Kommentar

Fra ugens netdebat: den sociale minister?

Debat
12. december 2009

I forrige uge kom det frem, at der i år har været en kraftig stigning i antallet af danskere, der har henvendt sig til Kirkens Korshær for at få tildelt den hjælpepakke, som organisationen tilbyder familier, hvis ressourcer ikke strækker til at holde jul. I den forbindelse blev socialminister Karen Ellemann (V) interviewet til de hjemløses blad Hus Forbi, hvor hun udtalte, at det var »glædeligt, hvis den stigende efterspørgsel på julehjælp er udtryk for, at de svagest stillede danskere er blevet bedre til at bruge de glimrende tilbud, som frivillige tilbyder«.

Udtalelsen har mødt meget kritik blandt de fattigdomseksperter, som Information har talt med. Den 9. december bragte Information Karen Ellemanns svar på kritikken, som hun mener, er misforstået, idet hun »absolut ikke har nogen personlig glæde over eller interesse i, at flere mennesker søger julehjælp, sådan som Information udlægger det«. Hun understreger desuden, at hun som socialminister ikke skal dele julehjælp ud, men i stedet sørge for at hjælpe mennesker med de udfordringer i deres tilværelse, der fører til økonomisk fattigdom.

Lise Pedersen spekulerer på, hvorvidt Socialministeren ved, hvor meget en kontanthjælp udgør i dagens Danmark? Mellem 5.100 og 9.500 kr. før skat for enlige. »Hånden på hjertet - hvordan ville du få det budget til at hænge sammen,« spørger hun retorisk og mener ikke, det er incitament til at arbejde - men derimod afstrafning. Hun fortsætter: »VKO har beholdt magten, fordi de har kunnet bilde Middelklassens Danmark ind at, lavere skat ikke har nogen omkostninger og ingen ofre.«

»Og Karen Ellemann mener, at stigningen i fattigdom og arbejdsløshed ikke er helt reel,« tilføjer Inger Sundsvald, »men skyldes en kampagne i Ekstra Bladet, som har fået alle mulige til at søge om julehjælp. Men hun må da være taknemmelig for oplysningskampagnen, som har afdækket et behov, som hun ikke har været opmærksom på?«

Jørgen Nielsen opfordrer »de velbjærgede på venstrefløjen« til at gribe i egen barm og donere fjerde kvartals børnepenge - tilsvarende offentlige ydelser - og bare en pct. af deres friværdi i boliger samt deres aktieudbytte til de julenødstedte, når nu regeringen ikke er lydhør. Det mener Dorte Sørensen er forkert anskuet og spørger, hvorfor det ikke er hele befolkningen, der skal give en hjælpende hånd? Endnu engang er det ifølge hende de svageste, eller dem med mindst ego, der skal betale hele 'gildet', mens de øvrige bare kan rage til sig.

Thomas Andersen er forundret over forargelsen, og spørger retorisk om ikke Ellemann er medlem af Venstre- Danmarks Liberale Parti? »Det er kun i tider med valg, at det parti viser et socialt ansigt; deres ideologi er enhver er sin egen lykkes smed,« slutter han.

Information bringer hver uge et uddrag af ugens mest interessante kommentarer fra debatten på information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her