Kronik

Åbent brev om Danmarks friheds- og retstilstand

Vi må diskutere masseanholdelserne, politiets nye dømmende magt og de overdrevne reaktioner på fredelig, ikkevoldelig civil ulydighed i vores hovedstad
Debat
7. januar 2010
Aktivisterne levede op til deres ansvar for at arrangere fredelige demonstrationer under klimatopmødet, men staten svarede igen på autoritær vis. Det bør føre til selvransagelse, mener kronikøren.

Aktivisterne levede op til deres ansvar for at arrangere fredelige demonstrationer under klimatopmødet, men staten svarede igen på autoritær vis. Det bør føre til selvransagelse, mener kronikøren.

Anders Debel Hansen

Kære alle.

Vi bliver nødt til at have en grundig samfunds-samtale, om den måde Danmark ændrede sig på i december.

Kæmpestore folkelige klimademonstrationer var - på en enkelt undtagelse nær - ekstremt fredelige, men resulterede alligevel i 2.000 anholdelser eller tilbageholdelser. Det er aldrig sket før.

Skellet mellem voldelig og ikke-voldelig civil ulydighed forsvandt reelt, da politi og domstole reagerede med størst voldsomhed overfor de ikke-voldelige aktioner.

Skellet mellem den dømmende og udøvende magt fortonede sig, og skellet mellem skyldige og uskyldige sløredes, da politiet dømte mange uskyldige til midlertidig fængsling.

København var centrum for verdens opmærksomhed, men der var ikke meget 'Wonderful Copenhagen' over det, da der gik blå blink i byen. Oven i et kaotisk og fejlslagent klimatopmøde kommer bekymringen over den særegne danske form for retshåndhævelse.

Og endnu mere oveni kommer demokratisk bedrøvelse over, at alt hvad der skete, bakkes 100 pct. op af regeringen og en stor del af oppositionen.

Hvis vi fortrænger, hvad der skete, og uden debat går ind i 2010 med samme love, bemyndigelser og holdninger, siger vi ja til, at den mest autoritære form for autoritet får endnu mere magt, næste gang det gælder.

Fredelige demonstranter

Demonstrationen den 12. december blev en fantastisk oplevelse. 100.000 mennesker fra hele kloden deltog i en bevægende folkefest, der sendte et stærkt signal om alvor og utålmodighed. Det var demonstration for alle farver og aldre. Det blev alene skæmmet af medlemmer af 'sort blok', som teede sig, blandt andet med brostenskast på Christianshavn. En betjent blev såret, og jeg ved fra demonstranter - bl.a. en gruppe højskoleelever - at de var glade, da politiet greb ind. Men omfang og form med hundreder af mennesker i futtog på en frysende Amagerbrogade var uanstændigt. Man kunne have sorteret uskyldige fra, man kunne have lavet en fokuseret aktion. Man kunne - da alt for mange var anholdt - have undskyldt og rettet op. Men nej.

Det er veldokumenteret i artikler i Politiken og JP.dk, at en del af 'sort blok' blev sendt ind i demonstrationen af politiet. Disse aktivister var på vej andre steder i city, men blev standset af politiet, og fik at vide, at eneste demonstrationsmulighed var den store demonstration. De var ikke en del af folkedemonstrationen, der var lige så folkelig som bebudet.

Jeg var talsmand for 12. december-demonstrationen, og jeg blev utallige gange spurgt, om risikoen for vold. Vi skelnede klart mellem grupper som Never trust a Cop (NTAC), som bebudede vold, og som vi tog afstand fra, og Climate Justice Action, som åbent lagde frem, at de andre dage ville begå ikke-voldelig civil ulydighed, men som var loyale deltagere i 12. december-demonstrationen. Vi mente, at hvis der overhovedet kom uro, blev det i city, mens vi andre gik til Amager. Det var, hvad NTAC havde bebudet, men det ville politiet hindre. I stedet blev nogle af de voldelige sendt efter den fredelige demonstration. Det var uheldigt, fordi det gjorde folk bange, fordi det førte til anholdelse af uskyldige, og fordi det kunne have fået demonstrationen til at gå i stykker og panik.

Der var et godt samarbejde med politiet forud for 12. december. Der var koordination og megen fornuft. Men til en evaluering hører vilje til erkendelse af, hvor det gik galt. Og det gik galt, både da man sendte de voldelige med demonstrationen, da man anholdt fredelige demonstranter i bundter, og da man behandlede dem i strid med anstændighed og fornuft. Denne første af de store dage blev 968 mennesker anholdt. Næsten ingen blev sigtede. Langt de fleste fik kun den dom, politiet gav uden domstolsmedvirken. Først dømt til frysende futtog, derefter til klimabur, og nogle til peber-spray.

Stod sin prøve

Den næste store aktion var Climate Justice Action's aktion. Den skulle bringe kritiske demonstranter sammen med kritiske delegerede på Bella Centers område. CJA havde lagt alt åbent frem. Det var civil ulydighed, men fredeligt og ikke-voldeligt. Personligt blev jeg dog stærkt bekymret for, at demonstranterne ville droppe fredeligheden, da politiet dagen før anholdt en af lederne, en kendt moderat tysk CJA-aktivist. Det var i strid med sund fornuft og de råd, politiet havde fået som led i samarbejdet. Det blev endnu værre, da man anholdt to unge ansvarlige danske CJA-ledere. Det var bla Stine Gry, der var en del af 12.dec.-planlægningen og som havde samarbejdet og informeret helt åbent. Hun blev belønnet med telefonaflytning og fængsel.

Ansvarlige ledere sikrer, at civil ulydighed ikke fører til vold. De sikrer, at formålet ikke ødelægges af, at aktivister bliver hidsige og frustrerede og går amok. Men trods anholdelserne lykkedes det. Den eneste vold, vi så i medierne, var politikøller i sving. Demonstranterne var disciplinerede. Selv om en del af ledelsen var sendt i fængsel, holdt de sig til det vedtagne stort set helt fredelige program.

Konceptet om demokratisk, ikke-voldelig civil ulydighed har stået sin prøve fra Gandhis Indien til USA's borgerrettighedsbevægelse og dagens Iran, og det holdt også her. Men på trods af politiindsatsen. Der var igen masser af anholdte og en håndfuld sigtede.

Nu var frustrationerne så store, at der var natlig uro i København, men trods provokationerne var byen stadig fredeligere end i masser af andre perioder, københavnerne har oplevet.

Greenpeace-happening

Næste aktivistbegivenhed med stor mediebevågenhed var dronningemiddagen, med Greenpeace's happening, hvor festklædte aktivister nåede ind i de kongelige gemakker og udfoldede deres bannere. Politiledelsen var så flov over eget svigt, at politiets jurister blev sendt på overarbejde for at finde det størst mulige antal paragraffer, man kunne knalde disse fredelige aktivister på.

Hvor domstolene har fået lov til at blande sig, har de ellers været mere tilbageholdende end politiet. Meget få sad i fængsel over jul. Men typisk var de fleste længerevarende fængslede, dem der havde deltaget i fredelige og ikke-voldelige aktioner og happenings.

Tænk over, hvilket signal det sender i aktivistmiljøet. »I skal ikke tro, at det giver rabat at deltage i ikke-voldelige politiske aktioner med et positivt formål. Vi knalder flest muligt. Vold eller ikke vold«.

Sådan bruges en pakke

Chefpolitiinspektør Per Larsen var næsten for glad. Politiets indsats var gået efter bogen. Den såkaldte lømmelpakke med udvidede muligheder for præventive anholdelser blev kun brugt en enkelt gang.

Men pakker kan bruges på flere måder. Politiet har som aldrig før kunnet handle ud fra en overordnet tillid til, at regeringen gav fuld opbakning, til alt hvad politiet måtte finde på. Brian Mikkelsen heppede på sidelinjen og talte om et Danmark, der er så ufattelig generøst, at der ikke er forbud mod at klage. (Det er blot gjort utænkeligt, at man kan få medhold).

»Gør hvad I vil!« sagde regeringen til politiet. Eller måske sagde den »Gør hvad vi vil!«

Hvad var der alt i alt af vold? Nogle få brosten, noget fyrværkeri. (Ingen af de bomber Brian Mikkelsen talte om). Enkelte natlige bilafbrændinger. Det var langt mindre, end vi har oplevet ved adskillige lejligheder.

Hundreder af aktivister knoklede i måneder for at arrangere fredelige demonstrationer, og de levede op til deres ansvar. Hundredetusinde deltagere vidnede fredeligt om, at de tager klimatruslen alvorligt og ønsker ansvarlig handling. Aktionerne vidnede på ingen måde om en forråelse af samfundet.

Svaret fra den stat, der skulle have budt det folkelige samfunds støtte velkommen, var autoritært og frihedsindskrænkende. Fører det ikke til en grundig og selvransagende diskussion, bliver det værre næste gang.

Knud Vilby er journalist og talsperson for 12. december-demonstrationen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak til Knud Vilby for den kronik.
Håber virkeligt at terrorlovene hurtigst muligt bliver taget op til en revision og lømmelpakken bliver udfaset, så almindelige danske borgere igen kan demonstrer ude at frygte for skønsmæssige tilbageholdelser og i værste fald 40 dages fængsel.
Ligeledes frygter jeg anvendelsen af Lømmelpakken her op til overenskomst forhandlingerne samt ikke mindst anvendt mod faglige blokadevagter.

Jimmi Thøgersen

100% enig med Knud Vilby.

For lige at uddybe:

Det var langt mindre, end vi har oplevet ved adskillige lejligheder.

... vil jeg tilføje et uddrag fra en meget lang upubliceret tekst jeg skrev ved slutningen af topmødet:

"Men hvad, vi undgik da en hærget by"

Tja, vi undgik også en hærget by til EU-topmødet i 2002 uden noget der nærmer sig disse metoder - dér holdt politiet sig stort set konstant i baggrunden, og der var minimal ballade sammenlignet med lignende topmøder i andre lande - selv sammenlignet med lige nu. Vil man gøre folk kriminelle, så bliver de kriminelle.

At begynde at kigge i den hypotetiske situations krystalkugle er simpelthen uholdbart. Det er uholdbart for debattører og kommentatorer. Det er endnu mere uholdbart for en justitsminister. Ja dig, Brian. Og en statsminister - det er vist nok dig, Lars.

Men det er så pokkers smart. For bliver der (ved held) ingen ballade bagefter, siger man "der kan I se, det virkede". Bliver der ballade bagefter, siger man "der kan I se, det var nødvendigt". Uanset om man så reelt har forårsaget balladen. Win-win.

Når 100.000 mennesker samles til en begivenhed vil der opstå problemer. Men problemerne behøver ikke gøres totalt uoverskuelige. Det viste 2002-topmødet, det viser Roskilde Festival år efter år.

Uanset konsekvensen og besværlighederne ved at skulle tænke sig lidt mere om, eksisterer retssamfundet og demokratiet på nogle basale principper, som ikke står til diskussion.

Jamen alle de der STASI-love forhindrede jo en
amatør-terrorist i at brænde sine underbukser ..

jens peter hansen

Var det Roskildefestivalen flyttet til Amager vi havde i december ?? Plejer der til Roskildefestivalen at komme folk rejsende fra nær og fjern for at protestere mod musikken eller hvad ??
Det er betænkeligt at politiet foretager massearrestationer, det er al ære værd at de anholdt opførte sig eksemplarisk og det er topmålet af idioti at politiet ikke løslod de søde unge mennesker med det samme.
Greenpeace's flotte stunt viste med al tydelighed at det virkelig farlige havde Per Larsen IKKE styr på. Derfor den sindsyge varetægtsfængsling. Måske viser det at fredelige demonstranter har mere mellem ørene end voldelige og at de sidste og politiet tænker ens. Volden kunne politiet håndtere ikke den fredelige manifestation. Det er da tankevækkende.

Søren Kristensen

Jeg vil ikke blindt forsvare politiet, men i lyset af den uro det aktivistiske miljø har udsat København for de serene år, har jeg en vis forståelse for en præventiv indsats og nu var det sådan set også hensigten at (klima)krigen skulle udkæmpes i Bella Centret og ikke udenfor. I øvrigt tror jeg de store folkelige demonstrationer og manifestationers tid er forbi i vores veludviklede demokratier, fordi Ikke mindst internettet giver mulighed for ytringsfrihed, netværksdannelse og dermed et langt mere artikuleret politisk og demokratisk modspil til magthaverne end hvad gadens debattanter kan afstedkomme. At tro klimatopmødet ville udvikle sig til en folkefest i en så velorganiseret by som København i 0 graders varme er næsten for naivt. Jeg glæder mig, alt andet lige, over at stort set ingen kom alvorligt til skade og håber mødet forløber lige så lidt livstruende næste gang, men gerne mere festligt, for nu ikke at begynde en diskussion om de politiske konsekvenser.

Politiet fik vist den globale magtelite og de såkaldt kreative klasser, at de roligt kan komme til konferencer i Copenhagen - uanset den internationale politiske stemning ...

Politiet fik vist den lokale magtelite, at de roligt kan afvise lønkrav og krav om øget kontrol med kapitalismen ved de kommende overenskomstforhandlinger ...

Politisk undertrykkelse er en milliardforretning.

PS
..at Greenpeace slog et skår i stoltheden ...ja, det kan ikke straffes hårdt nok.. Åh! Hvor ville jeg gerne have været en flue på væggen da Per Larsen fik meddelelsen om happeningen...thi hi

Dorte Sørensen

Søren Kristensen
Jeg glæder mig over at aktivisterne levede op til deres løfter om ikke voldelige aktioner, der i mine øjne gjorde regeringen og DFs mange skrækhistorier om bål og brand i gaderne til skamme.
Stor tak til aktivisterne/demonstranterne og deres arrangører.

Jimmi Thøgersen

Var det Roskildefestivalen flyttet til Amager vi havde i december ?? Plejer der til Roskildefestivalen at komme folk rejsende fra nær og fjern for at protestere mod musikken eller hvad ??

Tænkte nok dét afsnit skulle fjernes, eftersom det er taget ud af en sammenhæng - da jeg så det var kommet med var det for sent. Faktum er, at politiet år efter år kan formå at være overraskede over, hvor fredeligt et sådant arrangement går til, på trods af at de ikke render rundt og anholder på må og få eller registrerer folk, der (angiveligt) ser mistænkelige ud.

Volden kunne politiet håndtere

Hvis vi ikke kigger i krystalkuglen, så var det af den simple årsag, at volden i forvejen var stort set ikketilstedeværende. I det ene tilfælde den fandt sted i "større stil" (14-15 smadrede ruder og noget fyrværkeri) formåede de at eskalere den til vold mod tjenestemænd og unødvendige massearrestationer. Ja, det er sandelig at håndtere - nogenlunde som at håndtere en glasbutik med et baseballbat.

Derudover er vi rørende enige.

John Jørgensen

Tak til Knud Vilby.
Men med et folketing der i den grad er fjendtligt stemt overfor sine kritiske vælgere skal vi nok ikke forvente mildere vinde foreløbig. Følg feks SF´s og søvndals vej til ansvarlighed.
Det eneste gode jeg kan se i den her politiske situation er at næste valg må bringe liste Ø, (og gerne et par nye partier), mange flere mandater.

Bjarke Larsen

Politiet stod over for en næsten umulig opgave. De vidste, at der fra hele verden ville komme flere hundrede, sikkert tusinde, professionelle demonstranter, som ville gå målrettet efter bl.a. at trænge ind og sabotere en international, demokratisk FN-forsamling.
Vi havde yderligere oplevet, hvordan en stor gruppe voldelige autonome har smadret København i en barnlig protestreaktion på ikke at få stillet et ungdomshus gratis til rådighed.
På den baggrund valgte politiet at reagere hurtigt og målrettet ved ethvert forsøg på at skabe ballade. Det lykkedes stort set upåklageligt gennem næsten 14 dage. Eneste gang, det gik galt, var ved den store folkedemonstration, hvor man fik anholdt for mange, ikke havde logistik til at få dem væk i en fart, og lod dem sidde i klimafængslet alt for længe.
Det har politiet selv erkendt, og så er den vel ikke længere.
Jeg bryder mig bestemt ikke om lømmelpakken og store dele af terrorlovgivningen, men det skræmmebillede at en autoritær politistat, som Knud Vilby fremmaler, har ingen forbindelsen til virkeligheden.

morten andersen

Og så var der lige varetægtsfængslingen af Greenpeace aktivisterne, der varede over tre uger.
Tag den Bjarke Larsen !!

Jimmi Thøgersen

I øvrigt tror jeg de store folkelige demonstrationer og manifestationers tid er forbi i vores veludviklede demokratier

"Udviklede"? Ja. "Veludviklede"? Tja... Tror "stagnerede" er et bedre ord. Eller måske "relativt veludviklet men på vej den modsatte vej". Mistro og kynisme overfor den demokratiske beslutningstagning breder sig; "stem og hold mund"-modellen er i dag nok den mest udbredte opfattelse af, hvordan demokrati fungerer; befolkningen har sjældent været mindre interesserede i den demokratiske proces.

fordi Ikke mindst internettet giver mulighed for ytringsfrihed, netværksdannelse og dermed et langt mere artikuleret politisk og demokratisk modspil til magthaverne end hvad gadens debattanter kan afstedkomme.

Ja, hvis "Web 2.0" lærte os noget var det, at enhver kan ytre sig, enhver kan være filmmager, designer og forfatter - og at de fleste burde lade være :-)

Og hvis nettet har lært os noget burde det være, at de, der plejede at råbe højest, i en globaliseret verden overdøver mindretallene i endnu højere grad. F.eks. Googles pagerank har i over 10 år sørget for at gøre det populære mere populært. Mediekonglomeraterne sidder stadig på den

Netværksdannelse, ja. Ytringsfrihed? Mest hvis ytringsfriheden er begrænset til at ytre sig til dem, der allerede mener det samme.

Det er ganske vist også ofte et problem i fysiske, folkelige manifestationer. Og så måske alligevel ikke. Det er måske naivt, men jeg tror ikke 1.000.000 mennesker i en facebook-gruppe overgår den manifestation der lå i 100.000 mennesker på gaden.

Niels Møller Jensen

Så faldt masken på Per Larsen som den venlige og retfærdige politiembedsmand, nu viste der sig en hævnærgerrig person, med manglende dømmekraft så min respekt for politiet er faldet endnu engang. Men det hører vel desværre til i et samfund hvor Liberalismen buldre frem.

Jimmi Thøgersen

Det har politiet selv erkendt

Njah, erkendt og erkendt. Ifølge politiledelsen var massefrihedsberøvelsen helt i orden (uanset at den, for bare at nævne ét problem, lader til at stride mod den politilov de retfærdiggjorde den med).

Flere gange har samme ledelse givet udtryk for - på trods af almen logik, øjenvidner og retsprincipper - at stort set samtlige tilbageholdte var skyldige, men de måtte lade dem gå.

Det eneste politiet reelt har erkendt var, at behandlingen af de tilbageholdte var kritisabel - det er de sådan set nødt til at erkende, eftersom den uomtvisteligt strider mod den europæiske menneskerettighedskonvention, som er del af gældende dansk lov.

Og var det eneste gang det gik galt? Næh.

Steen Engholm

Jeg halter også lidt efter Bjarke Larsen, d.v.s. uden de samme tillægsord . Men 'set udefra' så er Ungdomshuset (minus voldelig og barnlig) samt klima-demonstrationerne, som ikke var professionelle, men professionelt ledet, og kun misvisende kan beskrives at sabotere FN-forhandlingerne, altså set udefra, så kan såvel politiets indsats rationaliseres og aktivisters aktioner forståeliggøres udi en hel klar meningsfladhed .

Det er helt tiltrækkende . () Jeg tror måske der bliver brugt en del politisk energi på at opbygge en retssikkerhed som ikke er relevant . Borgerligheden har heller ikke så gode kår, i den fortumlede moderne verden . Man opnår ikke borgelige euforiske tilstande ved at stable mere og mere retssikkerhed på benene . Den lykkelige (borgerlige) tilværelse skal helst allerede være der . Men det er jo det der sker, opstablingen altså . Det fører ingen steder hen .

Jimmi Thøgersen

Mediekonglomeraterne sidder stadig på den

Dér røg lige noget ud:

"Mediekonglomeraterne sidder stadig på den nyhedsdækning, der følges af næsten samtlige internet-brugere."

Gå ind i 2010 med debat .....og skal have bøger fra historetiden frem, som vi ikke ønsker en gentagelse af [KIKKE TILBAGE ]

Er det nyt ?

Kære Knud
Tak for et godt åbent brev. Det er vigtigt, at vi trods meningsforskellighed får diskuteret rammerne for borgernes forsamlings- og demonstrationsret. Uden en reel forsamlingsfrihed er der ingen ytringsfrihed. Med politiets massetilbageholdelser ved COP15, hvor utallige uskyldige blev taget som gidsler, er det blevet meget vanskeligere for almindelige mennesker, at møde op til en demonstration for at give udtryk for sine synspunkter. Det virker fuldstændigt ude af proportioner, at det skulle være nødvendigt for politiet at tvangstilbageholde omkring 1.000 personer på åben gade for at kunne rejse sigtelse mod tre ballademagere. Ukontrolleret magt fører altid misbrug. I supplement til individuelle klager (som klagerne givetvis ikke får medhold i) burde det derfor være muligt kollektivt (ombudsmand eller hvad ved jeg) at vurdere politiets indsats af magtmidler i den givne situation. Nu har vi derimod en justitsminister der gladelig omtaler fredelige demonstranter som voldspsykopater, da de tilfældigt og uheldigvis står det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Lad os håbe, at dit åbne brev vil kunne danne baggrund for at både borgere, politi og politikere endnu engang vil reflektere over landets friheds- og retstilstand.
Man kan frygte det værste, men håbe det bedste.

Bjarke Larsen

@Steen Engholm: Hvis reaktionerne omkring Ungdomshuset ikke var voldelige, hvad vil du så kalde dem?
Og ja, en del - bestemt ikke alle - af de folk, der kom fra udlandet, var dybt professionelle aktivister, heraf nogle, der i forvejen var kendt for - igen meget professionelt - at bruge vold som aktionsmiddel.

God artikkel, der kaster lys på en udvikling, der ikke ser ud til at vende lige foreløbig. Der er virkeligt sket et skred blandt politikere i folketinget, vedrørende retsbevidsthed - og det er skam ganske alvorligt.

Dagen efter, at SF melder ud, at de vil forbyde folk, der surfer på "terror-relaterede" sider, sidder jeg her og ved snart ikke hvem jeg skal stole på, hvem jeg skal stemme på til næste folketingsvalg. På mange måder er jeg dybt, dybt rystet over, at det er kommet hertil - og ingen kan rigtigt gøre noget for at stoppe det.

Lige nu kredser der for mange tanker i mit hoved, jeg kan ikke tænke klart. Hvar foregår der? Politikerne undergraver vores retssamfund! Det er jo ikke kun regeringen og støttepartiet, men hele spektret, med undtagelse af Enhedslisten (der er så mange andre grunde til, at jeg ikke kan stemme på dem). Når det forholder sig sådan, hvem kan give os de allerede indskrænkede borgerrettigheder tilbage? Vi skal nok ikke regne med, at vi kommer til at se de rettigheder igen.

Så, det ser ud som om, at terristernes terror virker... det er foruroligende logik: politikerne vil beskytte os mod terror, ved at fylde os med frygt - og indskrænke vores frihed. Jeg fristes til at sige: det er fuldbragt.

PS. Det ovenstående er skrevet af en stærk følelsesmæssig påvirkning af desillusion.... Hvad fa'en gør vi?

John V. Mortensen

Skulle vi ikke hellere bruge en masse tid og plads til at finde ud af, HVAD ER CIVIL ULYDELIGHED, og - hvornår og hvor - må og skal - man bruge den?

Jimmi Thøgersen

Det blev der vist brugt masser af tid og plads på før topmødet, bl.a. her:

http://www.information.dk/205513
... her:
http://www.information.dk/206631
... her:
http://www.information.dk/213537
... og her:
http://www.information.dk/217508

Der er ikke noget at finde ud af. Hvad civil ulydighed er, er allerede temmelig gennemdiskuteret. Og som demokratiopfattelsen ser ud i øjeblikket og med de betydningsglidninger især regeringen står for (at sidde på gaden = vold, at bevæge sig forbi en afspærring = vold) må og skal man aldrig bruge civil ulydighed.

Steen Engholm

@Bjarke Larsen

Måske er du ligeså fremmed for demonstrationer som jeg er ? Jeg kan ihvertfald genkende noget i dit indlæg, nemlig billedet af de profesionelle demonstrationer og billedet af optøjer ved Ungdomshuset .

Demonstrationer skal meldes til politiet .. da jeg første gang hørte det studsede jeg også lidt, men sådan foregår det, og egentlig burde man hellere skrive og omtale det som at alle demonstrationer skal annonceres til politiet . Det er bare en form for planlægning, og med tiden er der sikkert opstået en vis professionalisme omkring det . Lobbyisme på gadeplan . Der er måske også kommet et skred i 'tingene' det sidste årti med globale ngo'er og hvad ved jeg . Det er også lidt korrekt at hændelserne omkring Ungdomshuset var voldelige . I dit indlæg bruger du både 'barnlig' og 'voldelig', og så er der ikke meget tilbage at tale om . Ungdomshuset er ligesom Christiania, det hører slet ikke hjemme, og kan vanskeligt på redelig vis overhovedet forklares at de er der . Voldeligheden optrådte både hos politiet og blandt aktivisterne omkring Ungdomshuset . Uden at kende til sagens detaljer så har politiet handlet i bedste fald efter provokation, i værste fald præventivt . Men i bedste fald, provokeret af fremstormende aktivister omkring Ungdomshuset, så er det alligevel kun det instantane indblik vi eller jeg som udenforstående bliver meddelt . Forud for dramatikken findes den lokale historie om Ungdomshuset fra dag til dag, og der finder vi, eller jeg også en provokation tilstedet af verdens urimelighed, den barnagtige indstilling - i det moderne samfund - at skabe sit eget liv . Så var der også Faderhusets rolle, om noget provokerende .

Steen Rasmussen

Danmark har fået opmærksomhed i den udenlandske presse, så det gør en forskel!

Hovednyheden på Elpais er i øjeblikket, at kun diplomatisk pres udefra fik de varetægtsfængslede aktivister ud, og at de danske myndigheder er sat i defensiven i forhold til omverdenens krav om retfærdighed:

http://www.elpais.com/articulo/sociedad/presion/ciudadana/diplomatica/fa...

Ikke nok med, at den danske regering fjernede substansen fra mødet to måneder før dets begyndelse og saboterede selve mødet, men den gjorde sig også bemærket i omverdenen ved at agere som politistat over for mennesker, der ønskede at forpligte alverdens ledere på at tage ansvar for det problem, som den danske regering beviseligt kun lader "som om" den har forstået og vil gøre noget ved.

Den danske regerings manglende respekt for demokratiet og det forpligtende i problemet global opvarmning står i skinger kontrast til det billede, regeringen og de kommercielle medier ville med topmødet.

Hyklerriet bag den professionelle selviscenesættelse er afsløret, i en grad som man kun kunne have drømt om.

Hele verden står og ser på lille Danmark, som er på alles læber, og man grimmes over dette destruktive, lille selvfede land, der svømmer i smør, tænker på sig selv nu og her, har det så godt og som er pisse lige glad med fremtiden, andre end sig selv og den jord, som har været så generøs over for netop Danmark.

Alle kender dette lille land, som den selvfede lille klat, man kun kan undres pg grimmes over.

Med de autonomes ballade i forbindelse med ungdomshuset og erfaringerne fra topmøder i andre lande, så var de forebyggende foranstaltninger fuldt berettigede - de sikrede at tusindvis af mennesker kunne gøre deres tilkendegivelser om klimapolitikken til en familiebegivenhed med børn og hund o s v med i demonstrationerne.

Skønhedsfejlene var tydelige, men talmæssigt meget få og ikke skæmmende, så alt i alt gik den folkelige del af COP 15 OK - det var det politiske establishment i FN, der svigtede, og det var der flere årsager til, men det er en anden og ret trist historie. (FN systemet har vist udspill et en væsentlig del af sin rolle ?

Iøvrigt finder jeg hr. Knud Vilby's betragtninger i denne sag for ret virkelighedsfjerne.

John Jørgensen

@ Robert K:
"................Iøvrigt finder jeg hr. Knud Vilby’s betragtninger i denne sag for ret virkelighedsfjerne......"

I min optik var/er der mange gode grunde til at folkene i Ungeren, (+ Christiania, mfl), at de blir hørt.
Så vidt jeg ved blev "ungerne" røvrendt af byrådet, og har altså en god grund til at være sure.

Disse unge er om få år en rigtig vigtig del af den velfærd vi skal til at bygge op.
Vores livsstil må nødvendigvis ændres, der er ikke ressourcer til alles overforbrug.
Vi gamle (bedsteforældregenerationen) har nogen muligheder og et ansvar. Vi har arbejdet og kender altså til den side af voksenlivet, som mange nu udstødes fra.
Giv os mulighed for at arbejde frivilligt nogen timer om ugen. Kurser i svejsning, IT, madlavning med rigtige råvarer, reparation og vedligehold af bil, cykel, bolig, privatøkonomi mm.
Et kæmpe løft til hele samfundet. Ingen løn, men heller ingen straf. Det er opkvalificering til glæde for os alle.

Kære John Jørgensen.

Det er ikke så slemt endda.

Dem, der er unge idag, vil givet kunne regne med en livsløn ( og levestandard), der er væsentlig højere end for dem, der var unge i 60'erne.

Der er en økonomisk krise p t, men den går over - og vi har i historiens løb overlevet bl a 2 verdenskrige, som var meget mere alvorlige en dagens problemer, og vi har undgået at få en atomkrig selv om der er bomber i overflod o s v.

Hovedparten af dagens tekniske finurligheder var ukendte for bare 30-40 år siden, og den tekniske udvikling kører for fuld damp - om 20-30 år vil vi givet have fuld CO2 fri energi, højere levestandard og bedre sundhedstilstand , end vi har idag.

Steen Engholm

En teknokratisk fremtid kan ikke undgåes ?
Nutiden er teknokratisk . Fremtiden er bare fremtid .

Fra artiklen - om det at magthaverne i deres reaktioner ikke gør sig nogen umage for at skelne mellem voldelige og ikke-voldelige demonstranter:

"Tænk over, hvilket signal det sender i aktivistmiljøet. »I skal ikke tro, at det giver rabat at deltage i ikke-voldelige politiske aktioner med et positivt formål. Vi knalder flest muligt. Vold eller ikke vold«."

----------------

At DEN gensidigt forstærkende optrapning nu næppe kan bremses ( medmindre magthaverne nu angrende griber til undskyldninger og virkeligt ændrer adfærd ), men det gør de jo næppe - og kommer så til at høste som de såede: Indenfor få år vil der næppe længere forkomme ikke-voldelige aktioner her i DK, men kun ske: Kun voldelige oprør.

Christian Mondrup

Jeg kunne være fristet til at antage, at "nogen" (politikere i regeringsblokken, ledere i politi og centraladministration) ser de stedfundne uroligheder som velkomne: de giver en god baggrund for at fokusere på "lov og orden", gerne koblet på "de fremmede" i den kommende valgkamp. Tænk hvis man kunne sætte en dagsorden, hvor den økonomiske krise glider i baggrunden.

Stanley Opmann

Det Poetiske Bureau markerer den 8. årsdag for indsættelsen af de første fanger på Guantánamo-basen og 2-års-dagen for forlagets udgivelse af "Digte fra Guantanamo", sammensat af digte skrevet af sytten af basens fanger. Det gør vi med oplæsning fra bogen og uddeling af et gratis eksemplar til alle der har været indsat i "Klima-fængslet" i Valby. Det Poetiske Bureau vil på denne måde gerne understrege den ulykkelige kendsgerning, at både den amerikanske og den danske regering tilsidesætter uskyldige menneskers rettigheder for at få ram på nogle få skyldige.

I tilfældet med knibtangsmanøvren på Amagerbro-gade ved den store klimademonstration den 12. december 2009, hvor op mod 100.000 mennesker på fredelig vis udtrykte deres utilfredshed med verdens regeringers håndtering af klimaproblemerne, tilsidesatte man helt præcist 964 uskyldige menneskers rettigheder for at få fat på de fire der siden modtog en formel sigtelse. Hvad blev der af det gamle ideal om hellere at lade 10 skyldige gå fri end at straffe én uskyldig?

Parallellerne til de "ulovlige kombattanter" på Guantánamo er slående: man fik nok fat på ægte terrorister, men man fik også fat på langt flere uskyldige, der i visse tilfælde, foruden frihedsberøvelsen, har måttet finde sig i at blive tortureret i årevis. Man kunne gå videre endnu og spørge hvor mange talebanere der skal dræbes for at retfærdiggøre de tusindvis af dræbte civile afghanere? Hvor mange Al-Qaeda medlemmer der skal dræbes for at retfærdiggøre de mere end 100.000 civile ofre for Irak-krigen?

Det Poetiske Bureau har hverken lette eller komplicerede svar på disse spørgsmål på rede hånd, men insisterer på diskussionen. Hvad er der tilbage af vores åbne samfund, hvis man risikerer frihedsberøvelse og ydmygelse fordi man befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, fordi man sammen med meningsfæller går på gaden for at markere sit legitime synspunkt overfor offentligheden og politikerne, eller fordi man befinder sig i samme fjerne land som den berygtede Osama bin Laden?

Kom forbi Det Poetiske Bureau på Griffenfeldsgade 52, Nørrebro, mandag den 11. januar fra kl. 17-19 og hør Flemming Røgilds, Karsten Bjarnhof, Morten Ranum, Rene Sandberg, Kirsten Marthedal, Torben Svare og Martin Kargaard Thomsen læse op af "Digte fra Guantanamo". Hvis du har oplevet "Klima-fængslet" i Valby indefra får du et gratis eksemplar af "Digte fra Guantanamo" til inspiration og til eftertanke; du behøver ikke at medbringe beviser for dine timer i arresten, da vi, om ikke andre, tror dig på ordet. For alle andre, der har tilbragt hele december i frihed, koster bogen 120 kr.

John V. Mortensen

Tak til Jimmi Thøgersen som fik mig til at læse tilbage i bladets civil-ulydeligheds-annaler. Det ord som er brugt mest er - vold, et langt liv har lært mig, at - ord og vold - hører sammen, vold erstatter ord når man ikke kan klare sig. Demonstranterne kunne ikke komme ind i Bella Centret og bruge ord, derfor - brugte de vold, det kedelige er bare, at de ikke ville indrømme det. For - hvis nogle står i vejen for dig, og du maser dem væk - er det vold, og - hvis du bryder ind i et møde for at råbe dit eget budskab, er det også vold, men når du så også siger, at det er de andre, der begår vold, er du helt galt på den. Verden er sådan, at man af og til må være ulydig, men så skal man lade være med at spille hellig.

Dorte Sørensen:

"Jeg glæder mig over at aktivisterne levede op til deres løfter om ikke voldelige aktioner, der i mine øjne gjorde regeringen og DFs mange skrækhistorier om bål og brand i gaderne til skamme.
Stor tak til aktivisterne/demonstranterne og deres arrangører."

Ja, desværre er opfattlelsen nok anderledes hvis du spørger en VKO'er/politmand. I deres øjne betød arrestationen af de 2000 netop at 2000 "lømler" blev stoppet i at hærge. Uanset at langt størstedelen af de arresterede var fuldstændig uskyldige fredelige demonstranter og forbipasserende, så er de alle ballademagere og skyldige i den borgerlige fløjs øjne alene fordi de blev arresteret. Lømmelpakken og voldelig overreaktion fra politiet danner tilsammen en helt forrygende omvendt Catch 22 der begrunder sig selv og nok skal sørge for lignende hændelser i fremtiden, selv ved meget mindre demonstrationer o.l. Politistat er desværre langt fra en overdrevet karakterisation af dagens Danmark.

Søren Kristensen

Er Danmark, som man jævnligt hører i kommentarer, virkelig en politistat ? Hvad er kendetegnene ved en politistat og hvor mange af disse lever Danmark op til. Man kan frygte at begrebet bliver brugt for ofte og i utide og derved har mistet sin kraft, den dag der virkelig er brug for denne hårde karakteristik.

Søren Kristensen: Måske skulle man ikke sige politistat, men snarere finde en række parametre for den demokratiske tilstand, herunder retssikkerheden i DK. Et demokrati kan både være autoritært og humanistisk, tage hensyn til mindretal eller det modsatte. Der mangler en debat, eller måske snarere en systematisering af dette. Jeg er enig i at politistat er en for bombastisk betegnelse og det er alt for let at afvise uden at afviseren tar stilling til de påviselige skred i retssikkerheden, der er sket i de senere år, dels på grund af terrorlovgivning men osse på grund af regeringspartiernes mistænkeliggørelse af visse politiske mindretal.

Dorte Sørensen

Bemærkning til Søren Kristensen spørgsmål om Danmark er blevet en politistat.
Jeg vil ikke kalde Danmark for en politistat, MEN desværre har Folketinget indført nogle politistatsmetoder. Fx er der tilladt forebyggende anholdelser og tilbageholdelser af deltagere af demonstranter der ikke forsvinder hurtigt nok eller bare opholder sig et sted hvor andre laver ballade eller politiet skønner der VIL OPSTÅ ballade. For ikke at tale om politiets beføjelser til aflytning og overvågning af folk osv……………….

Med andre ord, at politiet kan anholde hvem f... de vil og smide dem i kasjotten i op til 12 timer uden at de reelt har foretaget sig noget ulovligt?
Det er temmelig politistats agtigt, ja.

Det primære kendetegn for en politistat må være, at politiet bliver anvendt politisk, og det mener jeg ikke, at der kan være tvivl om er tilfældet i DK.

I den siddende regerings periode har politiets adfærd været hævet over enhver kritik fra deres øverstbefalendes side (justitsministeren), og til gengæld har de ufortrødent efterlevet regeringens ønske, og fokuseret på to emner: at alle venstreorienterede og alle muslimer er latente kriminelle.

Dette kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi de sorte lejesvende i politiet og PET er grundlæggende enige i den højreekstreme straf-uden-dom politik som VKO forfølger, og fordi alle ved, at Nürnburg-processens paradigme om, at ordrer ikke undskylder menneskefjendlig adfærd, er - og forbliver - historie.

Fantastisk leder, Knud. Et lys i mørket at du formår at abstrehere fra de kaotiske mini-begivenheder der fandt sted ved Børsen og Finansministeriet - begivenheder som os uskyldigt tilbageholdte på daværende tidspunkt næppe kendte til grundet det farverige mylder af mennesker. Glæder mig til at skulle i retten over min uberettigede anholdelse den 12.

Jeg glemmer stadig aldrig den skæbnesvangre formiddag fra frontlinjen den 16. december. Jeg var dagen forinden droppet ud af min uddannelse for at følge mit hjerte og deltagelse i opbygningen af en ny verdensomspændende, udenomsparlamentarisk-demokratisk klimabevægelse. En politimand tog sin knippel over i venstre hånd og hamrede en knyttet næve i maven på demonstranten ved min side, så han var ved at synke sammen. Det er et brud på politireglementet at slå med andet end staven, og slet ikke i maveregionen, da det kan give varige mén! Jeg blev så gal at jeg var lige ved at nikke idioten en skalle, men besindede mig fordi man jo skulle overholde demokodekset for at forhindre at mediebilledet blev forpurret. (Hvis man da ikke allerede er blevet radikaliseret af myndighedernes voldsomme fremfærd, bliver man det helt sikkert af begivenheder som denne. Hvis politibetjente må slå, så skal de gøre det ordentligt og ikke følge deres primitive hulemandsinstinkter.)

Men så 'let' skulle det heller ikke komme til at forløbe. Bag de tilduggede visirer af de nervøse politiskoleelevers stakånde, hørte jeg en usikker politimands stemme spørge en kollega om han 'skulle gå efter min næsepiercing'. Panisk gav jeg slip på kæden et kort øjeblik og tog et tørklæde op foran næsen, da jeg udmærket godt ved fra en bekendt hvor meget den slags ikke-kirurgiske indgreb på kroppen kan forårsage af voldsomme blødninger. (Bevis: http://www.myupload.dk/showfile/4034811f648.jpg/ ) Kort forinden havde han fremstammet et voldsomt og ufrivilligt 'n-n-nu slår jeg!', hvorefter han tildelte en af mine spinkle 15-årige veninder 7-8 knippelslag det samme sted på siden af ryggen, hvilket medførte opsvulmede gule og blå mærker for hende i op til en helt uge bagefter...

"Kom forbi Det Poetiske Bureau på Griffenfeldsgade 52, Nørrebro, mandag den 11. januar fra kl. 17-19 og hør Flemming Røgilds, Karsten Bjarnhof, Morten Ranum, Rene Sandberg, Kirsten Marthedal, Torben Svare og Martin Kargaard Thomsen læse op af “Digte fra Guantanamo”. Hvis du har oplevet “Klima-fængslet” i Valby indefra får du et gratis eksemplar af “Digte fra Guantanamo” til inspiration og til eftertanke; du behøver ikke at medbringe beviser for dine timer i arresten, da vi, om ikke andre, tror dig på ordet. For alle andre, der har tilbragt hele december i frihed, koster bogen 120 kr."
Utrolig ærgerligt at jeg bor i Jylland. Det lyder virkelig som en spændende bog man bare må eje. Kan jeg få et kontonummer, så jeg kan indsætte penge for portoudgifter?

John Jørgensen

Markus, du er alt for hård i din kritik. jeg mener kun det er hver 10ende ælling/borger der blir nakket ;-)