Klumme

Statsminister Løkke

Lars Løkke Rasmussen er i modsætning til sin forgænger en moderne leder
5. december 2009

Lars Løkke Rasmussen udnævnte forleden Lykke Friis til miljøminister. Valget overrasker. Det overrasker, fordi mange politiske iagttagere ikke havde forventet, at Løkke Rasmussen kun otte måneder efter Fogh Rasmussens afgang som statsminister stod så stærkt i Venstre, at han turde udnævne en politisk intellektuel outsider som Lykke Friis til minister på bekostning af trofaste partisoldater.

Ved en eventuel kommende regeringsrokade i januar eller februar vil vi få en afgørende indikation på, hvor stærkt Løkke Rasmussen står i folketingsgruppen. Vil han endnu engang udfordre de politiske konventioner og magten i folketingsgruppen? Tør han skabe en Kennedy-administration, hvor man omgiver sig med intellektuelle i kombination med traditionelle partisoldater?

Erfaringerne fra tidligere regeringer, hvor man har hentet eksterne kræfter ind i kabinettet, har ikke været en succes.

Grundene hertil er flere. Hvis man skal gøre sig i politik, skal man have et netværk i det parti, man repræsenterer. Et sådant netværk, som oparbejdes over en årrække, har Lykke Friis ikke. Forudsætningen for, at Lykke Friis skal lykkes, er derfor afhængig af topledelsen. Løkke Rasmussen skal ganske enkelt være en synlig leder på de indre linjer, hvis projektet skal lykkes. Han kan således ikke tillade sig at være fraværende på de indre linjer, som det var tilfældet med Anders Fogh Rasmussen.

Er der én blandt danske toppolitikere, som kan matche en moderne ledelsesfilosofi, er det Løkke Rasmussen. Løkke Rasmussen er en moderne leder. Han kan lytte, coache og skære igennem. Hvor Anders Fogh Rasmussen ledede via drejebøger, fokusgrupper og en snæver kreds, inddrager Løkke Rasmussen langt flere MFere i beslutningsprocesserne.

Fogh var gammeldags

Det er ofte blevet fremhævet, at Anders Fogh Rasmussen indvarslede en ny epoke for politisk håndværk en ny politisk tid, så at sige. Det er jeg ikke så sikker på er korrekt. Tværtimod forekom Fogh Rasmussens lederstil gammeldags på de indre linjer og moderne på de ydre linjer. I lærebøger for ledelse er management-lederstilen kendetegnet ved, at man udstikker beslutninger, som så skal implementeres i organisationen. Lederstilen bliver derfor i management-organisationer teknisk og upersonlig, hvilket i politisk regi vil sige, at man leder via beslutninger, som er taget i en snæver kreds.

Moderne organisationer har for længst forladt et sådant udgangspunkt. Her handler det i stedet om leadership, hvor man lytter og kommunikerer med medarbejderne. Hvis man som politisk leder i fremtiden skal undgå fiasko, er man derfor nødsaget til at tænke ledelse som leadership.

Kulturen på arbejdspladserne, i undervisningssektoren og uden for Christiansborg er som sagt ikke længere bestemt af management-kulturen. Unge politikere vil derfor ikke længere finde sig i top-down ledelse, fordi de er opdraget med en hel anden tilgang til ledelse.

Vi taler ofte om, at demokratiet er truet, fordi vi ikke længere organiserer os i foreninger og partier som tidligere. Spørgsmålet er imidlertid, om det er en rigtig konklusion. Har vi ikke netop i de sidste små 20 år fået udviklet moderne organisationsformer, hvor der hersker åbenhed, dialog og flere fælles beslutninger? Moderne mennesker vil have indflydelse og autonomi på arbejdspladsen. Ja, man har ligefrem en disciplin inden for ledelse, som betegnes selvledelse, som mange organisationer søger at fremme. Grobunden for demokratiske holdninger har derfor bevæget sig fra offentlighedssfæren til virksomhedssfæren.

Løkke Rasmussen har som regeringsleder været i strid modvind. Det har imidlertid ikke ændret på styrkeforholdet mellem blokkene, hvilket må undre. De seneste opinionsundersøgelser indikerer således, at centrum-højre vil få flertal ved næste valg. Oppositionen har derfor grund til at frygte de kommende år. Når klimatopmødet i København er overstået, vil Løkke Rasmussen nemlig koncentrere sig om en ny politisk dagsorden.

Men en ting er at bevare magten. Noget andet er at gennemføre de nødvendige reformer. Manglen på kvalificeret arbejdskraft vil op gennem 10erne blive mærkbar. Regeringen er derfor tvunget til at reformere efterlønsordningen, eller rettere: afskaffe den tidligere end proklameret. Men så længe arbejdsløsheden vokser, vil det ikke være muligt at gennemføre ændringer af efterlønsordningen og dagpengeperioden.

Løkke Rasmussen må derfor træde vande, hvilket betyder, at man må videreføre værdikampen. Det er nemlig langt lettere at skabe konsensus mellem partierne og befolkningen om værdikampen. Ja, spørgsmålet er, om det ikke netop er værdikampen, som er årsagen til, at regeringen står så overraskende stærk blandt vælgerne.

Løkke Rasmussen interesserer sig ikke personligt for værdikampen. Han er derfor nødsaget til at give mere plads til Søren Pind. Det vil derfor ikke overraske mig, hvis Søren Pind og borgerlige aktører uden for Christiansborg får en plads i regeringen ved en kommende regeringsrokade.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Det er fuldstændig imod den for et demokrati nødvendige tredeling af magten, at der i den udøvende magt, regeringen, sidder folk fra den lovgivende magt, Folketinget.
En af de afgørende forudsætninger for, at det er et demokrati, er, at der er tætte skotter mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.
I et demokrati vil der ikke kunne være personsammenfald mellem de tre instanser.