Læsetid 6 min.

Tiden ved at rinde ud for Iran

Det er kun et spørgsmål om tid, før Irans præstestyre falder - sommerens folkeopstand satte gang i en folkelig modstandsdynamik, som ikke kan rulles tilbage - de iranske kvinder har intet at miste
En iransk kvindelig betjent (tv) advarer en ung kvinde og hendes mor, idet deres påklædning ikke er i tråd med den islamiske republiks forskrifter: Tørklædet er for løst, jakkerne og jeansene er for stramme.

En iransk kvindelig betjent (tv) advarer en ung kvinde og hendes mor, idet deres påklædning ikke er i tråd med den islamiske republiks forskrifter: Tørklædet er for løst, jakkerne og jeansene er for stramme.

21. december 2009

Sommerens masseprotester i Iran med deres brede folkelige krav om forandringer kom som et chok for mange og fik stor opmærksomhed.

Den protestbevægelse, som voksede frem, er stadig i vigør, selv om opstanden i første omgang blev knust. I det sidste halve år er hundredvis dræbt og tusinder arresteret og udsat for tortur, herunder voldtægter og massevoldtægter i Den Islamiske Republiks fængsler.

Irans unge trodser stramningerne af den i forvejen strenge mediecensur og blokeringerne af mobil- og internet. Takket være en ung generation, der behersker moderne kommunikationsteknologi med stor dygtighed, har hele verden bevidnet protestbevægelsens omfang: YouTube.com er fyldt med videoklip af demonstrationsscener, sammenstød med sikkerhedsstyrker, anholdelser af og drab på demonstranter.

Navnlig én scene rystede verden og udstillede dels regimets uhyre brutalitet for alle, dels hvor dybt ønsket om forandringer stikker i befolkningen: Den unge kvinde, Nedas tragiske død. Hun blev skudt ned af voldelige psykopater fra en islamistisk milits, da hun gik med i en demonstration på Teherans gader, hvor over en million mennesker deltog. Siden har hun været et ikon for den iranske folkeopstand.

Hvad ligger der bag bevægelsen? Hvad ønsker det iranske folk?

Beklageligvis giver de internationale medier hyppigt svar, som i bedste fald er halve sandheder.

Vi har alle hørt omkvædet 'Irans folk ønsker ikke en revolution' (underforstået: 'ønsker ikke at styrte Den Islamiske Republik'), men vil blot have reformer. Iranerne blev vrede over valgsvindlen og ønsker Mir Hussein Moussavi som deres præsident.

Massiv folkelig vrede

For enhver, der - som jeg - har kæmpet imod dette brutale, kvindefjendske, reaktionære religiøse diktatur i 30 år, været udsat for forfølgelse, set mine kammerater dø og har måttet flygte fra mit land for aldrig at kunne vende tilbage, er dette svar både lunkent og misvisende.

Sandheden er, at Irans befolkning længe har higet efter radikale og virkelige forandringer. De er lede og kede af undertrykkelse, vold, tortur, henrettelser, fattigdom, diskrimination, kønsadskillelse, slørtvang, kvindefjendsk styre, mangel på elementære friheder og en religiøs stat. Grunden til regimets indre fraktionssplittelse, er uenighed om, hvad man skal stille op med den massive folkelige vrede og modstand.

Hardlinerfløjen tror, at alt andet end den totale undertrykkelse - selv den mindste indrømmelse eller slækkelse af grebet om magten - kun vil anspore befolkningen og oppositionskræfterne til at vælte styret. Heroverfor står den såkaldte reformfløj (Khatami, Mousavi, Karoubi mfl.), der er overbevist om, at de samme skånselsløse metoder og den omfattende kontrol af borgernes liv kun kan forøge den folkelige modvilje i en sådan grad, at regimet til sidst ikke kan overleve.

Begge har ret. Længe har dette regime kun været i stand til at overleve ved voldsanvendelse. Nu har det nået et dødvande. Den Islamiske Republiks krise er permanent og uden udvej.

Iran nåede dette punkt i 2009, da intimideringen mistede sin effektivitet. I de seneste seks måneder er masseprotestbevægelsen blevet markant radikaliseret. Paroler, som var underspillede og moderate, er afløst af andre, som er åbenlyst fjendtlige og retter sig imod regimets vigtigste symboler.

Stadig modigere protest

Folk råber nu i stigende grad slagord som 'Ned med Khamenei', den islamiske republiks øverste leder, ja selv ikke det tilsyneladende urørlige ikon, landsfader Khomeini, går ram forbi.

Trods censuren griber iranerne enhver lejlighed til at gå på gaderne og protestere. De bruger de religiøse helligdage, som har stor politisk betydning for regimet, til at iværksætte moddemonstrationer, f.eks. på al-Quds-dag eller på den 4. november - årsdagen for gidselaktionen på den amerikanske ambassade, en anden væsentlig mærkedag for det islamistiske regime - til at protestere imod regimet og håne dets religiøse og ideologiske symboler.

Den 7. december, Studenternes Dag, var der nye store demonstrationer. Der var der også for to år siden, da hundredvis af studerende organiserede protester på landets forskellige universiteter.

Røde flag blev hejst med slagord, der krævede frihed, lighed og ligestilling mellem kønnene. Også denne aktion blev brutalt knust af regimet, og mange studerende fængslet og torteret.

I år var regimet forberedt og havde forbudt alle demonstrationer og massemøder, mens reformfløjen havde appelleret til de studerende om at dæmpe sig og om ikke at råbe regimefjendtlige slagord og bedt dem om at blive på universitetsområdet.

Men de studerende trodsede såvel høgenes trusler og reformtilhængernes råd, og det kom til omfattende demonstrationer i alle større universitetsbyer. De fleste steder forlod de studerende campus for at gå på gaden eller fik tilslutning her fra store folkebevægelser. Det kom igen til sammenstød med sikkerhedsstyrker og i nogle tilfælde blev disse tvunget tilbage.

Krig mod kvinder

Irans kvindebevægelse er den vigtigste spiller i kampen mod Den Islamiske Republik og regimets absolutte antitese. Det islamiske regime promoverer en kvindefjendsk ideologi: Underkastelse og at gøre kvinder til slaver er dens credo, det islamiske slør dens flag og kønsapartheid dens politiske system.

Kvinder har altid været i en prominent rolle i oppositionen imod det islamiske regime. Den første store demonstration imod regimet blev organiseret af kvindesagsaktivister. Khomenis beslutning om slørtvang resulterede i omgående protester på gaderne i Teheran og andre store byer den 8. marts 1979 og blev fulgt op af en hel uges demonstrationer og sit-ins med deltagelse af tusindvis af kvinder.

Dette var det islamistiske styres første store nederlag og begyndelsen til et 30 år langt anspændt og fjendtligt forhold mellem kvindebevægelsen og regimet.

Den ideologiske og moralske krig imod kvinder er en af de mest krævende, som Den Islamiske Republik nogensinde har måttet udkæmpe.

Kvindespørgsmål har aldrig forladt den politiske scene. Fra begyndelsen har regimet måttet forholde sig til kvinders krav, og mange kvinder - og mænd - har mistet livet eller er blevet påført store lidelser, fordi de vovede at udfordre kønsapartheids kvindefjendske regler.

Kvindespørgsmålet har vist sig som det islamiske regimes akilleshæl. Ved sin lange kamp imod et af de mest kvindefjendske politiske systemer i moderne tid, er Irans kvindebevægelse blevet en stærk kraft med bemærkelsesværdigt emancipatorisk potentiale af stor rækkevidde.

Ikke blot vil den kunne frigøre kvinder Iran, den vil også åbne en helt ny dør til andre kvinder i regionen i de samfund, der lever under islams jerngreb. Kvindebevægelsen er den islamistiske bevægelses værste mareridt.

Massiv undertrykkelse

Den politiske opstand i Iran har gjort indtryk verden over, og udviklingen har rokket ved mediebilledet af det iranske samfunds sociale, politiske og kulturelle sammensætning. Gang på gang har vi fået fortalt, at Iran er et islamisk samfund, og at folket ikke er imod den islamiske republik eller imod islamiske regler og skikke. De ønsker kun mindre forandringer, er budskabet.

Havde dette noget på sig, måtte man tro, at den iranske befolkning er en flok masochister, som ynder at lade sig tortere til at praktisere 'deres kultur og tro'? Hvorfor skulle et så sofistikeret tortur- og undertrykkelsessystem ellers være nødvendigt? Hvorfor skulle det være nødvendigt at hænge folk i byggekraner, at stene kvinder og mænd for sex uden for ægteskab og at piske kvinder til at respektere islamisk dress code? Hvorfor skulle det være nødvendigt at beskæftige et stort apparat af voldsbøller til at føre tilsyn med, at islams forskrifter adlydes?

Iranerne er nu i gang med at afkaste deres religiøse åg. De gør oprør imod et tyranni, hvor religion konstant bliver indblandet i deres liv. Folkeopstanden i Iran vil gøre det samme ved islam som Den Franske Revolution gjorde ved Kristendommen og kirken i Vesten.

På samme måde som den islamistiske magtovertagelse i Iran gav et stort løft for den islamistiske bevægelse og islam som politiske ideologi, vil det islamistiske regimes omstyrtelse udgøre et alvorligt anslag imod denne reaktionære, misogyne og brutale bevægelse.

Under den intense politiske udvikling bliver islams hellige status undergravet. Folkets spot og latterliggørelse har ikke skånet nogen af islams 'guddommelige love'. Præsteskabet er samfundets mest foragtede lag. De religiøse institutioner opfattes som korrupte, grådige og utroværdige. Folkeviddet kender til utallige historier, der miskrediterer præsterne som hyklere, forrædere og tyve. Langt de fleste vitser i Iran i dag handler om præsteskabet og det islamiske system.

Når dette regime først er tvunget i knæ, vil alle tegn på islamisk dominans og lov blive revet ned. Samfund vil fejre sin frigørelse for religiøs domains. Sekularisme vil blive knæsat som politisk princip i landets forfatning. I kulturliv og kunst vil antireligiøse og oplysningsfilosofiske ideer triumfere. Alt dette vil få grænseoverskridende effekter. Irans opstand vil revolutionere regionens sociale og politiske klima. En folkeligt marginaliseret islam i Iran vil rette et alvorligt anslag imod islams internationale position i det hele taget.

Azar Majedi er feminist, socialist og leder af den iranske kvindebevægelse OWL. Er blandt de ledende figurer i Irans Kommunistiske Arbejderparti og holdt hovedtalen imod Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejads besøg her i torsdags

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Claus Oreskov

Tak til kronik forfatterinden for en klar, og overskuelig udredning, om baggrunden og rækkevidden, af den folkelige bevægelse i Iran. Man kan så spørge sig selv, hvorfor vestlige mediere misfortolker forholdene så grueligt, og hvad der få dem til at behandle Iraks regering med fløjlshandsker? Herhjemme er det jo især Politikken, der levere den mest enøjede kritik, men de andre medier kan sagtens være med. Forhåbentlig vil Azar Majedies kronik være en øjenåbner!

Brugerbillede for Sven Karlsen

Kære Claus Oreskov,

uanset hvor mange reportager der sendes om livet i Teheran og hvor mange artikler og kronikker der skrives, i stil med den nærværende, så passer det jo ikke med det foretrukne billede af Iran som en tilbagestående muslimsk nation.

Men i virkeligheden så er deres problem jo det samme som vores: det er reaktionære folk i de landlige områder der holder et anakronistisk styre ved magten.

Brugerbillede for Preben  Etwil

En kronik der klæder den islamiske republik af til skindet, og hvor kvindekampen er sat ind i et rigtigt perspektiv.
Lad os håbe, at de folkelige bevægelser i Iran kan bringe dette religiøse vanvidsregime på historiens mødding.

Brugerbillede for Joakim Vilandt

Jeg synes kronikken er blevet godt mærket af forfatterens socialistiske holdninger (Jeg kan på ingen måde forestille mig at folket vil være sekularistisk), men det gør ikke artiklen til overordnet upålidelig som beskrivende af den iranske situation.

Den beskrev godt og grundigt hvor trætte perserne er af undertrykkelsen. Jeg mindes at huske at selv før Iran var landet undertrykt af en diktatorisk instans - var det en konge? - selvom min kilde er halvt Persepolis, halvt Wikipedia, regner jeg med at folket er godt og grundigt træt af autoriteters kontrol og løgne.

Jeg forventer at der vil være stigende og faldende uro med frihedssynede demonstranter i lang tid før styret endelig falder, og forhåbentlig bliver til en troværdig vestlig partner i Mellemøsten med et frit folk. Hvis ikke andet vil der nok være større international indblanding; selvom USA nok ikke gør sig den frihed efter hele Irak-dummerten, ville jeg blive stolt af det fælles Europa hvis der blev presset politisk på styret så at det bøjede sig for det folk, det burde tjene.

En stat kan ikke eksistere for bestandigt hvis folket ikke vil indordne sig under den. Og det af logiske grunde. Der er ild i Mahmoud's bukser.

(Og her til sidst skal det tilføjes at skribenten af denne kommentar tilhører dansk venstrefløj; og det tilføjes med hensyn til den noget rynkede næse af de socialistiske værdier. Jeg går ind for mange socialistiske værdier, men ikke sekularisme.)