Inden for de nærmeste dage skal udenrigsminister Per Stig Møller drøfte den militære indsats i Afghanistan med partierne bag krigsdeltagelsen. Nogle af dem har krævet en exit-strategi. Og baggrunden er, om end uudtalt, at NATO's Afghanistan-aktion har udviklet sig til et sandt mareridt.
Oprindelig drejede det sig om at rydde landet for al-Qaeda. Det krævede et opgør med Taleban-styret, som havde givet al-Qaeda husly.
Al-Qaeda er nu efter alt at dømme ude af Afghanistan, og Taleban er et rent nationalt fænomen uden intentioner om international terrorisme.
Men NATO's mål ændredes hurtigt til nationsopbygning og demokrati. Hvilket foreløbig er resulteret i en fin, demokratisk forfatning med indbyggede menneskerettigheder, et tilhørende retssystem af vestligt tilsnit og en forbilledlig provisorisk antikorruptionslov. Alt sammen nydelig staffage, mens korruptionen florerer, langt størsteparten af tvister behandles af uofficielle stamme-domstole, den officielle lovgivning tillader shia- ægtemænd fire voldtægter pr. uge og hjemler dødsstraf for at konvertere fra islam, og præsidenten sidder i kraft af mere end en million falske stemmer og som gidsel for de krigsherrer fra Nordalliancen, som NATO fra starten allierede sig med, selv om nogle af dem er lige så middel- alderlige og bestialske som Taleban.
Men vi gør en forskel, lyder det igen og igen fra de udsendte soldater, fra forsvarsministeren og fra Helge Adam Møller. Hvor tit har vi ikke hørt, at vi har anlagt så og så mange kilometer veje, gravet så og så mange brønde og fået så og så mange piger i skole.
Fuldstændig rigtigt! Hvad vi imidlertid har fortrængt er, at vi på otte år, med skam at melde, har foretaget os betydeligt mindre af sådanne opbyggelige ting, end russerne gjorde under deres ni års besættelse i 80'erne. De skaffede også vand, anlagde veje i langt større stil, fik praktisk taget alle piger i skole. Og byggede desuden boliger. Der ligger f.eks. en hel Urbanplan lige over for Kai Vittrups EUPOL-hovedkvarter på Jalalabad Road i Kabul, mens der vist ikke findes så meget som en boligblok opført af NATO. For øvrigt støttede russerne en sekulær regering, der dekreterede jordreformer, indsats mod analfabetismen, ligestilling af kvinder og mænd og forbud mod undertrykkende traditioner som f.eks. brudepris.
Det var dengang, Vesten støttede fundamentalisterne. Søren Pinds helt, Ronald Reagan, hjalp Osama bin Laden til at etablere al-Qaeda, ligesom vores nuværende statsminister og vores nuværende udenrigsminister solidariserede sig med de islamiske mujahediner. Problemet for d'herrer var nok ikke, at den afghanske regering ikke var demokratisk funderet (dét krav stillede de i hvert fald ikke til egne våbenfæller!). Problemet var, at regeringen var kommunistisk.
Afghanerne husker
Dette ikke sagt for at forsvare den russiske besættelse. Det var, ligesom Vietnamkrigen, en stormagts illegitime indblanding i et andet lands anliggender. Man beskyttede en regering, som slog hårdt ned på politiske modstandere. Og dét politiske hjørne, jeg dengang repræsenterede, tog fuldt så skarpt afstand fra den russiske besættelse som nogen borgerlige.
Men der er altså væsentlige dele af historien, Helge Adam Møller og kompagni øjensynlig har fortrængt, når de retfærdiggør sig med, at 'vi gør en forskel'. De udmærkede og sikkert velmenende unge mænd og kvinder, vi sender til Helmand, har næppe fortrængt noget. De har simpelthen aldrig hørt om det.
Afghanerne derimod husker historien. Ikke desto mindre var og er det store flertal imod den sovjetiske indblanding, og den dag i dag fejres årsdagen for tilbagetrækningen i 1989 som den største nationale festdag. Men det burde ikke komme bag på nogen, at de har en vis skepsis over for, hvad de opfatter som Vestens grænse- løse hykleri.
Det betyder ikke, at de sympatiserer med Taleban. Det er ikke nogen befrielsesbevægelse, men en samling skruppelløse fanatikere, som vil påtvinge befolkningen deres egne fundamentalistiske normer, og som ikke viger tilbage fra at udrydde enhver, som aktivt stiller sig i vejen for dem. ISAF-styrkernes drab på civile kan ikke undskyldes, men er i det mindste ikke tilsigtede. Taleban tegner sig for op imod 90 procent af samtlige drab på civile, og med fuldt overlæg. Langt størsteparten af afghanerne hader Taleban.
Andre end Taleban
Noget andet er, at det er et folk, som traditionelt ikke finder sig i, at andre skal bestemme over dem, uanset om det er russere eller amerikanere. Der er mange andre end Taleban, som vender sig imod de udenlandske tropper, og som med større ret kan betragtes som befrielsesbevægelser. Det burde vække opsigt, hvad amerikanske analytikere på det seneste er nået frem til, nemlig at kun omkring 10 procent af dem, ISAF-styrkerne kommer i kamp med, er talebanere. Men det er åbenbart for kompliceret et fjendebillede for Søren Gade og Helge Adam Møller at forholde sig til.
Der er andre forhold, som er værd at registrere. Det uafhængige analyseinstitut The Asian Foundation har i de seneste år gennemført omfattende undersøgelser af den afghanske befolknings vilkår og opfattelse af snart sagt alt mellem himmel og jord. De er baseret på mere end 6.000 intensive interviews af et repræsentativt udsnit. 84 procent går ind for lige rettigheder uanset køn, etnicitet eller religion. 75 procent erklærer sig enige i, at religiøse autoriteter skal vejlede folk i trosspørgsmål, mens samfundsmæssige beslutninger skal overlades til politiske ledere. (Den dårlige nyhed er, at det er et fald fra 82 procent i 2006). Og 66 procent mener ikke, at demokrati er en udfordring af islamiske værdier, en stigning fra 60 procent i 2006. Kun 26 procent mener, at der er en konflikt her.
Det er denne facetterede virkelighed, vi skal forholde os til, når talen er om, hvorfor vi har militære styrker i Af- ghanistan. Og nu er NATO så begyndt at overveje en exit-strategi. Straks efter Obamas tale erklærede Søren Gade, at det var helt på linje med, hvad den danske regering hele tiden havde ment. Og Helge Adam Møller sekunderede triumferende: Det står selv i strategipapiret, side 3, højre spalte!
Endnu engang løgn og latrin. Der står, at vi trækker os ud, når afghanerne selv kan tage vare på sikkerheden, og at man håber, det kan blive i 2012. Hvad skulle der ellers stå? At vi ikke vil trække os ud, selv om afghanerne bliver i stand til at klare sig selv? 'Strategien' er lige så elastisk, som den var i Irak, hvor regeringen som bekendt under indtryk af det snarlige folketingsvalg pludselig erklærede, at opgaven var fuldført, og trak de danske landstyrker ud, mens bomberne sprang om ørerne på dem og især på civilbefolkningen. Og 2012 har aldrig været et exit-tidspunkt for Afghanistan, men en luftig prognose. Hvorfor skulle man ellers rase over enhver snak om exit-dato?
Støtte til fjenden
Da Holger K. få uger før Obamas tale foreslog en slutdato i 2015 (2015!!!), slog udenrigsministeren, forsvarsministeren og statsministeren som med én mund fast, at enhver tale om exit-strategi endsige exit-dato reelt var en støtte til fjenden.
Det var som et ekko af Bushs vicepræsident, Dick Cheney, der offentligt beskyldte Obama for landsforræderi, da han lancerede sin exit-strategi for Irak. Den danske regerings åndsfællesskab med Bush-administrationen fornægter sig ikke.
Men sagen er mere alvorlig end som så. For fjenden i Afghanistan er som bekendt terrorister. Og med terrorpakken fra 2002 blev det strafbart - med op til seks års fængsel! - at yde blot verbal støtte til terrorister. Så når både stats-, forsvars- og udenrigsministeren har slået fast, at exit-snak er støtte til fjenden, må vi vel forvente, at anklagemyndigheden rejser sag mod Holger K., Tøger Seidenfaden, Helle Thorning, Margrethe Vestager, Søren Mørch og andre formastelige.
Det sker nu nok ikke, selv om grundlaget er objektivt til stede. Men så kan det måske lære os to ting. 1: At terrorlovgivningen er noget juridisk makværk, som kan bruges helt vilkårligt og derfor ikke hører hjemme i en retsstat, og 2: at regeringen skal holde op med at slynge om sig med beskyldninger for landsforræderi og støtte til fjenden for at kvæle en væsentlig, demokratisk debat.
Preben Wilhjelm arbejdede i det forgangne år tre måneder som menneskerettigheds-rådgiver ved den af Kai Vittrup ledede EU-politimission i Kabul, Afghanistan
Det danske mareridt.
Det er svært nok på venstrefløjen at forsvare tolerancen, men det må være ulige sværere på højrefløjen at forsvare friheden.
Regeringens tale om landsforræderi, nu og tidligere, er en al for åbenlys tale om et gammelt samvittighedsnag, fremsat sjældent ubehageligt af statsminister Anders Fogh Rasmussen i en jubilæumstale for Danmarks befrielse, der for venstrefløjen var afslutningen på en modstandskamp.
Demokratiet forsvinder under det historiske maskebal.
Hvis PW fortsætter i det spor han her selv ruller ud, så ender han i/på en position som indebærer kritik af islam og ikke islamiske nationers ret til forsvar mod samme.
I så fald vil han hverken være den første eller den sidste der tager den tur.
Kære Preben Wilhjelm
Tusind tak for en klar og - forhåbentlig øjenåbnende
kronik.
Og så min egen kommentar til det store paradoks:
Ytringsfrihed og retsbeskyttelse i det danske demokrati.
Hvordan kan det være, at vores regering med næb og klør forsvarer retten til at ytre sig, samtidig med at den mere og mere underminerer vores retbeskyttelse gennem f.eks. "lømmelpakke", øget ret til aflytning uden dommerkendelse, forslag om nedsættelse af den kriminelle lavalder og voksenstraf til unge (selvom alle mennesker med forstanden i behold advarer om dette tiltag) og hvad mon det næste bliver?
Tag jer sammen danskere - vælt dog den regering
inden vi ender i en politistat med ret til at ytre os!
Det rigttige afghanske problem er pacifisterne og de hadefulde krigsmodstandere som konstant jamrer over de tab krigen i Afghanistan som er den uundgålig konsekvens af en fornuftig udenrigspolitik i denne del af verden.
Pårørende til de dræbte har formentlig grund til "at jamre".
Åse,
nu er vi mange der også har set hvad den inkonsekvente tilgang til ballademagere bevirker, og det alternativ er endnu værre, så jeg er klart for stramninger. Ikke at det er "Det gyldne Æg", men klart at foretrække. Det er i den almindelige danskers interesse, da kriminaliteten har udviklet sig i en kedelig retning.
PW, puha, du er godt nok en kende unuanceret.
"Pårørende til de dræbte har formentlig grund til “at jamre”."
Det har utallige pårørende til trafikdræbte og drabsofre også, antallet af dræbte danske soldater i Afghanistan er mikroskopiske i forhold til både den tid der har været indsat soldater dernede samt under de forhold de kæmper under.
Sammenligner man med den danske drabsstatisk hvor der typisk bliver dræbt 50-60 om året må 31 dræbt i kamp i Afghanistan siden 2006 siges at være peanuts og ganske uden betydning for den førte danske udenrigspolitik.
Naturligvis er det tragisk for den afdødes familie men i modsætning til trafik og drabsofre har de ikke mistet en pårørende på en meningsløs måde og de kan samtidig være stolte af at deres søn døde for en god sag i modsætning til trafik og drabsofre.
På den lyse side af sagen er den kendsgerning at de danske soldater formentlig påfører fjenden 100 til 1 tab eller deromkring så enhver følelse af nødvendighed for hævn over taliban/afghanerne er ikke rimelig taget vores soldaters effektivitet i betragtning.
Dræbte i trafikken skulle tænkes at udligne dræbte på slagmarken! Almindeligvis ville man lægge tallene sammen og ikke trække fra. I øvrigt tæller modstanderne i Iraq og Afghanistan tusinder og atter tusinder - 100 til 1 hævdes det. De udløser samme kvaler, som vi kender fra modstandsfolkene under Besættelsen.
Gør venligst mere ud af trafikdrabene end af Testamentes gengældelsesnorm eller af moderniseringen af Mein Kampff.
Tak til Preben Wilhjelm for en væsentlig sammenfatning af paradokset mellem virkeligheden i Afganistan og politikerne i dk.
Det korte af det lange er, at Danmark selvfølgelig kan leve med den nuværende og formentligt også væsentligt højere tabsrater.
Tak til Preben Wilhjelm for artiklen.
Juridisk makværk og kvælertag på den demokratiske debat.....
Krigen i Afghanistan har udviklet sig til et mareridt.
Retstilstanden i Danmark, har udviklet sig til et mareridt!
Og værdikæmperne kriges om verdensherredømmet, mens landet ryger på røven,
også økonomisk.
Drøm sødt! Det bliver verdensherredømmet i en muddergrøft!!
Ryger jeg 6 år i spjældet nu??
At Afghanistan er et mareridt, kan ses af den aktuelle danske debat om stigmatisering. Fra begyndelsen af den tåbelige ytringsfrihedsdebat har det været klart, at indflydelsesrige folk her i landet er antimuslimer og bruger ytringsfriheden til stigmatiserer, formentlig indtil vi har fået endnu en krig, en gammeldags religionskrig.
Det er Flemming Rose, Lars Hedegaard, Søren Krarup, Kay Wilhelmsen o.a. i bl.a. det såkaldte Trykkefrihedsselskab, der skal anklages efter antiterrorloven. Det er dem, der skaber ufreden og samler på fremmede folks agressioner over for den regerende danske politik.
Det er dem, der er terroristerne.
Det er let at tale, svært at holde sin mund, men af og til klogt, især hvis man hader og håner og har svært ved at sige noget godt om folk. Afghanistan og den hjemlige debat er to sider af samme sag.
Nåh, så vi fører altså krig for en muhammedtegning, der ikke var tegnet?
Hvad så med vores allierede muslimske venner i Afghanistan/Irak/Saudiarabien/emiraterne/Kuwait/egypten etc etc.?
Kurt Westergaard (som nu nævnes) er blevet inddraget som et sonoffer for andre, men kalder imidlertid (DR1) de andre bange for at fortsætte trykkeriet af sine tegninger, til trods for at han med al tydelighed og en enorm udgift for landet demonstrerer, at det er ham, der er bange og skal beskyttes.
At true sig til venner, sker på lånt tid..
Den amerikanske imperialisme fortsætter uanfægtet, ofte med dansk beredvillighed, sidst besættelsen af Haiti, hvis demokratiske styre USA i forvejen havde nedbrudt. Imperialismen gennemføres stadig ved en militær invasion, men begrundes i dag med løgnen om demokrati og humanitær hjælp (af hensyn til verdensopinionen og FN):
Ja selvfølgelig. Spillet har ikke ændret sig. Det er kun italesættelsen, der har.
Per Diepgen:
."Imperialismen gennemføres stadig ved en militær invasion, men begrundes i dag med løgnen om demokrati og humanitær hjælp"
Det er så sandt som det er sagt. Uhyggeligt at se hvordan det danske militær er blevet omstruktureret fra at være en deffensiv forsvarsstyrke til at være regeringens forbryderiske redskab designet til at betvinge og udplyndre Den Tredje Verden.
Jeg glæder mig over at PWs skarpe pen igen er en del af dansk debat. Han er svær at undvære.
Begrundelserne for dette ræsonnement forstår jeg dog ikke helt: Wilhjelm skriver:
"Al-Qaeda er nu efter alt at dømme ude af Afghanistan, og Taleban er et rent nationalt fænomen uden intentioner om international terrorisme."
Er det noget PW kan dokumentere eller er det bare en påstand? Hvad er det Wilhjelm vil? Hvis tropperne trækkes pludseligt ud af Afghanistan, så kommer der et magttomrum som fundamentalisterne vil bruge til igen at mishandle befolkningen. PWs artikel fremstår som kritik uden anvisning af alternative handlemuligheder.
Her er det afganske mareridt og det oprindelse:
http://www.britishempire.co.uk/forces/armycampaigns/indiancampaigns/camp...