tarmluft. Han behøvede det ikke. Men rige folk behøver faktisk jævnligt at betænke at de kun er det, de er, takket være omgivelserne. Uden alle de andre, uden skolelærerne, snedkerne, elektrikerne, buschaufførerne og arkitekterne og uden samfundet var de røv og nøgler. Også skibsreder Møller, ja selv dronningen og Gud for den sags skyld.

Moderat ytringsfrihed

For øvrigt er det en sær ting med en sådan klausul med at kontrahenterne ikke må sige noget. Hvordan ligger det med ytringsfriheden? Denne må da i dette ytringsfrihedsfikserede land være mere værd end et par underskrifter på et stykke - i forhold til Grundloven - snoldet papir, om det så er signeret af nok så mange skibsredere og arkitekter!

Apropos ytringer i utide, har en skoleinspektør et sted i landet fundet ud af at forbyde sine tosprogede elever at tale arabisk indbyrdes. De går rundt og siger noget skidt om skolen, læreren og inspektøren, formoder han. Det kan man jo ikke have. Den idé var Bertel Haarder og DF straks med på: forbud mod at sige noget, der ikke kan forstås af omgivelserne, men som efter meget at dømme ikke er godt og positivt. Bertel Haarder, der i sin tid understregede at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes, hvilket parentetisk bemærket jo er noget vås, specificerede ikke at det kun var det sproglige der skulle være uforståeligt, før man kunne skride ind. Ministeren kom ikke yderligere ind på indholdet. I betragtning af at selv Bertel Haarder vel ikke forstår alt, hvad der bliver sagt (så ville han ikke være dén Bertel Haarder) kan et sådant forbud gå hen og blive omfattende. I skolen kan man håndhæve et taleforbud ved at inspektor render rundt i skolegården og aflytter eleverne. Slippet noget ud, der ikke ligner dansk, falder fars hammer nu med regeringens velsignelse. Men gælder det mon også, hvis børnene bagger snagvendt, som klummisten og hans kammerater af og til gjorde når formynderiet i den datidige sorte skole blev lige lidt for meget, og børnene gerne ville have det hele lidt for sig selv? Skoleinspektørens og Bertel Haarders lyse idé, som kan tænkes at være lige så grundlovsfremmed som i princippet en kontraktlig hold kæft klausul, kan meget vel brede sig.

Kolde afvaskninger

Dansk Folkeparti er straks kommet til undsætning og vil utvivlsomt udbrede forbuddet i det offentlige rum. Der må kun tales dansk i Danmark på danske gader og danske veje og kun af danske danskere; ellers er det gesvindt ud af vagten. Akkurat som dem der demonstrerer mod at vandene stiger, fordi politikerne ikke tør konfrontere deres vælgere ansigt til ansigt med vores katastrofale livsformer og dekretere kolde afvaskninger og lavenergipærer på juletræet. Ud med dem, så går det hele bedre.

Haarder tager aldrig fejl

Det er altid så glædeligt når man uventet bekræftes i sin tro på menneskenes evne og villighed til at tage ved lære af historien. Hvad angår flertals sprogforbud over for etniske mindretal har menneskenes børn en lang og rig erfaring. I betragtning af Bertel Haarders heftige engagement i den danske historie, har han sikkert i et ubevogtet øjeblik også hørt om sprogreskripterne i de mellemslesvigske sogne og i Tønder i 1851, om hvor glade og lykkelige de tysksprogede blev over at tvinges til at tale dansk i skolen og kirken. Der var også noget om at det danske styre forbød færøsk på Færøerne, og skolebørnene ikke måtte tale deres fædrene sprog før engang over midten af 1930'erne. Også på det punkt sporede man og sporer den dag i dag en dybt følt taknemmelighed over for de danske myndigheder. Også ude i den større verden har man i tidens løb kendt mange former for statsstøttede sprogforbud. Ofte er det diktatoriske systemer der nedlægger forbud mod ikke mindst ungdommens brug af et mindretals modersmål, hvor det pågældende regime ønsker at fremme eller monopolisere dets eget mæle. Diktator Franco i Spanien forbød således den iberiske halvøs ikke-spanske nationalsprog. Catalansk og baskisk f.eks. måtte ikke tales i skolerne og på officielle steder. Med hensyn til baskisk havde restriktionerne visse omkostninger og blæste vind i sejlene på den baskiske separatistbevægelse. Siden gik denne over i ofte væbnet modstandskamp mod Madrid for at ende i volds- og terrorbevægelsen ETA. Men sådan har Bertel Haarder jo ikke ment det. For Bertel Haarder tager som skibsrederen aldrig fejl. Det siger de selv. På dansk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Der er gamle ord som af og til trækkes frem og støves af og som bibeholder deres betydning, f.eks.: ”tølperne”.

Derimod har ordet ”pøbelvælde” fået en helt ny betydning i nutiden.

Tak igen til Georg Metz.

Uanset hvor meget jeg ellers anser den gamle rebskider for at være en kryptofascistisk demokratifjende, så kan jeg ikke tage parti imod ham i denne sag.

Hvis - og jeg siger udtrykkeligt: "hvis"! - der er noget at kritisere ved operaens endelige arkitektoniske udtryk, så må ansvaret ligge hos de offentlige instanser, som sagde "ja tak!" til Møllers gave.

Arkitekten har indgået en kontrakt, og uanset hvad der så ellers har stået i den kontrakt, så var han hverken ung, uerfaren eller fattig på det tidspunkt hvor han skrev under, så han har altså haft alle forudsætninger for at sikre sig på de områder han måtte have følt var vigtige for ham. At komme og pive bagefter er for tyndt - et person i hans stilling må formodes at være fuldt bekendt med Utzons oplevelser i Sidney, så det kan kun være enten grådighed eller hovmod der har fået ham til at tro at Møller ville være mere hensynsfuld omkring det "kunstneriske udtryk".

Og når de fine akademikere ikke rigigt ved hvad ben de skal stå på - om de skal tale for eller imod kølergrillen, eller holde kæft, så er det også lidt sent at komme på banen ... hvorfor var der ingen der - også her - mindede om Utzons historie i Sydney, og krævede vetoret til myndighederne på det arkitektoniske udtryk?

Møller er måske nok egoman, men ikke en platugle. At han har kunnet køre rundt med både staten Danmark og kommunen København, skyldes udelukkende, at de ansvarlige er så benovet over at tale med koryfæet, at de glemmer enhver fornuftig omtanke.

Operaen står der.

Den er måske ikke køn ... men den er (pånær småting i møblementet) funktionel, effektiv og formålstjenlig.

Den er måske ikke køn ... men den er en kvalitetskonstruktion, bygget efter tidens bedste standarder til det formål den tjener.

At arkitekten så har en frygtelig masse nykker, at nogle akademiske kunstgenier får nogle sure opstød og at Georg Metz engang imellem skal skrive om noget andet end DF, ændrer ikke på fakta: at Møller bare har opført sig som enhver bygherre, og hvis man ville have haft det på anden vis, så var - og er - der kun en mulighed: at det offentlige ikke tager imod ent bygningsværk som gave, medmindre man også får den overordnede myndighed som bygherre.

Chris David Bonde Henriksen

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvad en betydningsløs bladsmører som Georg Metz efterlader sig, når han har forladt denne verden. Intet. Absolut intet.

Hr. Møller har i sit lange liv præsteret langt mere end de fleste og efterlader sig blandt andet en flot opera, som vi er mange, der kan glæde sig over.

At Henning Larsen ikke forstod, at han var hyret til at opfylde bygherrens krav, viser mandens begrænsning. Men han havde jo solgt sin kunstneriske sjæl. Hans ynkelige flæben nu, vækker ikke medlidenhed.

Hr. Mærsk venter på sin såkaldte skaber (som jeg nu ikke tror på), men som de fleste i hans alder bliver i tvivl om eksistensen af, og hvor hr mærsk mon svigtede sin magt.

For hr mærsk er medskyldig i at svigte de fattigste i samfundet, og hvor han måske tror at et operahus til de operaelskende, eller renovation af en kirke kan opveje, at han aldrig rigtig deltog på de fattiges betingelser.

Hvis Mærsk er religiøs, venter der måske en spand glødende kul, mere end den rene englebevingede hæder?

Hvad tror du selv gamle svinger?

Jeg har på fornemmelsen, at det var hr. Møller, der tvang først prins Joachim til at gifte sig med børsmægleren fra Hong Kong, Alex, og siden kronprins Frederik til at ægte en kvinde fra Australiens engelsk-orienterede forretningsmiljø. Hermed understreges, at Kongehuset ligesom hr. Møller ser Danmarks fremtid i et intenst erhvervsmæssigt, økonomisk, politisk og militært samarbejde med anglo-amerkanske interesser i Sydøstasien, fremtidens vækstforum.

Hans Hansen

Tja, det siges jo at det var nemmere at få en kamel i gennem nåleøjet (nat åbningen ved Jerusalems byport) end for en rig mand at komme i himmelen - så hvis det er rigtigt....

Claus Rasmussen

Hvis Information havde trykt Sven Karlsens bemærkninger, og ladet Georg Metz' skrammel være en internetkommentar, så tror jeg, at jeg ville tegne et abonnement ;-)

Harry Præstegaard

Det er underlig atder ingen er som omtaler at de penge han brugte på Operaen er penge han ellers skulle have betalt i skat

Ifølge pressen er Larsen kontraktligt forpligtet til at stille sin fulde ekspertise til rådighed for projektet.

Når han kan se, at projektet er noget lort, er han med andre ord nødt til at sige det.

Michael Skaarup

tsk. tsk.

i en artikel spørges der hvordan man sikrer en kritisk journalistisk, og denne klumme komme Metz forbi de konstante angreb på ytringsfriheden. Men en historie, som er nødvendig, som selvbekræftelse af DF profil, i deres DF vs. muslimerne. trip.

Når jeg påpeger at information.dk ikke er bedre, og måske skal information feje for egen dør, før de brokker sig over skraldet hos naboen.
Så bliver min kommentar slettet ??

Det er selvfølgelig også en form for svar.
Så tak for svaret.

Flot af Georg Metz at han får noget fornuftigt ud af medieflippet ’Henning Larsen vs Mærsk Mc-Kinney Møller’. De to gamle krukker får den sidste opmærksomhed - Pt. sidder hele den danske forsamling af ledende medielakajer på TV2-news - gravalvorlige - og diskuterer lokumsdigte fra operaen.

Tak Georg, for en fri og utvungen omgang med sandheden - du må være en misundt mand iblandt dine kolleger ...

Jeg spurgte engang en journalist om han havde oplevet at kunne skrive hvad han ville uden indblanding fra en redaktør…

Han granskede sin hukommelse og svarede: Ja, dengang jeg rapporterede fra den store giftkatastrofe i Bopal i Indien - da havde jeg en klumme hvor jeg kunne skrive hvad jeg ville - en slags psykisk overløbsventil...

Der er langt mellem snapserne i de danske mediefabrikker.

Mikkel Sørensen

Jo, morsom er kontroversen da. Men saadan er det med de fleste underholdningsindslag: fokus er paa dybt ligegyldigt fnidder blandt de rige og de fine.

Hvad er det egentlig som ville have vaeret bedre hvis arkitekten havde haft friere haender?

Ville verden have set voldsomt meget bedre ud foruden de vandrette persienner?

For bygningen er jo som helhed uhjaelpeligt tudegrim (busstoppested? off. toilet?), forkert placeret, med et forkert indhold, og overordnet set en uhyrlig fejlinvestering. Byen skriger paa helt anderledes maader at bruge ressourcerne paa.

Klodsen er ikke et mindesmaerke om Maersk; den er et monument til vores kollektive dyrkelse af korporativ magt, de private penges kontrol med alt og alle via staten. Det ville have vaeret et interessant emne for en artikel...

Og kunsten skal saette os fri? Tvaertom.

Kære Georg
Ja, en rokokoskribent "Det var en stilart med snirklede, asymmetriske ornamenter" må jo vidt omkring i selv indlysende spørgsmål!
Ytringsfrihed.
Der er såmænd intet nyt i at den der betaler musikken også bestemmer, hvad der skal spilles. Og det er jo essensen her, juridisk set. Ligeledes har Larsen selv underskrevet kontrakten med åbne øjne formoder jeg.
Ligeledes med "sprogforbud" når Georg hele verden rundt, skønt det enkle forhold er: Det er almindelig høflighed og sund fornuft, at når personer med forskelligt sprog mødes, tales det sprog alle kan.
Finn Larsen

Finn Larsen

"Ligeledes med “sprogforbud” når Georg hele verden rundt, skønt det enkle forhold er: Det er almindelig høflighed og sund fornuft, at når personer med forskelligt sprog mødes, tales det sprog alle kan."

Hvis Dansk Folkeparti holdt denne regel og bare var høflige, idet jeg ikke stiller kravene højere end at målet kan nås, høflighed, ville meget været nået i den politiske debat, idet man så sjældent ville høre noget fra den kant.

"Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid.." til Metz' kommentar til Brians seneste flop. Hin Brian, der må have gennemgået en kosmetisk kirurgi for at opnå dette meget gravalvorlige udtryk, når han skal gentage sit mantra om politiets version af den pavelige ufejlbarlighedsdoktrin - men som ikke kan kende forskel på bordbomber og rigtige ditto. Politiet bør etablere en speciel indsatsstyrke mod disse bordbomber, hvad kan det ikke udvikle sig til! Og hvad er det for noget med, at Rullemarie skyder nogle poser kemikalier til fyrværkeri sønder, mens et bageri i Valby sprænger i luften? Har bagerne også urent mel i posen?

Godt Metz. Tak igen, Metz. Du er min favorit klummist.
Til dem, der mener, at når man har skrevet kontrakt med MMM, så har man gjort pagt med djævelen: I har ret. Men I har uret i, at sådan er kontrakter, jo. Af dem har I formentlig ikke indgået ret mange, siden I har den opfattelse af dem.
Larsens kontrakt forekommer mig at have været lidt a la, man rækker fanden en lillefinger ... Kunne han have vidts det? Måske. Burde han have formodet det? Nejda. Han tillod sig at betragte MMM som en redelig kontrahent. Dét var skæbnesvangert. Larsens lillefinger sad fast på hans arm. Og manden i den anden ende var en f..
Mere er det vel ikke i det, vel?