Læserbrev

Advarsel: Regeringen er på koalitionskurs

Regeringen burde indse, at etablering af private institutioner i unfair konkurrence med de offentlige ikke er løsningen på de basale udfordringer
Debat
30. januar 2010

Verdensklassejargonen dominerer, når ministrene taler om mål for danske hospitaler og danske universiteter. Lokkende toner i en kold og mørk tid lige indtil jeg hører tallene for afskedigelser på hospitalerne og på universiteterne.

Vi burde kunne forvente, at de ansvarlige ministre med statsministeren i spidsen straks ville tage initiativer til at redde institutionernes økonomi og forhindre fyringerne. For afskedigelse af hospitalspersonale, forskere og undervisere kan næppe være vejen til realisering af regeringens visioner.

Men nej, sundhedsministeren melder hus forbi, statsministeren reagerer på mobbeplan med trusler om nedlæggelse af regionerne, og videnskabsministeren henviser til en universitetsautonomi, som ikke hidtil er blevet respekteret af regeringen. Og det ser ikke ud til at anfægte minis teren, at hele forsknings- og undervisningsmiljøer står midt i en overlevelseskamp, som f.eks biologi på Københavns Universitet. Er det mon for at aflede opmærksomheden fra de aktuelle kalamiteter, at han offentliggør planer om etablering af private universiteter i Danmark netop nu? Sammenfaldet med afskedigelsesrunder på universitet og hospitaler er mere end tankevækkende.

For miseren omkring hospitalerne burde få regeringen til at indse, at etablering af private institutioner i unfair konkurrence med de offentlige ikke er løsningen på de basale udfordringer, men derimod i høj grad medvirkende til at forværre problemerne. Men ministeren ser nok ikke de oplagte paralleller. I et rosenrødt skær fremstiller han udsigten til etablering af et eller flere private universiteter uden antydning af erkendelse af de forudsigelige ulemper. Lad mig derfor åbne hans øjne og vise et lille udpluk af de negative konsekvenser.

1. Indførelse af private universiteter vil underminere skatteyderfinansieret videregående uddannelse. De offentlige universiteter vil presse på for at få del i den yderligere finansiering fra studenterbetaling for at kunne levere samme kvalitet som de private universiteter.

2. Kvaliteten af undervisning og forskning er i fare. Et privat universitet vil være mest interesseret i de umiddelbart salgbare uddannelser og forskningsopgaver. Erfaringer fra udlandet viser, at det vil marginalisere uddannelser inden for de nationale sprog og historie.

3. Private interesser vil have et økonomisk incitament til større lukkethed omkring nye opdagelser.

4. Der vil ske en uhensigtsmæssig skævvridning af forskningens fokus hen imod private virksomheders interesser til skade for den grundforskning, hvor nytte- og salgsværdien ikke er umiddelbart oplagt, men som på længere sigt kan skabe grundlaget for epokegørende ny viden og indsigt.

Vi bør kunne forvente, at landets politiske ledere tager ansvaret for samfundets vigtigste offentlige institutioner på sig og ikke er så forblindede af en liberalistisk ideologi, at de nægter at erkende konsekvenserne af en fejlslagen politik.

Ingrid Stage er formand for Dansk Magisterforening

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Kaarup

Tak for en god artikel.

Dit udpluk burde være tilstrækkelig til at overtygge fornuftmennesker, men skulle du have behov for at gentage satserne så medtag gerne at denne form for klassedeling i samfundet, altså brugerbetaling også om at forarme borgere, så de efterfølgende bliver stavnsbundet til at være ude på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet kan så bero sig på villige arbejdere som bliver nød til at have et arbejde for at kunne tilbagebetale lånene og dermed skævvrides forholdet mellem lønmodtager og arbejdsgiver.

Denne mekanisme kan bl.a. observeres i USA. Jeg mener at huske Noam Chomsky har talt/skrevet om fænomenet.

Martin Kaarup

rettelsesblad, linje 4:

... også handler om ...

Hvis formålet er at undergrave samfundet totalt, så rimer tingene jo meget godt sammen.

Heinrich R. Jørgensen

Koalitionskurs? Mon ikke der menes kollisionskurs?

Heinrich R. Jørgensen

At dømme efter den velformulerede artikel, er det næppe Ingrid Stage der har valgt overskriften - i det mindste ikke stavemåden.

Heinrich R. Jørgensen

Martin Karup:
"Dit udpluk burde være tilstrækkelig til at overtygge fornuftmennesker"

Kul ordvalg ;-)

Svend W. Jensen

Heinrich R.,

Også jeg kastede mig her til morgen over artiklen pga overskriften.

Var der virkelig en optøning i gang mellem rød –og blå blok?

En flovmand for den ”gamle” overskriftsredaktør.

Vittigt at beskylde denne regering for at væe på koalitionskurs.

Bernhard Dragsbjerg

Det nuværende regime har aldrig haft og vil aldrig få en fejlslagen politik. Det siger de selv. Resten af verden ved bedre.
Gud fri os fra det regime, NU.

ja men det indser den sikkert også

Koalitionskurs? Mon ikke der menes kollisionskurs?

Jeg opfatter overskriften som en hentydning til regeringens koalition med det private erhvervsliv.

Erhvervslivet optræder som en flok glubske spækhuggere, der angriber staten i form af en harpuneret blåhval med regeringen stående som tilskuere på dækket...

Jeg ser ikke dette som en diskussion for eller imod private universiteter, men som en del af en ideologisk kamp, hvor det offentlige indtil nu har stået for en række opgaver, som nogen mener kan gøres billigere/bedre i privat regi. Blandt disse fx privat hospitaler, kommunal udlicitering af visse opgaver og nu private universiteter.

Min holdning er meget pragmatisk: Prøv det.

Hvis det virker, så lad os da gøre det. Hvis ikke, så skal vi ikke bruge mere tid på det.

Min holdning er meget pragmatisk: Prøv det.

Privatisering er jo den tilstand der hersker overalt i verden - undtagen i 'Det skandinaviske reservat'. Virkningen er alment kendt. 2/3 af befolkningen klare sig, mens en den sidste tredjedel hægtes af... Det var jo meningen da velfærdstaten blev opbygget af vores forældre og bedsteforældre ...at vi skulle lade 2/3 af befolkningen løbe med gevinsten.

Det var jo IKKE meningen da velfærdstaten blev opbygget....

Nu ser jeg frem til, at McDonalds opretter et dansk "burgeruniversitet" med offentlig støtte.... ;-)

Selvfølgelig kan private universiteter fungere, men ikke som det tænkes her i landet. Masser af verdens bedste og frieste forskningsinstitutioner er private - de tjener penge på investeringer, ejendom m.m. og bruger pengene gennem en veldædigt fond. Carlsberg-modellen mao. Det er jo ikke lige dét, Sander vil have.

@Bill Atkins

Jeg tror ikke, at velfærdsstaten bliver demonteret ved, at man prøver med en udlicitering eller en afdeling af fx Harvard University i Danmark.

Hvis fx udliciteringen kan spare kommunerne penge, så er der flere penge til at beskytte den sidste tredjedel.

Igen, lad os da prøve det.

hvor meget prøveri er nødvendigt, når du blot kan se til USA og hvordan det virker her?

@Bob Jensen

Jeg tror, at der langt mellem at udlicitere fx rengøringen på Bornholms sygehuse og så en privat amerikansk sygesikring.

Prøv det i et par år og se hvad der sker.

Mikael,
Jeg har indtil videre prøvet det i USA i lidt over 30 år, og mener det er ret ligetil at observere hvor tæt tendenserne i Danmark ligger op ad den amerikanske kurs.