Kronik

Københavns Teater er ensidig alsidighed

Københavns Teater burde nedlægges, for hvis man fra deres side ønsker at bidrage til et alsidigt teaterlandskab - og ikke mindst nyskabelse inden for teatret - er det nødvendigt, at der også findes eksperimenterende nicheforestillinger. Og det leverer Københavns Teater ikke
Københavns Teater burde nedlægges, for hvis man fra deres side ønsker at bidrage til et alsidigt teaterlandskab - og ikke mindst nyskabelse inden for teatret - er det nødvendigt, at der også findes eksperimenterende nicheforestillinger. Og det leverer Københavns Teater ikke
8. december 2009

Det er aften. Jeg sidder i Gasværkets teatersal. Alle teatrets 812 pladser er besat, og klokken har lige ringet ind for tredje gang. Det er en skelsættende dag i Gasværkets historie. Det er dagen, hvor det københavnske teater står uden direktør. Jon Stephensen er blevet fyret af Københavns Teater samme dag. Spørgsmål melder sig blandt publikum i teatersalen: »Hvad er Københavns Teater?« og »Bare skuespillerne ikke strejker!« Men skuespillerne synger og okser rundt på scenen, som var det enhver anden aften. Men jeg skal ikke kunne sige, om der i sangen »Yesterday« bliver sunget med endnu større indlevelse end sædvanligt. Spørgsmålet om Københavns Teater forblev dog ubesvaret.

Grundstenen til Københavns Teater blev lagt i midten af 70'erne. Ideen dengang var, at teatrene i Storkøbenhavn ikke skulle være afhængige af publikumssucceser, men koncentrere sig om kunstneriske visioner. Storkøbenhavns teatre skulle have mulighed for at få dækket underskud ved manglende billetsalg. Dette underskud ville blive dækket af staten gennem Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene. Det var en smuk tanke, men som det ofte sker med smukke tanker, fungerede ideen bedre på papir end i virkeligheden. Siden 70'erne har Københavns Teater ændret visioner og navn tre gange. I dag er Københavns Teater paraplyorganisation for fem teatre i København. De yder driftsstøtte til Betty Nansen, Folketeatret.dk, Gasværket, Nørrebro Teater og den nyeste aktør på scenen, Republique. Derudover betaler de Det Ny Teaters husleje. Københavns Teater lover et alsidigt og nytænkende teaterlandskab i København mod en ubeskeden sum på over 100 millioner kroner fra scenekunstudvalget, der ligger under Kunststyrelsen. 100 millioner kroner årligt er mange penge i teaterverdenen. Det Kongelige Teater støttes godt nok med 500 millioner kroner hvert år, men det er en helt anden historie. Til sammenligning var Scenekunstudvalgets pulje for voksenteater i Danmark for sæsonen 2009/2010 på omkring 40 millioner kroner.

Spørgsmålet er, om det skaber alsidighed at samle fem store teatre i den samme organisation? Alle fem støttede teatre har indgået resultataftaler med Københavns Teater og har fået tildelt hver deres profil. Der er altså tale om en kontrolleret alsidighed. Profilerne skal med Københavns Teaters egne ord være skarpe og samtidig sikre, at hvert teater har sin egen identitet. Nørrebro Teater skal være et humorteater, hvor der produceres stand-up-teater. Gasværket skal lave musikteater og totalteater. Republique er det nyskabende og eksperimenterende teater. Betty Nansen nyfortolker klassikere. Og Folke- teatret.dk skal opføre »store, slagkraftige forestillinger«. Her er det så, jeg tænker: slagkraftige i hvilken forstand? Slagkraftige som i Solvognens julemandshær eller som i Nora i Et Dukkehjem? Det er nok snarere det sidstnævnte, da der i en underrubrik til Folketeatret.dk (fornemmer man en kæk pr-medarbejder bag tilføjelsen af '.dk') står: »Hele Danmarks Teater«.

Eksplicit ensidighed

Københavns Teater måler succes ud fra antal solgte billetter. Der er meget præcise tal for belægningsprocenter i resultataftalerne. Og sex er en af de ting, der sælger. Nørrebro Teater byder porno- industrien velkommen i forestillingen Pornotopia, hvor barnestjernen Julie Zangenberg træder ind i de voksnes rækker ved at optræde i Evakostume ... Jeg dømmer ikke Nørrebro Teater. Det er jeg slet ikke i stand til. Jeg har nemlig truffet et aktivt valg om ikke at sætte mine akademiske stænger der. Snobbet? Måske en smule. Gasværket følger trop til foråret med forestillingen Sex. Betty Nansen Teatret er ovre i en noget anden boldgade med forestillingen Min familie, hvor hele Danmarks Ghita Nørby spiller hovedrollen. Min familie spiller ligesom teaterkoncerten Nick Cave på Betty Nansen for anden sæson, hvilket er en sjældenhed i teaterbranchen. Min Familie er et 'slagkraftigt' naturalistisk drama, der lige så vel kunne blive spillet på 'Hele Danmarks Teater', altså Folke- teatret.dk. Og Nick Cave, der oprindeligt blev opsat på Århus Teater, lægger sig op ad Gasværkets musikteaterprofil. Ud over at lave musikteater skal Gasværket også lave totalteater. Totalteater knytter sig til avantgardetraditionen. Men man kan vist roligt sige, at totalteater er blevet mainstream. Målet med totalteater er at bryde illusionen om den fjerde væg, dermed forholdet mellem scene og sal, samt involvere publikum fysisk. Hvis det er totalteater, når en syngende skuespiller bliver trukket ind over publikummasserne med det ene ben bundet fast til en metalwire, så opfylder Gasværket kravet. Efter min mening henvender de fire teaterprofiler sig til en populærkultur. Og det er nødvendigt for at sikre teatrets position i en verden med et stadig bredere kulturudbud. Men hvis man fra Københavns Teaters side ønsker at bidrage til et alsidigt teaterlandskab og ikke mindst nyskabelse inden for teatret, er det nødvendigt, at der også findes eksperimenterende nicheforestillinger.

Latent alsidighed

Det var meningen, at Camp X skulle være Københavns Teaters eksperimenterende og avantgardistiske scene. Og visionerne fejlede ingenting.

Der var bare ét problem. Man ønskede fra Københavns Teaters side at øge billetsalget samtidig. Her knækker filmen. Lige da resultataftalen var blevet offentliggjort, profeterede teater- anmelder Anne Middelboe i Information:

»Så meget for alle de fine tanker om kvalitet. Skal det virkelig kun være et spørgsmål om antal solgte billetter? For hvis billetsalget skal være det udslagsgivende for Teater X, så kan man godt droppe alle visionerne om det nyskabende. Eksperimenterende teater sælger først billetter i tusindvis, når det er blevet >mainstream.«

Det var dømt til at gå galt, og det gjorde det. Camp X har nu fået nyt navn, ny ledelse og nye lokaler i form af Republique. Ved første øjekast virker Republique som modpol til resten af teatrene under Københavns Teater lovende. Martin Tulinius og Rasmus Adrian fra det nu lukkede Kaleidoskop leder teatret sammen med Hans Christian Gimbel fra Københavns Internationale Teater. I Republiques teaterlaboratorium Que får danske og internationale scenekunstnere mulighed for at lege.

Savner det skæve og vilde

Senest var det den amerikanske performancekunstner Toni Dove, der fremviste sine højteknologiske eksperimenter i et såkaldt work in progress for en lille teaterinteresseret skare. Og med gæsteforestillingen City Puzzle gav Republique Gasværket baghjul, hvad totalteater angår. Der eksisterede ingen fjerde væg, og hvis der for nogen gjorde, blev de bogstaveligt talt trukket inden for den fjerde væg med bind for øjnene. City Puzzle var dog teaterfestivalen Metropolis' fortjeneste. Så kom H3K. Shakespeares komedie Helligtrekongersaften havde fået en poppet titel. Men hvad var det nyskabende her ud over en titel, der minder om 7. klasse fra Sundbyvesters sms-sprog. Mange anmeldere mente, at det var en helt ny måde at fortolke Shakespeare på. Jeg mener, at denne måde at fortolke Shakespeare på kom til udtryk i den enkle og nærværende forestilling Flammens Muse, der spillede på Kaleidoskop i foråret. Med H3K var der blot kommet flere skuespillere på banen, flere penge og en falden på halen-humor i form af Lars Mikkelsen iført gule selvsiddende Chanelstrømper. Det ser da meget sjovt ud. Men det ser også meget sjovt ud, når Ulf Pilgaard parodierer dronning Margrethe i Cirkusrevyen. Det står i hvert fald ikke i stor kontrast til den humor, der ses på Københavns Teaters andre scener.

Jeg savner det skæve, det legende, det vilde, det voldsomme, det underfundige og det forfejlede på Københavns Teater. De 100 millioner kroner, Københavns Teater årligt modtager, ville være bedre brugt i Scenekunst- udvalgets pulje for voksenteater eller i en særlig pulje for alle københavnske teatre. Nedlæg Københavns Teater, så vil alsidigheden for alvor få lov at blomstre!

Lotte Løvholm læser Teatervidenskab ved Institut for Kunst og Kultur på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu