Kommentar

Bristede nytårsforsætter

Kun en ud af ti er i stand til at holde sit nytårsforsæt, viser ny forskning - men hvad ligger der bag denne monumentale fiasko?
16. januar 2010

MELBOURNE - Hører du til dem, som formulerede et nytårsforsæt? Måske besluttede du dig for at komme i bedre form, tabe nogle kilo, sætte flere penge til side til opsparing eller drikke mindre alkohol? Eller satte du dig måske mere altruistiske mål som at hjælpe dem i nød eller reducere dit klimaaftryk? Og hvis ja, er det så lykkedes dig at holde forsættet?

Vi er kun to uger inde i 2010, men undersøgelser viser, at færre end halvdelen af dem, der opstiller et nytårsforsæt, kan holde det i længere tid end en måned. Hvad fortæller dette os om den menneskelige natur og vor evne til at leve i overensstemmelse med, hvad der er fornuftigt og etisk.

En del af problemet beror selvfølgelig på, at vi beslutter os for at gøre ting, som vi næppe ellers ville gøre. Kun en anorektiker vil beslutte sig for at spise is mindst en gang om ugen i det nye år, og kun en arbejdsnarkoman vil love sig selv at tilbringe mere tid foran fjernsynet. Derfor bruger vi årsskiftet som en anledning til at forandre den adfærd, der måske er vanskeligst at ændre på. Den strategi gør fiasko til et sandsynligt udfald.

Filosofferne undrede sig

Ikke desto mindre udtænker vi jo disse forsætter, fordi vi forestiller os, at det vil være bedre for os at efterleve dem. Men hvis vi allerede har erkendt dette, hvorfor ændrer vi så ikke bare adfærd straks? Siden Sokrates har dette undret filosofferne. I Protagoras, en af Platons dialoger, siger Sokrates, at ingen frivilligt vælger noget, de ved er dårligt. Følgelig er valg af noget dårligt en art fejlerkendelse: Mennesker træffer kun de dårlige valg, fordi de tror, de fører til noget godt. Så hvis vi bare kunne få vores medmennesker til at forstå, hvad der tjener dem bedst, så ville de også handle i overensstemmelse hermed. At sluge den doktrin er svært - langt sværere end at sluge det ekstra stykke kage, vi ved, ikke er godt for os.

Aristoteles anlagde et andet syn, som stemmer bedre overens med vores hverdagserfaringer: Nok kan vores fornuft fortælle os, hvad der bedst at gøre, men gang på gang sker det, at den bliver overmandet af en følelses- eller begærsimpuls. Dermed er problemet ikke mangel på viden, men vores fornufts manglende evne til at beherske de ikke-rationelle aspekter af vores karakter.

Dette synspunkt bekræftes af nyere videnskabelige undersøgelser, som viser, at en stor del af vores opførsel udspringer af hastige, instinktive og emotionelt funderede reaktioner. Skønt vi er i stand til at beslutte os på grundlag af rationelle kognitive processer, så vil sådanne beslutninger ofte være langt svagere end de instinktive følelser, som bevæger os til at handle.

Et ekstra stykke kage

Hvad har alt dette så at gøre med nytårsforsætter? Richard Holton, som er professor i filosofi på MIT og forfatter til bogen Willing, Wanting, Waiting, definerer en beslutning som et forsøg på at overvinde en vanskelighed ved at fastholde en bestemt intention, når vi forventer, at vi før eller siden vil møde tilbøjeligheder til at fravige denne intention. Lige nu vil vi gerne tabe os, og vi er rationelt overbeviste om, at dette er vigtigere end den nydelse, vi ville få ved at fortære et ekstra stykke kage. Samtidig foregriber vi dog det scenarie, at en lækker chokoladekage i morgen meget vel kan forvrænge vores fornuftsræsonnementer, således at vi vil kunne overbevise os selv om, at det nok ikke alligevel spiller den store rolle, hvis vi tager en lille smule på.

For at forebygge scenariet forsøger vi at befæste vores aktuelle intention om at tabe os. Ved at træffe en højtidelig beslutning og meddele den til familie og nære venner, prøver vi at gardere os imod at give efter for fristelser. Lykkes det så ikke at holde det officielle forsæt, vil vi nemlig være nødt til at indrømme, at vi har mindre kontrol over vores egen adfærd, end vi håbede på. Ligesom vi risikerer at tabe ansigt - til skade for ikke bare vores selvopfattelse, men også for den respekt, vi gerne vil nyde blandt dem vi holder af.

Styrk chancen

Richard Wiseman, som er professor i psykologi på University of Hertfordshire, har undersøgt, hvor gode 5.000 mennesker var til at holde nytårsforsætter. Kun en ud af ti formåede at holde forsættet permanent. I bogen 59 seconds giver Wiseman gode råd til, hvad man kan gøre for at styrke chancen for succes:

• Del dit forsæt op i en række mindre skridt.

• Fortæl din familie og venner om forsættet, således at du både kan vinde deres støtte og forøge de personlige omkostninger ved et nederlag.

• Sørg for jævnligt at minde dig selv om de gevinster, der vil være ved at nå målet.

• Giv dig selv en lille belønning, hver gang du når et af dine delmål.

• Sørg for at registrere alle fremskridt, f.eks. ved at notere dem på en seddel på din køleskabsdør.

Hver for sig kan disse faktorer forekomme trivielle. Tilsammen er de en metode til at styrke vores selvkontrol ikke bare nu, men også fremover. Hvis det lykkes, vil den adfærd, vi vurderer som mere fornuftig, blive vane - og efterhånden ikke længere kræve en bevidst viljesakt for at kunne fastholdes.

Disse værktøjer til at holde et nytårsforsæt kan ikke blot hjælpe os til personlige fremskridt som at slanke sig eller undgå at stifte gæld. De kan også hjælpe os til at leve mere etisk. Måske vil det så gå op for os, at dette er det bedste forsæt af alle, vi kan formulere - for os selv som for andre.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu