Kronik

Dansk krumpsrping over for Kina om Tibet er oppe i OL-kategori

Tibetanerne har været og er genstand for etnisk udrensning. Danmark bukker og skraber. Den af Kina dikterede verbalnotes udsagn og tilståelser kan ikke trækkes tilbage. Ikke engang en ny regering ville kunne ugyldiggøre verbalnoten, der endegyldigt afskærer Tibet fra selvstændighed
Tibetanerne har været og er genstand for etnisk udrensning. Danmark bukker og skraber. Den af Kina dikterede verbalnotes udsagn og tilståelser kan ikke trækkes tilbage. Ikke engang en ny regering ville kunne ugyldiggøre verbalnoten, der endegyldigt afskærer Tibet fra selvstændighed
27. januar 2010

Der følger både sproglig og holdningsmæssig opløsning i kølvandet på den famøse Verbalnote fra Danmark til Kina.
Alene begrebet ’verbal­note’ er noget vrøvl. ’Note’ betyder på skrift, ’verbalt’ betyder som bekendt noget mundtligt, en verbalnote er altså et mundtligt skrift, hvad er ellers i opløsning?

Eksemplerne er utallige, lad os først se på verbalnotens fedterøvsindhold og bagefter se på den danske underdanighed og ansvarlige politikeres krumspring for at undsige indholdet af deres værk. Danmark glæder sig for eksempel til, at Den lille Havfrue skal til Kina og udstilles i en kinesisk pavillon. Bare hun ikke bliver halshugget:
»Next year Denmark looks forward to participating in EXPO 2010 in Shanghai with a National Pavilion centered around the statue of ’The Little Mermaid’.
Her kniber det med det engelske, centreret rundt om Danmark elsker Kina så meget, at det vil sende sit nationalklenodie nummer ét den lange vej til vores nye venner, og vi skal da også nævne kronprins Frederiks og kongefamiliens rejser til Kina og ikke mindst kronprinsens rolle i Den Olympiske Komit´(IOC).
Vi minder i noten Kina om, at Hans Kongelige Højhed var til stede ved åbningsceremonien for De Olympiske Lege: (Frederik) witnessed the historic opening ceremony of the Olympic Games in Beijing together with memoers of the Danish Government.
Ondskabsfulde tunger har sammenlignet De Olympiske Lege i Kina med OL i Tyskland 1936, hvor de sportslige manifestationer og et skrigende og heilende publikum sagdes at understøtte nazismen. Har man hørt mage!

Nu véd de fleste, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre, en sportsmand har ingen holdninger, og det har en kronprins heller ikke. Det har danske politikere heller ikke. Så er det på plads.

Dikteret af kineserne

Spytslikkeriet vil ingen ende tage, og som formanden for Tibets Støttekomité, Anders Højmark Andersen, har påpeget det, er der i verbalnoten ikke et eneste ord om Tibets rettigheder, hvilket markant afviger fra alle andre danske udtalelser vedrørende Tibet og dets folk.
Naturligvis har kineserne skrevet noten. Lars Løkke Rasmussen finder ud af, at en fedterøvserklæring over for det kinesiske diktatur og dets røde fascisme vil være opportunt inden klimatop­mødet – ellers er kineserne skisma ikke lette for ham og Connie at være i stue med!

Manden henvender sig til Udenrigspolitisk Nævn med Per Stig Møller under armen. Man indkalder et par nikkedukker fra Kinas Ambassade, og man spørger lige ud, hvad vil Kina gerne høre for at tage os til nåde? Så nikker nikkedukkerne og fniser, det véd de med garanti og foreslår først det med kronprinsen. Og hvad med at nævne jeres søde, lille havfrue, der skal på udstilling i Shanghai?, spørger de hidkaldte kinesere.

Det er i øvrigt det eneste de véd om Danmark, kronprinsens olympiske rolle og Havfruen – ud over Det Kinesiske Tårn i Tivoli.
Skulle man ikke have taget det med i noten? Danmark og danskerne glæder sig over det Kinesiske Tårn i Tivoli, uden hvis tilstedeværelse Den gamle Have ikke var, hvad den var. Så skal vi lige have Tibet og Dalai Lama med, lyder det fra de kinesiske skrivekarle, og her bliver de forsamlede danske politikere retfærdighedsvist blege om næbet, Holger K. stopper sin pibe, nu bliver det alvor.
Per Stig Møller har offentligt udtalt – eller indrømmet: »Kina har redigeret i noten, men ikke dikteret den«.
Man kunne spørge om graden af redigering, man kan jo redigere så meget, at der kommer til at stå dét, man ønsker?
Holger K. Nielsen og Udenrigspolitisk Nævn påstår, at verbalnoten »ikke betyder, at vi ikke kan støtte tibetanernes kamp for mere autonomi, større kulturel frihed og kamp imod kinesernes overgreb«.

Underlagt Kinas vilje

Kan man gradbøje autonomi og kulturel frihed uden at sproget går i opløsning? I noten står således: »Denmark takes very seriously the Chinese opposition to meetings between memoers of the Danish Government and the Dalai Lama, and has duly noted Chinese views that such meetings are against the core interest of China, and will handle such issue prudently«.
Efter denne svada kan man ikke invitere en Dalai Lama. Det siger sig selv.

Når jeg både nu og i Politiken 3. januar 2010 går hårdt til SF’s Holger K. og også til Udenrigspolitisk Nævn, er det, fordi: at påstå dét, man gør, opløser både sprog og holdninger. Det ville altså være imod Kinas ’kerneinteresser’ at møde en Dalai Lama, og man skriver jo noten for at tækkes landet. So?
Holger K. siger i Politiken, at det ville være »uacceptabelt«, hvis vi dels skulle sige undskyld – for det formastelige møde mellem Dalai Lama og statsministeren – dels uacceptabelt hvis vi ikke måtte invitere Dalai Lama, når det passede os.
At invitere Dalai Lama, efter hvad Danmark har erklæret, ville imidlertid kaste en skygge af utroværdighed over vort land og vores diplomatiske sprog. Naturligvis inviterer vi ikke Dalai Lama.

Vi har som konsekvens af de forpligtende udsagn i noten erklæret vores ’modstand’ over for Tibets uafhængighed.
Det engelske ord i noten er opposes. Dette kunne blive langt, her er en suppe­terningsversion: Kina har med militær besættelse, undertrykkelse af enhver art, tvangssterilisationer, drab og politisk og åndelig forfølgelse, imperialistiske bosættelser, censur og ikke mindst fysisk ødelæggelse af religionen og dens templer tvunget Tibets folk i knæ og knust dets kamp for selvstyre. Dette rædselsregimente har vi stort set stiltiende lukket øjnene for i cirka 60 år. Danmark er modstander af Tibets uafhængighed og accepterer indirekte undertrykkelsen.

Holger K. fortæller, at det passer ikke. Jeg fastholder dog, at når man erklærer sin modstand over for Tibets uafhængighed, så kan man ikke samtidigt være imod Kinas undertrykkelse af et frihedskæmpende Tibet!
Er det sket før, at Danmark har ’modsat sig’ et andet folks uafhængighed?

Kinas tak for vor adlyden

Kinesisk diplomati svarer, oplyses det 12. december 2009 i Politiken. Kina takker skriftligt for verbalnoten og konkluderer, at de to lande herefter ikke blander sig
»i hinandens indre anliggender«.
Danske politikere vil helst overse eller glemme dette svar, for man har næppe gensvaret: Hallo, sådan var det ikke ment!
Danmark har givet sig selv yderligere mundkurv på ved at anerkende Kinas suverænitet over Tibet: Denmark recognizes China’s sovereignty over Tibet and accordingly opposes the independence of Tibet.
Suverænitet betyder enerådighed, og man kan ikke anerkende en anden parts enerådighed over et emne, her et folk, og samtidig bedyre, at man kan kritisere den anden parts fremfærd. Det er noget teorisnak beregnet på at redde ansigter.
Danmark svigter aktivt Tibet. Villy Søvndal kritiseres for at svigte idealerne på mange fronter, og han siger – citeret efter hukommelsen – at »det er ikke at svigte sine idealer at gå på kompromis med dem«. Nærmest taoistisk, hvor relativt kan det blive? I al fald: Oppositionen stemte for verbalnoten, fordi i modsat fald kan det blive brugt imod den: Uansvarligt ikke at ville reparere på vores forhold til Kina! Der går en iskold vind af realpolitik gennem debatten.

Kinas barbari

Barbariet og den etniske udrensning har pågået i mange årtier, kineserne har raseret skove, fisket i søer med dynamit, dumpet atomaffald og meget mere hærgen i Tibet. Kinesiske bosættelser har gjort, at der er 70 procent kinesere og 30 procent tibetanere i Tibets hovedstad Llahsa, og som en forlængelse af Maos afskyelige Kulturrevolution har man systematisk nedbrudt tibetansk åndsliv, sprog og kulturbygninger, biblioteker og templer. Nøjagtigt sådan som Maos revolution fik konverteret dens mindreværdsfølelse over for arven til det rene barbari.
Tibetanerne har været og er stadig genstand for etnisk udrensning. Danmark bukker og skraber. Verbalnotens udsagn og tilståelser kan ikke trækkes tilbage, og mere alvorligt kan det ikke blive. Ikke engang en ny regering ville – hvis dens partier skulle komme på bedre tanker – kunne ugyldiggøre verbalnoten.
Så ville Kina for alvor blive rasende, og vi blive lagt på is.
De erhvervsinteresser og den økonomi, det hele tiden har handlet om ville være i yderste havsnød.

Eske Holm er instruktør, balletdanser, koreograf og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorsten Lind

Oppose

Spørgsmål til Holger K, Villy Søvndahl og resten af de ryggesløse politikere på tinget:

Hvordan vil man "modarbejde" Tibetansk selvstændighed?
I tilfælde af oprør/uroligheder i Tibet,
hvordan vil man hjælpe de Kinesiske venner?
Kunne man forestille sig danske soldater assistere
kineserne, med at banke tibetanerne på plads?
Hvor langt har man tænkt sig at gå?
Og er menneskerettigheder blevet et fyord i Dansk udenrigspolitik?

Hvorfor er en borgerlig regering så vennesæl over for et kommunistisk diktatur?

Villy og Holger, hvorfor lægger i jer fladt på ryggen,
for erhvervslivets økonomiske interesser?
Og hvad siger jeres bagland til det?

Det er fandeme ynkeligt at iagttage,
her fra sidelinien.....!
Tibetanerne, det glemte folk på verdens tag,
bliver ladt i stikken af Danmark.
Det kan vi ikke være bekendt!!!!

~~*~~ Th

Tak til Eske Holm for en god og dybtfølt kronik, hvis konklusioner sættes i relief af artiklen "Kina og Dalai Lama forhandler igen" (også fra 27. januar, Information, s. 8) hvoraf det fremgår at tibetanerne vil få sværere og sværere ved at forhandle med Beijings fascistregime i takt med at verden af pekuniære grunde vender dem ryggen.
At egoist-partiernes politikere, V og K, lægger sig fladt på ryggen for verdens næste økonomiske supermagt undrer ingen. Men at SF-politikerne har en så kraftig lugt af kunstlæder fra ny ministerbilers sæder i næsen at de gør det samme og dermed forlader enhver anstændighed er en skuffelse.
Nu har jeg stemt på SF i over 20 år. Men det er da ihvertfald slut.

Stanley Opmann

"Verden" handler i det hele taget ikke af andet end pekuniære grunde. Nedlæg lortet. Lad os få det overstået. Mennesket er ved Gud den mest ynkelige race der findes. Eller har jeg mon bare været for længe i Danmark?

Stanley Opmann

"Verden" handler i det hele taget ikke af andet end pekuniære grunde. Nedlæg lortet. Lad os få det overstået. Mennesket er ved Gud den mest ynkelige race der findes. Eller har jeg mon bare været for længe i Danmark?

Marianne Mandoe

"Danmark" vil hellere tækkes de store end beskytte de små.

Hvor er det beskæmmende at have en regering og et folketing der kan finde ud af andet end at pille navler.

niels christian flintholm

Information burde ikke laegge spalteplads til denne slags artikler! jeg ved ikke hvilken baggrund Eske Holm der er instruktør, balletdanser, koreograf og forfatter har til at kunne udtale sig saa kategorisk omkring kina og tibet?
jeg er kandidat i kinesisk og bor i Beijing, saa jeg syntes det er paa tide at de der rent faktisk ved noget om emnet aabner munden. i modsaetning til hvad folk normalt tror var tibet rent faktisk underlagt det kejeserlige Kina helt tilbage til midten af Qing dynastiet, og har op i gennem historien vaeret regeret mere eller mindre direkte fra Beijing. ligeledes er der ikke mange der ved at det tibet foer det blev befriet (som man siger i kina) paa ingen maader var det shangrila mange vesterlaendinge tror. da dalai lama havde magten i tibet var op imod 80-90% af befolkningen tyende eller slaver i de magtfulde klostre. hvis man saetter sig bare lidt ind i forholdene i tibet foer den kinesiske befrielse vil man indse at tibetanerne er langt bedre stillet idag end de ville have vaeret under det fortsatte herredoemme af dalai lama som nok ville have mindet om et slags buddhistisk afghanistan. jeg skal dog pointere at jeg med dette paa ingen maade vil forvare de overgreb der fandt sted under kulturevolutionen, og som fandt sted i hele landet og ikke kun i tibet.

Stanley Opmann

Så det er altså bedre at være slaver af Kina end af klostrene eller hvorledes, Niels Christian? Er en slave ikke en slave?

niels christian flintholm

stanley, jeg vil staerkt anbefale dig at tage en tur til Kina og Tibet og se tingene med egne oejne. vist er der menneskerettighedsproblemer i Kina men befolkningen er paa ingen maader slaver af partiet/regeringen hverken her i Beijing eller i Tibet.
jeg kan ioevrigt lige naevne at etniske mindretal i Kina som feks tibetanere er undtaget 1 barnspolitiken med det formaal at undgaa at de bliver et mindretal i deres egne omraader. dette er der vist ikke mange i danmark der ved....

Marianne Mandoe

Uanset de mange forklaringer.

Tibet VAR i mange år et selvstændigt land.
At et andet land rykker ind of begynder at regere et andet land er uacceptabelt.
Specielt når det "besatte" land ønsker at være selvstændigt.

Skulle det vise sig at det er OK at kræve overherredømme over andre lande pga af historisk (midlertidig) ejerskab vil jeg hermed plædere for at store dele af England, Sverige, Norge, Nordtyskland, Flanderen, Nordfrankrig og New Foundland lægges ind under Danmark og reelt bliver regeret fra København.

Fuldstændigt langt ude i hampen, men i princippet fuldstændigt det samme.

Steen Engholm

@Marianne Mandoe

Det her med 'selvstændigt land' er lidt af en teori . Men det er også rigtigt nok principperne ryger når et land invaderer et andet land . Eske Holms artikel er til gengæld en øvelse udi overdrivelsernes kunst .

..uanset de mange forklaringer .