Kronik

Klimaslaget er ikke tabt, før vi selv giver op

Nedtællingen til COP15 har været en frustrerende opvisning i selvopgivenhed. Flere mener, at det det kritiske tippepunkt allerede er nået, men så længe vi kæmper, har vi en chance, skriver en af klimaforskningens pionerer og førende videnskabsmænd, James E. Hansen
Nedtællingen til COP15 har været en frustrerende opvisning i selvopgivenhed. Flere mener, at det det kritiske tippepunkt allerede er nået, men så længe vi kæmper, har vi en chance, skriver en af klimaforskningens pionerer og førende videnskabsmænd, James E. Hansen
Debat
7. december 2009

Som nagende tvivl og negative holdninger dog har vundet frem i disse dage frem til FN's klimakonference i København. Så var det mere stimulerende at tilbringe en vindblæst taksigelsesdag i selskab med Connor, mit femårige barnebarn. Connor er kvik, men kan stadig forbedre sin hånd-til-øje koordination, så vi gik udenfor for at træne basketball. Jeg satte kurven i passende højde for ham, men hans første mange skud prellede alligevel af på tavlen. Så var det, at han - klogt og tappert - sagde disse ord:

»Jeg giver ikke op. For jeg har giv-aldrig-op-kampånd!«

Det ser virkelig ud til, at han får noget ud af sine karatetimer!

Jeg kan komme i tanke om mange voksne, der kan lære noget af Connors gåpåmod. I Scientific American stod for nylig en artikel at læse om min og andre forskeres afhandling fra 2008, Target Atmospheric CO2: Where Should Humanity Aim? Journalisten afrundede med en 'fair og afbalanceret' henvisning til klimabiolog Steve Schneider. Som indvending imod min og andre forskeres konklusion om, at vi må sikre, at CO2-koncentrationen i atmosfæren topper senest inden for de næste par årtier og derpå falder til 350 ppm eller mindre, bemærker Schneider:

»Den plan har ikke en snebolds chance i helvede. Det bedste, vi kan håbe på, er at overskride til 450 eller 550 ppm. Først derefter kan vi må en sænkelse, der må ske hurtigst muligt.«

Fri vilje

Alle ved, at vi styrer mod overskridelser. Den globale gennemsnitskoncentration i 2009 er på 387 ppm og forøges med to ppm per år. I vores Target-rapport viste vi, at hvis kulstofemissionerne blev faset lineært ned til nul i 2030, og hvis emissioner fra ukonventionelle fossile brændselskilder samtidig blev forbudt, så kunne CO2-toppunktet holdes nede på omkring 425 ppm - eller endda lavere.

Det, som virkelig kunne gøre Steve Schneiders »450 eller 550« ppm uundgåeligt, er lige præcis den opgivende attitude, som han og andre udviser. Men menneskeheden har faktisk en fri vilje. Vi behøver ikke at acceptere det som givet, at vi nødt til at drive rovdrift på og afbrænde alle de mest ulykkeligt forurenende fossile brændstoffer på vor planet.

Hvad vi behøver mest af alt, er gåpåmod og 'giv-aldrig-op-kampånd'. Derfor vil jeg nu sende Steve Schneider, som har været min ven igennem 40 år, en liste over karateskoler i hans lokalområde.

Schneiders henkastede »450 eller 550« kalder på yderligere kommentarer. At komme ned på 350 ppm eller mindre igen efter et momentant toppunkt på 425-450 ppm er bestemt noget, som er realistisk gennemførligt i indeværende århundrede. 550 ppm er derimod en helt anden kop te: Et så højt niveau vil med sikkerhed skabe en kaotisk situation, som vil blive forstærket af klimasystemets feedbacks, hvorefter en dynamik helt uden for rækkevidde af menneskelig beherskelse vil overtage.

Den tåbeligste opgivelse er denne: 'Vi har jo allerede passeret the tipping point, og nu er det for sent.' Holdningen synes at være, at hvis en meters vandstandsstigning i verdenshavene er uundgåelig, så pyt da med om de så også stiger ti meter. Eller fordi en million arter nu er dømt til udslettelse, kan vi lige så godt smide håndklædet i ringen med hensyn til ni millioner andre. Hvad skulle den alternative plan være? Vi kan ikke evakuere så meget som en sommerfugleart til Mars? Vi er nødt til at passe på den planet, vi nu engang har - og det er da også den mest bemærkelsesværdige i hele universet, som vi har kendskab til.

Håb endnu

Lad os bare antage, at vi har nået 'tippepunktet'. Lad os sige, at den aktuelle atmosfæresammensætning er tilstrækkeligt til at udløse selv store vandstandsstigninger. Hvad stiller vi så op? Skal vi sidde og vride hænder?

Nej, vi må gøre, hvad vi kan for at genoprette planetens energibalance. Det er muligt, at den varme, som allerede er optaget i verdenshavene, uundgåeligt vil føre til yderligere nedsmeltning af iskapper og deraf følgende vandstandsstigninger. Men så længe vi kæmper for det, har vi det i det mindste en chance for at mindske problemernes omfang.

Er der da håb om at få nedbragt de globale kulstofemissioner? Ja, absolut. Det er muligt - hvis vi giver politikerne et ordentligt dask i ansigtet. Det bedrageriske ved hele København-tilgangen - 'målsætninger' for emissionsreduktioner, 'modvægtskrav' (offsets), der gør selv stålsatte målsætninger meningsløse og hele den ineffektive kvotehandelsmekanisme (cap and trade) - må pilles fra hinanden. Vi må gøre oprør mod den slags 'alt skal være ganske, som det plejer'-politik.

Fulde af løgn

Forskningen fortæller os, at klimaet er tæt på tippepunktet. Der hersker dødsikker vished om, at fortsatte høje emissioner vil skabe en kaotisk dynamisk situation for en kommende generation med forværrede klimavilkår, der vil komme helt ud af kontrol.

Forskningen fortæller os også, at hvad der er brug for, er at stabilisere atmosfærens sammensætning og klimaet. Geofysiske data om kulstofmængder i olie, gas og kul viser, at problemerne kan løses, hvis vi udfaser de globale kulstofemissioner inden for 20 år og forbyder emissioner fra ukonventionelle brændselskilder som tjæresand og olieskifer.

Sådanne restriktioner for fossile brændstoffer vil få kultveilteudslippet til at falde med 60 procent før midten af indeværende århundrede eller måske endda mere, hvis det politisk gøres urentabelt at jagte selv de sidste tilbageværende dråber olie. Forbedrede skov- og landbrugspraksisser vil da kunne bringe atmosfærens koncentration af drivhusgasser tilbage til de 350 ppm eller mindre, som er påkrævet for at have et stabilt klima.

De nationer, hvis regeringer deltager i København-konferencen, hævder at have sådanne mål for 2050, som de siger, de vil kunne indfri ved hjælp af cap and trade-mekanismen. De er fulde af løgn. Medmindre de beordrer Rusland til at beholde dets gas i undergrunden og Saudi-Arabien til at lade resten af dets oliefelter være (hvilket ingen har foreslået), er de simpelt hen nødt til at udfase kul og forbyde ukonventionelle brændselskilder.

I stedet har USA underskrevet en aftale med Canada om en rørledning, der skal hidføre olie udvundet af tjæresand. Australien bygger havnefaciliteter, der kan håndtere en stor stigning i kuleksporten, ligesom der opføres kul-til-olie-fabrikker. Kulfyrede kraftværker bygges over hele Kloden.

Regeringerne giver tilsagn om emissionsmål, som de ved, er løgne - eller, hvis vi skal være mere generøse - hvis geofysiske forudsætninger de ikke fatter.

Afgift på kul

Er det gennemførligt at udfase kul og undgå brug af ukonventionelle brændselskilder? Ja, men kun hvis verdens regeringer ser sandheden i øjnene: Så længe fossilt brændstof er den billigste energikilde, vil brugen af dem fortsætte og endog vokse på verdensplan. Og fossile brændstoffer er de billigste, fordi de ikke er omfattet af en tvangsmæssig afregning af de omkostninger, der medfører for menneskelig sundhed, miljøet og det fremtidige klima.

Verdens regeringer er nødt til en indføre en ensartet afgift på kulstof, som skal opkræves ved brændslets kilder - det være sig en mine eller en importhavn. Indtægterne herfra skal gives til hele offentligheden som en ensartet dividende som lettelse i indkomstskat eller begge. En sådan skat vil være progressiv - dividenden vil for 60 procent af offentligheden være større end de ekstra energiomkostninger. Afgifts- og dividende-systemet vil stimulere økonomien og give midler til at gennemføre justeringer i livsstil og energiinfrastruktur.

Afgifts- og dividende-systemet kan begynde i de lande, som nu overvejer kvotehandelsordninger. Andre lande vil enten gå med på kulstofafgiften eller må se sig pålagt told på de af deres produkter, som er fremstillet under brug af fossile brændstoffer. Efterhånden som kulprisen stiger, vil det meste kul, tjæresand og olieskifter blive tilbage i undergrunden. Markedspladsen vil afgøre hvad rollerne bliver for energieffektivitet, vedvarende energi og atomkraft i vores rene energifremtid.

Moralsk forpligtelse

Derimod vil cap and trade med modvægtskrav være forbløffende ineffektivt. De globale emissioner voksede med stor hast som reaktion på Kyoto-protokollen, ganske som ventet, fordi de fossile brændstoffer blev ved med at være den billigste energi. Cap and trade er et ineffektivt kompromis, der skal imødekomme alle mulige særinteresser. Det må udskiftes med en regulær og gennemskuelig tilgang, der hæver prisen på kulstofemissioner og lader de mest beskidte fossile brændselskilder være i undergrunden.

Men vil vi stå op og give vores politikere et hårdt slag i ansigtet? Vil vi tvinge dem til at se sandheden i øjnene? Det vil kræve en stor indsats fra mange af os - og måske også i gaderne. Vil vi fortsat lade dem narre sig selv og os, og bedrage vores børn og børnebørn?

Hensynet til dem, som kommer efter os, er en af de største moralske forpligtelser. Kompromisernes og de halve løsningers tid må være forbi. Kan vi, som da Abraham Lincoln stod over for slaveri, og Winston Churchill stod over for nazisme, finde den leder, som virkelig forstår kernen og omfanget af klimaudfordringen - og som vil påtage sig lederskabet?

James E. Hansen er amerikansk klimaforsker tilknyttet NASA Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikkel Sørensen

Tak til Niels Ivar Larsen, plus en lille observation om propagandaens magt:

artiklen bruger det korrekte ord om en af de mest beskidte fossile brændselskilder, altsaa 'tjæresand'. Derimod indsniger propagandatermen 'oliesand' sig i billedteksten. Det er et resultat af carbon-industriens PR-arbejde for at undergrave sproget.

Et stort varmt tak til James Hansen, og til Information for at bringe hans artikel (oversat). Den artikel ryger lige fluks i mit arkiv over v(i/æ)gtige bidrag.

martin sørensen

civilisation verson 2:0

Ja james hansen han har helt ret klima/energi krisen, det er ikke enden på det hele. Det er begyndelsen på civilisation verson 2:0. et bedre og mere fair samfund der bygger på all vores erfaring gennem 2000 år, både god og dårlig.

Vi er kommet ret langt siden at vi trode at jorden var centrum i verden, vi kommet ret langt siden vi trode at der var en alt skabende gud der hade skabt det hele på 7 dage, siden vi aceptererede at evulusionen var baggrunden for vores existens og siden at vi aceptereret at vi er et dyr der stammer fra aberne, der blev skabt gennem 1 millions års udviling, og ikke et udvalgt folk af gud. jo vi er kommet langt som meskelighed. nu mangler vi bare at indse at vi godt kan ødelægge den natur der skabte os og at det er os der er afhængelige af jordens existens og mulighed for at bære os som mensker og ikke omvendt, for uanset hvad så skal jorden og livet, på kloden nok overleve os homo sabiens. spørgsmålet er kun om vi overlever koncekvensen af vores egne handlinger.

så valget er enkelt og ikke et dommedags spørgsmål. for jorden går ikke under nej det er kun os homo sabiens der får et problem med forsøge det gigantiske antal af os. enten så vælger vi at udvikle os til civlisationen version 2:0 et bæredygtigt samfund der bruger moderne teknologi til at give os et godt og frugtbart liv ja vi kan måske ikke spise lige så meget kød som vi gjore i civilisation version 1:0, men har vi ikke lært at alt det fedt og sukker, og tomme kalorier det er faktisk ikke godt for os, så udover at være godt vor vores klode så er det faktisk også godt for os homo sabiens at vi igen finder en menu der betår af primært vegetabilske fødevare med kød, som det glimrende protein tilskud som kød nu er og ikke hoved basen for vores existens.

er der nogen selvmodsigelse over at vi igen producere vores fødevare lidt mere lokalt eller mener vi vikeligt at civlisationen har noget med afstanden for vores transport veje af mad, nej der vil da stadigt være plads til at vi transportere det som der giver mening at transportere. nemlig specialiterer men giver det helt ærligt mening at fragte katofler mm, fra polen til danmark der, er et udemærkdet katoffel land?. idag der fagter vi gulerøder og almindelige grøntsager hele europa rundt istædet for at lade dem producere lidt tættere på der hvor folk de bor, det samme gælder i amerika, og over alt hvor civlisationen version 1:0 den køre på højeste gear,