Kommentar

EU og klimafiaskoen i København

EU's rolle som den progressive på klimaområdet holdt ikke, da det kom til stykket
Debat
8. januar 2010

Trods høje forventninger, langvarige forberedelser og en fantastisk flot demonstration med op mod 100.000 deltagere fra hele verden endte COP-15 klimatopmødet som en skuffende og ynkelig fiasko. Statsminister Lars Løkke Rasmussen er den eneste, der ikke kan eller vil se dette.

Den erklæring, som en række toneangivende lande vedtog, og som andre kan tilslutte sig her i januar, hvis de har lyst, indeholder ingen forpligtende mål, endsige anviser konkrete midler til at nå sådanne mål.

Vi er milevidt fra en forpligtende politisk - for ikke at tale om juridisk - aftale om 25-40 procent nedskæring af CO2-udledningerne i 2020, som videnskaben har opstillet som nødvendigt for at undgå katastrofale temperaturstigninger på over to grader.

Årsagerne til fiaskoen er mange. At Lars Løkke Rasmussen var en uerfaren, inkompetent og arrogant mødeleder blev klart for enhver. Værre var det, at den danske regering valgte at lægge sig tæt op af USA's interesse i at undgå en alt for forpligtende aftale og i den forbindelse skrotte Kyotoaftalen, som faktisk pålægger de rige lande at nedskære deres CO2-udledninger, om end utilstrækkeligt og uden at USA er forpligtet. Den danske regerings manøvrer blev afsløret i det forhandlingspapir, sendt til udvalgte venner, som blev lækket til The Guardian, og som vakte u-landenes vrede.

Det var et kernepunkt for ulandene at opretholde særlige forpligtelser a la Kyoto for de rige lande, som faktisk er skyld i den misere, verden befinder sig i, og som stadig i dag udleder mange gange mere CO2 per indbygger end u-landene, inklusive Kina og Indien. U-landene har erklæret sig rede til at følge en langt mere ansvarlig klimakurs i forbindelse med deres udvikling, end den de rige lande har fulgt, men de forbeholder sig ganske rimeligt ret til at gennemløbe en udvikling, som nødvendigvis vil belaste kloden yderligere. Men u-landenes fælles position (i G-77 gruppen) blev konsekvent marginaliseret både før og under konferencen, og i sidste ende blev Kina hængt ud som den helt store skurk.

Kineserne var da heller ikke synderligt forhandlingsvenlige, men det kunne nok have gjort en forskel, hvis de rige lande for alvor havde forpligtet sig på substantielle nedskæringer, teknologioverførsler og finansiering af den nødvendige klimatilpasning i de hårdt ramte ulande. Disse lande, som for de flestes vedkommende udleder mindre end en tiendedel per indbygger af, hvad vi gør i Danmark, er dem der først og fremmest rammes af konsekvenserne i form af tørke, cykloner og oversvømmelser. Da præsident Obama endelig beærede konferencen med sin tilstedeværelse i det sidste døgn, viste det sig, at han kom med tomme hænder og lommer.

Mangel på EU-lederskab

Men hvad med EU, der ser sig selv som uhyre progressiv og globalt førende på klimaområdet? Også EU havde accepteret den håbløse danske forhandlingsstrategi, som altså reelt tromlede hen over u-landenes interesser. Og på selve konferencen, hvor EU kunne have vist lederskab, skete det ikke.

EU kunne først og fremmest have bevæget sig fra de tidligere lovede 20 procents reduktion i CO2-udledninger inden 2020 (siden 1990) til 30 procent, men det skete ikke. EU kunne så meget mere have gjort det, da en betydelig del af de hidtidige reduktioner skyldes sammenbrud og omstilling af produktionssystemerne i Central- og Østeuropa siden 1990. Ydermere er en stor del af de kommende reduktioner i fremtiden planlagt til at skulle foregå gennem finansiering af reduktioner i u-landene snarere end i EU (gennem den tvivlsomme såkaldte Clean Development Mechanism og lignende). Alligevel fandt man altså ikke anledning til at bevæge sig fra de 20 pct. til de 30 pct.

Hertil kommer, at der kun blev givet vage løfter om den langsigtede finansiering af u-landenes klimatilpasning. Og med hensyn til denne finansiering de næste tre år (2010-12) var EU's tilbud særdeles påholdende, i alt 10 milliarder dollars, kun en brøkdel af det nødvendige. Det er tankevækkende at Japan, som ikke plejer at udmærke sig i disse sammenhænge, alene tilbød 11 milliarder dollars, altså mere end EU's 27 lande tilsammen. I øvrigt fremgik det, at hovedparten af EU's midler ville være rene omposteringer af midler, der allerede var bevilget til udviklingsbistand. Så meget for EU's angiveligt progressive og førende rolle på klimaområdet.

Da det drejede sig om at redde banker og imødegå den finansielle og økonomiske krise, var der ingen grænser for, hvor mange milliarder EU og medlemslandene kunne finde frem. Venezuelas populistiske præsident Hugo Chavez slog hovedet på sømmet, da han udtalte: »Hvis klimaet havde været en bank, var det for længst blevet reddet«!

Steen Folke er bestyrelsesmedlem i Udfordring Europa

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hr Steen Folke har den meget almindelige danske opfattelse, at "børnehave-psykologi" er anvendelig i internationale forhandlinger - d v s , at man skal være et godt eksempel, og så bliver de andre flove og gør det rigtige.

I FN er medlemslandene ( u-lande og i-lande o s v) benhårdt fokuseret på egne interesser, og hvis man går i spidsen med et godt eksempel, så bliver
man til grin og kommer til at betale for hele gildet..

U-landenes delegerede er veltrænede ( fra Havard, Cambridge o s v ), og de giver ikke ved døren, og det gør vi andre heller ikke.

FN's politik og beslutningsproces er veletableret, og det skal ud på kanten af et sammenbrud før man går til næste fase - COP 15 var en mellemfase, og næste gang ( COP 16) får den en tand til og COP 17 giver måske det vi ønsker?

Kroll, jeg tror snarere der skal et helt andet sammenbrud til, før vi handler - et økologisk.

EUs klimapolitik er varm luft og det er et ofte overset problem at Danmark og de andre lande har været bundet til EUs utilstrækkelige (og varmluftoppumpede) klimapakke. Det er ikke troværdigt for en forhandlingsleder i FN/COP-sammenhæng.