Modervor, bring mændene tilbage!

Nutidens mandeløse samfund er bæredygtigt og yderst gennemtænkt, men er gået for vidt og mangler i høj grad mandlige modpoler. Processerne, der førte kvinderne til magten, mændene bag lyset og Europa ind i en helt ny æra, hvorfra vi måske aldrig kommer tilbage, og begrundelserne herfor, er uvisse for mange almindelige kvinder, der burde kende sandheden
Debat
10. december 2009
Kronikkonkurrence: Danmark år 2059 I forbindelse med klimatopmødet udskrev Information en kronikkonkurrence for gymnasieelever. Opgaven lød på at skrive en kronik med et bud på, hvordan Danmark ser ud i 2059. Vi modtog knap 200 bidrag, hvoraf mange var velskrevne og kreative bud på, hvilken fremtid klimatopmødet vil være med til at skabe Et dommerpanel med forfatter Jan Sonnergaard i spidsen har valgt de 10 bedste ud. 1., 2. og 3.-pladsen blev bragt i Information hhv. 7., 8, og 9. december.

Tilbage i 2009, da jeg selv satte forskellene mellem kønnenes forureningsgrad på dagsordenen til det internationale klimatopmøde, havde jeg aldrig troet, at det ville gå så vidt, som det er gået. Jeg var dengang kun en gymnasieelev, og selv om jeg havde gode retoriske evner, undrer det mig i dag, at jeg kunne overbevise så mange mennesker om, at jeg havde ret. Jeg fik – efter hensigten – startet en debat om kønsdifferentierede klimakampagner for at øge effekten af disse. Samtidig blev jeg dog hurtigt udset til at være profil for en yderst aggressiv og overraskende velorganiseret kvindegruppe, der ville have mere – de ønskede en verden uden mænd, som den, vi praktisk taget ser i Europa i dag. Argumentet var, som I alle ved, mændenes øgede forurening i form af bilkørsel, kødspisning, forkærlighed for store fladskærme og deres store unødvendige forbrug. Jeg må tage hatten af for, at det lykkedes. Hvis nogen skulle have glemt det, vedtog man en europæisk lov tilbage i 2034 om, at der fremover kun måtte fødes pigebørn i Europa. Ja, man kan vel med god ret kalde det at avle pigebørn. Stamcelleforskningens udvikling havde gjort det muligt at lave stamceller om til sædceller og havde derfor gjort mænd unødvendige i formeringsprocessen allerede i 2014, ja, og samtidig argumenterede mange – heriblandt jeg selv – stærkt for, at mænds dårligere og dårligere sædkvalitet, og derved evne til at deltage i reproduktionen, også gjorde det helt absurd at satse på mænd i fremtidens verden. Et skulderklap må man give os, der fik hele denne proces sat i gang og fuldført, vi har skabt et bæredygtigt Europa, hvor vi – uden mænd – i dag forbruger mindre en halvdelen af den mængde CO2, vi forbrugte i 1990, og dette har fantastisk nok ført til en stabilisering af CO2-koncentrationen i atmosfæren. Det er bestemt ikke denne udvikling, jeg vil beklage på nogen tænkelig måde, men jeg føler, det er på tide, at jeg taler ud, selv om det vil skabe store konflikter verden over. Spørgsmålet er nemlig, om kvinder i Europa, og også overvejende USA, Brasilien, Rusland, Indien, Kina og en række andre højt udviklede og indflydelsesrige lande, ikke er ved at skabe endnu større konflikter og problemer for sig selv.

Fra forsvar til modstand af mangel på mænd

Stort set alle Europas kvinder kender mig som forfatter af bøgerne ’Verden er af Kvinder’ og efterfølgeren ’Kvinde Kend DIN Verden’, og jeg vil da indrømme, at jeg selv troede på den løsning, som der blev talt om på næsten utopisk vis – nemlig at afskaffe mænd. Det virkede dengang ikke som den store omvæltning. I slutningen af 2020’erne og i starten af 2030’erne dominerede kvinderne i alle industrialiserede lande, og i Europa var mænd degraderet til at pleje deres koner og ellers passe sig selv. Skoler for piger og drenge var opdelt, fordi man ikke ville ødelægge pigernes uddannelse med forstyrrende elementer som drenge, og man var egentlig fra EU-regeringens side, der på det tidspunkt bestod af 96 pct. kvinder, ret ligeglad med, hvordan drengene klarede sig.

Konsekvensen er i dag, at kvinder under 25 aldrig har mødt en mand. Vi får konstant at vide, at vi ikke må rejse ud af Europa, fordi det kan være farligt for os, og samtidig fordi det forurener miljøet at rejse. Under den sidste borgeropstand mod et Europa kun med kvinder i efteråret 2034 blev de sidste modstandere heraf enten dræbt eller flygtede i eksil i lande i Den Tredje Verden. Disse vidste, såvel som jeg gør, at vi i virkeligheden ikke må rejse ud, fordi vi så vil risikere at møde mænd, og der er ikke noget, de øverst rangerende kvinder i EU-regeringen er mere bange for. Efter Europa blev 100 pct. selvforsynende i 2029, er det ikke svært at holde grænserne lukkede. Jeg er ikke længere klar over, hvad de ældste kvinder i EU-regeringen har forestillet sig, der vil ske, hvis man bare glemmer, at mænd har eksisteret. Det er blevet forbudt overhovedet at tale om mænd. I sprogene er alle hankønsord lavet om til enten hunkøn eller intetkøn, og sågar Fadervor eksisterer ikke mere, da det er blevet erstattet af det nu udbredte Modervor. Mændene i historieskrivningen er praktisk taget skrevet ud. Når unge kvinder har historie i skolen, lærer de kun om kvinder, og man må sige at det har gjort historien, om muligt, mere ukorrekt. Hvordan kan folk tro på, at kvinder har udrettet alt i historien? Måske fordi de ikke ved bedre. Min tilgang til det mandeløse samfund har ændret sig drastisk, efter at jeg fik øjnene op for blandt andre de nævnte omvæltninger, som det har ført med sig.

Hvad blev der af lige rettigheder?

Personligt er jeg blevet sikker på, at det hele var en stor fejltagelse. Jeg var tryllebundet og tager gerne min del af skylden for den drejning, synet på mænd tog tilbage fra starten af 2020’erne. Mænd er lige så meget mennesker, som vi kvinder er, og det bliver vi nødt til at indse. Der var engang, hvor kvinderne var undertrykte, og hvor vi snakkede om ligestilling. Denne del af historien er godt nok forsøgt tilsløret, men blot tilbage i det 20. århundrede kæmpede kvinderne for lige rettigheder. Vi kvinder er i dag blevet undertrykkerne – rollerne er vendt. Men vi bør, ligesom mændene dengang, give de undertrykte en chance, for selv om det var hårdere at være kvinde end at være mand tilbage i min gymnasietid i 2009, var det stadig utroligt meget bedre end at være kvinde i dag kun over for andre kvinder og uden mandligt modstykke. De fleste, der er opvokset i dette femidominerede samfund, vil nu rationelt spørge; jamen hvad så med klimaet, hvis vi får mændene tilbage?

Klimaets beståen

Vi har ændret vores vaner betydeligt i Europa. Der findes ikke benzinbiler længere, kød er noget, de vilde i de fremmede lande spiser, og man kan ikke længere forestille sig et stykke tegnepapir eller et stykke ugenbrugeligt emballage. Jeg er kommet til den overbevisning, at det er disse faktorer, der har skabt vores CO2-neutrale Europa, og ikke vores internering og systematiske udryddelse af personer af det mandlige køn. Og ja, jeg sagde internering, for hvor kunne I forestille jer, at alle de dalevende mænd pludselig forsvandt hen? Man fik godt nok ikke sig selv til at slå dem alle ihjel direkte, til gengæld får de indirekte lov til at rådne op i en form for lukkede, og hemmelige, fængsler i udkantsområder, hvor folk, af en eller anden grund, enten ikke opdager, at de eksisterer, eller vælger ikke at opdage dem. Denne grove fratagelse af menneskelige rettigheder, som mænd er blevet sat over for i vores postmoderne femidominerede samfund er grunden for min nye hologrambogudgivelse; ’Kvinder er fra jorden, mænd er fra Horserød’. Det skal være slut, og nogen er nødt til at stå frem for at få jordens naturlige, seksuelt bestemte balance tilbage.

Jeg ønsker en verden, hvor jeg kan besøge min mor OG far, hvor jeg kan gifte mig med en mand og få børn på en naturlig og menneskelig måde uden at blive tvunget i eksil.

Jeg vil slutte af med en opfordring til alle, der læser dette, om at gå ud og informere om de misgerninger, der finder sted, og til at tage stilling til, hvorvidt det kan forsvares at tage et valg så drastisk, at man systematisk udrydder halvdelen af en befolkning for at erstatte den med nogen, der minder mere om en selv.

Laura Pettrine Madsen går i 3.V på Helsingør Gymnasium

Information 2059

Seneste artikler

  • Mit København

    10. december 2009
    København er blevet kendt. Kendt for det grønne, det smukke og det intelligente. Kendt for visionerne, som har gjort København til en metropol med hensyn til fremtid; her tages fremtiden alvorligt. Mest af alt er København kendt for duften – duften af København. En duft, som gør dig glad og afhængig, en duft, som du vil tilbage til. Det er duften af noget nyt, noget grønt og noget rart
  • Glæden er trukket ud af menneskeheden

    10. december 2009
    Den før så farvestrålende verden kan kun opleves gennem musikken og gennem tankernes vildfarelse. Nu er det blot København og de få provinsbyer gemt væk bag de enorme dæmninger, som for en tid holder vandet fra fysisk at suge menneskeheden ned i dybet
  • Amalantis?

    10. december 2009
    Bliver Amager det nye Atlantis? Hvis verdens ledere under den første klimakonference for 50 år siden havde vidst, at over halvdelen af Amager – inklusive hovedbygningen for begivenheden Bella Center i dag står under vand grundet klimaforandringer, så havde de måske tænkt sig om en ekstra gang
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her