Kronik

Museet er musernes tempel

Museerne skal tænkes bredere end som en ressource af viden. De skal ses som rekreative. Steder, hvor man kan føle sig hensat til en anden tid eller et andet sted, og hvorfra man – forhåbentlig – kan bringe et eller andet med tilbage til nutiden
Museerne skal tænkes bredere end som en ressource af viden. De skal ses som rekreative. Steder, hvor man kan føle sig hensat til en anden tid eller et andet sted, og hvorfra man – forhåbentlig – kan bringe et eller andet med tilbage til nutiden
Debat
29. december 2009

Siden starten for 100 år siden har Den Gamle By gået sine egne veje. Blæst på at museet ikke altid passede i de mønstre, som var defineret af det historiske formskærerlav. Men samtidig sat en ære i, at museets arbejde altid baserer sig på det til enhver tid bedste faglige fundament. Og hele tiden med det for øje, at historien skal gøres nyttig og bringes ud til en bred kreds af brugere.
Med de senere års initiativer som Levende Museum, Dansk Center for Byhistorie, Erindringsformidling og genopførelse af den prægtige Møntmestergård fra København har Den Gamle By udvidet grænserne for, hvad museer kan og bør. Og med Den Moderne By, som vil føre historien helt op til 1970’erne, bryder museet endnu engang nye veje på sin vej ind i fremtiden.
En stor del af inspirationen kommer fra Den Gamle Bys internationale netværk. Ikke mindst i Skandinavien, Holland og England har frilandsmuseerne de senere år vist sig at ligge i front med innovation og udfordring af traditionelle museumsgrænser.

Svenske forelæsninger

Da svenske Sten Rentzhog tiltrådte som chef for Nordiska Museum i Stockholm, holdt han en række fremsynede forelæsninger for personalet.
Selvom forelæsningerne efterhånden har nogle år på bagen, har de fortsat gyldighed.
»Skal museerne klare sig, tror jeg, at vi må være meget opmærksomme på at undgå alt, som lugter af kulturelle og sociale skranker. Lad os sætte en ære i at være et folkets museum, et museum man kan identificere sig med, et museum hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, et museum som er alles ejendom,« udtalte Sten Rentzhog.
»Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne – alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum.«
Og endelig: »Hvis stærke følelser og oplevelser kan blive det, vi husker fra et museumsbesøg, så har museerne fremtiden for sig. Museumsbesøget bør være som en spændende fodboldkamp eller teaterforestilling, som en forrygende rumrejse eller som en afslappende fisketur. Det er denne mulighed for at tale til følelser og sanser, som er det væsentligste også når vi planlægger vore udstillinger.«

Templet for de ni muser

Denne tilgang blev suppleret af englænderen Peter Lewis, som for et par år siden blæste til kamp mod det, han benævner ’the-museums-should-be-dull-brigade’.
I den forbindelse går han tilbage til det originale græske ord ’museum’, som er templet for alle de ni muser. Og i en længere udredning påpeger han, hvordan kun historiens og astronomiens muser, clio og urania, er inkluderet i det moderne museumsbegreb, mens de syv muser, der har med det poetiske, det musiske og det dramatiske, alle er ekskluderet.
I forlængelse heraf argumenterer han for, at disse ekskluderede muser atter bør inkluderes i vores museumsbegreb, som dermed også vil komme til at rumme elementer af det poetiske, det musiske og det dramatiske – og dermed markant relaterer sig til et humanistisk videnskabsbegreb frem for til et naturvidenskabeligt positivistisk.
I dagens samfund kan man identificere en række drivkræfter, som utvivlsomt på en eller anden måde vil få betydning for museerne i de kommende år. Jeg skal nævne dem en for en:
For det første ser vi, at de større kommunale enheder stadig flere steder fører til en tilpasning af museernes størrelse, så de kommer til at svare til den nye kommunale struktur. Altså museer lægges sammen til større enheder.
For det andet ser vi, at staten mere og mere sondrer mellem opgaver, som staten tager sig af eller støtter, og så lokale opgaver, som kommunerne må tage sig af. Altså statens engagement vil blive fokuseret på de museer, som defineres som værende af national betydning, mens de øvrige overlades til kommunerne.
For det tredje ser vi, at de offentlige tilskud kommer til at fylde stadig mindre i museernes økonomi. Omkostningerne stiger i et foruroligende tempo, mens de offentlige tilskud i bedste fald ikke bliver mindre i kroner og øre.
Måske kan vi for det fjerde forestille os, at de offentlige midler på sigt vil blive omfordelt, så de bliver afhængige af museernes resultater, sådan som vi har set det med for eksempel universiteter og sygehuse.
For det femte kan man notere en voksende forventning om, at museer i stigende grad vil tage hånd om grupper, der ikke normalt kommer på museerne. Reach out taler man en del om for tiden. Det kan være alt fra Sten Rentzhogs sofaliggere og mallorcarejsende over indvandrergrupper til ældre, der er ramt af demens, som vi i Den Gamle By har haft stor succes med at tilbyde særlige oplevelser.
For det sjette kan man notere, at den offentlige finansierings faldende andel af museernes økonomi betyder, at der må skaffes drift- og især udviklingsmidler fra andre kilder så som entréindtægter, sponsormidler og fondsdonationer.
Det betyder for det syvende, at museerne i højere grad kommer til at konkurrere indbyrdes og i øvrigt også med alle mulige andre typer oplevelser – fra IKEA over Legoland til Zoologisk Have.
Publikum stiller krav. Man vil se kvalitet, man vil have kvalitetsoplevelser – og det er min erfaring, at man gerne vil betale for det.

Offentlig opbakning

I et land som Danmark er det ikke muligt at drive museum uden væsentlig offentlig støtte. Det er vigtigt at slå fast. Vil man have stærke museer, så må både stat og kommuner bakke markant op!
Men det er min overbevisning, at der også ligger et stort potentiale i en bedre udnyttelse af markedsøkonomien og konkurrencen.
Ser man overordnet på det, vil museerne i fremtiden komme til at konkurrere om betalende besøgende, offentlige midler, private donationer, private sponsorer samt pressens bevågenhed og anden form for synlighed. Det er noget, vi lige så godt kan forholde os offensivt til.
Jeg tror, der er fire nøglefaktorer, som vil få afgørende betydning i den udvikling, der vil komme.
For det første skal museet have en distinkt profil, og der skal være noget at se, som publikum ikke kan opleve alle mulige andre steder.
For det andet skal museernes udstillinger og anden formidling basere sig på den største faglige kompetence. Forskningen vil få samme funktion som udviklingsafdelingen hos Nokia, hos Novo Nordisk eller hos Bang & Olufsen.
For det tredje skal museerne være opmærksomme på, at det er gæsternes fridag, når de besøger museet, så hele den rekreative ramme om besøget i form af restaurant, indkøbsmuligheder, hvilesteder og toiletter skal bare være i orden. Og for det fjerde skal de have blik for økonomisk tænkning og udvikling af nye forretningsområder.

Rekreativt reservoir

Jeg vil slutte af med et billede, som jeg tit tænker på:
I min barndom lå der små købmænd på stort set ethvert gadehjørne. De solgte de samme varer, og havde en trofast kundegruppe. Sådan er det mildest talt ikke længere. I dag er den lille købmand blevet afløst af alt fra discountbutikker, over supermarkeder og storcentre til højt specialiserede citybutikker. Tilsvarende er sket inden for mange andre brancher.
Det tror jeg også vil ske i en eller anden grad inden for museerne. Der vil ske en differentiering. Mangfoldigheden vil blive større, fokuseringen vil blive mere markant, kravet om samfundsnytte vil vokse samtidig med, at kravet til egenindtjening bliver større – og så tror jeg også, at der vil komme et udskilningsløb, hvor nogle museer vil forsvinde og nye vil komme til.
I den proces er det vigtigt, at museerne løbende forholder sig til deres raison d’etre.
Her er det, jeg tror, vi skal tilbage til musernes hjem. Jeg tror, vi skal tænke museerne bredere end som en ressource af viden. Vi skal se museerne som et rekreativt rum og som en slags reservoir for kundskab, for eftertanke, forundring, for inspiration, for glæde.
Steder, hvor man kan føle sig hensat til en anden tid eller et andet sted, og hvorfra man – forhåbentlig – kan bringe et eller andet med tilbage til nutiden.

debat@information.dk
Thomas Bloch Ravn er museumsdirektør for Den Gamle By og præsident for Association of European Open Air Museums

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her