Læserbrev

Læserbreve

Debat fra dagens avis
Debat
15. december 2009

Danmark er en bananrepublik

Annika Lusty, Vanløse

Var det nødvendigt at ødelægge en dejlig folkelig demonstration med konfrontation og masseanholdelser? Nej, det var det ikke, men for os der så hele optoget fra sidelinjen var det tydeligt, hvad lømlerne (læs: politiet) lagde op til i bagtroppen. Lømmelpakken, som giver totalt frit spil på gader og stræder, skulle sandelig afprøves!

Mængden af mandskab og materiel var en provokation i sig selv. De kunne sagtens have holdt sig i baggrunden og foretaget selektive anholdelser blandt de få urostiftere, der var til stede. Skam jer!

Danske valgtaler for danskerne?

Birte Nyholm, København N

I DGI-byen er alle meddelelser og opslag på engelsk. De frivillige hjælpere taler engelsk, tysk, fransk, spansk m.m. Til konferencerne er der eminente simultanoversættere. Stemningen er international og inspirerende.

Hvorfor skulle alle de udenlandske gæster, der var kommet langvejs fra - nogle blot i weekenden for at være med til den store demonstration - stå og kede sig på Slotspladsen, mens vores politikere og andre holdt taler på dansk og igen ved ankomsten til Bella Center, hvor nogle blev så trætte af at høre taler på et for dem uforståeligt sprog, at de begyndte at gå tilbage før de engelsktalende gæster kom til orde.

Det var uforskammet, overpinligt og provinsielt. Har politikerne ikke tænkt ud over deres egen næsetip. Det er en begivenhed i FN-regi, der bliver transmitteret af alle udenlandske medier. Det drejer sig ikke om Danmark men om hele kloden. Ufatteligt hensynsløst over for gæsterne fra hele verden.

Forbilledlig indsats mod fjenden

Niels Lundwall, Værløse

Politiet har med vanlig sans for PR været ude og erklære, at de rigtignok ikke har været unødigt brutale og fremfarende. De har blot udført deres pligt. Man kan følge dem så langt, at regeringen har gjort sit til at sænke tærskelen for retssikkerheden med den nye 'lømmelpakke', som udvider de lovlige politimetoder. Politiet optrådte ganske vidst rimeligt venligt og hjælpsomt mod de fredsommelige demonstranter. Men opbuddet af politi kan sikkert kun overtrumfes af Kina eller Tyrkiet.

Det må have holdt hårdt at få brændt 622 mio. kr. af på en uge. Til gengæld har man bidraget forbilledligt til forureningen med CO2. På det korte stykke fra man gik fra Christiansborg, til jeg forlod seancen ved Christianshavns vold, så jeg op mod 50 politikøretøjer. Den fornøjelige og fredelige demonstration fulgtes bl.a. af op mod 30 køretøjer hvoraf fem til seks 'rullende ligkister' fyldt med hundepatruljens galpende køtere.

Tryk avler som bekendt modtryk, og denne villighed til at demonstrere den nye 'lømmelpakke' i praksis den 12. december, svækker retssikkerheden i en sådan grad, at selv forsvarsadvokater er yderst betænkelige, og omfanget af anholdelser bidrager ikke til at øge politiets popularitet.

Man bør erindrer sig, hvordan politietatens veltalende orakel Per Larsen den 1. marts 2008 fik omtalt de unge på gaden som 'fjenden'. En fortalelse, der på trods af hans charmeoffensiver, klarlægger politiets indstilling til dele af befolkningen.

Masseanholdelser

Knud Vilby, talsmand for 2. decemberinitiativet

Den største fredelige demonstration i 25 år førte til Danmarks historiens største masseanholdelse. 100.000 fredelige demonstranter. Næsten 1.000 anholdelser. Det er ikke logisk, og det hænger ikke sammen.

Der blev anholdt folk af enhver slags, hare krishna-repræsentanter, der altid hylder fred, en vietnamesisk studine fra Oslo, en dansk ung kvinde, der var sakket agterud på grund af dårligt ben, folk i tøj i alle farver. Under en håndfuld blev efterfølgende sigtet, man mange er forargede og bitre, og episoden fører igen til international kritik af Danmark.

Det er synd, fordi demonstrationen var så stor og fokuseret og fredelig, og fordi den var med til at højne bevidstheden om, hvor akut klimaproblemet er. Det var en politimæssig overreaktion på små episoder, som politiet skulle have håndteret langt mere målrettet og afgrænset, og det var skandaløst, at uskyldige skulle sidde i mange timer på den kolde asfalt. En fik et epileptisk anfald.

Havde demonstrationsledelsen og blokledelserne ikke været så ansvarlige, kunne hele demonstrationen være gået i opløsning, da meddelelsen om masseanholdelsen forplantede sig.

Politiet fejlede, men regeringen har et meget stort medansvar for den manglende proportionssans. Lømmelpakken har gjort det alt for let og alt for gratis at anholde folk præventivt i store bundter. Udenlandske journalister undrer sig.

Ud af Afghanistan nu

Claus-Erik Hamle, Silkeborg

USA er i Afghanistan pga. olie/gasledning fra Turkmenistan gennem Afghanistan ud til Karachi i Pakistan, hvorfra det kan sejles til 'United Bluff'. Det er olie og gas fra fem centralasiatiske lande. Og derfor vil danske soldater gerne dø. Men handler klimakonferencen ikke om, at USA allerede bruger mere end rigeligt olie og gas? De begrundelser, den gamle krigsforbryder Fogh Rasmussen kommer med, er jo let gennemskueligt nonsens. Taleban havde intet med 11. september at gøre, og al-Qaeda udgør ifølge CIA mindre end 100 personer. Naive og uvidende NATO-soldater skal sikre USA's olie-og gasforsyning. Derfor besættelsen af Afghanistan. Ud nu!

Skal vi ikke snakke om noget andet ...

Kjeld Johansen, Gudhjem

... som så nok viser sig at være det samme?

Klimaændringer med afsmeltning af polaris, vandstandsstigninger, tørker, orkaner og hungersnød. Vi hører og læser om det hver eneste dag, men får nærmest en opfattelse af, at det må verdens parlamenter og regeringer tage sig af.

Skal vi ikke i stedet dreje fokus hen på den enkelte vesterlændings overforbrug? Indrømmet - også jeg bor i et stort hus, har bil og flyver af og til på ferie. Men når man besøger en containerplads, bliver man chokeret over, hvad vi smider ud: Brændbart affald, en stor del unødvendige plastindpakninger af fødevarer produceret langt herfra. Fødevarer, som med fornuftig planlægning af indkøb ville blive brugt. Hårde hvidevarer, som måske med en mindre indsats kunne repareres. Møbler, fordi 'ungerne' har ridset i bordet eller fordi 'trenden' nu er en anden. Forældet elektronik fordi 'udviklerne' konstant 'forbedrer' vore muligheder m.m.

Verdens rige scorer kassen på at lokke os på afveje samtidig med, at vi kommer til at bidrage til den menneskeskabte ødelæggelse af jordens sårbare miljø. Den menneskeskabte påvirkning er ikke alene ansvarlig for, at jordens klima ændrer sig. Solens forandrede indstråling har uden tvivl også betydning. Men et lille skub betyder meget, når man står på et hjørne af vippen!

Obligatorisk tysk på tv

Peter Vedel, dokumentarist og musiker

Der tales om at gøre tysk obligatorisk i folkeskolen - man kunne starte med at gøre tysk obligatorisk på tv, når der er tale om tyske produktioner.

Jeg synes, det er temmelig pinligt, at DR vælger at købe tyske dokumentarer i engelsksprogede versioner. Seneste eksempel var fredag (11. december) aftens tyske dokumentar Henrettelsen af den sidste zar med titlen og fortællesprog på amerikansk-engelsk. Særligt slemt virker det selvfølgelig, når der er tale om udsendelser, der handler om tyske forhold som f.eks. den populære krig (også kendt som Anden Verdenskrig). Hvorfor må vi ikke høre vores tyske nabosprog på DR?

Har vi et samfund?

Ole Maigaard, København S

Inspireret af Sune Pihl (påtale om fattigdom) og Georg Metz (begge i Inf. 12.-13. december): Jeg er træt af, at der er mange politikere på Christiansborg, som jo er sat til at tage vare på samfundet, men i virkeligheden ikke mener, at der er et samfund.

Ned med BNP

Hans Peder From, Roskilde

Siden april har Irma solgt 400.000 færre plasticposer. Derved er vores samlede økonomi, som udtrykt i BNP, skrumpet. Er nogen blevet fattigere af det? Vi bruger i Danmark ca. 10 pct. af vores strømforbrug på standby. Hvis vi kan reducere det, skrumper vores samlede økonomi. Er det udtryk for tab af velstand? Hvis flere dyrker deres egne kartofler, og derved køber mindre ris og færre kartofler i supermarkedet, falder BNP. BNP er udtryk for en kvantitativ tilgang til samfundets økonomi, som reelt siger meget lidt om velstand og kvalitet. Vækst i BNP kunne være et af flere relevante økonomiske midler, men er i stedet blevet det eneste mål der forfølges. I bevægelsen mod en ny økologisk økonomi har vi brug for at tænke i kvalitet og velstand. Skal økonomisk teori genvinde relevans for samfundsudviklingen, må denne udfordring tages op. Herman Daly kan ikke gøre det alene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Til Knud Vilby , Talsmand for demonstrationen

Hvor var de demonstrationsvagter, som man på forhånd hørte om ville samarbejde med politiet , så individer, der begik vold, straks kunne trækkes ud og man kunne derved undgå, at de gemte sig blandt ensklædte fæller og gav politiet anledning til adminstrativ tilbageholdelse af store - i bedste fald - skønsomt sorterede grupper?
Det forekommer som om også organiseringen af den festlige demonstration har svigtet de bagerste i optoget.

Jimmi Thøgersen

Ole Sporring: Det kan jeg såmænd godt svare på, via Politiken:

"15:15 - Arrangørerne af den store demonstration har sendt en gruppe folk i orange veste ned bagerst i demonstrationen for at flankere en grupppe sortklædte demonstranter."

Det var umiddelbart efter, at politiet bedømte, at det ville være klogere/smartere/sjovere(?) at presse ballademagerne sammen med den fredelige demonstration end at anholde dem for den ballade de allerede havde lavet.