Kronik

Uimodståelige manipulatorer

Manipulation er en tvivlsom kunstart med et blakket ry - men hvorved adskiller den sig fra de mange andre forhandlings- og overtalelsesaktiviteter, som udgør vort sociale liv?
Manipulation er en tvivlsom kunstart med et blakket ry - men hvorved adskiller den sig fra de mange andre forhandlings- og overtalelsesaktiviteter, som udgør vort sociale liv?
14. december 2009

At kalde nogen for 'machiavellisk' er med ét enkelt ord at betegne vedkommende som lusket, bedragerisk, udspekuleret, listig, intrigant - og frem for alt: manipulerende. At optræde machiavellisk er at nå sine mål ved at mingelere med andre mennesker på måder, som disse ikke helt kan gennemskue - i alt fald ikke, før det er for sent. Metoderne kan være mange: fristelser og smiger, tricks og numre. Man kan også spille forskellige interesser ud imod hinanden eller trække i tråde bag kulisser. Overordnet gælder det naturligvis om at skjule sine sande hensigter ved kneb og kunstgreb og vildlede andre til altid at gøre det, man ønsker.

Sådan var de teknikker, som Niccolò Machiavelli anbefalede en fyrste at gribe til, når han skulle herske over sine undersåtter.

At føre andre mennesker bag lyset er selvfølgelig det, som gør manipulation moralsk forkasteligt i de flestes øjne: Manipulation indebærer, at manipulatoren agerer i modstrid med de manipulerede personers interesser og egentlige vilje. Hans ofre føler - hvis de opdager, hvad deres manipulator har gjort - at de er blevet brikker i et spil, som de sandsynligvis aldrig frivilligt ville være del af, hvis de kendte sagens rette sammenhæng. Ingen mennesker bryder sig om at blive over- listet og endnu mindre da at blive narret.

Det kan forekomme mærkværdigt, at 'manipulation' er genstand for foragt. Det sker trods alt for os alle, at vi forsøger at overtale, øve indflydelse på eller besnakke andre mennesker. På samme måde, som vi også selv er vant til at blive udsat for forsøg på overtalelse og påvirkning fra den omgivende kultur: Reklamefolk er bestandigt ude efter at fange vores opmærksomhed, sælgere vil have vores penge, og politikere vores stemmer - alle anvender de lige så mange lokkesange og tilskyndelser, som de kan finde på. Hverken de eller vi er hævet over at benytte hele spektret af retoriske virkemidler, endog bestikkelse.

Men hvordan kan det så være, at manipulation ikke ses som blot endnu en variant i hele dette repertoire af aktiviteter, der er centrale for den vedvarende forhandling, som udgør selve vor arts sociale liv?

Tænk på Shakespeares Iago, der så snedigt manøvrerer Othello og Desdemona ud i tragedien. Tænkt på politikere fra vor tid med et ry for at være dukkeførere for marionetter: Dick Cheneys manipulation af George W. Bush var f.eks. en offentlig hemmelighed. I vore dages populærkultur findes vel ingen større ærkemanipulator end Simon Cowell, den 'onde overdommer' i flere talentshows som X Factor og American Idol. Deres behændighed som bedragere kalder nok på beundring, men ikke på lovprisning: Manipulation er generelt en slibrig og uhæderlig affære, hvilket forklarer dens tvivlsomme ry.

Svagheder og begær

Det afgørende fællestræk for manipulatorer er deres talent for at gennemskue andre menneskers psykologi. Et minutiøst blik for svagheder og begær hos dem, de søger at udnytte, er manipulatorens våben. Og alle mennesker har svagheder, lige fra frygt og usikkerhed til kærligheden til et andet menneske eller en ambition så brændende, at det gør dem sårbare.

Iago greb til antydninger for at vække og derpå opflamme Othellos jalousi, men det meste udrettede Othello selv. Dette er manipulation som kunstart i sin mest klassiske form: Diskret at trykke på de rette knapper i det rette øjeblik er nok.

Selv håbet kan være en svaghed, som manipulatorer kan udnytte. Videnskabs- historikeren Stephen Jay Gould bemærkede engang syrligt:

»Når mennesker ikke lærer at gøre brug af vurderingssansen, men blot følger deres håb, er kimene til politisk manipulation sået.«

Simone de Beauvoir skrev i Det andet køn fra 1949, at kvinder har ry for at manipulere, fordi dette - i deres umyndiggjorte tilstand - ofte er eneste udvej til at få deres vilje. Men der var bestemt intet umyndiggjort ved Livia i antikkens Rom eller Lucrezia Borgia i Renæssancetidens Firenze - og begge gjorde udstrakt brug af manipulation, når de da ikke greb til gift. Englands Elisabeth I hævdede sig også smukt i dette selskab - dog uden gift.

Politikkens kunst - nogle kalder den en sortekunst - involverer næsten altid manipulation. En del af denne kan foregå åbenlyst, som når partiindpiskere tvinger medlemmer til at rette ind ved trusler om at eksponere deres homoseksualitet eller hemmelige elskerinder, men en anden og stor del af den foregår under dække som et sindrigt og langvarigt spil, der kræver mange slags vrid og trækken i tråde. Politik er som at være hyrde for en flok af katte. Der er så meget pression fra modstridende parter og så mange forskellige interessegrupper på krigsstien, at politikerhvervet måske bedst kan sammenlignes med at være dirigent for et orkester i et galehus. Og da rationel diskussion sandsynligvis ikke er særlig fremkommelig på et sådant sted, vil manipulation nødvendigvis rangere højt på listen over handlemuligheder.

Lederskab

Når en statsmand betegnes som 'stor', fordi han var i stand til at få hele sin nation til at bakke op - hvad enten i kraft af sin talekunst eller ved sit lysende eksempel - kalder vi imidlertid ikke hans fremfærd for manipulation, men for lederskab.

Alle succesrige manipulatorer kunne i en vis forstand med samme ret betegnes som leder, forbilleder og inspirationsfigurer, eftersom de pr. definition har ført andre ad en sti, som de selv har valgt og afstukket. Just dette var jo, hvad Abraham Lincoln og Winston Churchill gjorde, da de førte deres nationer gennem alvorlige kriser. Selv om en stor del af, hvad de foretog sig, foregik som afdæmpede samtaler bag lukkede døre, og selv om de belønnede nogle og stødte andre fra sig, fremhæves de altid for deres suveræne beherskelse af politiske færdigheder.

Er det derimod Machiavelli eller kardinal Richelieu, Metternich eller Lloyd George, som gør de samme ting, bliver de positive karakteristikker, vi hæftede på Lincoln og Churchill, erstattet af deres negative tvillinger: Richelieu og Lloyd George førte ikke an eller inspirerede. De herskede ved lumpne og listige rænker: De manipulerede.

I Oldtidens Athen kunne sofister tjene store summer på at undervise i retorikkens kunst. De averterede åbenlyst med deres talenter for at oplære andre i at argumentere overbevisende for begge sider af en sag. Sokrates foragtede sofisterne, fordi de var indifferente over for sandheden selv og kun var interesseret i at vinde points på argumenter, uanset om de befandt sig på den rette eller den forkerte side. Men en offentlig karriere i det athenæiske samfund stillede store krav til talekunst og argumentationsteknik, og derfor lærte sofisterne om alle de tricks, en taler kan benytte sig af for at manipulere med sit publikums holdninger og følelser. Et af de bedste kompendier i nyere tid i disse kunstgreb er Arthur Schopenhauers lille klassiker, 38 måder at vinde en ellers tabt diskussion (for nylig udgivet af Informations forlag under titlen Kunsten at få ret).

Vil gerne manipuleres

Hollywoods filmindustri rummer højdepunktet af manipulative færdigheder i vor egen tid. Hver en større satsning i hver en genre - romantiske film, thrillere, horror, familiefilm, tegnefilm - formår med indstuderede effekter at få publikum til at le, fare sammen eller græde. Det sker øjensynlig med samme lethed, som når man trykker på en knap, og selv om mange af os genkender de prøvede virkemidler, så virker de alligevel. Måske fordi vi er halvvejs villige til, at de skal gøre det - trods alt går vi jo ikke i biografen for at være på vagt over for at blive manipuleret, men præcis tværtimod: Fordi vi gerne vil manipuleres med. Det er som regel en god- artet og katarsisk oplevelse, som vi følgelig hilser velkommen, men det er dog stadig manipulation, også selv om det er et af de få tilfælde, hvor denne ikke byder os imod.

Det er forståeligt, hvorfor mindre godartede former for manipulation gør os forstemte. De involverer typisk uretfærdighed og er for ubehageligt tætte på løgn og bedrag. De bruger andre mennesker som brikker for at tilfredsstille manipulatorens hensigter, helt i modstrid med det gyldne moralske princip, som Immanuel Kant satte ord på: At vi altid skal behandle andre mennesker som mål i sig selv, og ikke som midler til at fremme egne mål.

Manipulation er par excellence at bruge andre mennesker som midler og ikke som mål. Når vi ikke har noget imod at blive overtalt, er det, fordi vi er klar over, hvad der foregår. Diskussioner, argumenter, ja selv bestikkelse, som får os til at ændre holdning eller handle anderledes, er på ingen måde som den proces, hvor vi bliver styret til at gøre noget eller indtage en position, der i grunden var os fremmed.

De evner til psykisk at gennemskue os, som en manipulator er afhængig af, kan kun bekæmpes på to måder: Enten ved ikke at have svagheder, hvilket er menneskeligt umuligt, selv om Oldtidens stoikere anbefalede netop denne udvej. Eller ved at være på vagt og skeptisk, hvilket trods alt er gennemførligt. Tæl dine skeer, når slangeoliesælgerne kommer på besøg: Dette motto burde vi skrive os bag øret for bestandig, når reklamefolk, politikere, prædikanter og talentshowdommere forsøger at drive deres lumpne spil iblandt os.

Anthony Clifford Grayling er britisk filosof © The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu