Kommentar

Dobbeltspil og godtroenhed

CIA vil gerne være både elsket og frygtet i Mellemøsten, men sagen er, at den amerikanske efterretningstjeneste for længst er infiltreret af sine værste fjender
9. januar 2010

I den store amerikanske ambassadebygning ud for Jordans hovedstad, Amman, driver en højtstående officer fra de amerikanske specialstyrker sit ikke mindre specielle kontor. Han køber informationer fra den jordanske hær og efterretningstjeneste - kontant, naturligvis - og bistår tillige med at uddanne afghanske og irakiske politifolk og soldater. De oplysninger, han er ude efter, handler ikke kun om al-Qaeda, men også om jordanerne selv, om hvorvidt hæren fortsat er loyal over for kong Abdullah II, og om de antiamerikanske irakiske oprørere, der opholder sig i Jordan.

Det er let at købe officerer i Mellemøsten. Amerikanerne brugte det meste af 2001 og 2002 på at købe afghanske krigsherrer. Ligesom de betalte jordanske tropper for at slutte sig til deres egen besættelseshær i Irak - derfor blev Jordans ambassade i Bagdad så nådesløst bombet af Washingtons fjender.

Hvad CIA's dobbeltagent Humam Khalil Abu-Mulal al-Balawi foretog sig - som så mange andre al-Qaeda-tilhængere, var han lægeuddannet - var for så vidt ren rutine. Han arbejdede for begge sider. Sagen er nemlig den, at Amerikas fjender allerede for længe siden har infiltreret Amerikas 'allierede' i de arabiske efterretningstjenester. Selv Abu Musab al-Zarqawi, som anførte al-Qaeda-delen af oprøret i Irak og var jordansk statsborger, fastholdt sine kontakter i Jordans efterretningsvæsen, Mukhabarati i Amman, hvis højtstående officer, Sharif Ali Bin Zeid, blev dræbt sammen med syv amerikanere i denne uge i det blodigste angreb mod CIA siden bombningen af USA's ambassade i Beirut i 1983.

Jordansk mulvarp

Spionage i Mellemøsten er blottet for romantik. Flere af de dræbte CIA-folk var lejesoldater, mens det jordanske hemmelige politi, som både bin-Zeid og al-Balawi arbejdede for, rutinemæssigt har torteret ikke blot Jordans formodede fjender, men også de terrormistænkte, som det lige så rutinemæssigt fik overdraget af CIA i Bush-regeringens tid.

Det besynderlige i denne sag er således ikke tilstedeværelsen af dobbeltagenter i det amerikanske sikkerhedsapparat i Mellemøsten, men snarere hvordan en 'jordansk muldvarp' kan være nyttig i Afghanistan. Det er trods alt de færreste arabere, som taler pashtunsk, dari eller urdu. Hvad dette imidlertid antyder er bånd imellem de antiamerikanske irakiske oprørere i Irak og deres modstykker i Afghanistan, som er tættere end antaget.

Hidtil har man ment, at indflydelsen i hovedsagen har drejet sig om operationel inspiration, men denne episode indikerer, at skønt Irans vældige landmasse adskiller de to stater, kan der meget vel foregå et omfattende samarbejde mellem al-Qaeda i henholdsvis Irak og Afghanistan.

Elsket og frygtet

Vi bør her erindre os, at skønt CIA støttede de arabiske frivillige, som drog til Afghanistan for at kæmpe mod Sovjets hær, så var det saudiarabiske penge, der finansierede dem. Op igennem 1980'erne holdt den saudiske efterretningstjeneste jævnlige møder med Osama bin Laden i den saudiske ambassade i Islamabad, ligesom man samarbejdede med Pakistans militære tjeneste, som ydede logistisk hjælp til Taleban - som den gør den dag i dag. Hvis amerikanerne forestiller sig, at saudierne ikke fortsat sender penge til deres fjender i Afghanistan - eller til deres lige så fundamentalistiske modstandere i Irak og Jordan - så har CIA virkelig ikke fattet ret meget af, hvad der foregår i Mellemøsten.

Det amerikanske ønske om at være både elsket og frygtet har længe forledt de amerikanske efterretningstjenester til at stole på dem, som skal forestille at være deres erklærede venner, og tilsvarende dæmonisere deres formodede fjender. Præcis sådan gik det til i Libanon, før en shiamuslimsk selvmordsbomber sprængte hele den amerikanske ambassade i Beirut i luften i 1983 på et tidspunkt, da næsten hele CIA's operationelle stab i Mellemøsten befandt sig i bygningen. Langt de fleste blev dræbt. Indgangen til CIA's kontorer ved havnefronten var selvfølgelig svært bevogtet. Men agenturets lokale agenter i Libanon omfattede mænd og kvinder, der både arbejdede for Israel og for den tidlige version af Hizbollah, ligesom amerikanske CIA-ansatte på ambassade datede libanesiske kvinder, der ikke var sikkerhedsgodkendte.

En martyrbegravelse

Ligesådan med den jordansk-amerikanske akse. Her opererede CIA i et næsten rent sunnimuslimsk miljø blandt jordanere, som uanset at de tog imod CIA-penge kunne have mange grunde til at være modstandere af Washingtons politik og de jordanske konger. Et betydeligt mindretal af de jordanske mukhabarati er af palæstinensisk afstamning og har den opfattelse, at Amerikas ukritiske og alt favnende støtte til Israel har ødelagt 'nationen Palæstina' og knust deres folk.

CIA's ønske om at stole på sine 'lokale medarbejdere' er ikke ulig den britiske tiltro til de indiske sepoys umiddelbart før det store indiske mytteri i 1857 (også kendt som Indiens første befrielseskrig, red.). De lokale regimenter vil aldrig gå imod det britiske Raj-styre, de indiske officerer ville i al fald forblive loyale, mente man. Det gjorde de ikke.

Balawis jordanske offer, bin Zeid, fik en martyrbegravelse under overværelse af sin fætter, selveste kong Abdullah. Nu må vi se, hvem der dukker op til begravelsen af hans morder - hvis der ellers er noget tilbage at begrave.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu