Tricks og numre i København

Delegaterne til klimatopmødet hilses på Københavns Rådhusplads velkommen af en kunstig kæmpeplanet, som er overklæbet med koncernlogoer: Afrika er dækket af Coke, Carlsberg sidder på Asien, og ovenover alting stråler McDonalds: I'm loving it - Welcome to Hopenhagen!

Plastikkloden er det perfekte symbol på topmødet. Budskabet er, at topmødet har vital betydning for at redde os fra klimakrisen, men her i Bella Center opfanger ørerne ikke andet end de verbale krumspring, der skal gøre det muligt at bakke ud af det minimalt fornødne.

I udkanten af topmødet vakler mennesker rundt fra lande, hvis overlevelse afhænger af de igangværende drøftelser. Leah Wickham, en ung kvinde fra Fiji, brister i gråd, da hun fortæller konferencedeltagere, hvordan hendes hjemland forsvinder i bølgerne, hvis vi ikke handler. Tibetanske og indiske ngo'er forklarer, hvordan Himalayas gletschere smelter og vil være væk i 2035. Til den tid vil Asiens store floder, der leverer vand til en fjerdedel af menneskeheden, være svundet ind til svage strømme eller være udtørret.

Som Mohammed Nasheed, præsident for den druknende øgruppe Maldiverne, udtrykker det: »Den forrige generation af mennesker tog til Månen. Denne generation skal beslutte sig for, om den vil holde sig i live på Jorden.«

Vi ved, hvad der skal til: Vi skal have nedbragt emissionerne i de rige lande til et niveau 40 pct. under 1990-niveauet - før 2020. Vi kan skændes om hvordan, men vi kan ikke skændes med de geofysiske love: Jordens atmosfære har en grænse for, hvad den kan klare. Respekter den - eller tag følgerne.

En fundamental brist

Alligevel har klimatopmødets første uge været domineret af repræsentanter fra de rige lande, der med Enron-prokuratorkneb forsøger at vække det indtryk, at de vil reducere deres udslip. Denne maskepi må udstilles, så vi bedre kan forstå realiteterne bag den aftale, som under patos vil blive proklameret ved udgangen af næste uge.

De fleste af disse numre bygger på en fundamental brist: Et rigt land kan 'beskære' sine emissioner, helt uden at udslippe færre drivhusgasser. Hvordan? Ved at betale et fattigt land for at udslippe mindre, end det ville have gjort. Besnærende, for vi har trods alt alle den samme atmosfære, så hvad rolle spiller det, hvorfra udslippet stammer?

Det er ikke pebernødder

Men en ordning, hvor emissionsreduktioner sælges lande imellem, medfører enorm kompleksitet, ja bliver hurtig så teknisk, at ingen journalister - og selv ikke fuldtidsmiljøaktivister - kan følge med (dette er bagtanken, kan man frygte). Hvor det er let at holde øje med, om ens regering opfører flere kulkraftværker, lufthavne eller motorveje, er det umuligt at verificere reduktioner, den har 'købt' sig til på den anden side af kloden - især, når disse bliver til på fremskrivninger af udslip, der ville være sket - i teorien.

En undersøgelse fra Stanford University viser, at de fleste af de projekter, der markedsføres som reduktionskvoter, enten ikke eksisterer, ikke fungerer, eller ville være realiseret alligevel. Det er ikke pebernødder, det her - det er hovedretten. F.eks. vil USA - nationen med størst emissionsmængde pr. capita - ikke være nødt til at nedskære sit udslip med så meget som ét udstødningsrør før 2026, men kan klare sig alene ved at betale for disse fantomprojekter.

Og det bliver værre. Det komplicerede system, som opererer i uigennemsigtighed, er en gave til koncernlobbyister, som kan presse regeringer til at rigge systemet til i deres favør snarere end atmosfærens. Nogle eksempler.

En sukret oplevelse

Varm luft. Kvoterne for udledning af drivhusgasser blev tildelt i 1990, da Sovjetunionen stadig var en stor industrination. Året efter kollapsede den, og har aldrig genvundet niveauet fra før. Alligevel fastholder Rusland og de østeuropæiske lande deres kvoter for at sælge dem til rige land, der vil købe sig til reduktioner. Denne varme luft repræsenterer 10 gigatons CO2. Til sammenligning: Nedbragte hele den udviklede verden sine emissioner med 40 procent før 2020, ville det kun befri atmosfæren for seks gigatons.

Dobbelt bogholderi. Hvis Storbritannien betaler Kina for at opgive at kulkraftværk og i stedet konstruerer et vandkraftværk, kan vi briter stikke den herved fremkomne CO2-reduktion i lommen som vor egen. Men samtidig kan også Kina tælle den med som del af sine reduktioner.

Falske skove. Skove opsuger drivhusgasser, så derfor er der fornuft i at betale for at bevare dem. Men canadiske, svenske og finske tømmerfirmaer har med succes presset deres regeringer til at indføre en absurd klausul. I henhold til denne kan de, hvis de forpligter sig på 'bæredygtigt skovbrug' fælde så mange træer som før - uden at få dem talt med.

Der er flere tilsvarende eksempler. Vores ledere giver os ikke Hopenhagen, de giver os Cokenhagen, en sukret oplevelse fyldt med tilsætningsstoffer, men uden næring. Åbenbart er de mere bange for de koncernlobbyister, der betaler valgkampene i deres eget land, end de er for stigende verdenshave og døende civilisationer.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen