Læsetid: 4 min.

Afrikanske regeringer strammer grebet om pressen

Efter en årrække med et forholdsvist frit råderum strammer flere afrikanske regeringer diskret, men sikkert grebet om pressen. Det skyldes blandt andet pres fra oppositionen og utilfredse befolkninger
Den sydafrikanske præsident, Jacob Zuma (bill.) og hans regeringsparti, ANC, strammer grebet om medierne i landet, ligesom regeringerne i bl.a. Botswana og Kenya også er i færd med at indskrænke journalisternes råderum. På billedet ses Zuma under en parlaments-session sidste år.

Den sydafrikanske præsident, Jacob Zuma (bill.) og hans regeringsparti, ANC, strammer grebet om medierne i landet, ligesom regeringerne i bl.a. Botswana og Kenya også er i færd med at indskrænke journalisternes råderum. På billedet ses Zuma under en parlaments-session sidste år.

NIC BOTHMA

5. januar 2010

Den frie presse er godt i gang med at blive lagt i lænker i det sydlige Afrika. De seneste år har en række af regionens regeringer, der ellers havde forholdvis frie medier, diskret, men sikkert indskrænket det journalistiske råderum og dermed lukket døren for demokratiet.

Den dør er totalt under lås og slå i Zimbabwe, hvor pressen er helt underlagt præsident Robert Mugabes diktatur. Men mere bekymrende er udviklingen i lande, hvor magthavere hidtil har haft en ret høj tolerance over for medierne. Det gælder blandt andet Botswana og Kenya, hvis regeringer har indført love, der tvinger journalister til at registrere sig mod et gebyr. Mediefolk, der ikke betaler, risikerer fængsling. På den måde kan magthaverne kontrollere pressen, især hvis gebyrerne sættes tilpas højt.

Også i Sydafrika strammer regeringspartiet ANC grebet om medierne, som er blandt Afrikas mest udviklede og uafhængige. Sidste år undersøgte ANC-ledere muligheden for at nedsætte en såkaldt medieappeldom-stol, som skulle sætte standarder for journalistisk etik og behandle offentlighedens klager om især trykte medier.

Tiltaget chokerede sydafrikanske journalister, der pegede på landets ombudsmand og medieråd som veletablerede og mangeårige instanser til at holde øje med, om pressen respekterer loven, overholder etiske standarder og optræder ansvarligt.

Kostbare artikler

Love eller ej, går et sydafrikansk medie over ANC's tolerancetærskel, kan det koste kassen. Det fik Johannesburg-avisen Sunday Times at mærke. Efter en række regeringskritiske artikler holdt regeringen op med at indrykke stillingsopslag og andre annoner i avisen, som derved mistede en væsentlig indtægt. Samme metoder har regeringerne i blandt andet Namibia og Mozambique også anvendt.

En af hovedårsagerne til de afrikanske magthaveres hårdere kurs over for pressen skal findes i, at lederne er under pres fra deres befolkninger og en spirende opposition. De mange løfter om fremgang og udryddelse af fattigdommen, som fulgte med overgangen til demokrati og markedsøkonomi i de tidlige 1990'ere, er ikke blevet indfriet, og det skaber folkelig utilfredshed.

Fordi regeringerne hverken har ressourcer - mange offentlige midler havner i korrupte lederes egne lommer - eller tæft for at løse problemerne med fattigdommen, forfalder magthaverne til undertrykkelse; også af medierne.

Diskrete metoder

Hvor den undertrykkelse tidligere foregik med fæng-slinger samt mord og overgreb på journalister, anvender de afrikanske ledere i dag mere diskrete metoder. Det gælder blandt andet i Mozambique. Det sydøstafrikanske land tilhører klubben af såkaldte donordarlings, fordi det, i hvert fald på papiret opfylder donorernes krav om blandt andet ytringsfrihed. Mozambiques presselov fra 1990 er således fuldt på højde med flere europæiske landes presselove.

Kigger man bag facaden, viser der sig et andet billede, hvor det tidligere marxistisisk inspirerede regeringsparti, Frelimo, kontrollerer det mozambiquiske medielandskab med et usynligt og næsten sovjetagtigt netværk af stråmænd anbragt i ledende medie-organisationer.

Direktøren for det mozambicanske journalistforbund er tæt på Frelimo. 80 procent af det statsejede TV Moçambiques indslag under valgkampen i oktober i år handlede om Frelimos tiltag og løfter. Den landsdækkende Radio Moçambiques leder er udpeget af pressechefen for landets premierminister, Luisa Diogo, medlem af Afrika-kommissionen. Luisa Diogo har også styr på Mozambiques nyhedsbureau, AIM, da det hører under informationsministeret , der styres af hendes ministerium. Det påstået uafhængige dagblad Notícias, hvis tophistorier stort set dagligt lovpriser Frelimos bedrifter, ejes for 58 procents vedkommende af Mozambiques nationalbank.

Ringe indflydelse

Mozambique har dog også et væld af uafhængige aviser og ugeblade, der stort set kan skrive, hvad de vil. Ikke fordi regeringen er vild med at blive kritiseret, men fordi de mozambiquiske ledere ved, at en fri presse er noget, donorerne kan lide.

Da aviserne så samtidig kun udkommer i små oplag i hovedstaden Maputo og med flere dages forsinkelse i enkelte andre større byer, og med en stykpris på 3-4 kroner koster mere end en dagløn for langt de fleste mozambiquere, hvoraf halvdelen er analfabeter, ved Mozambiques magthavere, at de frie aviser kun læses af en lille elite, og at deres indflydelse er lig nul i den brede befolkning.

Det samme gælder internettet; kun et par procent af de 21 millioner mozambiquere har adgang til internettet.

Et sådant spil mellem donorlandene og en donorafhængig regering med styr på en 'fri' presse finder man i mange afrikanske lande. Her er radioen den primære kilde til information. Meget populære er debatprogrammer, hvor lyttere kan ringe til en studievært og få luft for vreden over deres lederes skalten og valten med finanser, fattige befolkninger og andre frustrationer. Men i stedet for at mobilisere masserne og skabe grobund for politiske forandringer fungerer debatprogrammerne som et bedøvelsesmiddel for befolkningen.

Debatprogrammerne er en slags 'øjeblikkeligt demokrati', fordi de tilbyder lytterne en umiddelbar 'det er også for galt'-tilfredsstillelse. Imens ignoreres udfaldene af regeringerne i vished om, at programmerne fungerer som ventil for en ophidset befolkning, der dermed er mindre tilbøjelig til at søge til militante handlinger. På den måde fungerer de tilsyneladende frie afrikanske medier i realiteten blot som marionetter i magthavernes Teater Pressefrihed.

Henrik Lomholt Rasmussen er informationsmedarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke i Mozambique

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu