Læsetid: 6 min.

Skriget

I anledning af 50-års-dagen for Københavner-traktaten afholder flere af landets kommuner festuger med blandt andet CO2-neutrale, vandkraftsdrevne musikkoncerter, kulinariske Zero Food Mile vegetaroplevelser, gratis pedaldrevne kanalrundfarter og prøvekørsler af den netop lancerede ThermoMate, bilen, der får 65 procent af sin energi fra termisk varme i asfalten overført via specialudviklede dæk. Der ser ud til at være grund til at fejre. Men har vi overset noget?
I anledning af 50-års-dagen for Københavner-traktaten afholder flere af landets kommuner festuger med blandt andet CO2-neutrale, vandkraftsdrevne musikkoncerter, kulinariske Zero Food Mile vegetaroplevelser, gratis pedaldrevne kanalrundfarter og prøvekørsler af den netop lancerede ThermoMate, bilen, der får 65 procent af sin energi fra termisk varme i asfalten overført via specialudviklede dæk. Der ser ud til at være grund til at fejre. Men har vi overset noget?
9. december 2009
Kronikkonkurrence: Danmark år 2059 I forbindelse med klimatopmødet udskrev Information en kronikkonkurrence for gymnasieelever. Opgaven lød på at skrive en kronik med et bud på, hvordan Danmark ser ud i 2059. Vi modtog knap 200 bidrag, hvoraf mange var velskrevne og kreative bud på, hvilken fremtid klimatopmødet vil være med til at skabe Et dommerpanel med forfatter Jan Sonnergaard i spidsen har valgt de 10 bedste ud. 1., 2. og 3.-pladsen blev bragt i Information hhv. 7., 8, og 9. december.

KRONIKKONKURRENCE 3. PLADS

Jeg kigger ud over havet mod den opstigende sol, og det eneste, jeg kan tænke på, er Edvard Munchs Skriget. Den brændende røde himmel. Vandet. Og det øredøvende alarmskrig i mine ører. Så bliver tavsheden brudt.

»Godmorgen.«

Det var Jan, der bad mig møde ham så tidligt på dagen, da jeg ønskede at træffe ham. Der er ingen strøm herude, og han har meget, han skal nå, inden det bliver aften. Ledningerne hænger her endnu, som de har gjort det sidste halve århundrede, ætsede af den sure regn, så det irrede indre står frem. Det ville være eksplosivt at sende strøm gennem dette forældede elnet, så på sin vis er det heldigt, at ingen af beboerne her på havnen har råd til at betale strømmen.

Det er skæbnens ironi, at det er her, bag det nedlagte kraftværks mure, at Jan nu bor. Anbragt i dette grå betonetablissement, hvis selvsamme tronende skorstene med deres tidligere toksiske åndedrag tvang Jan og hans familie til at flygte hertil.

Den lille lejlighed huser ud over Jan, hans kone Rika og deres datter også Jans forældre, hr. og fru Janssen. Jan flygtede med sine forældre til Danmark under Den Hollandske Depression i 2025. Efter den massive oversvømmelse i Amsterdam forsøgte hans forældre, ligesom så mange andre, at sælge huset for at flytte længere ind i landet, men den derpå følgende økonomiske krise ramte dem hårdt, og de måtte som fire millioner andre hollandske kystboere se inflationen reducere deres formue til værdiløshed. Jans far tog den yderste konsekvens heraf: Han brugte familiens opsparing på en togbillet til København.

»Det har været svært at vænne sig til at bo her. Ikke så meget for mig som for mine forældre. Men tænk, hvis vi var blevet dér ... Hvad er der tilbage?«

Ikke meget, kunne man fristes til at sige. Var det ikke for den massive bistand, Holland modtager fra de vestlige landes Klima Union, var landet med sin halvårlige oversvømmelse fulgt af få måneders middelhavstørke utvivlsomt havnet under klassificeringen 'Tabt Zone', som det skete med blandt andet Bangladesh i 2021.

Et historisk kunstgalleri

Nu følger jeg Jan på jagt efter sandsække. Den lokale 'købmand', der ikke er meget mere end en sortbørshandel i en forladt container drevet af Jans genbo, er løbet tør, hvilket han erfarede i går aftes. Nu er kursen sat mod Dybbølsbro, hvor en klækkelig sum penge måske kan sikre ham en enkelt sæk.

På vejen passerer vi Galleriet, en samling falmede graffitimalerier, malet i begyndelsen af århundredet. Det var kommunens plan at rive murbrokkerne ned for at gøre plads til flere barakker, efterhånden som de oprindelige havnebebyggelser blev fyldt op, men områdets beboere, heriblandt hr. Janssen, har stået fast og råbt vagt i gevær, hver gang nedrivning er kommet på tale.

»Jeg tror, det er hans måde at bevare sin værdighed, sin civilisation på. Vi bor herude, i en ghetto, samfundet har opgivet os. Men det har vi ikke. Det kan vi ikke. Derfor har vi brug for det samme som jer, kunst. Det er det, det er. Et historisk kunstgalleri.«

Missionen ser ud til at blive sværere end som så: Nyheden om det forestående uvejr har bredt sig, og alt er for længst udsolgt. Jan vender næsen mod stationen - vi skal ind til byen. Han overraskes glædeligt - og til min forundring - af det grønne takstsystem, indført med Transportreformen sidste år, der sikrer ham gratis offentlig transport uden for de såkaldte peak hours. Han forklarer mig, at han sjældent kører i tog, da slet ikke ind til byen. Han har ikke noget at gøre dér.

Det første supermarked, vi passerer efter at være stået af toget, afviser med beklagelse hans forespørgsel - også her er der udsolgt - så vi fortsætter ned ad en sidegade mod en mindre grønthandler, hvor han har spottet en række sække, der ligger fremme under grøntkasserne med årstidens høst. En ung dreng passerer os sluk- øret i døråbningen. Jan genkender ham, han bor også ved havnen, og han har set ham spille fodbold med de andre drenge op ad Galleriets mure.

Indenfor lægger han sandsækkene på disken og finder sin pung frem for at betale.

»Så du den knægt? Jeg leder efter 'een baan'.« Manden bag disken siger det med en tillagt forvrænget hollandsk accent. »Hvad tror han, det er? New Fucking Amsterdam? Hvis han vil have et job, kunne han i det mindste lære sproget.«

Jan siger farvel til ekspedienten, idet han tager sin sandsæk og priser sig lykkelig for sit danske udseende og accent.

Vejen til Havet

Vi vandrer gennem kvarteret, hvor husenes tage er beklædt med enorme reflekterende solcellepaneler, og små nette elbiler suser forbi. Flere af gaderne er lukket for privatbilisme og i stedet belagt med brede cykelstier. Fra altankasserne hænger sommerens sidste vinranker. Det er dette København, jeg kender.

Vi krydser gaden for at nå et stativ parkerede City Bikes til hjemturen. Vi passerer en lille ældre dame, der med et rasende blik med højre hånd famler ud efter forbipasserende, mens den venstre knytter en tyndslidt bogs sider mod brystet.

»Han vil komme, og Han vil vise os Vejen! Vejen til Havet!« messer hun, idet vi går forbi. Jeg undgår hendes blik. Det er ikke et sjældent syn at se den slags fanatikere, der har taget McCarthys Vejen til sig som en bibel, prædike dommedagsprofetier på gader og stræder, men det kan være svært at tage deres trusler alvorligt, når man befinder sig midt i denne foregangsby for klimastabilisering, bygget på tanken om grøn energi og en nul-CO2-politik. Det er blevet normen at vende hovedet den anden vej eller himle med øjnene af deres sære forestillinger.

Men Jan stopper op.

»Du vil gerne til havet?« siger han til hende. »Kig dig omkring; der er hav overalt. Vi er ved at blive ædt op af hav.«

Og for et kort øjeblik holder hun inde med sin ordstrøm.

Det er muligt, at hendes forestillinger om Den fantastiske Dreng og Havet ligner den rene fiktion, men baggrunden er virkelig nok: Der er et reelt problem, som vi ikke har løst, på trods af at vi netop har fejret 50-års- dagen for den tilsyneladende succesfulde Køben- havner-traktat.

Er det ikke en falliterklæring, at vi har indført betegnelsen 'Tabte Zoner'? At vi på verdensplan stadig udvinder 15 procent af vores energi ved forbrænding af ikke-vedvarende, CO2-udledende ressourcer som kul og olie? At vi stadig ser den samlede mængde is på jordkloden svinde ind dag for dag? At der stadig udryddes flere og flere arter? At der findes folk som Jan og hans familie, der lever under umenneskelige kår, tvunget på flugt af klimaet?

Vi cykler tilbage mod havnen, forlader de høj- moderne, energirigtige, miljørigtige bebyggelser under vindmøllernes højt værdsatte vingeslag. Vi kører gennem Galleriets gange, forbi et maleri af en mammut under sidste istid. Er det der, vi er på vej hen? Hverken jeg eller Jan ved det. Han ved kun, at der er endnu en oktoberstorm på vej, og at han skal nå at barrikadere vinduerne og sikre dørene med sandsække, inden den bryder løs for fuld styrke.

Solen hænger allerede lavt bag det gamle kraftværk. Om få timer vil den slukkes i havet under den blodrøde himmel, mørket vil falde på og med det: skriget. For- tidens industrialisering er for længst forbi. Vi er i et nyt århundrede, et nyt årtusinde. Angsten for de enorme maskiner har lagt sig. Men herude, fjernt fra den grønne by, blinker alarmlamperne stadig. Et endnu højere skrig breder sig: angsten for fremtiden.

Sofie M. Hansen går i 3.x på Rysensteen Gymnasium

Serie

Seneste artikler

  • Mit København

    10. december 2009
    København er blevet kendt. Kendt for det grønne, det smukke og det intelligente. Kendt for visionerne, som har gjort København til en metropol med hensyn til fremtid; her tages fremtiden alvorligt. Mest af alt er København kendt for duften – duften af København. En duft, som gør dig glad og afhængig, en duft, som du vil tilbage til. Det er duften af noget nyt, noget grønt og noget rart
  • Glæden er trukket ud af menneskeheden

    10. december 2009
    Den før så farvestrålende verden kan kun opleves gennem musikken og gennem tankernes vildfarelse. Nu er det blot København og de få provinsbyer gemt væk bag de enorme dæmninger, som for en tid holder vandet fra fysisk at suge menneskeheden ned i dybet
  • Amalantis?

    10. december 2009
    Bliver Amager det nye Atlantis? Hvis verdens ledere under den første klimakonference for 50 år siden havde vidst, at over halvdelen af Amager – inklusive hovedbygningen for begivenheden Bella Center i dag står under vand grundet klimaforandringer, så havde de måske tænkt sig om en ekstra gang
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu