Kommentar

Mennesker er dødeligt begavede, desværre

Hvis vi nu blot havde været en lille smule mindre intelligente, så kunne vi have gjort os forhåbninger om at sikre artens overlevelse, for så havde overlevelsesinstinktet været intakt
23. december 2009

Mennesket adskiller sig fra dyret på væsentlige punkter - og især ét punkt er vi sjovt nok meget glade for; i mangel af bedre kalder vi det intelligens. Hverken fladlus eller fjerkræ er intelligente selv om højerestående dyrearter som chimpanser, tandhvaler og delfiner nok kan tilskrives en hvis form for begavelse, men ikke menneskelige intelligens. Der er, så vidt vi ved, et særligt træk ved det menneskelige intellekt - det er desværre også dette specielle træk, der kan gå hen og blive vores undergang. Udfaldet af det netop afsluttede COP15-møde vidner trist nok herom.

Både lavere og højerestående dyrearter har et overlevelsesinstinkt, der betyder, at trues de på livet løber de enten væk, forvirrer fjenden eller går direkte til modangreb - alt sammen i forsøget på at overleve og i sidste instans videreføre arten. Overlevelsesinstinktet har mennesket enten glemt eller intellektualiseret sig ud af. Har vi glemt overlevelsesinstinktet, så svigter korttidshukommelsen, for det er ikke mange år siden, set i udviklingshistorisk lys, at vi løb skrigende bort, når sabeltigeren meldte sin ankomst ved middagsbordet. Derfor er der mere, der taler for, at vi har intellektualiseret os ud af instinktet. Her er hvordan:

Et modefænomen

Blandt forskere er der efterhånden enighed om, at det unikke træk, der karakteriserer den menneskelige intelligens, er evnen til abstraktion. Vi kan eksempelvis ved hjælp af symboler, regneregler og forskellige grundantagelser formulere komplicerede lovmæssigheder i sætningsform, der beskriver den fysiske virkelighed - fra Newtons bevægelseslove over Maxwells ligninger for elektromagnetisme til relativitetsteorien. Vi kan ydermere formulere retningslinjer for, hvordan man konfigurerer et samfund på den bedst tænkelige og mest retfærdige måde for alle borgere i et givent samfund. I århundreder har tanken om demokratiet været på mode i denne forbindelse, selv om verden i og for sig aldrig har udtalt sig herom - det er noget vi mener og det er der meget fornuft i.

Skal løfte kollektivt

Alt fra Newtons bevægelseslove til ideen om et demokrati er abstraktioner og vi har indtil videre ikke set eksempelvis aber bekymre sig nævneværdigt om slige ting - endsige formulere sådanne abstraktioner. Det er ganske tankevækkende, for homo sapiens har samme genetiske materiale som aber for 98,7 procents vedkommende. Noget taler således for, at det præcis er vores evne til abstraktion, der gør menneskets intelligens til noget særligt.

Denne intelligens bruger vi til mangt og meget ud over at svejse under vand, pille rejer og passe børn. Vi bruger den eksempelvis til at løse problemer, når krisen kradser - lad det være alt fra finans- til klimakrisen. Det er efterhånden blevet klart for os, at succes er individuel mens krise er kollektiv. Også de delegerede på COP15 var med på den - og med på mere endnu, nemlig, at det abstrakte strukturelle problem, man står over for, er det, der i spilteorien er kendt som fangernes dilemma. Fangernes dilemma viser, at nettoudbyttet for den enkelte bliver mindre, hvis man løfter individuelt, end hvis man løfter kollektivt.

Mindre intelligente

Overført på klimaproblematikken beløber det sig til følgende: Hvis alle andre sparer på CO2-udledningen, så kan det for den individuelle betragtning ikke betale sig at spare, for det alligevel er en dråbe i havet. Hvis alle andre derimod fortsætter med at udlede samme mængde, eller mere, CO2, så kan det ikke for den enkelte betale sig at spare for det er også en dråbe i havet. Ligegyldigt hvad jeg gør, kan det ikke betale sig, så jeg kan ligeså godt fortsætte hvor jeg slap. Den eneste måde at løse problemet endegyldigt og forøge nettoudbyttet for alle (læs overleve), er præcis hvis alle når til enighed om at spare. Og det er tvivlsomt hvorvidt dette kan lade sig gøre. Ifølge The Copenhagen Accord skal de enkelte lande nu tilslutte sig hver især, og hvis ikke alle gør det, er man lige vidt.

Se, hele denne analyse kan man kun foretage, hvis man kan lave abstraktioner, som jo præcis er det, der karakteriserer den menneskelige intelligens. Hvis vi nu blot havde været en lille smule mindre intelligente, så kunne vi have gjort os forhåbninger om at sikre artens overlevelse, for så havde overlevelsesinstinktet været intakt. Men ak, vi er dødeligt begavede ...

Åh ja, god jul i øvrigt.

Vincent F. Hendricks er dr.phil., ph.d., professor i formel filosofi, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og dog. Man skal huske at overlevelsesinstinktet er rent individuelt, baseret på indre drifter. Det er ikke forsvundet gennem historien men er fundamentet for kapitalismen, som er en form for social darwinisme, der ophøjer ideen om ’the survival of the fittest’ til fremskridtets fornemmeste mål. Ergo kan man ikke bruge Vincents argument til at påstå at hvis blot vi var mindre intelligente, så kunne vi redde verden. Problemet er ikke at vi er for intelligente, men at vi er for primitive. Havde vi udviklet en kollektiv social intelligens til at styre de basale individuelle drifter, havde vi netop haft en større overlevelseschance.

Nej, problemet er ikke vi er for primitive, eller for den sags skyld for intiligente.

Uanset om man måtte ønske sig mere eller mindre af den ene eller andet, så er udsigten til, at graden af begge skulle flytte sig til et andet niveau, næppe eksisterende.

Derimod er der et punkt VFH ikke kommer ind på. Måske to. Tid og information.

I det klassiske fange dilemma, er fangerne, to der udenfor enhver tvivl har begået hvad de mistænkes for -f s v irellevant -, men deres fælles problem er at minimere tiden, altså den de skal bruge i spjældet, under den bibetingelse at de ikke kan kommunikere med hindanden. Altså indbyrdes aftale den mest optimale forklaring.

Problemet i forhandlinger er ikke mangel på tid, forstået på den måde at parterne formentlig har ganske realistiske bud på, hvilken tid de har optimalt set. Problemet er heller ikke kommunikation. De kan tale så meget sammen de lyster.

Problemet er den tilgængelige information, som er den, der skal bruges for at finde den for alle parter mest optimale løsning som kan lukke en aftale.

De der forhandler spørgsmålet er ikke idioter. Obama har en pæn juridisk eksamen, Merckel er fysiker med en Phd, Wen er ingeniør udi vand og miljø, en af de Indiske top folk er økonom på Nobel niveau. Lula må formodes at have siddet ved et forhandlingsbord tidliger i karierren. At lars fra Græsted leder mødet på en måde der rejser tvivl om hans eksamen, er nok problematisk, men næppe afgørende for andet end den hjemlige selvforståelse.

Det der kan lukke en aftale er ikke et fælles håndslag på, at alle skal have adgang til en høj (vestlig) levestandard. Det kan alle være enige i.

Problemet er midlerne (rettighederne og hvis de svigter, pligterne). Det der skal på bordet her, er fremskaffelsen af energi fra andre kilder end de fossile. Før vi ser dem bliver der heller ikke lukket en aftale.

Interessere ement så kan det i høj grad anbefales at se, eller gense filmen "A beutiful mind", hvor Hopkins gir den som spilteoriens grand man John Nash. - og måske gi mere opmærksomhed til dilemmaerne, end til hovedpersonens psykiske tilstand.

Heinrich R. Jørgensen

På trods af menneskers intelligens, er vi alle stærkt påvirkede af instikter.

Når vi får stress, er det en naturlig reaktion på, at vi lader os styre af vores intelligens til at finde os i uantagelige forhold, som vi er indrettede til at håndtere anderledes - ved at skjule os, flygte eller tage kampen op. At affinde sig med situationen, er at udsætte sig selv for at være i permanent fare, uden at foretage én af de klassiske manøvrer.

Når vi er mistroiske overfor personer, der ikke ligner os selv, og opfinder grunde til at have modvilje mod dem, hjælpe hjernen blot vores instinkter på vej. Instinkterne fortæller os, at der er grund til at være på vagt. Intellektet benyttes hos mange til at opfinde begrundelser for den irrationelle frygt, i stedet for at erkende, at truslen nok er til at overse, og at de instinktive forbehold som regel blot skal overvindes.

Som nævnt af Hendricks, er det matematisk bevist, at fokus på fællesskabet fremfor individdet, skaber størst fremgang. En pointe, der forklarer hvorfor Kina på mange områder opnår resultater og fremgang, der er i særklasse.

Problemet er ikke for høj intelligens. Problemet er, når intelligens anvendes med et forkert fokus, hvor det handler om egoisme, trusler, afvisning eller andre primitive mekanismer.

Hvis det kan sandsynliggøres, at livet er bedre end døden bør vi overveje at beskytte fremtidige generationer.

Ellers baner vi jo blot vejen for fortsat lidelse.

Det er vel ikke særlig intelligent ikke at foretage sig det der er nødvendigt for de fremtidige generationers overlevelse?
Men jeg er forøvirgt enig med de andre kommmentarer i at problemet ikke er for meget eller for lidt intelligens. Vi er intelligente nok til at erkende problemets omfang og til at afgøre hvad der skal til at afværge katastrofen.
Desværre er det ikke den form for erkendelse som styrer verdnens gang.
Vores overlevelsesinstinkt træder først i karakter når vores liv er i umiddelbart fare. Når vi som her taler om tidsperspektiv på 50 -100 år er vores overlevelsesinstinkter ikke nogen hjælp. De vækkes ikke til live - faren forekomme os på en eller anden måde fiktiv. Intet i vores omgivelser viser tegn på den kommende katastrofe. Vi er jo rige og mangler ikke noget hvad kan der vel ske tænker mange?
Folks ubekymredhed op til en katastrofe er velkendt Vi har meget svært ved at forestille os at verdnen kan vær meget anderledes end den vi kender. Denne mangel på fantasi er i den nuværende situation fatal for når forandringerne sætter ind er det for sent at gøre noget.
Måske kan kunsten hjælpe vores fantasi på vej til en forestilling om hvad der venter os hvis vi lader stå til?

Det mærkelige er at nogle af os faktisk godt kunne kigge 300 år frem i tiden da vi snakkede om affaldsproblematikken ved atomkraft.

Mange har også en sær fornemmelse af, at eksperterne har gjort en dårlig figur.

Som om de lod sig påvirke af Al Gores film.

Det gjorde et dårligt indtryk fordi filmen byggede på data de kendte alt til i forvejen.
Skulle der bare lidt pop-effekter til for at eksperterne kunne forstå de data, de selv har tilvejebragt ?

Ville en ny film med pop-effekter der vinkler de samme data på en anden måde.få eksperterne til igen at skifte holdning ?

Det forekommer gådefuldt hvorfor de store energiselskaber pumpede masser af penge i at benægte klimaproblemet. Når netop disse selskaber har bedre fat i potentialet for at tjene på de nye teknologier end andre.

Gorm:
'Det forekommer gådefuldt hvorfor de store energiselskaber pumpede masser af penge i at benægte klimaproblemet'
Måske fordi de nye teknologier er svære at monopolisere -de vil skabe en distribueret energiproduktion: masser af små sol- og vindenergi producenter - altså ikke nogen central leverandør der har kontrol med hvad der foregår
Energiselskaberne hænger vel fast i vanetænkning og er utrygge ved at skulle slippe kontrollen?

Svend W. Jensen

Kære Vincent F. Hendricks,

Jeg synes, at du begår samme fejl, som oplysningstidens filosoffer, i en a priori antagelse af, at fornuften ( din intelligens) altid opfører sig fornuftig.

Som du skiver, er fornuften (vor intelligens) vores evne til at arbejde med begreber (abstraktioner), men hvad der kommer ud af dette arbejde afhænger ikke kun af hvad inputtet er, men mindst lige så meget af hvilket styresystem fornuften har og så taler vi moral og etik.

Vores fornuft (intelligens) er naturgiven og den kan vi ikke lave om på, men moral og etik er menneskeskabt kultur og kan derfor ændres.

Så det, der kan ønskes også på klimaområdet, er ikke mindre intelligens, men en anden moral og etik og det er et politisk projekt – andre abstraktioner om fornuftens styringssystemer.

Steen Rasmussen

Det er en fin lille tekst, Vincent her har lagt navn til.

Han lægger et perspektiv på de mekanismer, som topmødedeltagerne lægger under for, og forklarer, at de agerer ud fra en rationalitet, der er hensigtsmæssig i snæver individuel forstand, dvs. så længe der ikke foreligger en kollektivt bindende beslutning om at forpligte hinanden på at agere ud fra en højere rationalitet. Altså, så længe man ikke har en kollektivt bindende beslutning om at forpligte hinanden på at bevare klimaet, så er den eneste gyldige rationalitet den der overlader individerne til deres særinteresser, deres dyrkelse af sig selv på bekostning af det sociales fælles mulighedsbetingelser.

Vincent står uden for begge tilstande. Han ser dem, tematiserer dem på baggrund af et perspektiv og en tænkning, som ikke kan indskrives under nogle af disse scenarier.

Det gør vi andre også, for så vidt med medtænker hans perspektiv.

Vi kan se, at den løsrevede individualisme er selvdestruktiv. Vi kan se, at verdens ledere svigtede i relation til det at danne en juridisk forpligtende beslutning.

Men vi falder ikke entydigt ind under den tvang, som fremstilles under det første scenarium (selv om det er tekstens intention). Vi ser det i kraft af en indsigt i individualismens selvdestruktion, og det at se det falder i sig selv uden for!

Når man først har erkendt den løsrevede individualisme som selve problemet, så deler vandene sig for en. Så deler verden sig op:
- i dem, der uhæmmet beriger og mænger sig på bekostning af det fælles,
- og os, der han se at de gør det, og som ikke kan leve på deres selvnegerende succeskriterier.

Vi er allerede mange, som ikke deltager i den patetiske livsform, som de liberale og socialistiske ideologier har prædiket de sidste 200 år. Det handler om os mod resten. Os der ikke lever for at overleve menneskehedens mulighedsbetingelser og alt andet og alle de idioter på både højre- og venstrefløj der gør.

Topmødet svigtede på den måde, at det mislykkede Connie Global Hedetur at skabe den illusion, at verdens ledere havde forstået en global udfordring og var i færd med at tage hånd om den.

Illusionsnummeret mislykkede fuldstændigt. Heldigvis.

Ínformation har været med i forsøget på at fremmane illusionen, den er så at sige en del af elendigheden. Det eneste den forstår, og som teksten her ligger op til, er konsensus, topstyret konsensus.

Men sagen er, at der kan ageres i overensstemmelse med en højere rationalitet på alle niveauer i samfundet, når først man har indtaget det perspektiv som Vincent gør.

Han glemmer bare, at se sig selv, det at han ikke tilhører det sete, når han tematiserer det. Han gør så også noget andet, han substantiverer det så at sige, dvs. kalder det en slags naturtilstand, og mystificerer dermed unødigt. Men det kan dybest set undskyldes med den intellektuelle arv, som stadig dominerer humanisterne rundt op på universiteterne.

Det, at illusionsnummeret blev afsløret (topmødets fiasko), er desuden ekstremt stimulerende for ansvarsfølelsen på alle niveauer i samfundet. Det betyder nemlig, at ingen kan gå i dækning af en falsk erklæring fra verdens ledere om at de er på vej med en løsning af problemet. Verdens ledere kan ikke løse problemet. Det kan man se. Der er derfor heller ikke længere nogen undskyldning for ikke at implementere kampen i alle kroge af samfundet, dvs. dele den sociale adfærd op i mellem dem der bidrager til selvdestruktionen og dem der ikke gør.

Fra nu af hedder det krig på alle niveauer. Det hedder skrot op med de idioter, der tjener kassen, som absolut skal op og hænge i 12 kilometers højde hver gang de keder sig lidt, eller transportere sig selv rundt som en anden statue/Saddam Hussein i sin egen storsvinende firhjulstrækker, og som reklamerer og beskriver sig selv og sit svineri som løsningen på alle de problemer, vi kan takke dem for osv.

Det kommer til at koste, krig tårer og kærlighed.

En ny grænse må trækkes ned gennem samfundet.

Konsensus har altid været en del af løgnen, konflikten er den nødvendige del af løsningen.

Den lille kære modstandsavis ville aldrig sige det som det er. Hverken Ejvind Larsen eller nogen anden, som ellers mener at påstå at have fattet udfordringen, kunne nogen sinde finde på at støde en af sine læsere fra sig. Dertil er behovet for abonnementer alt for påtrængende.

Det hele kan båses ind under en og samme evolution. Den er dybest set uden medfødt formålsmæssighed eller rationalitet, men den har gjort det muligt at orientere sig, som om der var en højere rationalitet til. Og det er det vi må gøre, dvs. destruere selvdestruktionen, de herskende og selvdestruktive kriterier for succes, hvis vi da ellers mener der er grund til at fortsætte legen.

Som den ene yderlighed:

Individualismens selvdestruktive potentiale kan udtrykkes med et enkelt ord:

Kræftcellen.

Som den anden yderlighed:

Hvis målsætningen for menneskeheden er at overleve længst muligt i tid, kan vi ikke forblive på jorden, men må brede os til andre planeter.

Og så kan resten af universet jo med en vis ret betragte os som netop stærkt metastaserende kræftceller.

Er mennesket Guds gave til universet eller er vi en ondartet lidelse ?

Er vi den første ondartede lidelse der har ramt universet, eller har der været mange før os ?

Proteinernes forbløffende 3d konstruktionsegenskaber (hovedmotoren i alt liv) formodes jo at være de samme overalt i BigBang så chancen for at vi skulle være de første er næsten ikke til at udtrykke numerisk.

Hvad skete der med alle forgængerne ?

Blev de stoppet udefra, eller fandt de selv ud af, at de ikke var nogen god ide ?

Måske er det farligt (for overlevelsen - men ikke nødvendigvis for velbefindenet) at glemme overlevelses-instinktet og begynde at reflektere over virkeligheden.

Det tanker terminalpatienter må gøre sig i forbindelse med dødshjælp, er jo ikke specifikke for sygdom, men omhandler muligheden for at der kan være en interessemodsætning mellem overlevelse og velbefindende - også for raske "celler".

Steen Rasmussen

@ Gorm

Der er ret usandsynligt, at vore muligheder for at lege videre på lidt længere sigt, skulle være betinget af, om vi kan slå os ned andre steder i universet end her på vor egen lille jord.

Jorden er sådan set den eneste niche vi har udsigt til at kunne fungere i, og sandsynligheden for, at vi skulle skabe os en nyt sted, er langt mindre, end sandsynligheden for at vi ikke skulle kunne bevare de forudsætninger, vi trods alt har endnu her på den lille blå planet.

Og mht. modsætningen mellem interessen i at overleve og det at have det godt, så kan man sige, at mennesket hidtil har ladet sit velvære betinge af udsigten til overlevelse. Mennesket har nemlig altid haft det godt med udsigten til at overleve både personligt, men også slægtsmæssigt og nationalt f.eks.

Problemet er, at vor sanselighed er bundet op på et patetisk billede på overlevelse. Vi lever så at sige for at overleve, dvs. for at få succes i traditionel social forstand, dvs. økonomisk, magtmæssigt, statusmæssigt osv. Og det er disse traditionelle kriterier for succes, som bærer vor sanselighed og adfærd, der burde have overlevet sig selv, for det er dem der truer vor overlevelse!

Det er således en form for bestræbelse på at overleve, der er blevet sit eget problem.

Hvis vi ikke levede for at overleve i traditionel forstand, så ville det slet ikke være noget problem netop at overleve.

Har man først forstået det, så knytter de gode tilstande sig ikke længere til det at overleve i traditionel forstand.

I øvrigt er det slet ikke noget problem at få sit på det tørre i det moderne danske samfund. Man behøver slet ikke bidrage til væksten og de patetiske billeder på succes. Tværtimod, så kan man læne sig tilbage, og nyde tilværelsen langt mere fredeligt, i harmoni med livets forudsætninger uden at bidrage til hysteriet, som er det egentlige problem.

Arbejdsfrihed, lavt forbrug, masser af tid osv. er det gode liv. Og så kan man jo få tiden til at gå med aktivt og konstruktivt at bidrage til destruktion af de patetiske succeskriterier.

Man kan sagtens nyde destruktionen af det destruktive. Konflikten og kampen har alle dage virket dragende på alverdens krigere. Og vore dages heroiske krigere er dem, der hiver dampen ud af økonomien, forlanger mindre af det hele, stikker en kæp i væksthysteriet, fortæller de hyperaktive højtydende og traditionelt succesadækvate idioter, at det er dem der er problemet.

Lige siden 1977 har jeg vidst, at noget af det, der lettest får idioternes pis i kog, det er en langhåret hippie, som kan leve på en sten, have det godt og forklare alle andre, at det er ham der har fat i den lange ende frem for de hyperaktive, der har så pisse travlt med at smadre det hele i deres misforståede forsøg på at overleve sine forudsætninger og alle andre.

Det med at : Abstraktioner sku' være et adelsmærke
er nu noget der skal betvivles: Meget tyder på at det meste af vor tilflugt til abstrakt tænkning ( At se bort fra de håndgribelige småting: Detaljer - i vor tænkning ) - oftest sker
som nogle forsøg på at afhjælpe vore hjerner's
utilstrækkelighe evner til at kunne rumme de virkelige mangfoldigheder overalt i verden.

Således er det hele den kultur, der udspringer af den mellemøstlige religion, jødedommen og efterfølgende kristendom og islam, ødelæggende for naturen og vore fortsatte livsmuligheder.
citat fra artiklen om filmen Avartar

Få ting i den offentlige debat er så forkætret som indianernes natursyn …man bliver helt nysgerrig efter at forstå hvorfor – ligger det i vores egoistiske monoteistiske religioner? eller bunder det i simpel racisme? eller er det vores afhængighed af rovdrift på naturen, der vækker denne modvilje? eller er det shamanernes hævn? Vi skal helt derud hvor vi bliver klar på, at vi ikke kan æde guld… problemet er bare at ’æde’ skal opfattes; at menneskene ikke kan næres af guld – og den tilstand opdager vi slet ikke. Vi er for primitive til at forstå de primitive.

De vilde ville vide hvad de hvide ville vide … (Børneremse - med en uklar sandhed)

SOR:
"Lige siden 1977 har jeg vidst, at noget af det, der lettest får idioternes pis i kog, det er en langhåret hippie".

GP:
Man bliver nysgerrig - hvad skete der i 1977 ? (Oprør fra midten kom først i 1978).

Når folk ikke kan lide hippier skyldes det, at de ikke er til at skelne fra åndssnobber - altså folk der "ser ned" på de af deres artsfæller, der er født med en lav intelligenskvotient.

Åndssnobberi er lige så forkasteligt som enhver anden hoveren over andres handicap.

Jeg synes derfor det var berettiget, da danske højre-politikere efter systemskiftet i 2001 startede et hævntogt mod de marxistiske universitetsfolk, der tilbage i 68 havde udnyttet deres højere intelligens til at udmanøvrere dem rent polemisk.

Tænk hvis vi bare kunne hjælpe hinanden. At den fysisk stærke ville hjælpe den svage med at flytte chatollet, i stedet for at pande ham ned.

At den den mere kloge ville bruge sin intelligens til at hjælpe den mindre kloge (med f.ex. selvangivelsen), i stedet for til at narre den mindre kloge til at sælge noget alt for billigt..

Jeg ved det en dybt naiv hybrid mellem kristendom og marxisme - men hvad får vi egentlig ud af at følge vejen mod Nietzsches overmenneske ?

Ifgl. lærlingen Hitler må evolutionens mål være den ultimative dræbermaskine - men når så den har slået alle de andre ihjel og skaffet sig det totale "lebensraum" - hvad skal den så få tiden til at gå med ?

Så længe vi endnu ikke har løst bevidsthedens gåde, bør vi leve som om livet er bedre end døden (gammelt kristent-marxistisk tankegods). Særlig de af os, der er kommet for skade at sætte børn i verden.

..hvor rigtige baggårdspumaer går på jagt i storbyjunglen
.. og efter nogle timer hænger i baren med et safarisæt ...en jægermeister og en elefantøl ...

GP
bør vi leve som om livet er bedre end døden

Netop det var så provokerende...

Indianerne ville hellere dø end leve slavetilværelsen - det satte voret eget liv i for skarpt et relief...

og så havde de tilmed gennemskuet os inden de hang sig kollektivt ... skræmmende

VFH: Mennesket adskiller sig fra dyret på væsentlige punkter

...men netop i aften lillejule aften kan de tale .. jeg vil gå hen og lytte

- GOD JUL allesammen

@Gorm

Om mennesket er gud's gave eller ej ?
-----------------------------
Af hver af slagsen af de såkaldte urene dyr var der ét par på arken, og af hver af slagsen af de såkaldt rene dyr var det syv par.

Af menneskepar var der middelantallet af syv og én:

Fire.

Steen Rasmussen

@ Gorm

Du spørger mig om, hvad det var, der skete i 1977, som fik mig til at forstå "at noget af det, der lettest får idioternes pis i kog, det er en langhåret hippie, som kan leve på en sten, have det godt og forklare alle andre, at det er ham (hippien, hovskisnovskitypen) der har fat i den lange ende, frem for de hyperaktive, der har så pisse travlt med at smadre det hele i deres misforståede forsøg på at overleve sine forudsætninger og alle andre"

Årsagen til, at jeg forstod det netop den gang, var, at jeg her flyttede hjemmefra, blev voksen, forelsket og fik spredt mit liv over tre mellemstore provinsbyer, Odense, Kolding og Århus. Således rejste jeg hver weekend herimellem, for det meste på tommelfingeren.

Et 17 årigt menneske, der møder så mange, der hvor de sidder med kontrol over rettet, og som hver gang føler, at betalingen for at køre med, er at holde samtalen i gang, også selv om det skal være i form af en ærlig diskussion, et sådant menneske kan ikke undgå at danne sig nogle stærke indtryk af alt mellem himmel og jord reflekteret direkte igennem den danske folkesjæl. Det var en revolutionerende tid for mig.

Mit ungdommelige og intrigante væsen virkede provokerende, især på dem som jeg ikke kunne lade være med at fortælle min ærlige mening om. Og så blev jeg tit sat af, f.eks. når jeg udtalte mig om deres og artens intelligens eller mangel på samme. Jeg har aldrig sat mit eget lys under en skæppe, men der var altså også ind imellem en og anden, der bad om at få sandheden om sig selv, f.eks. en mand, der påstod, at kvinder og især rødstrømper generelt er noget dummere end mænd, hvortil jeg ikke kunne lade være med at svare, at de få (kvindelige) rødstrømper jeg kendte, de var alle mindst lige så begavede som ham. Men mange af de andre, som jeg også belærte om verdens sande tilstand, de var meget tolerante, og nogle gange i stand til simpelt hen både at korrigere og berige mit unge sind i en behagelig og fortrolig tone. De gode samtaler var de fleste. Jeg føler stadig at jeg har fået en fornemmelse for rigtigt meget ved at rejse sådan, også af resten af Europa, som jeg også så lidt af på den måde.

I øvrigt er begrebet ”intelligens” et forlegenhedsbegreb. Det står for det, at vi ikke aner, hvad det er, der er i livet, som sætter det i stand til at definere og løse problemer, altså hvad det er, som virker bag erfaringen ved diskriminerende og selektivt at fortrænge og fremmane de reaktioner og forventninger som tit i bagklogskabens lys viser sig så hensigtsmæssige. Intellektet er i forhold til sig selv sin egen største troldmand, skiftevis underlegen i forhold til sig selv, skiftevis fuldstændigt overlegen. Hvem er jég, som ikke en gang forstår mig selv? Jeg må være uendeligt dum, når jeg ikke en gang kan forstå mig selv (en mulighed). Jeg må være uendeligt genial, når ikke en gang jeg selv fatter omfanget af min egen genialitet (en anden mulighed). Lige meget hvordan, så er intelligens bare et forlegenhedsbegreb, omgivet af masser af mindreværd, storhedsvanvid og mystik.
Venligst Steen