Læsetid: 7 min.

Verdens vigtigste udfordring

Den forsinkede opsang, til mig selv og alle andre, fra dengang
Debat
10. december 2009
Kronikkonkurrence: Danmark år 2059 I forbindelse med klimatopmødet udskrev Information en kronikkonkurrence for gymnasieelever. Opgaven lød på at skrive en kronik med et bud på, hvordan Danmark ser ud i 2059. Vi modtog knap 200 bidrag, hvoraf mange var velskrevne og kreative bud på, hvilken fremtid klimatopmødet vil være med til at skabe Et dommerpanel med forfatter Jan Sonnergaard i spidsen har valgt de 10 bedste ud. 1., 2. og 3.-pladsen blev bragt i Information hhv. 7., 8, og 9. december.

Opsangen kommer selvfølgelig for sent nu, men hvor ville jeg – 69 år gammel – ønske, at jeg som ung havde gjort mere for klimaet. At vi sammen havde givet afkald på få af vores skønne goder og i stedet havde hjulpet andre mennesker og klimaet på vej mod en lysere fremtid. Vores nutid er udmærket i Danmark, men mange andre mennesker har fået nedsat deres levestandarder så meget, at det er utroligt, at de holder sig i live. Jeg ville ønske, at jeg som yngre havde været en del af en ellers stor debat, som der først blev gjort noget ved, da olieprisen steg så voldsomt, at alt andet end miljørigtighed ikke kunne betale sig. Hvorfor droppede vi måske ikke bare lidt af det økonomiske overskud og købte biler og huse, som måske var mindre, men til gengæld var rigtige i den forstand, at hvad der er godt for naturen, er godt for andre mennesker og verdenen omkring os. Det handlede ikke om diametrale modsætninger, det handlede om små kompromiser, som langt de fleste ville kunne have klaret, og som alle ville have fået fordel af.

Denne dag er ikke så meget anderledes end de sidste mange dage. Jeg slår øjnene op, jeg føler mig træt, men tænder alligevel for min sengelampe. Den har stadig det karakteristiske blå skær, som så mange ikke kan lide. Jeg undres over, at de ikke har været i stand til at lave en farve på lyset som en gammeldags glødepære. Det viser sig åbenbart at være sværere end fremstillingen af supereffektive solceller og rejser til rummet, for det kan vi da finde ud af. Selv lægger jeg ikke mærke til det blå skær mere og heller ikke det faktum, at der her i soveværelset er varmt, også selv om der stadig kun er et meget svagt rødligt skær ude i horisonten. Mine øjne indstiller sig til den nyligt indtrufne skarphed af lys, og jeg rejser mig – et hurtigt kig på kalenderen fortæller mig, at det i dag er den 4. april 2059. Lugten af sprit fra min computers batteri hænger i luften, men jeg har for længst vænnet mig til den. Efter mere end 40 år i en branche, hvor det at være på farten har været vigtigt, tænker jeg ikke længere over at huske at pakke min taske med den lille dunk med træsprit og er generelt hurtigt klar til at tage på arbejde. Jeg arbejder som sælger, og min dag forløber tit med at køre til endnu et nyt sted og prøve at sælge vores produkt med en hurtigt, opblæst præsentation, ligesom alle andre sælgere. Præsentationerne er grunden til, at dunken indeholdende træsprit altid er med mig. Computerens batteri skal jo have energi en gang imellem. At regne med en stikkontakt kan til tider være som at regne med kulde i Sahara midt på dagen.

År 2059 har mange ting at byde på. Bilerne er højeffektive, en lille, men smart bil er mindst lige så meget værd som en stor bil. Vi går op i nogle andre ting, end dengang jeg var ung. Miljøet er stadig nødvendigt at passe på, men vi har dog fundet ud af at få energi fra andet end fossile brændstoffer. Disse er næsten sluppet op, så sol, vind, vand og bølgeenergi er taget i brug i stedet for. Det var en nødvendighed. Nanoteknologien har også ændret mange ting. Computerne er fortsat hurtigere, telefonerne stadig mindre, og nye opfindelser som selvrensende ruder, skærme, der ikke fedtes ved berøring, og små bakterier, som gør hele huset rent på få minutter for derefter at vende tilbage til deres glas, er en realitet. Personlige shopping-guides og huskesedler, der sladrer, hvis du glemmer mælken, er en hver husmors gave, og de bruges flittigt.

De go’e gamle dage

Når jeg nu efterhånden er vant til disse ting, som for kun 50 år siden ville være utrolige, uvante nyskabende eller spændende, er det, fordi jeg hele mit liv er blevet lært og trænet i at være omstillingsparat. At kunne omstille sig i et til stadighed hurtigere informationssamfund er noget af det allervigtigste. Faste holdepunkter er en sjælden fryd. Det hele er bare gået hurtigere og hurtigere de sidste mange år. På en både god og dårlig måde. At vores energi nu ikke længere kommer fra fossile brændstoffer, er en god ting, men det har haft sin pris. Mange har haft svært ved at følge med i udviklingen, og behovet for stadig bedre uddannelser har skabt et kæmpe skel mellem rige og fattige. De rige i samfundet – anno 2009 – havde overskud i økonomien til at efteruddanne sig, men hvis man ikke havde denne mulighed, kunne man ikke komme langt. Alting er blevet mere højteknologisk, og denne teknologisering har gjort os totalt afhængige af at være i stand til at forstå nye systemer. Den bedste vej til dette er uddannelse, og det har gjort uddannelsessystemet enormt. For mange er ekstra uddannelse en ubetalelig pris, som giver u-landslignende skel imellem rig og fattig. De fattige lever i en verden, der minder meget om 2009, bare varmere og dyrere. De velhavende og rige derimod kan boltre sig med alskens oplevelser og mageligheder. Ud over deres arbejde skal de velhavende udelukkende bruge deres tid på afslapning. Rengøringen betaler man sig fra, eller også har man robotter til det. Alt, hvad der er bare lidt hårdt husholdningsarbejde, er anset for nedværdigende.

Essensen af mennesket?

De sidste 50 år har verden udviklet sig meget, og der er selvfølgelig sket meget med klimaet. Det var det helt store emne for 50 år siden, og det er det stadig. Vi kom for sent, og naturen raser om ørerne på os som aldrig før. Vi har måske et problem med at se konsekvenserne af vores handlinger. Måske holdt vi op med det, samtidig med at vi stoppede med at tænke på en straffende gud. At der intet større var end os mennesker. Måske glemte vi i jagten på succes og hæder, at naturen trods alt stadig er større og stærkere end os, at naturen er vores dømmende gud. At naturen skal respekteres, for ellers tager den menneskeliv. Vi så det ikke, da det kom, men det begyndte med stormene og de stigende temperaturer.
I de seneste 50 år er der kun kommet flere af disse frygtelige naturkatastrofer, og vi må desværre bide det i os og acceptere, at det hovedsagligt var de vestlige landes skyld, at mennesker i andre dele af verden fik forværret deres levevilkår yderligere. Vi var ikke gode nok til at passe på, men det hjalp først, da vi blev sat under pres. Som om vi mennesker arbejder bedst under pressede forhold, måske fordi vi ikke kunne se alvoren før? Jeg tror, problemerne dengang havde en stor sammenhæng med folks modvilje til nedgang i levestandard og luksus. Ingen ville bruge deres cykel mere, for det bliver man våd og måske kold af. Ingen ville skifte til sparepærer, for de gav et koldt lys. Kunne vi måske ikke have levet med det kolde lys og de kolde vintermorgener til gengæld for en viden om, at de mennesker, som i forvejen havde det værst på vores planet, ikke ville komme til at få det værre?

Menneskeligt hovmod

Måske var der tale om hybris, da vi ikke tog os af de svage til fordel for vores egen velstand og konsumering. Måske glemte vi, at vi selvfølgelig er ansvarlige for alle på denne klode, måske er naturen vores eget nemesis. Menneskehedens evige gud, det, som vi altid vil være afhængige af, selv efter udtalelsen ’Gud er død’. Vi i Danmark er ikke specielt kristne – hverken i 2009 eller i dag – men naturen ser jeg stadig som en form for gud, vi kan intet uden den, og vi er den totalt underlagt. Jeg tror, vores tidligere manglende vilje til omstilling til mere miljøvenlige teknologier var den vestlige verdens største hybris nogensinde.
Vi burde have satset, men som alt andet her i verden var magelighed tilsyneladende bedre end hårdt arbejde. Store biler gav mere status end små, og selv i Californien var miljøteknologierne ikke mere udbredt, end at store firhjulstrækkere i et væk kørte rundt i byerne. Vi kunne bare ikke stoppe, mens legen var god. Nogle betaler prisen nu, andre har betalt sig ud af konsekvenserne. Det værste er, at kun få har denne mulighed.

Lasse Klokker Hansen går i 3.X på Odense Katedralskole

Serie

Information 2059

Seneste artikler

  • Mit København

    10. december 2009
    København er blevet kendt. Kendt for det grønne, det smukke og det intelligente. Kendt for visionerne, som har gjort København til en metropol med hensyn til fremtid; her tages fremtiden alvorligt. Mest af alt er København kendt for duften – duften af København. En duft, som gør dig glad og afhængig, en duft, som du vil tilbage til. Det er duften af noget nyt, noget grønt og noget rart
  • Glæden er trukket ud af menneskeheden

    10. december 2009
    Den før så farvestrålende verden kan kun opleves gennem musikken og gennem tankernes vildfarelse. Nu er det blot København og de få provinsbyer gemt væk bag de enorme dæmninger, som for en tid holder vandet fra fysisk at suge menneskeheden ned i dybet
  • Amalantis?

    10. december 2009
    Bliver Amager det nye Atlantis? Hvis verdens ledere under den første klimakonference for 50 år siden havde vidst, at over halvdelen af Amager – inklusive hovedbygningen for begivenheden Bella Center i dag står under vand grundet klimaforandringer, så havde de måske tænkt sig om en ekstra gang
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her