Læsetid: 6 min.

Mit København

København er blevet kendt. Kendt for det grønne, det smukke og det intelligente. Kendt for visionerne, som har gjort København til en metropol med hensyn til fremtid; her tages fremtiden alvorligt. Mest af alt er København kendt for duften – duften af København. En duft, som gør dig glad og afhængig, en duft, som du vil tilbage til. Det er duften af noget nyt, noget grønt og noget rart
10. december 2009
Kronikkonkurrence: Danmark år 2059 I forbindelse med klimatopmødet udskrev Information en kronikkonkurrence for gymnasieelever. Opgaven lød på at skrive en kronik med et bud på, hvordan Danmark ser ud i 2059. Vi modtog knap 200 bidrag, hvoraf mange var velskrevne og kreative bud på, hvilken fremtid klimatopmødet vil være med til at skabe Et dommerpanel med forfatter Jan Sonnergaard i spidsen har valgt de 10 bedste ud. 1., 2. og 3.-pladsen blev bragt i Information hhv. 7., 8, og 9. december.

Jeg vandrer gennem Københavns natteliv akkompagneret af dunkende elektroniske rytmer. Euforien fra koncerten har stadig ikke lagt sig, men svæver i mit blod og sender bobler af glæde til mit hoved. Billedet står lysende klart på min nethinde, bandet, som spiller og synger, lyset fra lamperne i hele hallen, scenen, som svæver lidt over gulvet, så alle kan se de glade mennesker, som hopper i takt. Jeg smiler. Kigger mig over skulderen og ser det gamle Rådhus, som jeg lige har forladt. Et ideelt sted til en sådan koncert med sine nørklerier på væggen, de høje lofter og billeder over det hele. Jeg er glad for, at det er blevet et kulturmekka. Kommunen havde ikke råd til at isolere Rådhuset, som regeringen ellers havde krævet på grund af varmeudslippet; så nu sidder de i en fancy bygning på Bryggen – topisoleret og med alskens kreative tiltag.
Foran mig ligger en park. Det er Københavns stolthed – et bevis på, at vi faktisk godt kan leve grønt. Midt i den sidder H.C. Andersen og smiler til de forbipasserende. Jeg er sikker på, at han, hvis han stadig levede, ville gå en tur med mig og nyde forårets blomster. Jeg sætter mig på en bænk og kigger på menneskene omkring mig. Et kærestepar står lidt længere fremme og kigger på månen, mens de holder i hånd, en hund tisser i ly af buskene, to venner får en øl, alting er normalt.

Jeg går videre og finder min cykel, der, hvor jeg stillede den. Cykelhjelmen mases godt ned over hovedet, de tynde strikvanter rulles på fingrene, op på cyklen og i gang. Lige da jeg er drejet ud på Vesterbrogade, hører jeg en heftig ringen, og en cykel overhaler mig i høj fart. Jeg er lige ved at falde af, men klarer den med lidt slinger. Heldigvis kan jeg trække ud midt på vejen og undgå racerne, som for det meste holder sig til siderne. En el-bus triller imod mig, men holder sig pænt inden for busbanen. Jeg nyder, at der er så meget plads til at cykle på. Da jeg var barn, var bilerne stadig i København, men da var busserne helt elendige. Nu cykler vi – gamle som unge, tykke som tynde. Og der er plads til os, vi har hele vejen, så både raceren, morfaren og jeg kan komme frem. Der er stadig nogle, som tager el-bussen, de dovne; jeg forstår dem ikke. Hvorfor sidde bag reklameklædte ruder, når man kan nyde den friske duft af København?

Et internationalt København

Mine ben er kommet i omgang. De træder i pedalerne, får hjulet til at dreje rundt, magneterne kører forbi hinanden, lys kommer til min forlygte; alt med en minimal modstand. Fysikkens muligheder er mange, og jeg nærmest flyver af sted på grund af det nye cementunderlag, som kun akkurat har den modstand, det kræver at få mig frem. Det intelligente underlag kalder de det.

Foran mig cykler to kvinder. De taler et sprog, jeg ikke forstår. Hollandsk måske? Jo, det er hollandsk, en pige fra mit arbejde taler det også. Der er kommet mange hollændere til København i løbet af mit liv. Klimaflygtninge, kaldes de. Deres land er ubeboeligt, under vand, lidt som den forhenværende by Venedig. Eksperter mener, at der ikke er noget at gøre for Holland, det er konsekvenserne af den livsstil, som man havde i starten af årtusindet, som rammer os nu. Det er ærgerligt, at det er min generation, som skal betale for de dumheder, min mormor lavede, men jeg kan ikke gøre noget ved det – kun tage ved lære af hendes fejl. Derfor er hollænderne blevet placeret rundt omkring i Europa.

Der er nogle politikere, som mener, at vi ikke bør tage imod så mange klimaflygtninge, vi har ikke plads, siger de. Et politisk parti kom med et forslag, som gik ud på, at klimaflygtningene ville få 150.000 kr., hvis de rejste hjem. Argumentet lød, at man med moderne teknologi sagtens kunne bo i både meget våde og meget tørre områder. Det skabte en heftig debat; forslaget blev kaldt for gammeldags og urealistisk. Jeg synes også, at det er langt ude, man kan ikke sende folk af sted til lande, som i realiteten ikke har nogen regering, da alle er flygtet.

En katastrofe ramte os

En kold blæst rammer mit ansigt og trækker mig ud af tankeræset. Jeg kigger til højre og ser en stor bygning trone op over København. Den er mørk og lavet af et materiale, som absorberer lyset fra solen med et minimum af refleksion. På gavlen er et kæmpemæssigt maleri, som forestiller jorden, der smiler. Det er lavet af Danmarks førende kunstner, Jonas Arrebo, og skal minde os om målet – at få jorden til at smile igen.
En fortvivlet mor, med sorte rande under øjnene, går en tur med en barnevogn, hvorfra der kommer hyl. Det minder mig om livet; jeg er glad for livet. Min mor fortalte mig engang, at hun ikke ville have børn, da hun var ung. Dengang truede klimaet, og verdens ledere lod, som om det blot var en dårlig drøm, som ville forsvinde, så snart de vågnede. Løfter blev givet i en kvalmende uendelighed, men handling udeblev.

Så kom den store katastrofe i ’20, og det gik op for verden, at det ikke var en ond drøm, men virkeligheden. Jeg selv har ikke oplevet katastrofen, men min mormor har fortalt om den i levende vendinger. Det var vist en dag som i dag, kølig, men med en undertone af sommer. Min mormor var lige kommet hjem fra arbejde, da hun mærkede en svag rysten under sig. Først troede hun, at det var et lille jordskælv, men rystelserne blev ved. Hun tændte for radioen og hørte en radiovært med panik i stemmen forklare, at der lige havde været et voldsomt jordskælv i Tyskland, og at man frygtede, at der ville komme et til. Så skete det. Hele jorden rystede, alt larmede, og skrigene lød. Min mormor var styrtet ind til min mor og morfar. I tre minutter havde de siddet angste og set, at alt væltede omkring dem.

Så fik politikerne travlt. Store dele af Europa var blevet ramt og stod til at skulle genopbygges, og menige mennesker var pludselig blevet meget interesserede i klimapolitik. Verdens ledende lande tog endelig hinanden i hånden og fik en ordentlig klimaaftale i stand.

Jag må sige, at jeg er glad for, at min mor fandt verden god nok til et barn.

For enden af Gammel Kongevej bliver jeg næsten blændet af lyset fra højhusene, som kigger ned på mig. Dette syn har altid fascineret mig. Husene, som troner sig op mod skyerne i alt deres pragt. Den elektroniske facade, som lige nu sender et kæmpemæssigt billede af stjernehimlen ned på vejen og giver følelsen af at befinde sig i rummet. Jeg er paralyseret. Højhusene står i en halvcirkel, som en fin afslutning på Gammel Kongevej, hvilket forstærker effekten af pludselig at være blandt stjerner. Jeg står lidt tid og betragter, for Gud ved hvilken gang, dette smukke syn, før jeg får gelejdet cyklen ind mellem de store bygninger.
Min cykel får efterhånden bragt mig hjem. Jeg stiller den i skuret og går helt lydløst op til min lejlighed, så jeg ikke vækker naboerne. Tasken, jakken og cykelhjelmen bliver smidt i entreen, nøglekortet på køkkenbordet. Jeg er rastløs, men beslutter mig for at gå i seng. Ud på toilettet, børste tænder, tisse, rense ansigt. Lige inden jeg lægger mig i min seng, kigger jeg ud af vinduet.

Godnat København – vi ses i morgen.

Nynne Nikoline Holm går i 3.X på Rysensteen Gymnasium

Serie

Seneste artikler

  • Glæden er trukket ud af menneskeheden

    10. december 2009
    Den før så farvestrålende verden kan kun opleves gennem musikken og gennem tankernes vildfarelse. Nu er det blot København og de få provinsbyer gemt væk bag de enorme dæmninger, som for en tid holder vandet fra fysisk at suge menneskeheden ned i dybet
  • Amalantis?

    10. december 2009
    Bliver Amager det nye Atlantis? Hvis verdens ledere under den første klimakonference for 50 år siden havde vidst, at over halvdelen af Amager – inklusive hovedbygningen for begivenheden Bella Center i dag står under vand grundet klimaforandringer, så havde de måske tænkt sig om en ekstra gang
  • Modervor, bring mændene tilbage!

    10. december 2009
    Nutidens mandeløse samfund er bæredygtigt og yderst gennemtænkt, men er gået for vidt og mangler i høj grad mandlige modpoler. Processerne, der førte kvinderne til magten, mændene bag lyset og Europa ind i en helt ny æra, hvorfra vi måske aldrig kommer tilbage, og begrundelserne herfor, er uvisse for mange almindelige kvinder, der burde kende sandheden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu