Kronik

Regeringen bærer ansvaret for skandaløs behandling af ledige

Arbejdsløshedssystemet ligner et fredagstorskegilde hos skattevæsenet i gamle dage: 90 procent trusler og 10 procent service. Hvor er ministeren, som har været usynlig længe? Hun bør sørge for at få reformeret systemet i en fart
'Kære minister, kom nu i gang med at reformere arbejdsløshedssystemet, som i dag ligner et fredagstorskegilde hos skattevæsnet mange årtier tilbage i historien'.

'Kære minister, kom nu i gang med at reformere arbejdsløshedssystemet, som i dag ligner et fredagstorskegilde hos skattevæsnet mange årtier tilbage i historien'.

Torben Hansen

30. december 2009

Kære beskæftigelsesminister hvad-er-det-nu-du-hedder?

Du og den regering, du repræsenterer, vil efter al sandsynlighed få et chok ved næste valg, fordi I behandler arbejdsløse langt under menneskelig værdighed. Denne del af befolkningen tæller snart tæt ved 200.000. Ingen af de mange arbejdsløse, jeg har kontakt med, kunne drømme om at støtte den nuværende regering. For de er dybt bitre over den behandling, de får, og der skal jo ikke mange stemmer til at miste de vigtigste mandater.

Ydmygelse og nedværdigelse er hårde hestepiller at måtte sluge for den dårlige arbejdsløshedsunderstøttelse, velfærdssamfundet p.t. yder dem, der i deres aktive liv har spyttet milliarder i statskassen hvert år. Det værste er, at mange bliver skruet ned i jorden tæt på en depression og en opgivelse, der aldrig får dem ind på arbejdsmarkedet igen grundet en total mangel på styring af arbejdsløshedssystemet.

Det gælder specielt de unge, hvor I er godt i gang med at tabe en vigtig generation på gulvet. Men det gælder også de ældre veluddannede og erfarne - det såkaldte grå guld - I gerne ser blive længere på arbejdsmarkedet for at afbøde den kommende skævdeling mellem aktive og pensionister til skade for velfærdsøkonomien.

Her får du mine oplevelser, som ikke er særlig forskellige fra andre arbejdsløses, når det gælder hjælpen til at komme ind på arbejdsmarkedet igen.

Politiske brølere

Regeringen har i årevis udtrykt ønsket om flere arbejdspladser i Danmark. Hvorfor kvæstede I så fagpressen ved at fjerne portostøtten og samtidig give det statsejede postvæsen frit lejde til at forhøje distributionsudgifterne? Det har kostet tusindvis af arbejdspladser i mediebranchen, som procentuelt topper arbejdsløshedsskalaen i dag. Andre brancher kan givetvis melde om lignende fatale virkninger af politiske brølere. Men den største af alle er den nuværende totale mangel på styring af arbejdsløshedsproblemet.

Jeg er en af dem, der belaster arbejdsløshedsstatistikken, fordi jeg som følge af krisen måtte lukke mit enmandsfirma i januar 2009 og gå på dagpenge for at stabilisere familieøkonomien. Den beslutning er barsk. Men at man efter at have betalt a-kassekontingent i årtier og over 15 millioner kroner til statskassen i løbet af karrieren skulle blive behandlet som en femterangs borger som dagpengemodtager af nød, rakte min vildeste fantasi ikke til.

Ørefigner og nævestød

Første slag i ansigtet: Tre ugers karantæne uden dagpenge, fordi man havde været risikovillig nok til at være selvstændig. Havde man dog bare været en fyret lønmodtager, for så er der ingen karantæne. Næste ørefigen: Man tildeltes laveste dagpengesats, da man ikke kunne præstere to nettoresultater inden for de sidste fem år på sammenlagt godt 450.000 kroner. Man havde jo været dum nok til at forsøge at kæmpe sig gennem kriser og overleve.

Tredje nævestød: En hårdt tiltrængt uges ferie for at få ladet batterierne op igen skulle ske uden dagpenge, da det forventedes, at man havde optjent feriepenge i rabundusfirmaet. Hvem gør det i et enmandsfirma? Inden man får set sig om, er man én måned bagud i forhold til den afskedigede lønmodtager. Det er da en startstøtte til de 'berømte' selvstændige, der vil noget.

Man søger stillinger som en besat - og drukner i en enorm bunke irrelevante ansøgninger. 'Jamen, du er pligtig til at søge fire stillinger om ugen, ellers mister du dine dagpenge', sagde din forgænger. Pludselig blev det krav fjernet. Nu var kravet kun at søge 'relevante' stillinger.

Kort efter fik jeg kontraordre fra min a-kasse ASE. Der skulle søges en til tre stillinger om ugen, hvis jeg ikke skulle miste dagpengene. Hvorfor nu det stupide krav igen? 'Det siger loven', lød svaret.

Da a-kasserne fortolker loven, reglerne og direktiverne efter egen beskaffenhed, bliver virksomhederne stadig kvalt i irrelevante ansøgninger. Røde Kors fik for eksempel 400 af slagsen til et vikarjob, opgav at finde den nye medarbejder i den store kasse, bad én i netværket om at søge og få stillingen. Sådan blev den opgave løst.

I stedet for konstruktiv rådgivning blev jeg bombarderet med skriftlige og mundtlige formaninger om alt det, man skal for at bibeholde dagpengesummen på små 8.000 kroner om måneden. Både fra ASE og mit Jobcenter, som på grund af overbebyrdelse sendte mig videre til et privatejet konsulentfirma. Her tjener man blandt andet penge på jobsamtaler, kurser for arbejdsløse og ved at skaffe job til dem. Men også her blev man præsenteret for samme svada: Hvis du ikke gør, som vi siger, mister du dine dagpenge. Men her skete der endelig noget konstruktivt.

A og B og C

Konsulenten informerede mig om tre værktøjer: A) Efteruddannelse, B) fire ugers praktik, hvor man kan tilbyde et firma sin arbejdsindsats gratis for at komme ind ad døren og C) Ansættelse med et løntilskud på cirka 10.000 kroner om måneden i op til ét år. Min jobsøgning havde vist, at jeg trods min journalistuddannelse og merkonom i afsætningsøkonomi samt et utal af supplerende kurser anno 2009 manglede viden om webdesign og redigering for at være rustet til nutidens job.

Ved manges hjælp blev det rigtige kursus fundet. Konsulentfirmaets rådgiver måtte desværre meddele, at han havde begået en fejl. Jeg var alligevel ikke berettiget til efteruddannelse, da jeg var over 60 år og 23 uger henne i arbejdsløshedsforløbet. For loven siger, at din efteruddannelse da skal ske indenfor de første 26 uger og ikke de 39 uger, man havde informeret mig om.

Jamen så måtte man da finde en løsning, da der var begået fejl hele vejen rundt i systemet. Desværre, men du kan få kurset betalt, hvis du bliver ansat i et firma og bruger den første måned på den pågældende efteruddannelse. Det er da en døråbner, der vil noget. Hvem vil ansætte en ny medarbejder, der først lige skal på kursus i fire uger med fuld løn? Jamen så må jeg jo skaffe pengene til kurset selv, ik? Jo, men så mister du dine dagpenge i uddannelsesperioden, for det siger loven. Tak for kaffe. Og tak for hjælpen.

Næste punkt på dagsorden blev et tvunget aktiveringskursus fra klokken 9 til 15 i godt to måneder, hvor man skulle lære at skrive en ansøgning, et CV og søge job. Særdeles berigende for én, som selv har undervist arbejdsløse i samme eksercitser. For ellers risikerede man at miste sine dagpenge, som de sagde. Nu var man pludselig sendt tilbage til skoletiden og militærtjenesten med navneopkald hver morgen.

Systemet siger - ellers!

Efter aktiveringskurset inkl. fire ugers praktik blev det pludselig forlænget med små to måneder, hvor den primære eksercits skulle være daglige samtaler om jobsøgningen med en af firmaets konsulenter. Hvorfor? Havde det noget at gøre med, at konsulentfirmaet dermed scorede yderligere kasse (medarbejderne tjener over 400.000 kroner om året i snit inkl. sekretærer)? Nej da, det siger Jobcentret, vi skal gøre!

Der var den igen: Systemet siger, at du skal gøre som jeg siger, ellers er dine dagpenge i fare.

Jeg havde regnet med at møde et bundt hængehoveder på aktiveringskurset. Jeg blev forbløffet. Bortset fra nogle få knoklede alle for at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Imponerende til trods for systemets behandling af dem.

Kære minister, kom nu i gang med at reformere arbejdsløshedssystemet, som i dag ligner et fredagstorskegilde hos skattevæsnet mange årtier tilbage i historien. Vend systemet om til at være 90 procent service og 10 procent kontrol. Det kræver blot en klar lovgivning, klare regler og klare direktiver, så a-kasserne, jobcentrene og deres konsulentfirmaer ikke kan misfortolke deres opgaver, som de gør nu ved at køre sorteper - og de arbejdsløse - rundt i manegen for at mele deres egen kage.

Vi er rigtig mange, der venter på at blive behandlet som samfundsborgere og ikke straffefanger, fru beskæf-tigelsesminister Inger Støjberg!

Henrik Jersild er journalist og kommunikationsrådgiver - p.t. arbejdssøgende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spild af tid Henrik. Den eneste grund til at bibeholde arbejdsløshedssystemet, som du kalder det, er at have håneretten.
Arbejdsløse er jo nogle dovne slambere som bare vil udnytte systemet og ikke gider at arbejde. Måske politikkerne bruger nogle andre ord, men meningen er den samme.
Prøv i stedet at fortælle de arbejdsløse at de måske burde overveje hvor de sætter deres kryds næste gang.

Knud Helmer Andersen

Arbejdsminister Inger Støjberg har gang på gang lovet at hul vil arbejde med opgaven 24 timer i døgnet.
Så det er kun et spørgsmål om tid.
Hvis hun ikke, som de øvrige taburetklæbere, sidder på hænderne, eller med hænderne i skødet.

Hverken hun eller den tidligere arbejdsminister har erhvervserfaring. Hvorfor de er aldeles uegnede.
Derfor står vi i l... til knæene, efter 8 år med en uduelig regering.
MVH
KHA

Præcis min opfattelse af systemet. Efter at jeg tre uger før udløbet af min første halve års arbejdsløshed bad om at komme på et projektlederkursus i forbindelse med en mulig ansættelse i et firma, var svaret, at jeg kunne komme på et jobsøgningskursus - efter at jeg nu i et halvt år har søgt job i Norge, Sverige og England på internettet. Samtidig har jeg på trods af at have overskredet 60-års grænsen, været indkaldt til tre samtaler. Men jeg skal stadig lære at skrive en ansøgning af en ung konsulent, som har tilegnet sig en hel masse visdom på området.
Og i Jobcenteret sidder de bare arrogant og meddeler, at hvis ikke man kan jo bare lade være, men så mister man selvfølgelig sin understøttelse.
Føj for et system

Voksendagpleje - et skønt ord som helt korrekt dækker denne tåblige og komplet udduelige anbringelse af mennesker, der ikke har arbejde.

Men husk lige, at "dagplejerne" er mennesker/firmaer, der tjener tykt og fedt på "dagplejen". De er ike nødvendigvis uddannede i nogen fornuftig arbejdsmarkedorienteret retning, men ofte blot folk, der har måtte opgive deres andet pasningstilbudsjob. eksempelvist inden for sosu uddannelse.

Problemerne vil nok være skabt af folk uden erhervserfaring som de fleste i Folketinget netop slet ikker har blot den mndste smule af.
Hvordan skulle de dog også forstå den almindelige arbejdsmarkedsprøvede dansker?

En skandale at sætte folk på "kursus" for at lære at møde til tiden, skrive ansøgninger og søge arbejde,når der er tale om voksne mennesker med et arbejdsliv bag sig. De ved sgu godt, hvordan man gør. Det gør deres passere bare ikke.

John Jørgensen

Hammervigtig debat.
Jeg vil gerne have de unge med ind i debatten.
Masser af unge står uden uddannelse, og på passiv fprsørgelse. Vi må indse at disse unge om få år er nøglen til succes eller fiasko for samfundet. (Jeg nægter at kalde det "velfærdssamfundet").
Netop bedsteforældregenerationen kunne være en del af løsningen:
Gør frivilligt arbejde straffrit, forstået på den måde at du ikke trækkes i dagpenge/efterløn/pension, eller beskattes, når du prøver at give et løft til disse unge.

Det er både kompetance og selvværd disse seniorer kan give de unge. Og sig selv.
Og det kan fint være aftenskole-lignende, så evt rådighedsproblemer mindskes.
Jeg husker fra min ungdom kurser i elektronik.

Vi er muligvis ikke effektive, vi flex-lønnere, og andre, men vi kan nogen ting, som der bliver hårdt brug for.

Gode Henrik Jersild

Du og andre med synspunkter på regeringens behandling af ledige er altid velkomne til at bruge tv-bella, som giver plads til dem, som dem ved magten ikke rigtigt vil kendes ved.

Kontakt og information via www.tv-bella.dk

de bedste hilsner
louis

Inger Sundsvald

Uanset om man er arbejdsløs eller sygemeldt og går og venter på en mindre operation skal man åbenbart igennem hele møllen hvis man er over 60 år. Det gælder nemlig om at få folk til at give op og gå på efterløn. Det er billigere for kommunen. Kan man så også få dem til at udføre frivilligt arbejde, måske at give en hånd med på plejehjem m.v. så er det en ren win-win-situation – for kommunen.

hallo, det her ikke en regering som hører hjemme i demokratiske danmark, de ville passe bedre et sted i mellemøsten eller afrika, ... regering,.. jeg ville hellere kalde det u-regering, lidt ligesom i de fattige i tredje verden hvor de får u-lands bistand i nødrationer i form af rådden mel eller EU overskudslager(som forresten ødelægger deres lokale økonomi), hvad ved jeg, nu får vi danskere en u-regering som er noget vi helst vil af med hurtigst muligt, så vi kan få en regering igen.

Jo, det var bedre undr Nyrup. Her var det nemlig det daværende AF (nu statslige jobcentre) og ikke alle mulige og umulige private firmaer, som stod for at skabe job, uddanne folk til de jobs, der var eller kom. I dag er det sådan, at folk næsten ikke kan få penge til efter og videre-uddannelse, fordi de her firmaer får ca. 80% af deres indtægter fra at have skaffet folk et arbejde, uanset hvad det er for et arbejde.

I Nyrups tid i 1990erne var der penge i AF-systemet til at uddanne folk til de brancher, hvor der var eller kom behov for arbejdskraft. F.eks. blev jeg selv omskolet på den baggrund og fik job bagefter. Der gik godt nok 2½ år...fra jeg startede til jeg fik et fuldtidsjob. Men det nytter altså at uddanne folk, især til der, hvor der er mangel på arbejdskraft eller, hvor der bliver mangel på arbejdskraft.

Man skal ej heller glemme, at mange ældre over 60-62 år med glæde vil arbejde. Og skal jeg være ærlig vil jeg hellere ekspederes af en ældre erfaren medarbejder over de 50 år end af eng ung pige/dreng, som ikke aner noget som helst. Og måske ikke er synderlig indstillet på at hjælpe...

I perspektivticrigt helikoptersyn er dagpenge-systemet jo bygget op i en tid, hvor man enten var a) lønmodtager eller b) arbejdsgiver. Der er ikke taget højde for, at folk kan være c) free-lancere eller d) have egen enmandsvirskomhed eller e) noget helt tredje.

Inger, jeg vil give Karsten ret. Det var ikke perfekt før 2001, men nu er vi virkeligt nede og skrabe bunden. Vi er virkelig ved at vende tilbage til fattigvæsnet fra før socialreformen.

Inger Sundsvald

Jeg husker nu tydeligt tidligere social- og undervisningsministre som Karen Jespersen, for ikke at tale om Jytte Andersen, som mente at de ledige skulle have et spark bagi, og at det skulle være slut med at ligge hjemme på sofaen.

Truslerne fra AF var de samme, hvis man ikke mødte op til diverse møder og jobansøgningskurser og stod til rådighed for arbejdsmarkedet – som vel at mærke ikke stod til rådighed for de arbejdsløse.

Jeg ser ikke den store forskel i beskrivelsen nu og før.

Inger Sundsvald

Uddannelse? Næh, tvangsaktivering og korte kurser for både veluddannede og mindre veluddannede, som ikke kunne bruge kurserne til noget. Men amter og kommuner fik billig arbejdskraft i kantiner, som pedelmedhjælpere, på biblioteker etc., hvor de kunne arbejde for dagpengene. I ganske få tilfælde kunne det lykkes for folk der i forvejen havde en længerevarende uddannelse, at blive ”omskolet” til et lavere niveau. Her kunne f.eks. en ingeniør få et taxakørekort, eller måske blive folkeskolelærer.

De ca. 600.000 som ikke var medlem af en arbejdsløshedskasse talte ikke med i statistikkerne. Og når arbejdsløshedstallene i dag ikke er højere end de er, skyldes det til dels, at regeringen nærmest har opfordret til at undlade at melde sig ind i de ”gode” tider. Alle disse mennesker der p.t. mister arbejdet kan så hverken få arbejdsløshedsunderstøttelse eller bistandshjælp, hvis de så meget som ejer en bil eller har en partner i arbejde.

Til gengæld belaster de så ikke AF, de er smidt helt ud af systemet, mens de venter på at blive sat på gaden med børn og kanariefugl.

Desværre er der en forestilling om, at det var meget bedre i 90’ernes regeringer. Jeg har desværre ikke nogen illusioner om at en ny SR-regering vil gøre det bedre. Et svagt håb er der på det sociale område, hvis S bliver afhængig af både SF og EL.

Ivan Mortensen

Henrik Jersild:
"Vi er rigtig mange, der venter på at blive behandlet som samfundsborgere og ikke straffefanger, fru beskæftigelsesminister Inger Støjberg!"

Hertil tror jeg ministeren vil svare: Tør nu øjnene fra det opløste tudefjæs og find dig et arbejde. er hun rigtig flink, vil hun muligvis tilbyde dig en tudekiks.
Inger Støjsender og kulturministeren har tidliger anvendt denne form for svar over for kritikker af regeringen.
Per Larsen fra politiet har senest anvendt modellen i forbindelse med COP15.

Det er forskrækkeligt, at det er gået helt galt med velfærdsstaten! Der bruges alt for mange ressourcer på at hjælpe folk, der burde hjælpe sig selv, mens de, der reelt har hjælp behov, skubbes ud.
A-kassesystemet havde sit moralske grundlag i, at folk for at være dagpengeberettigede havde bevist, at de var villige til at arbejde og uddanne sig, mens folk på kontanthjælp var sikret en lav indtægt, de kunne leve af.
Første skridt ad glidebanen var Nyrup-regeringens aktiveringslove fra midt-halvfemserne, hvor selve grundlaget for det danske arbejdsmarked: arbejder man, fortjener man en løn, blev udhulet med aktivering på dagpenge eller - mere forargeligt - kontanthjælp.
Det var hoveriets genindførelse, og senere kom så satspuljemidlerne, hvor man tillod en yderligere udhuling af købekraften - og dermed en løbende forarmelse - ved at finansiere puljen med mindre stigninger i overførselsindkomsterne, end reglerne tilsagde.
Alt dette kunne selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi langt den største del af befolkningen dengang som nu var uberørte af arbejdsløshed! Man talte om de ufatteligt mange, der 'stod udenfor'; men reelt set har den danske arbejdsstyrke aldrig i nyere tid været på mindre end 80%; imidlertid kunne man ikke forudsige, hvor arbejdsløsheden ville ramme, og derfor var der baggrund for et system, som alle potentielt kunne få brug for. Hele ideen bag det danske arbejdsmarked var, at man ikke skulle falde nævneværdigt i indtægt, så at arbejdsløshed blev en alvorlig risiko for den enkelte. De ansattes økonomiske tryghed kompenserede man arbejdsgiverne for ved at give dem ekstremt gode muligheder for smertefrit at hyre og fyre - det var samfundets opgave at tage vare på borgeren, arbejdsgiveren blev lettet for det ansvar.
Men grådigheden indhenter jo henad vejen goderne - som når vi alle får sen post, fordi også postbudene skal have en arbejdsuge på 37 timer, eller når bankerne skal have gebyr på trods af den arbejdsbyrde, vi som kunder letter dem for med netbank og kortbetaling, - så opsvinget gav desværre for mange mennesker indtryk af, at de kunne gå på vandet og derfor ikke behøvede at sikre sig på samme måde, som generationerne forud klogt havde gjort det. Så får en liberalistisk tankegang medløb, og på ingen tid har regeringen foræret værdierne og sikkerheden til det private erhvervsliv og det private initiativ, til langt de fleste borgeres ulempe.
Nuvel, sådan har man indrettet sig i visse andre lande - nogle går det rigtig dårligt for befolkningen i; men det havde været mere i orden, hvis man i stedet havde tilskyndet til opsparing for så i det mindste selv at have noget at stå imod med, hvis ulykken skulle være ude! Det har man godt nok forsømt.
I stedet har man på nærmest maoistisk vis bundet folk til statslige systemer, hvor vi før havde personlig frihed og udfoldelse som ideelt mål.
Når der derfor tales om, at vi ikke vil have råd til velfærdssamfundet, er det noget vås: der arbejdes i Danmark med det formål at betrygge os alle - og kan det ikke lade sig gøre med de herskende økonomiske forhold, er det dem, man må ændre. Det kan man også godt, for der tænkes godt nok umådelig indskrænket: "Danmark mister 10.000 jobs" står der - jo tak, men så må folk jo finde på noget andet at lave, f.eks. passe deres egne børn og gamle. Det vil da lette samfundet for nogle udgifter! :-)

Mona Blenstrup

Når selv personer, der går til genoptræning på sygehuset efter en særligt indviklet operation og de kun venter på at blive færidge med genoptræningen, så de kian vende tilbage til jobbet, der venter.skal tvangsudsendes til det private jobcenters genopbygningskurser og de elelrs kun venter på at genoptræning bliver afsluttet, så er der noget rivravruskende galt.

har man et job der venter, skal man afvente færdigmelding fra sygehuset, ja så kunne jobcneteret sikkert anvendes bedre, end at læsse disse personer ind på kurser i at lære at møde om morgenen og søge job og læse stillingsannoncer på nettet.

Mona Blenstrup, vanskelighederne i at skrive jobansøgninger er jo under alle omstændigheder til at overse. :-)
I betragtning af at de fleste jobs besættes gennem personlig kontakt og gennem bekendtskaber, burde indsatsen hellere være på at få folk i gang med aktiviteter, der kan tjene til at opbygge selvtillid og bekendtskaber.
Men man skal også være opmærksom på, at rigtigt mange af os grundlægger de interesser og den viden, vi kommer til at ernære os af, allerede i barndommen.

Når folk er syge, skal de have lov til at være syge! Der er en mærkelig mistænksomhed overfor folks lyst til at arbejde og være virksomme, som på en eller anden måde må falde tilbage på beslutningstagerne: enten er de selv dovne og tiltror andre det samme, eller også er de ude af trit med befolkningen.

Inger Sundsvald

Jeg kan faktisk huske en tid hvor der var brug for rigtig mange, som ikke behøvede at komme på kurser i projektledelse m.v. Det var dengang hvor der var noget der hed søndagspost, til dobbelt takst. Men det var naturligvis før Post og Telegrafvæsenet blev moderniseret.

Dengang, for rigtig mange år siden, var det heller ikke lutter lagkage. Dengang som nu var der noget der hed fattighjælp, og mændene stod i kø for at få affaldet, det grønne fra kålhoveder m.v. på grønttorvene til at koge suppe på. Ja det hedder jo ikke fattighjælp i dag, men systemet er det samme. Nogen må undvære, for at andre kan opretholde en vis status.

I dag har man opfundet nogle omfordelingsmåder, hvor de næstmest udsatte betaler til de mest udsatte.

Peter Hansen og Mona Blenstrup
Fine indlæg ;-)

Julie Lund Christensen

Der er en masse gode pointer både i indlægget og i de efterfølgende kommentarer.

Jeg er dog meget i mod opdelingen af jobsøgende i "de unge" og "de gamle". Vi har selvfølgelig forskellige forudsætninger og erfaringer, men netop derfor kan vi lære meget at hinanden. Ligesom en 23-årig jobkonsulent i 1. rigtige job ikke sidder med ALLE svarene, sidder en 57-årig gammel i gårde selvstændig nok heller ikke med dem. Derfor er jeg fortaler for at jobkonsulenterne, både i det offentlige og det private, sætter mere fokus på at udnytte andre jobsøgendes ressourcer. Hvem ved måske man endda lave en slags sparring-/mentorordning mellem nyuddannede og erfarne ledige, til at give hinanden det boost, der skal til at komme videre? Det kræver dog, at man lader være med at stille sig på bagbenene og åbner op for, at andre kan have noget kvalificeret at sige.

Jeg er selv 27 år, arbejdssøgende og inde i møllen.

John Jørgensen

Måske er det på tide at vi indser at vi selv må tage affære. Feks kunne vi hver især ansætte en ung nogle timer om ugen, (feks hjælp til bil, have og lign).
At stat og kommuner skubber de ledige/syge fra kasse til kasse er selvfølgelig helt godnat.
Vi må stille krav til vores folkevalgte, også efter valget.

Desværre, John Jørgensen, er systemet så tungt og ufleksibelt, at det ikke er en løsning for nogen med mindre end 30 timers arbejde om ugen, har man mindre end 20 timer undgår man ikke aktivering alligevel, hvilket vil betyde afbrydelse af et hvilket som helst arbejdsforhold, da man kun kan blive aktiveret på fuld tid.
Der skal helt andre regler til, der ikke kriminaliserer de ledige. Ingen skal heller bilde mig ind, at folk frivilligt lever på kontanthjælp eller starthjælp, hvis de har et alternativ, så det er dér, man må sætte ind for disse grupper: opkvalificering, styrkelse af eget selvværd, oprettelse af jobs med et indhold, som den pgl. kan bestride.
Vi lever jo i et samfund, hvor man vender tingene på hovedet: det er ikke den arbejdssøgende, der skal være glad for, at nogen vil give ham eller hende et job - nej, det er arbejdsgiveren, der skal være glad for, at nogen vil løfte arbejdsopgaven af hans skuldre og dermed sikre hans egen rigelige indtjening.