Læserbrev

Læserbreve

Debat fra dagens avis
7. december 2009

Test og hykleri

Peter Hess-Nielsen, fhv. skolelærer

Under overskriften »Test i folkeskolen skader mere end det gavner« refereres der i fredagens Information (4. december) til en række britiske forskningsresultater, som påpeger, at fokus på test og kontrol risikerer at føre til middelmådighed og mangel på nytænkning hos elever og lærere.

Alligevel fremturer Bertel Haarder (V) med den gamle traver om at: »Testene sikrer, at vi finder dem, der ikke kan det, de skal.«

Og så henviser han til, at 15-20 pct. af eleverne forlader folkeskolen uden ordentlig læsekompetence.

Og det er bestemt et stort problem for elever, skole og samfund. Men hvad har Bertel Haarder egentlig gjort for disse 15-20 pct. - ud over at gentage den tvivlsomme påstand, at det er 'hans' tests, der har fundet dem?

Jo, Bertel Haarder største indsats for denne elevgruppe er at være medlem af en regering, som gennem syv-otte år har sat kommunerne på skrump. Det har medført stigende klassekvotienter, mindre undervisningstid og generelt indskrænket skolernes muligheder for at være kreative, give specialundervisning og anden hjælp - også til denne gruppe af elever.

V er trætte af klimasnak

Joachim Nielsen, Vanløse

Så har Venstres hjernetrust igen læst meningsmålinger og/eller genlæst gamle liberalistiske værker. I hvert fald er klimasnakken gået for vidt for det hele kan komme til at skade den personlige frihed. Og det kan en delvist oversvømmet klode jo ikke, vel!? >

Måske giver det alligevel mening, at Løkke tog en minister uden for folketingsgruppen?

Ryst posen

Esben Søltoft, formand for Ingeniørforeningens Uddannelses- og forskningsudvalg

En uafhængig international evaluering af de danske universiteter slår fast, at de har fordele - men også ulemper. Skal vi have forskning i verdensklasse, bør ministeren derfor rydde op i det administrative misk-mask, hvor man på den ene side giver autonomi, og på den anden side udfærdiger rammevilkår og resultatkontrakter.

Dernæst er det absolut afgørende, at der aldrig kan sættes spørgsmålstegn ved forskningsfriheden. Forskningen og dens resultater skal altid være fri og politisk uafhængig, hvis vi skal bruge den til noget.

Et tidligt nytårsønske er derfor, at vi får omsat den viden, vi har fået til konkrete tiltag, der løfter den danske forskningsverden.

De selvgode

Per Thygesen-Poulsen, Sorø

Jean Fischers velformulerede appel til de »kære unge militante« (kronikken 4. december) udtrykker en sandhed, som forfatteren J. Anker Larsen så allerede i 1926. I den lille, livskloge bog For åben dør undsiger han meget af vores såkaldte godhed: »Menneskene har været stolt formålsbevidste i deres godhed, hvermands godhed har trådt hans næstes over tæerne, og resultatet er knyttede næver og knækkede næser. Der er snart intet, der volder så megen fortræd som det 'gode', det formålsbestemte gode, det rethaveriske gode, det storsnudede gode, det gode, som for djævelen skal påtvinges ens næste.«

Bare rolig, Thor

Henrik Nørregaard, Svendborg

Thor Pedersen (V) kan være helt rolig, for selv om alverdens forskere og eksperter råber vagt i gevær med hensyn til klimaændringer, så fortsætter et stort flertal af de danske politikere med anlægsvirksomheder, der er bakkes op af en befolkning, der hylder den personlige frihed. At andre betaler prisen og ikke har den personlige frihed glemmer man.

Omdøb religionsfrihed til religionslighed

Sanne Jensen, København V

Klokken 08.00 hver morgen. Ikke et enkelt slag, men omkring hundrede i varierende længde. Lørdag, søndag, hele ugen, hver time ringer kirkeklokkerne, og jeg er så forbandet uheldig at bo skråt over for støjsenderen. Den lømmel. Jeg elsker synet af bygningens tårn, men forbandes over kirkens ret til at forstyrre det offentlige rum og tilmed at snige sig ind i mit private til trods for min manglende kirkeskat og tro. Og nu vil man så forbyde minareter på de moskeer, man nødtvunget må acceptere i et demokratisk samfund med religionsfrihed. Hvad bilder Schweiz sig ind? Hvad bilder DF sig ind? Hvad bilder den danske folkekirke sig ind at gjalde sine religiøse budskaber ind i mit private rum? Giv plads til moskeer, minareter, folkekirker og giv plads til os, der tror på verdens skabelse uafhængigt af en Gud. Adskil kirke og stat og gør det offentlige rum til en samhørighed af religiøse symboler, graffiti, tags og stokroser. Giv plads. Omdøb religionsfrihed til religionslighed og giv plads til den gudløse. Dæmp jer, mangfoldiggør jer.

Klimafornægteres motiver

Hans Løkke, Silkeborg

Tre dage før COP15 træder Folketingets formand endnu engang frem som 'klimaskeptiker'. Uden at kende noget særligt dybtgående til området vælger han at modsige stort set hele den videnskabelige verden og benægte fakta. Han forklarer, at det drejer sig om den personlige frihed til blandt andet at komme hjem om aftenen og nyde synet af lys i alle vinduer i sit store hus. For nogle år siden blev det afsløret, at en kendt læge og debattør var betalt af tobaksindustrien for at benægte sundhedsskader ved at ryge. Folketingets formand har nok ikke andre motiver til sin holdning om klimaspørgsmål end den selviske tilfredsstillelse ved at lade lyset brænde og på længere sigt at undvige nødvendige adfærdsændringer. Det gør ham ikke værdig til at sidde i formandsstolen for Folketinget i et vidensamfund.

Nye tænder i Budapest

Eskild Nielsen, Stenstrup

Jævnligt jamres der i medierne over, at endog middelklassedanskere som skolelærere, sygeplejersker og politibetjente ikke har råd til at betale for at få en moderne, gebisfri tandbehandling med fastsiddende porcelænstænder i form af kroner og broer evt. monteret på implantater. Stop jammer og klage. I september fik jeg seks nye porcelænstænder i Ungarns hovedstad, Budapest. Den samlede besparelse for seks tænder 14.100 kr. i forhold til dansk tandlæges billigste tilbud. Sygesikring Danmark spyttede yderlige 5.800 kr. i bøssen.

Lomborg og klimaet

Paul Nedergaard, Ærøskøbing

Først benægtede Bjørn Lomborg, at der fandt en global opvarmning sted. Senere indrømmede han, at jordkloden blev varmere, men hævdede, at der ikke var tale om en menneskeskabt effekt. Derefter indrømmede han dog, at mennesker faktisk påvirker klimaet men beroligede os med, at det ikke var noget alvorligt problem. Nu er Bjørn Lomborg omsider nået til den erkendelse, at der findes en global opvarmning - hovedsagelig forårsaget af mennesker, som udgør et alvorligt problem; alligevel udtalte han for nylig, at han håbede, at topmødet i København slog fuldstændig fejl, eftersom man i oplægget greb problemet helt forkert an. I stedet for at forsøge sig med at sætte mål for CO2-udslippene, som det foreslås, burde man hellere løse klimaproblemet udelukkende af teknisk vej? Jeg er for længst holdt op med at lytte til Lomborg.

Operaen

Flemming Hvidt, designer

Facade eller ej - fungerer Operaen efter hensigten? Spørg sangere, teknikere, administrative medarbejdere m.v., men måske især brugere af Operaen. Mørk belysning i salen gør det vanskeligt at orientere sig og svært at se trin. Smalle gange omkring salen betyder, at der opstår en urimelig trængsel osv. Hvad betyder toilethøjden, når damer skal står i kø for at komme på toilettet?

På 3. balkon blev vi bange for at falde ned og kunne kun se orkestergrav og forscene. Fulde af forventninger drog vi af sted med vore børnebørn til Brødrene Løvehjerte og havde billetter til 2. Balkon - nu kunne vi se ... Nej, vi sad på højre side og kunne kun se venstre side af forscenen, vi kunne hverken se ikke højre side eller bagscenen; en meget stor skuffelse. Har Henning Larsen designet en opera, der fungerer under al kritik? Eller er det også hr. Møller? Smadder ærgerligt. Vi var enige om, at vi fremover går i biffen.

Forarget over el-julefråds?

Ole Tange, Frederiksberg

Forleden greb jeg mig selv i at blive forarget over al den elektricitet, der bruges på juleudsmykning. Men som nylig medejer af en vindmølle kom jeg i tanke om, at det jo ikke er forbruget af elektricitet, der forurener; det er i stedet produktionen - med mindre den kommer fra vedvarende energi. Og hvis elektriciteten bliver produceret med vedvarende energi, så bare brug løs. Jo flere, der vil købe el fra min vindmølle, desto mere får jeg og andre lyst til at investere mere i vedvarende energi; og jo mere der bliver investeret i vedvarende energi, desto mere udvikling af vedvarende energi vil vi få.

På langt sigt kan vedvarende energi blive billigere end fossilt brændstof.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Hess-Nielsen:
Bertel Haarder igen: "vi finder dem, der ikke kan det, de skal".
Det stod vist også i Den store Bastian. Sandsynligheden taler for, at de aldrig vil kunne det, de skal - ifølge Bertel Haarder.
Ingen kan yde mere, end evnerne rækker til. Undtagen Haarder, når han afslører sine forudsætninger for at forstå andre.
Er skolen racistisk udi intelligens?