Kronik

Museer er mere end blot gule sedler og jydepotter

Når man har været med i museumsræset i cirka 40 år, er det forstemmende at møde så vedholdende misopfattelser som dem, Carina Christensen bringer til torvs. Misopfattelser, som næsten altid kommer fra folk, der ikke aner, hvad museerne laver
Det er længe siden, der kun var gule sedler og støvede flintøkser på de danske museer, mener dagens kronikør. Her Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Det er længe siden, der kun var gule sedler og støvede flintøkser på de danske museer, mener dagens kronikør. Her Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Henning Bagger

12. december 2009

»I de her år bliver vi bombarderet med smarte, hurtige tilbud, så det kan være lidt svært at få nogen ind på et museum, hvor tingene måske har stået stille i mange år, hvor formidlingen er små gule sedler, og der ligger flintøkser og står jydepotter over det hele. Det er op ad bakke.«

Sådan siger Danmarks kulturminister Carina Christensen ifølge Politiken den 2. december.

Hertil er at sige, at enten har ministerens servicerende bagland, det vil sige departementet og Kulturarvsstyrelsen, klædt hende ualmindeligt dårligt på - og det er jo ikke til at tro - eller også udtaler hun sig direkte mod bedre vidende.

For hvornår har ministeren været på et museum, »hvor formidlingen er små gule sedler, og der ligger flintøkser og står jydepotter over det hele«?

Eller måske hører ministeren selv til de 30 procent af befolkningen, som ikke har taget del i samfundets tilbud om »kultur«. Kultur med stort K selvsagt. Den slags kultur, som i vore dage opfattes som et forbrugsgode i modsætning til den kultur, mennesker har.

Ja, det er op ad bakke, Carina Christensen!

Det er op ad bakke, når landets kulturminister kan få sig selv til at komme med den slags populistiske vrøvl og dermed bidrager til den utroligt sejlivede myte om de støvede museer, som ikke følger med tiden.

Men kan man forvente sig så meget andet fra en kulturminister, som i samme artikel nærmest fryder sig over, at der er lukket biblioteker, for vi er jo »kommet ud på den anden side med nogle større og bedre enheder, der i højere grad modsvarer brugernes behov, så folk i dag synes, at det er en god oplevelse at komme på et bibliotek«.

Det syntes de måske ikke før?

Det er forstemmende at høre museernes øverste chef - for det er hun vel et eller andet sted - falde museerne i ryggen med den slags ukærlige dolkestød: gule sedler, flintøkser og jydepotter over det hele.

Sandheden er jo, kære kulturminister, at man i dag skal lede længe efter et af den slags støvede museumssymboler, som du åbenbart tror er normen. Museerne i dag er hårdt arbejdende institutioner med overordentlig mange berøringsflader med det samfund, de betjener. Museerne tager deres opgave særdeles alvorligt: Gennem indsamling, forskning, formidling, registrering og bevaring at bidrage til bevaringen af Danmarks kulturarv. Som nu engang loven om statsstøtte til museerne formulerer det.

Museerne er sig udmærket bevidst, at »bevaringen af kulturarven« til syvende og sidst er en pædagogisk opgave. Museerne indsamler, forsker, registrerer og bevarer, fordi de gerne vil være med til at fortælle den store historie.

Dybest set har det altid været sådan. I Viborg Stiftsmuseums ældste vedtægter (1861) står der, at museet skal »sætte Folket i aandelig Besiddelse af dets gamle Fortidsminder, saa at det lærer at kjende og forstaae dem og saaledes vækkes til en almindelig Interesse for Fædrelandets Historie«. I sit væsen i familie med, hvad Peter den Store sagde om sit kunstkammer i Skt. Petersborg i 1714: »Jeg ønsker, at folket her skal se og lære«. Det skulle både være til »Nationens zir og folkets opdragelse«.

Et nutidigt billede

Det sande, nutidige billede af et gennemsnitligt kulturhistorisk museum i en dansk provinsby kan beskrives således:

»Museet ligger på torvet i en smuk 1700-talsbygning, som tidligere var en af købstadens velhavende købmandsgårde. Indenfor møder du et opsyn, et venligt og velorienteret menneske, som ikke blot kan sælge dig en billet, men også kan hjælpe dig til rette.

Dér, i den tilgængelige del af huset, finder du formidling i form af udstillinger (både permanente og særudstillinger), bøger og brochurer til salg i forhallen, eventuelt lysbilledserier, filmforevisninger på lærred eller på tv. Måske kan du få en omvisning, måske er der et lille bibliotek, hvor du kan fordybe dig.

Du bliver opmærksom på, at en del af museets trykte materiale handler om byen og egnen udenfor. Du kan oven i købet tage del i en byvandring eller en cykeltur til egnens herregårde eller gravhøje. For øjeblikket er der desuden omvisning i udgravningen af den store jernalderlandsby ude ved fjorden hver lørdag.

Du finder også et lille hæfte, som fortæller dig, at hvis du er lærer, så kan du få hjælp til at tilrettelægge din undervisning på skolen og dit besøg med klassen på museet ved at henvende dig til museumspædagogen.

Du kan også som lærer få lov at låne kasser med udpluk fra samlingerne, så du kan få originale genstande hjem i klassen.

Et opslag fortæller dig, ligesom annoncerne og foromtalen i den lokale avis, at museet holder offentlige forelæsninger i samarbejde med Folkeuniversitetet. Og hvis du er fra byen, så er der gode chancer for, at du også allerede ved, at museumsinspektør Jensen glad og gerne kommer ud i din forening og holder foredrag med lysbilleder om egnens historie i almindelighed og museets seneste undersøgelser i særdeleshed.

Opsynet fortæller dig også stolt, at museet får besøg af ældreklubben en gang om måneden, og at museumspædagogen ofte er henne på plejehjemmet, hvor hun giver de demente en erindringsoplevelse ved at give dem ting fra deres barndom og ungdom i hænderne.

Du kan også i museets lille kiosk ud over postkort og bøger købe kopier af en masse ting fra gamle dage, meget af det kopier af ting fra egnen.

Opsynet fortæller dig også - lige så stolt - at der i et par uger i sommerferien og i efterårsferien er bemanding i den gamle butik og i nogle af værkstederne, ligesom der bliver malet mel i møllen og bagt brød i museets lille frilandsmuseum, hvor der i øvrigt også er gamle køkkenhaver og mulighed for at købe krydderurter, aflæggere, løg og frø.

For resten har museet da også strikkeopskrifter og snitmønstre til nogle af de gamle dragter.

Endelig er der åbent hus på magasinerne et par gange i vinterens løb med omvisning og mulighed for at få bestemt medbragte klenodier.

Og hvis du vil, kan du melde dig ind i museets støtteforening, og hvis du er særlig interesseret, er der gode chancer for at komme med i en af de arbejdsgrupper, som hjælper museet med for eksempel at tærske i sensommeren på frilandsmuseet eller prøver på at identificere de mange uregistrerede fotografier, som ligger i kasser fra gammel tid.

Og har du for resten set de programmer på det regionale tv, hvor museet er med?

Og vidste du i øvrigt, at museet har et tæt samarbejde med kommunens forvaltning om kulturmiljø, bevaring og lokalplaner?

Til sidst betror opsynet dig, at hvis du er hurtig, kan du nå at komme med på den studietur, som museumsforeningen har arrangeret til Kulturen i Lund i næste weekend.

Men ellers er du meget velkommen til at henvende dig på kontoret!

Museet har mange berøringsflader med sit samfund både formidlingsmæssigt, fagligt og socialt.«

Formidlingsforsøg

Når man har været med i museumsræset i ca. 40 år, er det forstemmende at møde så vedholdende misopfattelser som dem, Carina Christensen bringer til torvs. Mis-opfattelser, som næsten altid kommer fra folk, der ikke aner, hvad museerne laver.

Tænk hvis ministeren i stedet kom sine museer i møde med et: »Kære venner. Jeg har hørt, at der er omkring 30 procent af befolkningen, som ikke bruger kulturtilbuddene. Er det et problem? Er det noget, vi kan gøre noget ved? Hvad nu hvis jeg gjorde det muligt at fjerne entréafgiften på alle museer? Måske kunne vi også lave nogle puljer til særlige formidlingsforsøg. Og måske skulle vi sætte noget forskning i gang, så vi ved mere om, hvordan museernes kundskaber faktisk bliver udbredt. For eksempel via de mange populære bøger, folk skriver om historie, gamle dage og antikviteter.«

For resten: For en del år siden blev der lavet undersøgelser af, hvad folk, som aldrig kom på museerne, mente om dem.

Sjovt nok havde de alle en mening om dem - og de ville ikke undvære dem.

Ole Strandgaard er forfatter, mag.art. og tidligere museumsleder og leder af museernes efteruddannelse Citatet i kronikken er fra Ole Strandgaards bog, 'Museumsbogen - praktisk museologi', som udkommer på forlaget Hikuin i februar 2010

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg vidste jo heller ikke om det en joke at Carina Christensen brystede sig af at der var lukket biblioteker i det her land? Men det var det så ikke, fandt jeg ud af...

Det værste er dog ikke det; det værste er at bogbusserne (også) er skåret væk. De bogbusser som bragte bøger og kultur ud til folket (almuen i gamle dage), så den kunne blive oplyst og blive myndige borgere i demokratiet. Bogbusserne kom især til ud til områder som Rosenhøj i Århus, Vollsmose, og Gellerup - det gør ej længere.

Mht. betalingen er det jo interessant at besøgs-tallene steg, da man indførte gratis adgang på statens museer.

Ole Strangaard

Måske har Kulturministeren et traume fra en skoleudflugt i barndommen.
Karina "Ibber" Christensen har ikke sat sine ben på et museum siden....
Hun skulle have en jydepotte i julegave!
Jeg tror at udpillet skal ses,
som de forberedende manøvrer,
inden Grønthøsteren køres hen over Museerne,
kunsten & kulturen, samt kreativ udfoldelse i al almindelighed.

Tillad mig at græmmes. Mvh.Th