Læsetid: 3 min.

Kammerater, tænk på kulturen i kommunen

Vi har en regering, der har sat kulturpolitikken på standby. Men i kommunerne har de mange socialdemo-kratiske borgmestre nu muligheden for at gøre en stor forskel, og det er vigtigt, at vi prioriterer området højt
18. december 2009

Kære Frank, Henning, Nikolaj, Anker - og resten af landets over 50 nyvalgte socialdemokratiske borgmestre.

Tillykke med det veloverståede kommunalvalg, der varsler morgenluft over det nu stærkt røde kommunale Danmarkskort. Valgkampen har bragt jer omkring de store og vigtige velfærdsdiskussioner - om børn, ældre og tryghed for den enkelte borger i Danmark. Kulturpolitikken har imidlertid ikke taget overskrifter. Trods det faktum, at godt halvdelen af de skattekroner, der går til kulturen, uddeles ude i kommunerne. Her har I altså et særligt ansvar.

Som konsekvens af det flotte valg, Socialdemokraterne har fået, viser det sig, at kulturen kommer til at sejle under blåt flag i de kommuner, hvor borgmesterposten er besat med en socialdemokrat. Simpelthen fordi de borgerlige i konstitueringerne har fået mange formandsposter i de kommunale kulturudvalg. Det viste en rundspørge foretaget af Børsen forleden. Og der er grund til at tage forandringerne alvorligt, som den politiske kommentator Hans Engell advarer: »Tendensen til, at rød blok napper det hele undtagen kulturen, giver en risiko for, at kulturområdet bliver noget klemt økonomisk de næste år. For er de borgerlige ikke med i de årlige budgetforlig, så falder der jo også begrænsede midler af til deres område.« (Børsen 19/11)

Vigtige visionære

En borgmester, der er hurtig på lommeregneren, kan sagtens se, at der ikke er nemme stemmer at hente i kulturpolitik, når 42 pct. af danskerne, jvf Gallup-undersøgelser, siger, de godt kan leve med færre kulturtilbud. Men netop fordi der ikke er stemmer i kulturområdet uden hårdt arbejde, fremsyn og risikovillighed, udgør kulturområdet et felt i kommunalpolitikken, hvor man kan kende visionære politikere fra de mindre visionære.

Man siger gerne, at kultur er alt det, man først savner, når man skal undvære det. Tænk selv på hvordan din hverdag ville være uden f.eks musik, bøger, film og tv.?

Socialdemokratiske kulturpionerer som Julius Bomholdt og Niels Mathiasen, og mange års offentlige investeringer i kulturpolitik siden tresserne, har gjort danskerne vant til biblioteker, lokale teatre og støtte til kulturtilbud over hele landet. Spørgsmålet er, om I vil videreføre arven?

Der er flere gode grunde til at gøre det:

1. I socialdemokratisk optik er kultur, kunst og adgangen til den, et velfærdsgode på lige fod med øvrige velfærdsområder som uddannelse, sundhed og ældrepleje. Det drejer sig slet og ret om borgernes mentale velfærd og den rige stimulering og kritiske tænkning, som kunsten tilfører borgerne. I en situation, hvor op mod en tredjedel enten slet ikke eller i begrænset omfang får adgang til kunst og kultur, ligger her en stor udfordring for både staten og kommunerne.

2. Investeringer i kulturtilbud kan simpelthen også betale sig. Der er god købmandslogik i at satse på at profilere sin by som et attraktivt sted at flytte til eller at etablere sin forretning - med øgede indtægter til kommunekassen, når mange familier faktisk lægger vægt på udbuddet af kultur- og fritidstilbud, når de etablerer sig.

3. Kultur og kunst har så mange positive sideeffekter, at man fra politisk hånd kan tillade sig at udnytte dem på en lang række områder. Valgkampens store emner har været ældre, børn og bander. Tre områder, der udover en ressourcemæssig oprustning, kan trænge til nytænkning. F.eks. ved at tænke kultur ind i de traditionelle tilbud.

Det være sig idrætstilbud til unge i risiko for at blive kriminelle, huskunstnere i dagsinstitutionerne, musikterapi som led i smertelindring på plejehjem, kunst som et led i byplanlægningen og kulturaktiviteter som et led i indsatsen i ghetto-områder.

I kan sikre kulturen

Staten og og kommunerne har pligt til at sikre både børn og voksne mulighed for kreativ udfoldelse på et højt niveau. Det skal ikke være pengepungen, der afgør, hvor meget kultur et barn har adgang til i sin opvækst. Og det skal ikke være kommercielle interesser og sponsorer, der bestemmer, hvilke forestillinger teatrene sætter op eller hvilken kunst, der hænger på museerne.

Til syvende og sidst handler det om at sikre et godt, rigt og levende samfund for de generationer, der kommer efter os. Det kan vi bl.a. gøre ved at skabe lokale samfund, der stimulerer børnenes fantasi, kreativitet og skaberevne. Og som sikrer alle danskere gode kulturoplevelser og mulighed for at deltage aktivt i kulturaktiviteter og folkeoplysning gennem hele livet.

Vi har en regering, der har sat kulturpolitikken på standby! Men i kommunerne kan vi socialdemokrater gøre en forskel, og jeg håber, I vil bruge jeres borgmesterposter til at sikre, at det sker.

God arbejdslyst de kommende fire år!

Mogens Jensen er MF og kulturordfører for Socialdemokraterne

Serie

Seneste artikler

  • Arkitekturgryde a la socialisme

    28. november 2009
    Du skal bruge en ordentlig bunke alment boligbyggeri, en god portion tilflyttere fra arbejderklassen samt folk med mellemlang akademisk uddannelse, en bar mark og en masse børn
  • 'Den evige 1. maj-stemning bliver svær at holde'

    20. november 2009
    Oppositionens permanente valgkampsstemning kommer til at toppe for tidligt, spår V-næstformand Kristian Jensen op til Venstres landsmøde i weekenden
  • 'Nu skal det ku' mærkes, at SF er blevet et stort parti'

    20. november 2009
    SF's valgsejr gav plads til et kuld af nye, unge kandidater rundt om i landets byråd. De betegner sig selv som ambitiøse idealister, der arbejder for at udbrede 'det røde budskab' - også gerne fra en borgmestertaburet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ægte kreativitet kræver ikke kapital, kammerater! Tværtimod kan forskellige former for støtte, nogle gange nærmest kvæle kreativiteten.
Nogle af de største kunstnere er startet som gadesangere, det gælder fx for Bob Dylan.
Og i Bronx, kom der i 80'erne interessant kultur ud af, at man IKKE investerede i musikundervisning og andre kulturtilbud, idet Hip-Hop-kulturen opstod.
Mozart sagde, at han fik for meget for det han lavede og for lidt for det han kunne have lavet, hvilket vil sige, at hvis han blot havde lavet musik i sit eget soveværelse, som mange musikere gør i dag, så ville hans værker, sandsynligvis, have været af en endnu højere kvalitet.
For publikum er der i dag mange relevante muligheder på nettet, som ikke alle er ulovlige, hvilket gør at kulturen, mere end tidligere, ligesom passer sig selv.
I forhold til teater, live-musik osv. mener jeg, at hvis man ikke er villig til at betale for det, så er det fordi det ikke er vigtigt nok.

Thomas Petersen

"Det skal ikke være pengepungen der afgør"...... Typisk socialdemokratisk tankegang! Socialdemokrater gør bare det de altid har gjort, og de eneste de kan finde ud af... De bruger penge, som de har skaffet sig uretmæssig råderet over, penge som andre har tjent og knoklet for.
Nej tak - lad os få dirigeret nogle af kulturpengene over på sundhedsområdet hvor der er mere brug for dem, eller alternativt nedsætte det alt for høje skattetryk...
Alt andet er bedre, end økonomisk støtte til en flok dilettanter der på et rødt egnsteater forsøger at overbevise omgivelserne om, at de er "fede og kreative"
Husk - det er skatteydernes penge, og de kan kun bruges én gang!

ALWAYS EXPECT THE SPANISH INQUISITION!

Som højreorienteret, bør man være taknemlig for socialdemokratiets eksistens! De torturerer mennesket med bløde puder, en behagelig stol og brød og skuespil. Det gør de for, at få den enkelte til at indrømme, at de fortjener at arbejde i kapitalismens kulminer, selvom de ingen forbrydelse har begået. Man kunne "få god sex med seks timers arbejdsdag", som det beskrives i denne artikel:http://www.business.dk/business-break/god-sex-med-seks-timers-arbejdsdag. Men det skal være hårdt, at leve i et land med protestantisk arbejdsetik, thi vi har syndet og fortjener at lide. Men jeg erkender mig aldrig skyldig...så hellere leve af en skål ris om dagen...

En langt væsentligere kommentar til de kommunale kulturaktiviteter.
Kunstig politik
Statens Kunstfond ”kan yde støtte til alle former for kunstnerisk skabende virksomhed.” Fonden agerer under ledelse af bestyrelse, repræsentantskab og otte kunstkyndige tremandsudvalg. Formændene for tremandsudvalgene udgør bestyrelsen.
Fonden har fået et nyt repræsentantskab for perioden 2009 til 2013. Det består af en række politisk udpegede, herunder nu også en ældre, forhenværende konservativ folketingspolitiker, byrådsmedlem Else Theil Sørensen, som kulturministeren har udnævnt som formand. Formandsposten er uhonoreret.
Desuden er der til repræsentantskabet udpeget en række aktive kunstnere samt repræsentanter, udvalgt af universiteterne. Altså en jævn blanding af ekspertise og politiske beslutningstagere.
Repræsentantskabet udpeger 2/3 af medlemmerne i de kunstkyndige udvalg blandt andre mere eller mindre formelle funktioner. Denne kompetence er vigtig, faktisk afgørende for fondens virke. Man kan med føje spørge, om det er godt med den overvældende politiske indflydelsesmulighed. Svaret afhænger af, om politikerne kan og vil andet end partipolitisk manipulation.
Selv om det ikke er politikere i første geled, der udpeges til repræsentantskabet, så bemærker man dog, at DF med indsættelsen af Pia Kjærsgaard blæser til fortsat kulturkamp.
Om ikke andet så er Statens Kunstfond en væsentlig markør af den øjeblikkelige politiske prioritering af kunst og kunstens rolle i samfundet. Måske også en kunstens politiske slagmark.
Den nyudnævnte formand har udmærket sig ved i 2005 ikke at blive genvalgt til Folketinget. I stedet etableredes en lokalpolitisk karriere som kulturudvalgsformand i Skive Kommune, der ikke er nogen spydspids i kulturelle sammenhænge, tværtimod.
Under markant modstand fra involverede og interesserede borgere etablerede kulturudvalgsformanden en lokal centralisering af et museumsvæsen, som egentlig fungerede fint før, men som nu blev så problematisk, at der måtte etableres en politisk styret Rambøll evaluering.
Den nye repræsentantskabsformand har lokalt været ude i så markante konfrontationer omkring museumssagen, at de konservative ved sidste valg reduceredes til et enkelt mandat, formanden selv tabte som spidskandidat ca. to tredjedele af stemmerne fra valget i 2005. Men blev da genvalgt.
Det er selvfølgelig ikke diskvalificerende. Heller ikke, at den nu snart tidligere kulturudvalgsformand gerådede i så alvorlig konflikt med faglige museumskapaciteter, at de trak sig fra de udvalg, hvor de med stor møje var blevet indsat før kulturudvalgsformandens tid.
Og da slet ikke, at kulturudvalgsformanden i begejstring for den centralistiske museale konstruktion effektivt fik sat en fod i døren for en privat donation til byggeri af et nyt kunstmuseum. Mæcenen krævede løsrivelse fra museumsfusionen, og det var selvfølgelig udelukket. Desuden ville han kun donere ca. 20 ud af over 100 nødvendige mio. Og fonde regner den tidligere kulturudvalgsformand da heldigvis ikke med, især ikke i betragtning af at det ville betyde vuggedøden for den centralistiske museumskonstruktion. Nu er der kun et mindre, men ret bastant, bygningsproblem tilbage for museerne i Skive. Det har eksisteret i årevis, og det kan vel ikke regnes for noget set i et overordnet politisk perspektiv.
Det er m.a.o. en særdeles slagkraftig kulturpolitiker, kulturminister Carina Christensen ”med stolthed” har udnævnt, en foræring til Statens Kunstfond af en lokal kulturkapacitet.
Om den nye repræsentantskabsformand så også bliver en landspolitisk kulturgevinst, vil tiden vise.
Men lad os bede til, at kulturministeren har truffet et formandsvalg, som gavner kulturen, og som ikke kun er udtryk for nedprioritering af samme samt politisk pay back uden mål og med.