Læsetid: 8 min.

Ko eller zebra? Vælg selv

Danmark er dejlig varmt, og vi lever i et multikulturelt samfund side om side med en masse klimaflygtninge. Men noget er gået tabt. Hvor længe kan man leve uden at vide, hvad en ko er, og hvor bøffer egentlig stammer fra?
Debat
10. december 2009
Kronikkonkurrence: Danmark år 2059 I forbindelse med klimatopmødet udskrev Information en kronikkonkurrence for gymnasieelever. Opgaven lød på at skrive en kronik med et bud på, hvordan Danmark ser ud i 2059. Vi modtog knap 200 bidrag, hvoraf mange var velskrevne og kreative bud på, hvilken fremtid klimatopmødet vil være med til at skabe Et dommerpanel med forfatter Jan Sonnergaard i spidsen har valgt de 10 bedste ud. 1., 2. og 3.-pladsen blev bragt i Information hhv. 7., 8, og 9. december.

»Welcome to Alaska,« siger en lille mand i døråbningen. Det er koldt. Forkølelsen kommer allerede snigende, og svælget begynder allerede at klø. Jeg lærer det aldrig! Hvorfor skal der altid være så koldt? Hvorfor tog jeg ikke en ekstra trøje på? Alle sidder og klaprer tænder undtagen somalieren, der er pakket så godt ind, at kun øjnene titter frem. Den tynde, gule sommerkjole og de små, fine sandaler varmer ikke meget.

Selviske oliemisbrugere

Vi sidder i det nye transportmiddel The Chill der transporterer os mod centrum. Airconditionen kører for fulde blæs, og hvis man havde et lille tæppe, ville det være optimal komfort. Regeringen har haft travlt og lagt oceaner af penge i, at indre by skal være bilfri. Det var et mål, der blev sat for nogle årtier siden, og det har holdt hårdt. Hver dag har der været optøjer og protester. Det er også lidt af en satsning ifølge min fornuft. Her de seneste par år har vi modtaget mange af de kenyanske klimaflygtninge, og deres eneste erhverv er taxakørsel. Hvad vil de nu gøre ved dem? Det kan ved første øjekast forekomme paradoksalt, at de vil blive tilbudt åbne døre-job og andre minimumslønnede job, som aldrig før har eksisteret i Danmark, men hvad skal vi gøre? Statskassen er tom og har allerede ikke råd til at betale daginstitutioner til de små, da de er blevet brugt på at lave spritnye transportsystemer, at investere i bæredygtige energikilder og bare prøvet på at få vores samfund til at fungere. Ærlig talt har de sidste par 20 år været lidt af et kaos. Men vi er ved at stabilisere os igen. Vi har fundet ud af at leve under de nye forhold og regner da stærkt med at komme tilbage til de gamle. Vi skal bare være målrettede og ikke lade os rive med af den teknologiske udvikling, som de gjorde i 80’erne. Tanken om de miljøsvin giver kvalme. Selviske oliemisbrugere.

»Zoo« siger en pæn damestemme i højtaleren. Endelig. Udenfor skinner solen fra en skyfri himmel og termometeret på stationsbygningen viser 28 grader. Måske var jeg ikke længe nok i den kolde luft fra airconditionen til, at forkølelsen nåede at sætte sig. Indgangen til zoo er fyldt med mennesker, og blandt folks ben hvirvler små kenyanske børn rundt og tigger med deres store hundeøjne. Vi tilbyder dem skolegang, men mange af dem har så svært ved det danske sprog, at de giver op. Det er dog ikke kun et problem, der er kendt i Danmark – det findes i hele Europa. EU er af de grunde lige kommet ud med Berlin-traktaten, hvor man skal stemme om et fælles sprog. Valget står mellem engelsk, portugisisk eller kinesisk. Det startede med vores møntfod og nu også vores sprog. Min gamle mor ville synes, det var for galt, og DF kæmper da også bravt imod. Men man kan da ikke uden videre sige, at det fratager os det at være danskere. Selvfølgelig er vi stadig danskere. Så vidt jeg ved, er vi efterhånden en befolkning på 9,8 mio., der kalder os danskere og føler os danske. Hvis DF ville have beholdt ’den ægte dansker’, som de kalder det, skulle de have tænkt sig om for 70 år siden, stoppet CO2-udledningen og sat fokus på klimaproblemerne i stedet for at råbe højt om Muhammed nede på gadehjørnet. Personligt kan jeg ikke se det store problem i det, eftersom alle i dagens Danmark i forvejen taler engelsk. At vi gør det til vores førstesprog og dansk til vores andetsprog, kan vel ikke gøre den store skade? Vi vil gøre hverdagen nemmere for mange tilflyttere og flygtninge, og det vil gavne vores samfund, at de nytilkomne ikke først skal lære et sprog, før de kommer på arbejdsmarkedet.

Religionsfrihed

Køen gik hurtigt i dag, det tog kun et par minutter at komme ind. Jeg elsker at komme ind i haven med dyrene, der græsser, og mennesker, der hygger sig under træernes skygge. Der er en idyl og fred. I hvert fald de første par minutter. Klokken har allerede nærmet sig tre. Og klokken tre er lig bøn. En ældre mand lægger sig i græsset og beder til prædikenen, der bliver sendt ud i højtaler fra moskeerne rundt i byen. Det har været en svær tilvænnelse – specielt for os, der levede, før der overhovedet var én moské med guldkuppel og minaret i hele Danmark. Ikke engang ved klimatopmødet i 2009. Men ved nærmere eftertanke synes jeg, det bare har givet os mere sjæl. Der er aldrig ro i byen, og der er plads til alle. Vi er blevet nødt til at åbne op for de fremmede kulturer og religioner. Efter de slemme tørker, der har været i Afrika, oversvømmelsen af store dele af Holland og de ekstreme naturkatastrofer, der har præget vores jord de sidste 10 år, er vi blevet tvunget til at åbne landegrænserne og byde alle velkomne. Vi kan ikke længere forbyde religiøse tørklæder hos ekspedienterne, for 10 pct. af Danmarks befolkning går med tørklæder! Det samme gælder moskeerne. Når vi har en religionsfordeling, der lyder: 55 pct. kristne, 5 pct. jøder, 20 pct. muslimer og de sidste 20 pct. ateister. Så er det ikke muligt kun at tillade kirker. Vi har religionsfrihed og lighed. Hvis man ser dette i et andet perspektiv, kan man dog sige, at det ikke er vores problem. Det er ikke vores problem, at der er tørke i Afrika, og folk bliver nødt til at flygte, for vi har overholdt vores kvoter, som blev besluttet ved klimatopmødet i 2009. Vi har kæmpet i Danmark og stået sammen som en stor familie. Vi har skiftet vores biler ud med elbiler, kun vasket tøj om natten, hvor møllerne producerede overskudsenergi, og accepteret, at vi ikke kan rejse til Thailand og fejre jul. Så hvorfor skal vi ofre vores land og vores samfund for at gøre plads til flygtningene? Lande som Tyskland og Polen har ikke levet op til deres mål, så det ville da kun være fair, hvis de tog slæbet nu. De må da komme ind i kampen og hjælpe til med at redde vores jord og fremtiden! Men jeg ved godt, at man ikke tænker således længere. »Vi kæmper for en fælles fremtid,« som der reklameres med på ethvert internetsite. Det er en kampagne, EU’s klimaråd fører. For selv om Polen og Tyskland ikke har nået deres mål, skal vi ikke gøre dem til synderne. Tværtimod må vi samarbejde, da det er alles jord, vi prøver at redde.

Biobeef

Køen er lang uden for det tempererede klimas hus. Skoleklasser, familier og bedsteforældre med deres børnebørn. Det er et stykke dansk kulturhistorie, alle skal belæres i, og om 20 minutter er der forevisning af malkning af en go’ gammeldags ko med fire maver, og man kan få lov til at klappe et får. Tanken om, at mit barnebarn ikke ved, hvordan en rigtig ko ser ud, gør mig fortvivlet. Hvordan kan det være, vi er kommet så langt ud? Det var næsten Danmarks nationaldyr for 50 år siden – eller det burde det hvert fald have været, da de dækkede store dele af vores landbrugsareal. Og eftersom svanen lige er blevet skiftet ud med silkehejren, kunne man vel også skifte dengang? Om 50 år er det sikkert tukanen, der tager over. Koen er ikke længere en del af den danske landidyl. Ja, vi har faktisk udryddet hver og en. Ligesom man gjorde i Egypten for 50 år siden med grisene, da en svineinfluenza hærgede, således har vi gjort det af med vores køer, da de slap for meget CO2 ud i forhold til, hvad vi kunne klare med vores kvoter. Nu dyrker vi kød i laboratorier. Det gror kun i 14 dage, og så er der en bøf. En fantastisk teknologi. Markedet er dog ikke blevet så stort for biobeef endnu, da mange synes, det er uetisk og unaturligt. Unaturligt er det i høj grad, men det ville de andre løsninger også være. Nogle har eksperimenteret med køer med én mave. Det fungerede egentlig fint nok, og landmændene ville ikke miste deres job, men de en-mavede køer blev forbudt, da der blev dannet for mange mutanter til, at det var en bæredygtig proces.

Malkningen var fortrinlig, og jeg ville ønske, at jeg havde haft mit barnebarn med. Tænk, at hun ikke ved, hvordan en ko ser ud. Men min søn nægter mig at tage hende med. Han er bange for at komme ud i en diskussion om biobeef og slagtning af dyr. Mange mennesker er efterhånden gået over til at være vegetarer, og han frygter, at hun vil gøre det samme. Men hvor længe kan man leve uden at vide, hvad en ko er, og hvor bøffer egentlig stammer fra? Skammen gror i ham, men den er nok væk om et par år. Om 20 år er der sikkert ingen, der ved, hvad en ko er, og man har glemt, at Danmark engang var et land med kolde vintre, regnfulde efterår og somre med en makstemperatur på 25 grader. Ingen vil tro det. Men sandt er det. Jeg ved ikke, hvad jeg bedst kan lide. Og man skal vel heller ikke tage stilling til det? Klimaet har tydeligvis haft sin påvirkning på samfundet, dette er Danmark i dag, og hvis man bedre kan lide zebraen end koen, er det jo bare skønt?

Laura Fokdal går i 3.Z på Roskilde Gymnasium

Serie

Information 2059

Seneste artikler

  • Mit København

    10. december 2009
    København er blevet kendt. Kendt for det grønne, det smukke og det intelligente. Kendt for visionerne, som har gjort København til en metropol med hensyn til fremtid; her tages fremtiden alvorligt. Mest af alt er København kendt for duften – duften af København. En duft, som gør dig glad og afhængig, en duft, som du vil tilbage til. Det er duften af noget nyt, noget grønt og noget rart
  • Glæden er trukket ud af menneskeheden

    10. december 2009
    Den før så farvestrålende verden kan kun opleves gennem musikken og gennem tankernes vildfarelse. Nu er det blot København og de få provinsbyer gemt væk bag de enorme dæmninger, som for en tid holder vandet fra fysisk at suge menneskeheden ned i dybet
  • Amalantis?

    10. december 2009
    Bliver Amager det nye Atlantis? Hvis verdens ledere under den første klimakonference for 50 år siden havde vidst, at over halvdelen af Amager – inklusive hovedbygningen for begivenheden Bella Center i dag står under vand grundet klimaforandringer, så havde de måske tænkt sig om en ekstra gang
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her