Kommentar

Denis Mukwege - et af de mest inspirerende mennesker i en mørk tid

2009 var et mørkt år og forseglingen af et mørk årti. Men der var også fantastiske lyspunkter, som blev skabt af mennesker, der nægter at fortvivle
2. januar 2010

2009 begyndte med en verden i frit økonomisk fald og Gaza-striben, der (igen) blev bombet i stumper og stykker. Så kom den hensynsløse nedkæmpning af det demokratiske oprør i Iran, et vellykket højreekstremistisk kup i Honduras, og en intensivering af den katastrofale krig i Afghanistan. Det hele endte i Brokenhagen, hvor verdens ledere besluttede sig for at blive ved med at stege planeten.

Men midt i alt dette var der også fantastiske lyspunkter, som blev skabt af mennesker, der har nægtet at drikke fortvivlelsens bedøvelsesmiddel. Den venstreorienterede journalist Wes Nisker sagde i sin sidste udsendelse:

»Hvis du ikke kan lide disse nyheder, så gå ud og lav dine egne.« I de sidste øjeblikke af 2009 vil jeg fejre de mennesker, som i år har gjort netop det.

Denis Mukwege

Krigen i Congo er den værste, siden Adolf Hitler marcherede gennem Europa. Den har kostet mere end fem millioner mennesker. Som jeg oplevede det, da jeg i 2006 rapporterede fra krigen, er volden primært rettet mod landets kvinder. En yndet fremgangsmåde er at gruppevoldtage en kvinde og derefter skyde hende i skeden. I årevis fik disse kvinder blot lov til at dø i bushen. Men en lavmælt congolesisk gynækolog med et blidt smil har besluttet sig for at gøre noget vanvittigt og umuligt. Næsten uden udstyr og økonomiske midler oprettede han en hemmelig klinik for disse kvinder. Han fik at vide, at han ville blive dræbt af militser for at »annullere deres arbejde«. Truslerne lød, at hans egne døtre ville blive myrdet, hvis han ikke stoppede.

Alle troede, han var gal. Men han vidste, det var det rigtige at gøre. Han blev de congolesiske gruppevoldtægters Oscar Schindler og reddede titusinder af kvinder. Midt i et moralsk Tjernobyl viste han, at de bedste menneskelige instinkter kan overleve og i det lange løb vinder. Der er rygter om, at han var nummer to på Nobelkomiteens liste til fredsprisen. Han burde have vundet.

Liu Xiaobo

For et år siden begyndte en appel at cirkulere i Kina. Den indeholder krav om, at en milliard borgere skal have lov til at tænke og tale frit. »Vi må holde op med at betragte ord som forbrydelser,« hedder det. Ironisk nok anholdt de kinesiske myndigheder straks forfatterne og mange medunderskrivere. En af de mest velformulerede og modige, Liu Xiaobo, blev idømt 11 år i en genopdragelseslejr for »statsundergravende virksomhed«. De kinesiske myndigheder mener, at menneskerettighederne er et »komplot« for at svække Kina. Faktisk vil Kina blive umådeligt meget stærkere, når landet holder op med at forfølge sine borgere, når de forsøger at udvikle deres sind og forsvare hinanden.

Liu er ikke alene. Hu Jia er i fængsel for at have advaret om Kinas skjulte Aids- krise. Huang Qi er i fængsel for at have advaret om, at dårlige skolebygninger i Sichuan - fordi bygherrer havde bestukket de lokale myndigheder - betød, at hundredvis af børn døde unødigt i jordskælvet. Der er en lang liste, og for hver enkelt fange er der tusinder, som er bange for at sige noget. Men disse dissidenter står som modeller for en virkelig stor nation, som Kina en dag vil blive, når landet holder op med at forfølge disse mennesker og i stedet begynder at vælge dem.

Democracy Now!

Det tredje eksempel er Amy Goodman og holdet på Democracy Now! Det er svært ikke at fortvivles over USA på et tidspunkt, hvor selv den veltalende 'King of Change' synes ude af stand til at få sin sundhedsreform og nedskæringer af udledningen af drivhusgasser vedtaget i det korrupte senat og farer hårdere frem i Afghanistan. En stor del af problemet er de gyselige medier i USA. Tv-nyhederne er et langt blowjob til de magtfulde, alt bliver set fra de riges perspektiv, og argumenter for fremskridt latterliggøres. Det kommer tv-kanalernes ejere og annoncører til gode, enhver politisk debat forgiftes, og de ting, der betyder noget, bliver indhyllet i tavshed.

Men der findes en bemærkelsesværdig undtagelse. Democracy Now! sender fra et lille studie i New York for penge, som er rejst af seerne. Hver dag giver den vidunderlige vært, Amy Goodman, rigtige nyheder i en timelang udsendelse. Mens ABC og NBC fokuserede på Tiger Woods' kønsdele, var Democracy Now! i København og forklarede, hvordan verdens regnskove blev ødelagt. De kan i det mindste se skoven for bare træer. Sådan kunne de amerikanske medier være, hvis de behandlede seerne med respekt.

Peter Tatchell

Længe før det kom på mode at støtte homoseksuelles rettigheder, tog Peter Tatchell store chancer i kampen mod bigotteri i forhold til homoseksuelle mennesker. Han er ikke bange for at sætte sin egen krop i vejen for fanatikere. I 1999 udførte han en civil anholdelse af Zimbabwes morderiske diktator Robert Mugabe og blev slået så hårdt af hans livvagter, at han aldrig er kommet sig. I år var han i Moskva for at forsvare de homoseksuelles rettigheder over for det homofobiske politi og blev igen slået. Senere meddelte han, at han alligevel ikke kan opstille som kandidat for De Grønne i Oxford, fordi skaderne er for alvorlige.Det er utroligt, men der findes mennesker, som hævder at være venstreorienterede, der har angrebet Tatchell, fordi han kritiserer homofober, som tilfældigvis er sorte, arabere eller asiater på nøjagtig samme måde, som han kritiserer folk, der er hvide. (Han forsøgte at arrestere Tony Blair og Henry Kissinger for krigsforbrydelser, ligesom han prøvede at pågribe Mugabe.) Rigtig racisme ville være at holde ikke-hvide fast på lavere standarder, som om deres bigotteri var mindre virkeligt eller dødbringende. Personer, der vælger at forfølge homoseksuelle mennesker, er uhyrlige og bør stoppes uanset deres hudfarve og kultur. Tatchell har viet sit liv til den sag, og han fortjener vores tak.

Håbet som økse

Hvad har alle disse mennesker tilfælles? Da Mukwege byggede sin klinik, sagde de, at han ville dø, inden der var gået en uge. Da Tatchell sagde, at homoseksuelle skulle have lige rettigheder, lo folk. Liu og Goodman bliver foreløbig ignoreret, men med tiden vil deres argumenter vinde. De viser, at når verden bliver værre, skal man ikke luske væk i fortvivlelse. Tværtimod er det en grund til at arbejde hårdere og sigte højere.

Som essayisten Rebecca Solnit skriver: »Håb er ikke en lotteriseddel, du kan sidde med i sofaen. Det er en økse, du nedbryder døre med i en nødsituation. Håbet bør skubbe dig ud af døren, for du skal bruge alt, hvad du har, for at styre den fremtidige verden væk fra endeløse krige, udslettelse af jordens skatte og udstødelse af de fattige. At håbe er at give sig selv til fremtiden, og det engagement i fremtiden er det, der gør nutiden beboelig.« Det bør være gravskriften for disse bemærkelsesværdige mennesker og for 2009.

 

The Independent og Information

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Wauw, - det var dejligt inspirerende at læse og jeg skynder mig at sende den videre til vennerne, i stedet for et nytårskort :)

lars rosholm tørresø

føj hvor man til tider kunne skulle burde "skamme sig" over ikke at gøre mere - - - men blot lader stå til............. lidt endnu . . .