Kronik

Den uafsluttede 30-årskrig

Edward W. Saids bog 'Orientalisme - vestlige forestillinger om Orienten' har netop passeret sit 30-årsjubilæum. Men hvorfor er det stadig værd at beskæftige sig med en gammel bog, der ifølge mange kritikere er et rent makværk, som trækker et spor af ideologisk og teoretisk perversion gennem store dele af humaniora og socialvidenskab?
Edward W. Saids bog 'Orientalisme - vestlige forestillinger om Orienten' har netop passeret sit  30-årsjubilæum. Men hvorfor er det stadig værd at beskæftige sig med en gammel bog, der ifølge mange kritikere er et rent makværk, som trækker et spor af ideologisk og teoretisk perversion gennem store dele af humaniora og socialvidenskab?
5. december 2009

Det er indlysende for enhver med blot en kursorisk indsigt i udlægninger af Orienten gennem tiden, at Said har en pointe. Vestlige forfattere har romantiseret, frygtet og begæret Orienten, og Orienten har spillet en interessant kulturel, psykologisk og kunstnerisk rolle i Vesten. Politisk-økonomisk har Orienten været arena for moderniserings-, demokratiserings-, og statsbygningsprojekter, hvor lokale drivkræfter har spillet en meget lille rolle. Man kan sige, at mange af Vestens projekter i Orienten har Vesten som både entreprenør, terapeut og primære interessent. Orienten er naturligvis, som Said hævdede, en figur, som 'vi' i Vesten bruger til alt fra ordens- omstyrtende terrorister i bøger og film, eksotiske-erotiske rejsemål og livsfilosofisk visdom.

Men Said hævdede, at denne 'Orient' ikke var den rigtige Orient, og at forfatterne ikke var drevet af »lyst til viden«. Netop her ligger kimen til den langvarige kontrovers om Said. Han sagde jo implicit, at vestlige forfattere mestendels var og er ondsindede, dumme eller begge dele. Det er, hvad forfattere som Robert Irwin og Ibn Warraq reagerer på, i deres sønderlemmende kritik af Said. På mange måder ender deres kritik imidlertid med at blive mindst lige så polemisk og unuanceret, som man med rette vil kunne anklage Saids angreb på orientalisterne for at have været.

Fejlslutning

Ved på denne vis at afvise Saids perspektiv tout à fait gør man sig således blind for nogle af de relevante problematikker, som Orientalisme faktisk rejser. Men at hævde som Said, at orientalismen ikke er betinget af den rigtige Orient, men kun af vestlig, kolonialistisk selvovervurdering, er en fejlslutning. At kolonitidens bureaukrater, politikere og rejsende betragtede Orienten som anderledes, eksotisk og på mange måder underlegen, må betragtes som en helt igennem rationel erfaring. I Victoria-tidens Europa var Gustave Flaubert og mange andre europæere optaget af det, som var bag Orientens skørter, i haremmer, hos prostituerede og mavedansere, lige så vel som orientalistikken var optaget af forskelle og ligheder mellem kristendom, jødedom og islam samt islams hovedbibliotek for at forstå den kulturelle orden. Senere politologiske perspektiver er optaget af Mellemøstens regularitet eller afvigelse, dvs. hvordan kan vi forstå Mellemøsten eller dele deraf som en model, eller hvordan forklarer vi, at Mellemøsten tilsyneladende ikke passer ind i en model. Her er der ganske vist en markant forskel mellem den humanistiske fascination og den politologiske, men begge perspektiver er grundlæggende forankret i et ønske om at forstå Orienten, samtidig med at dette ofte sker med Vesten som sammenligningsgrundlag.

Hvad angår samspillet mellem repræsentationer af Mellemøsten, akademisk viden og politisk magt har Said endvidere en pointe, når han peger på, hvordan akademisk viden er blevet brugt til at iværksætte - eller som legitimation for - politiske, strategiske tiltag i forhold til Mellemøsten. Mange af de klassiske orientalister arbejdede sammen med kolonimagterne i 1800-tallet og fungerede som eksperter og konsulenter i kolonierne. Denne forbindelse mellem akademisk viden og politisk magt er ingenlunde reserveret til en fjern kolonial fortid. I dag arbejder mellemøstforskere tæt sammen med ministerier, militæret og statsorganisationer, hvis mål det er at gennemføre ofte kontroversielle politikker i Mellemøsten, og til tider kan samarbejdet være så tæt, at grænsen mellem forsker og konsulent i praksis er ophævet, hvilket både gør sig gældende for humanister og politologer. I lyset af at sammenblandingen mellem politik og forskning om Mellemøsten og muslimer næppe har været større end i disse år, vil Orientalisme kunne tjene som en nyttig reminder om, at hvis vi vil forstå relationen mellem 'Orienten' og 'Vesten', så må vi tage det 'analyse-industrielle kompleks' med i betragtning. Det betyder imidlertid ikke, at man nødvendigvis skal henfalde i den samme berøringsangst, som man finder inden for dele af den akademiske verden i USA. I sammenligning med den ekstremt polariserede og ikke mindst politiserede amerikanske orientalisme-debat finder man i en (kontinental) europæisk kontekst i større grad en opfattelse af, at Said dømte de klassiske orientalister for hårdt, ligesom der både dengang og nu kan være gode og legitime grunde til som forsker at arbejde for regeringen. Alligevel kan en udogmatisk genlæsning af Orientalisme være nyttig dels til at skærpe opmærksomheden om ikke blot forskelle, men også lighedstræk i samspillet mellem viden og magt, hvad angår den vestlige politik i forhold til Mellemøsten før og nu, og dels til at skabe en større (selv)refleksion blandt mellemøstforskere (som os selv) om nogle af de faldgruber, et sådant samarbejde kan være forbundet med.

Den teoretiske perversion

Said gør selve optagetheden af det anderledes til noget suspekt - den uventede, underlige eller farlige erfaring og møde med noget, som får os til at udlede, analysere, spørge og (re)præsentere. Når man læser i Orientalisme, fanger man hurtigt Saids inderlige foragt for den sanselige, eksotiske fascination af Orienten. Den er i sig selv for Said orientalistisk. Som en følge heraf er 'anderledesheden' i det saidianske perspektiv ikke et begreb for det, som vi naturligt undres over, drages og skræmmes af. 'Anderledesheden' er blevet et abstrakt begreb for en etik om håndtering af det anderledes, som ideologisk er blevet til, at 'det anderledes' pr. automatik er godt og bevaringsværdigt. Den makro-ideologiske konklusion er, at Vesten og Israel er orientalistiske, og muslimer, indvandrere og palæstinensere er 'de anderledes', som bliver undertrykte ved hjælp af den orientalistiske diskurs. Det er sporet af teoretisk og ideologisk perversion, som Orientalisme trækker. Men det er ikke det samme som, at orientalisme ikke findes. Orienten/ Mellemøsten har igen de seneste år fascineret og skræmt vestlige forfattere, udviklinger lokalt, i Mellemøsten og globalt har givet os nye erfaringer, og den fascination og lyst til viden er ofte både orientalistisk og anledning til nye erkendelser. Det er den gentagne spørgen og undren, som sætter ansvarligheden over for virkeligheden, og som gør det muligt at skelne mellem god videnskabelig litteratur og pseudovidenskab af den såkaldt 'islamkritiske' slags.

Kunst kan sagtens være orientalistisk og god samtidigt. Det man kan kalde den koloniale rejselitteratur som f.eks. Rudyard Kipling, E.M. Forster, Paul Bowles, Joseph Conrad og mange andre, der bruger 'Orienten' eller 'Afrika' som kulisse til udforskningen af bl.a. vesterlændinges forestillinger om sig selv. Lige så vel som man kan studere rejseberetninger til Europa for at lære noget om ikke-europæeres opfattelser af sig selv og verden. Derfor er det forståelsesmæssigt kontraproduktivt at være for puritansk overfor 'orientalismer', 'stereotyper' og 'essentialiseringer', som ofte bidrager med indsigt i erfaringen med 'fænomenet'. Sådan var det ikke, da Said i 1978 udgav Orientalisme, og derfor skal han også prises for at sætte orientalismen på dagsordnen som en væsentlig faktor i relationen mellem 'Orienten og os' trods sin meget polemiske fremstilling og egen temmelig radikale puritanisme.

Det er vigtigt at få gjort op med den teoretiske og ideologiske perversion, som Said og andre proponenter for populistisk diskursanalyse har gjort relativt almindelig. Men det ville være stærkt begrænsende for vores erkendelse, hvis det medførte en blindhed over for både de faktiske stereotyper og kategorier, vi bruger i relationen til vores omverden, og over for sammenhængen mellem kulturviden og magt.

Jakob Egholm Feldt er lektor i Historie på Roskilde Universitet. Morten Valbjørn er adjunkt i Statskundskab på Århus Universitet. De er gæsteredaktører af et netop udkommet temanummer af tidsskriftet Dansk Sociologi (årg. 20 nr. 3, 2009) om 'Edward W. Saids Orientalism 30 år efter'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Men Said hævdede, at denne ‘Orient’ ikke var DEN
rigtige Orient"

---------

Tjae. . Det ER jo Helheden der er sandheden -

så måske var det bedre at sige - at den af vesterlandske forfattere m.m. gengivne Orient er kun umådeligt lidt af alt det andet orienten OGSÅ er.