Læserbrev

Læserbreve

Debat fra dagens avis
16. december 2009

Nødtvungen EU-begejstring

Morten Messerschmidt, MEP (DF)

Hele tre steder kunne jeg i weekenden se Morten Løkkegaard (V) belære mig om, at danskernes tilvalg af den nye EU-nummerplade beviser, hvor EU-begejstrede vi er blevet (læserbrev i Information 12.-13. december). Nu er det altid kedeligt at være den, der skal forstyrre sine kollegaer med noget så kedeligt som kendsgerninger. Men lad mig alligevel give min gode EU-kollega i hvert fald to forklaringer på den tendens, han så henrykt bryster sig af: For det første præsenteres man ikke i Danmark for noget valg imellem danske eller EU-nummerplader. Man skal på eget initiativ anmode om det for at man ikke påduttes en EU-nummerplade. Dernæst kommer, at EU-nummerpladerne af det danske skatteministerium er gjort sikrere end de danske nummerplader, idet de er udstyret med en hologramstribe imod kopiering, som de danske nummerplader ikke forsynes med. Man har således fra regeringens side skabt en reel kvalitetsforskel for at skabe den EU-begejstring, som Løkkegaard altså nu synes at spore. Om begejstringen så er reel, må andre vurdere. Men at der i hvert fald er tale om en noget imposeret begejstring, er vist uden tvivl.

Snyltning i tredje potens

Joachim Nielsen, Vanløse

Hopenhagen. Coca Cola. A bottle of hope. Og de synes sikkert selv, at det holder.

Skoleordfører fra K? Nej tak

Birgitte Brandt, gymnasielærer

Henrik Rasmussen burde have finpudset sin argumentation for et nej til heldagsskolen i sit læserbrev 14. december. Han afslører en uhyggelig tendens i skoledebatten, idet han for det første har en usædvanlig arrogant holdning til folkeskolens fag som idræt, dansk og hjemmekundskab, og for det andet er fortaler for, at forældre kan komme og hente deres børn i skoletiden, som det passer dem.

Skulle man endelig gå ind på hans tankegang, så kan hans partifæller aflevere deres børn til skolens 'vigtigste timer' - matematiktimerne og dermed undgå at deltage i fællesskabet i idrætstimerne, hvor samarbejde, glæde og motion har høj prioritet. Ydermere kan de samme børn også undgå dansktimerne, så de bl.a. heller ikke behøver at lære at kende forskel på tale- og skriftsprog. Man fornemmer tydeligt, at ordføreren har pjækket fra dansktimernes almene sprogundervisning - eller hentede hans forældre ham til vigtigere læring?

Lømmellogik

Claus Krogholm, Nørresundby

Man kan forestille sig Magasin en juletravl lørdag i december. Man kan forestille sig, at der blandt Magasins tusindtallige kunder også befinder sig en enkelt, der ikke har til hensigt at betale. Man kan forestille sig, at der blandt Magasins ansatte opstår mistanke om, at nogen vil begå butikstyveri. Men i den tusindtallige skare kan det være svært at skelne de ærlige kunder fra butikstyven. Hvad gør man så? Man kan forestille sig, at man anholder samtlige kunder i Magasin, bagbinder dem med strips og anbringer dem i ubekvemme stillinger på det kolde fortov foran Magasin, hvor de får lov til at sidde i timevis, indtil butikstyven er identificeret. Efter en kollektiv undskyldning får kunderne derpå lov til at gå igen.

Stein og Støjberg

Morten Bro, Broager

Stein Bagger opdigtede uddannelser på sit cv, uddannelser han ikke havde. Han bliver kaldt svindler. Inger Støjberg (m.fl.) i den borgerlige regering opdigter/opdigtede uddannelser på deres cv, uddannelser de ikke har. De kaldes ministre.

I hvilket som helst >andet land, vi gerne vil sammeligne os med, koster sådan noget taburetten. Dermed burde beskæftigelsesministeren være arbejdsløs, og Gud hvor ville det være fortjent. Bare tanken om hende med en skovl i hånden i aktivering, ville dælme da være julens gave.

Enkel visdom

Michael Sandfort, Brønshøj

Steen Vraasø kalder det 'visdom' (Inf. 12. december), når jeg blandt andet peger på børnebegrænsning som en afgørende (overset) faktor i klimaspørgsmålet (Inf. 9. december). Takker for betegnelsen, men baggrunden for mit ræsonnement er enkel: Hvis u-landene skal have ret til at udlede mere CO2 pr. indbygger, så det nærmer sig niveauet i den vestlige verden, bør der også være en pligt til at reducere befolkningsvæksten til samme lave niveau som i Vesten. Ellers vil den menneskeskabte CO2-udledning eksplodere - uanset hvad man i Vesten gør for at undgå det.

Dommedag aflyst

Carsten Ploug Olsen, Odense NØ

Ak ja. Dommedagsprofeter er der nok af. Som nu Knud Held-Hansen (læserbrev 14. december).

Krige, kriser, nød og elendighed gøder jordbunden for de dystre visioner for fremtiden. Men ifølge Guds åbenbaring til menneskeheden, 'Vandrer mod Lyset!', er den egentlige grobund for dommedagsvisionerne Satans æteroptegnelser, dvs. hans tanker om, hvordan han godt kunne tænke sig at fremtiden skulle tegne sig her på Jorden, skabt på et tidspunkt, hvor han endnu var mørkets 'fyrste' (han er nu ifølge samme værk vendt tilbage til Gud i sorg og anger).

Alle de katastrofer osv., som profeter alle dage har kredset om, > skyldes disse æter- eller tankeoptegnelser, og de kan udløses - men det er ikke naturnødvendigt. Afgørende er menneskenes egen frie vilje til lyset, det gode. 'Vandrer mod Lyset!' giver derudover den helt basale tryghed, at den siger, at hvis Jorden er truet, griber Gud ind.

Jorden og menneskeheden vil således bestå i mange årmillioner endnu - indtil alle mennesker har fuldendt sin udvikling her. Så drop alle disse dystre profetier - de skader mere end de gavner.

Hr. Behnkes fornemmelse for retssikkerhed

Frej Klem Thomsen, ph.d.-stipendiat, Forskningsgruppen for Straf og Etik, RUC

Al forskning viser, at isolationsfængsling er så skadeligt, at det bør begrænses til et minimum. Derfor er det glædeligt, at oppositionen, som beskrevet i Information .13. december, foreslår at begrænse og domstolsprøve administrative isolationsfængslinger. Og stærkt bekymrende, at den konservative ordfører Tom Behnke i samme artikel blankt afviser forslaget. Behnke udtaler, at der hverken er brug for en øvre grænse eller domstolsprøvning, fordi »Kriminalforsorgen er den bedste instans til at vurdere«, og fordi »hvis de indsatte er utilfredse med forholdene i fængslerne, så må de lade være med at komme i fængsel«.

Hvad angår det første argument er det normalt sådan, at vi betragter statens magt som noget, der skal underlægges uafhængig kontrol. Det kendes også som magtens tredeling. Hvad det andet argument angår, fremstår det absurd og uigennemtænkt. Hvis det skulle tages for pålydende, at enhver behandling er acceptabel, når den går ud over fanger, fordi de bare 'må lade være med at komme i fængsel', så måtte vi også være villige til at acceptere f.eks. tortur, sult og ubehandlet sygdom i danske fængsler.

Man kunne således godt ønske sig, at retsordføreren for et regeringsbærende parti havde større forståelse for de grundlæggende principper, som diskussionen hviler på.

Nationalegoisme frem for solidaritet

Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen

Samarbejdet i EU er summen af lavest mulige fællesnævnere. Det er desværre konklusionen af artiklen i Information den 14. december om EU-ministrenes udvanding af en fælles klimaplan. Og det er utroligt dårligt nyt for klimaambitionerne, når nationale meningsmålinger og alliancer på den måde vinder over langsigtede, gennemarbejdede og solidariske planer!

Ind med nationalegoismen, væk med solidariteten. Det svenske formandskab burde derfor have lagt pres på de lande, som trak ambitionerne ned. Det bør ikke accepteres, at medlemslande i den grad tvinger de langsigtede, fælles ambitioner ned og parkerer Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet på et sidespor.

Skal visionerne om en klimaaftale lykkes, er det helt centralt, at EU går i front og presser lande som USA og Kina til at underskrive en aftale. EU's ministre har derfor ikke alene spændt ben for Unionens eget image som en frontløber for en klimaaftale, men har også åbnet op for, at andre lande sænker egne ambitioner. Det er direkte pinligt og dybt beklageligt.

Demokrat eller diktator?

Anders Johansen, Humlebæk

De fleste mennesker accepterer uden videre påstanden 'USA's præsident er demokratiets forsvarer'. Sidestillet accepterer de også uden videre f.eks. påstanden 'Cuba er et diktatur'.

Men Raul Castro kan ikke tage vigtige beslutninger ene og alene, men må sikre sig støtte fra parti og militær. USA's præsident kan derimod starte en nuklear krig med den menneskelige civilisations undergang til følge uden at spørge nogen overhovedet. Stof til eftertanke ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Messerschmidt, MEP (DF) tager (igen) fejl

Har netop indregistret min bil og ved blanketudfyldesen ved Skat, skulle jeg notere hvorvidt jeg ønskede EU mærke eller ikke,.

Jeg havde altså et klart valg og der var ingen automatik som MM i sin visdom påstår.

Jeg valgte naturligvis den "gl" model, og konstatere at den har hologram, ikke som en stribe, men istedet et distret hologram Skat logo, så de gamle plader er altså ligeså sikre som de nye EU plader.

MM skriver irettesætter altså andre politikere og skriver læserbreve i Information uden at havde sat sig ind i den praktiske virkeligheden .

Det synes jeg faktisk er rigtigt pinligt, men meget sigende for det DF politiske arbejde