Kronik

Hvad skal vi med tibetologer, filosoffer og kunsthistorikere?

Danmark kan ikke overleve som samfund uden produktion af og salg af ekspertviden. Men er alle typer af viden og forskning nyttige for samfundsøkonomien? Ja, mener kronikørerne, der påpeger, at det i krisetider netop er den mangfoldige viden, som fører til nytænkning og kreativitet
Filosofi som fag kan minde om et historisk levn, der ikke længere kan finde nogen reel anvendelse. Her er det skulpturen 'Grubleren' af Auguste Rodin i Ny Carlsberg Glyptoteks have i København.

Filosofi som fag kan minde om et historisk levn, der ikke længere kan finde nogen reel anvendelse. Her er det skulpturen 'Grubleren' af Auguste Rodin i Ny Carlsberg Glyptoteks have i København.

Henrik Pyndt Sørensen

15. december 2009

Med vedtagelsen af den nye globaliseringsaftale har vi endnu engang fået slået fast, at vi som samfund ikke kan overleve, endsige konkurrere med omverdenen inden for de primære og sekundære erhverv. Produktionen og salget af ekspertviden er derfor i høj kurs, og overalt lyder erhvervsledernes efterspørgsel på innovation, bæredygtighed, kreativitet etc. Et stadigt mere presset arbejdsmarked, finanskrisen og stigende arbejdsløshed gør denne omstilling bydende nødvendig. Og med klimatopmødet, som gerne skulle placere Danmark på verdenskortet som førende nation inden for klimaforskningen, er denne problemstilling mere aktuel end nogensinde før.

Det har længe været regeringens uddannelsespolitik, i tråd med et generelt ønske fra erhvervslivet og det bredere samfund, at der selvfølgelig skal »forskes og undervises i fagområder, der er væsentlige for, at danske kandidater kan klare sig på fremtidens internationale arbejdsmarked.« (Helge Sander i Kristeligt Dagblad, den 4 september).

Med andre ord: Forskning og uddannelse skal være relevant for arbejdsmarkedet eller skal tjene samfundets gældende interesser.

Tibetologis nytteværdi

Men er alle typer af forskning og uddannelse så lige berettigede til at få del i globaliseringsmidlerne?

Umiddelbart er svaret nej, netop fordi der er en række implicitte krav til deres samfunds- og arbejdsmarkedsrelevans, som skal være opfyldt.

Hvad betyder det så for de typer af uddannelse og forskning, som ikke umiddelbart lever op til denne form for relevans? Her tænker vi umiddelbart på uddannelse og forskning, hvis genstandsområder er svært applicerbare i forhold til arbejdsmarkedet, som f.eks. kunsthistorie, tibetologi eller filosofi.

Vi påstår selvfølgelig ikke, at fagspecifik forskning ikke kan have en betydning indenfor deres respektive felter. Vi siger således heller ikke, at de generelle kompetencer, man måtte erhverve sig som forsker eller universitetsuddannet, ikke kan finde anvendelse på arbejdsmarkedet. Vi påpeger blot, at i et bredere samfunds- og erhvervsmæssigt forum er ovennævnte forskningstiltag netop svært applicerbare i den forstand, at de ikke direkte beskæftiger sig med produktion og salg af varer.

Spørgsmålene bliver da, hvad deres eksistensberettigelse i et videnssamfund er, og om ovennævnte uddannelsesområder ikke er irrelevante, hvis globaliseringsmidlerne skal gøre Danmark mere konkurrencedygtigt?

En måde at besvare disse spørgsmål kunne være at bruge faget filosofi som eksempel, da det er symptomatisk for det problem, vi påtaler, og i kraft af vores egen baggrund det fag, vi selv er mest bekendt med.

Hvad kan du blive?

Hvorfor har vi overhovedet et fag som filosofi? Historisk set har filosofien været fader til de fleste moderne videnskaber, og det er da også grunden til, at det i mange år var påkrævet, at man tog et filosofikum, inden man kunne begynde sine egentlige studier. Det blev dog afskaffet allerede i 1971 til fordel for fagspecifikke kurser i videnskabsteori og metode.

Derfor kan filosofien mest af alt minde om et historisk levn, der ikke længere kan finde nogen reel anvendelse. En problemstilling, som også syntes at være gældende for en lang række andre, især humanistiske, uddannelser. Men har erhvervslivet så ikke længere brug for filosofien?

Som filosofistuderende bliver man tit stillet spørgsmålet: Hvad kan du så blive? Et spørgsmål man kan forestille sig også bliver stillet til kunsthistorikere, tibetologer etc. For filosoffen er der ingen fagspecifikke job - i intet jobopslag, på nær dem til universiteterne (og de er sjældne), ses ordene 'filosof søges'. Det betyder, at enten har arbejdsmarkedet ikke brug for filosoffer, eller også vil de ikke have dem. Det resulterer bl.a. i, at ledigheden blandt de nyuddannede filosoffer er blandt de højeste i landet. Og selv hvis man var så heldig at få et filosofirelateret job, så er det ikke sikkert, at det kan betale sig rent økonomisk. Ifølge et CEPOS-notat fra marts 2009, der omhandlede den økonomiske gevinst ved at uddanne sig i Danmark, blev filosofi placeret som nr. 87 på listen, langt efter forsikringsvidenskab (1), statsvidenskab (6) og jura (13).

Selv hvis man er ligeglad med, at filosofi har karakter af oldtidslevn, stor arbejdsløshed og lave lønninger, vil man stadig stå tilbage med et afgørende problem. For uanset om man måtte arbejde på universiteterne, i gymnasieskolerne, i det private eller som selvstændig, er det altid svært at formidle den fagspecifikke, filosofiske viden ud til omverdenen på en måde, som dén finder relevant. Men eftersom den danske forskningspolitik jo netop er at der skal være 'kortere fra forskning til faktura', udgør det et omfattende problem for eksempelvis filosofi.

Snæver politik

Så langt, så godt. Men hvad er visionerne egentlig for dansk forskning og uddannelse? I sin artikel »Mere frihed til Mulighedernes universitet« (Politikken, den 27. april) udtaler Helge Sander:

»I det hele taget er det vigtigt, at universiteterne og deres brugere får større frirum til at udfylde den vigtige rolle, som de spiller for det danske samfund (...) Derfor har universiteterne en helt afgørende funktion i udviklingen af det danske samfund.«

Interessant læsning. De vigtige ord er her »frirum« og »afgørende funktion i udviklingen«.

Med fire mia. kr. i den nye globaliseringsaftale, herunder 100 mio. kr. til at løfte taxametertilskuddet på humaniora og samfundsvidenskab, kunne man ledes til at tro, at det vil skabe mere frihed på universiteterne (i hvert fald mere luft i budgetterne). Det skulle gerne være med til at sikre de svært applicerbare uddannelsers videre overlevelse. Men forholder det sig nu også sådan?

Med EU's Bologna-direktiv og den igangværende akkreditering af det danske uddannelsessystem er der regler for, hvorledes en uddannelse kan drives og struktureres. Samtidig skabes der en øget markedsgørelse af universiteterne, som vil medføre en endnu mere snæver og kortsigtet forskningspolitik. Derfor synes Helge Sanders »frirum« kun at være en større mulighed for at agere i overensstemmelse med erhvervslivets interesser; intet andet.

Viden kan rejse os

Dette frirum er tilsyneladende uden grænser i tider med højkonjunktur, da der er en større villighed til at betale for alle typer af viden, filosofisk såvel som anden humanistisk viden. Man kan dog til tider undre sig over samfundets, dvs. den politiske og erhvervsmæssige logik. Faktum er, at vi nu befinder os i en tid, hvor vi som samfund er blevet tvunget økonomisk i knæ, og et fornyet fokus på viden er det eneste, der kan sikre os oprejsning. Problemet er bare, at i krisetider, hvor denne viden er nødvendig, er kun få villige til at betale for den, og dermed forsvinder den »afgørende funktion« for samfundet, som det var tiltænkt, at den skulle have.

Nødvendig viden omtales ofte også som 'innovativ og bæredygtig viden'. Og ifølge en rapport udarbejdet af Forsknings- og Innovationsstyrelsen fra oktober 2007 (Innovation og Mangfoldighed) kan virksomheder øge deres innovationsevne med op til 50 pct. »ved at ansætte personer med andre kompetencer og uddannelser end dem, der er repræsenteret i forvejen«.

Det var før finanskrisen. Men hvis arbejdsmarkedet, især i krisetider, altid sætter den forskningspolitiske dagsorden, er der stor fare for, at grundlaget for denne nødvendige viden udvandes og bliver selvreferentiel, netop fordi ingen virksomheder vil ansætte dem, der besidder den. Det vil sige. at arbejdsmarkedet synes at operere med en kontraproduktiv logik, der de facto afholder den fra at være innovativ og dermed også konkurrencedygtig.

Mangfoldig viden

Det viser sig derfor, at den viden, der er relevant for arbejdsmarkedet, også er den mangfoldige viden, som fordrer en nytænkning og kreativitet, der kan sætte spørgsmålstegn ved fordums visdom, og sammen med de erfaringer og det håndværk, vi kender fra erhvervslivet, kan skabe et mere bæredygtigt Danmark.

Ovenstående problematik viser sig netop nu i Danmark inden for klimaforskningen til COP15. Her handler debatten nemlig i høj grad om forholdet mellem forskernes opfordringer og markedets interesser. For det gennemgående spørgsmål til klimatopmødet er ikke, hvordan vi mindsker CO2-udslippet, for dét ved vi, men hvordan vi gør det uden at betale for det.

Michael Rasmussen og Kristian Moltke Martiny er begge cand.mag. i filosofi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dels skal Nietszcheologi ( Læren om F. Nietszche )
gøres til et universitetsstudium - et paralllet teologistudium - og i øvrigt: Teologistudiet må da i hvert fald være af lidt mindre samfundsvigtighed i et moderne videnssamfund - end:

Filosofi eller kunsthistorie.