Kronik

Planet Mellemøsten

Som forbruger af de danske aviser må man kigge langt efter 'hverdagshistorier', der bidrager til dannelsen af et billede af Mellemøsten som en region med almindelige mennesker, der lever et liv, som vi gør i Vesten
De danske mediers mellemøstdækning handler om krig og konflikter, mens dagligdags-historierne og kulturstoffet er stort set usynligt.

De danske mediers mellemøstdækning handler om krig og konflikter, mens dagligdags-historierne og kulturstoffet er stort set usynligt.

11. december 2009

Weekendavisens Martin Krasnik har for nylig beskrevet Mellemøsten som en selvstændig planet. En selvstændig planet med sine helt egne kutymer, kulturer og religioner, som på en mærkværdig måde er blevet klistret fast til vores pluralistiske og frie verdensdel - Vesten.

Hvor orientalistisk og aladdinagtig, Krasniks analog end kan lyde, er der måske noget om snakken.

For hvis vi vender vores opmærksomhed mod den danske mediemaskine, så bliver Mellemøsten dagligt behandlet som en selvstændig planet - en roterende en af slagsen med konstante updates, analyser og nyhedsartikler fra regionen.

Interessen er der altså, og ikke kun fordi Mellemøsten repræsenterer den anderledes 'anden', som er alt dét, som vi andre ikke er, eller ønsker at være. Men også fordi Mellemøsten, siden røgen fra Den Kolde Krig har lagt sig og ind i det nye årtusind, stadig er yderst relevant og aktuelt sikkerhedspolitisk. Det efterlader derfor kun ét essentielt spørgsmål i forhold til vores interesse for Mellemøsten:

Er interessen grundet i en genuin og oprigtig tørst efter viden om regionen, eller handler det i virkeligheden om noget helt andet: Vores egen sikkerhed? Lad os derfor se nærmere på nyhedsdækningen af Mellemøsten.

En kort undersøgelse af de førende danske dagblade: Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblad, Information og Weekendavisens Mellemøstdækning fra perioden 1. januar 2009 til 31. september 2009 viser en klar tendens.

Mere end halvdelen - 53 pct. af artiklerne - beskæftiger sig med sikkerhed og den politiske udvikling i Mellemøsten.

Det er særligt konflikten mellem Israel og palæstinenserne og de arabiske lande, Vestens konflikt med Iran og krigene i Irak og Afghanistan, der skrives om. Kulturstof, religion, erhverv og turisme derimod vækker knapt mediernes interesse.

Afghanistan og Irak

Danske mediers interesse for Mellemøsten skyldes ikke mindst den danske militære tilstedeværelse i regionen, særligt i Irak og Afghanistan. Afghanistan var et kontroversielt og omdiskuteret emne efter den 11. september 2001, da Osama bin Laden, der havde fået husly af Taleban, blev holdt ansvarlig for terrorangrebet.

I 2001 blev der således bragt næsten ni gange så mange artikler i de landsdækkende dagblade om Afghanistan som året før. Interessen dalede dog støt i takt med, at USA skærpede tonen over for Saddam Hussein i Irak. Nu havde truslen bevæget sig væk fra Afghanistan og videre til Irak. Det var først i 2006-2007, at interessen for Afghanistan igen tog til - måske fordi det stod klart for verdenssamfundet, at udviklingen i Afghanistan var gået i stå.

I 2007 blev danske soldater trukket hjem fra det sydlige Irak, og krigen i Afghanistan var nu blevet en ny prioritet. Afghanistan var desuden lettere at dække end Irak, hvor selvmordsangreb, og kidnapninger gjorde det journalistiske arbejde i Irak alt for risikabelt.

I det seneste par år har Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor hovedparten af de danske styrker befinder sig, været scenen for de voldsomste kampe mellem ISAF-styrkerne og Taleban. Tabstallet for de danske soldater har endvidere bidraget til en øget interesse i Danmark for Afghanistan.

Har de ingen kultur?

Tallene taler et tydeligt sprog. Der er en klar overvægt i det sikkerhedspolitiske stof, når danske medier skal portrættere Mellemøsten. Journalister har reduceret deres egne roller til politiske iagttagere, analytikere og selvbestaltede eksperter i en tilsyneladende kaotisk region, men klarsynet ødelægges af Iraks mørke ørkensand i en storm der altid raser - i hvert fald i nyhedsdækningen. Det er selvsamme 'kaos', der skaber og legitimerer mylderet af journalister til siddepladserne på forreste række til den dagligt tilbagevendende forestilling: 'Mission Impossible: Fred i Mellemøsten'.

Dagligdagshistorierne, samt medie-kulturstoffet er næsten gået ubemærket hen i den danske nyhedsstrøm. Som forbruger af de danske nyhedsaviser må man kigge langt efter ordinære historier, der bidrager til dannelsen af et billede af Mellemøsten som en region med almindelige mennesker, der lever et liv ligesom vi andre 'normale' i Vesten. Men når kulturstoffet og dagligdagshistorierne så endelig finder vejen frem til nyhedsredaktionerne - der er jo trods alt lang vej fra kulturcentret i Damaskus eller forfattercafeer i Cairo til København - så bærer de præg af 'sensationshistorier', uortodokse beretninger om Mona, der har lavet sit eget ekspressionistiske malericenter i udkanten af Gaza, efter at samtlige familiemedlemmer døde i den seneste Gazakrig - og gider læserne høre om det? Nej. Giv os Rambo-nyhederne tilbage, hvor der er aktion og konflikt - det er så let at forholde sig til.

Men hvor er dagligdags- historierne, som ikke berører sikkerhedspolitik eller regionalpolitik? I en konfliktorienteret verden, som mediebranchen jo i sin essens er, efterlades der ikke megen spalteplads til identifikationshistorier, som skaber nuancer og forståelse - reportager og beretninger om pluralistiske og demokratifremmende organisationer i Mellemøsten, israelsk-palæstinensiske ngo-aftaler, arabisk kunst og litteratur og andet nuancerende stof fejes elegant under 'aktualitetstæppet'.

Den politiske værdidebat siden VKO dannede regering i 2001 bragte 'islam' og 'Mellemøsten' på banen som 'de andre' i integrationsdebatten og i udenrigspolitikken. Krigen i Afghanistan og senere Irak fik for alvor danske blikke op for regionen. Terrorangrebene den 11. september, angrebene i Madrid og London, opfølgning samt reaktionerne på Jyllands-Postens karikaturtegninger af Muhammed i 2006 fik for alvor sat vind i sejlene hos Huntingtons disciple med deres tese om civilisationernes sammenstød.

En anden dagsorden

Da sikkerhedssituationen i Danmark blev truet, blev dele af medierne i Danmark nationaliseret i den forstand, at man udelukkende fokuserede på den signifikante 'anden': Mellemøsten, islam og muslimer. Omdrejningspunktet er vel politikerne. Når de taler om det, aktualiseres regionen, og samtidig med at Mellemøsten og muslimer problematiseres, bliver medierne unægteligt nødt til at skrive om det, da det er den politiske dagsorden.

Hvis vi vender blikket frem til i dag, er dagsordenen en anden. Udgangspunktet var, at danske tropper gik ind i Afghanistan for at sikre pluralisme, demokrati og ytringsfrihed. I dag er retorikken meget anderledes. Både regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har ændret kurs. Senest udtalte udenrigsminister Per Stig Møller følgende:

»Nu handler det om at sikre, at Afghanistan ikke falder tilbage i Talebans hænder - og så må de flotte målsætninger om demokrati komme i anden række.«

Der lægges ikke skjul på, at det er vores sikkerhed, det drejer sig om, ikke deres sikkerhed og slet ikke demokrati. Og det er altså ikke kun medierne, der forstår Mellemøsten, i denne situation Afghanistan, ud fra et sikkerhedspolitiske interesser.

Vil det så sige, at medierne skal stoppe med at dække Mellemøsten ud fra et sikkerhedspolitisk aspekt? Nej. Konflikterne i Mellemøsten: Israel-Palæstina, Irak, Afghanistan etc. er et stykke af virkelighedens Mellemøsten, som har stor betydning for regionens historie og nutidige tilstand. Men den sikkerhedspolitiske dækning er heldigvis ikke hele konsistensen af den mellemøstlige planet, som heldigvis også består af kulturstof som litteratur og samfundsdebatter, dagligdagshistorier og meget mere end bare kamp, konflikt og krig.

Mellemøsten er ikke en selvstændig planet, og 'de' er ikke klistret fast til 'os' på en mærkelig måde. Mediernes fokus former på godt og ondt billedet, vi har af Mellemøsten, hvad enten det er som en 'selvstændig' planet eller et farligt sted. Så lad os få de mere nuancerede historier under tæppet hentet frem - de skal fortælles, fordi de er en del af virkeligheden - den mellemøstlige virkelighed.

Tarek Omar er stud.cand.public og Jonas Skovrup Christensen er MSc. Middle East og Politics

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Ovenstående virker på mig lidt som en "blandet omgang": Det der står er formentlig i rimelig overensstemmelse med virkeligheden, mens der måske udelades noget væsentligt.
Det der udelades er at det vel nok generelt gælder at medierne er interesserede i de problematiske sider ved omverdenen - sikkerhedsaspektet, katastroferne, det politiske og konfrontationen. Det andet fylder simpelthen generelt meget mindre og mon ikke det ses som ikke i samme grad at være mediernes opgave?
Også internt fylder det sikkerhedsmæssige, som det kan ses ud fra den store interesse for f.eks. "Blekingegadebanden", (og f.eks. endnu mere i Tyskland RAF). Måske får de en periode i danmarkshistorien opkaldt efter sig(6 personer i et røveri!)?