Hvad skal vi med fattigdomsåret?

Hvis årets 'julefattigdoms-debat' er pejlemærke for den politiske varetagelse af fattigdomsåret, ser det sort ud. Hverken debatniveauet eller tonen har budt på noget, som blot en svag optimisme i forhold til bekæmpelse af fattigdom i Danmark kan bygge på. Det kan desuden undre, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har forholdt sig tavs, eftersom ansvaret for alle overførselsindkomstmodtagerne er flyttet fra socialministeriet til beskæftigelsesministeriet. Støjberg har dermed ansvaret for den økonomiske fattigdom, som udspringer af niveauet for disse ydelser.

Flytningen af kontanthjælpsmodtagerne (og førtidspensionisterne) har været et politisk projekt, som skulle gøre ledighed og sociale problemer til et spørgsmål om at få sig et job, og samtidig entydigt placerer ansvaret for ledigheden på de ledige selv.

Troen på økonomiske incitamenter gennemsyrer regelsættet ud fra devisen om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor har ydelserne en indbygget tålmodighedsgrænse på seks måneder, hvorefter de uden videre reduceres. Også selv om der ikke er et job i miles omkreds. Dertil kommer nyskabelsen af stærkt reducerede ydelser, som næsten kun rammer arbejdsløse indvandrere: Starthjælpen, som er halvt så stor som kontanthjælpen, og 450-timersreglen, som både standser særlig støtte til huslejen og kontanthjælpen til den ene ægtefælle, hvis ikke de begge på to år har haft almindeligt arbejde i 450 timer. Og endelig findes der et sirligt system af sanktioner, som giver ydelseskontorerne mulighed for at standse eller reducere i kontanthjælpen, når modtagerne ikke arter sig.

Ingen af disse krumspring forholder sig til, at modtagerne ikke har andre forsørgelsesmuligheder. Ellers var de nemlig slet ikke berettiget til kontanthjælp. Der er ikke en levende sjæl, der er uenig i, at det skal kunne betale sig at arbejde, men det kan de langvarigt ledige ikke leve af, så længe der ikke er nogen, der vil ansætte dem. Beskæftigelsesministeren kalder det et »kærligt skub i ryggen«, men det skub er fatalt for dem, som ikke kan finde en plads på arbejdsmarkedet. De bliver nemlig skubbet ud over kanten.

Er det det hele?

I en 12-siders publikation om 'Danmarks aktivitetsprogram for Det europæiske Fattigdomsår 2010', vælger Ellemann og Støjberg at indlede med konstateringen af, at »Danmark er et af de lande i verden, hvor velfærden kommer flest til gode, og hvor uligheden er mindst«. Dernæst sovses vi ind i ord som 'privilegerede', 'høj velstand', 'fri og lige adgang', 'økonomisk sikkerhedsnet' og 'lave indkomstforskelle'. Lidt spøjs attitude i et aktivitetsprogram vedrørende fattigdom. Og når det kommer til Danmarks aktiviteter, synker hjertet helt ned i maven. For det, vi kan forvente, er, at regeringen vil benytte fattigdomsåret til at sætte yderligere fokus på de indsatser, der allerede er iværksat. Her opremses nemlig alle de allerede kendte aktiviteter lige fra hjemløsestrategien over Det Fælles Ansvar II, Barnets Reform, Velfærdsreformen og Ny chance til alle. Alt sammen i store træk udmærkede initiativer, men helt ærligt? Er det det?

Jeg er bange for, at svaret er ja. Vi får godt nok at vide, at fattigdom i Danmark handler om andet og mere end økonomi, og at den både omfatter en økonomisk, kulturel og social dimension. Lad mig straks kvittere for disse betragtninger.

Fattigdommen rækker videre end, hvad man har råd til. Den handler også om konsekvenserne af de afsavn, man må lide. Det fritager os bare ikke fra også at forholde os til økonomien. Vi har et endog overordentligt generøst sikkerhedsnet under enlige forsørgere, som både får hjælp til huslejen, til børnenes forsørgelse og til daginstitutionsbetalingen, så også deres børn kan leve et almindeligt børneliv. Det er en unik økonomisk sikring, og den skal vi værne om. Men det samme sikkerhedsnet skal også findes under enlige mænd, unge med svære problemer og familier med ikkevestlig baggrund, som er dem, der skiller sig ud som nutidens fattige.

Lad os få en ny debat

Jeg ved godt, at det var en barnlig utopi at tro, at de to borgerlige ministre ville springe ud i at gøre noget ved de ydelser som alle, der er i nærkontakt med de fattigste danskere, kritiserer. Men at ydelserne slet ikke nævnes i aktivitetsprogrammet, er ren strudseadfærd. Jeg er fuldt opmærksom på, at regeringen er imod at formulere en fattigdomsgrænse, og at argumenterne har kredset om det relative fattigdomsbegreb og det absurde i, at der bliver færre fattige, når det går dårligt med landets økonomi. Nuvel. Men var fattigdomsåret så ikke en anledning til at se på, om der er andre måder, vi kan holde øje med den udvikling på? Det må da være en vigtig opgave for de ansvarlige ministre - uanset om de står for at løse sociale problemer eller for udbetalingerne af kontanthjælp.

Lad os benytte fattigdomsåret til at komme videre fra de fastlåste positioner i debatten. Lad os diskutere fattigdom på en ny måde, og lad os endelig kalde den en 'fattigdomslomme', som statsministeren gjorde for nylig, hvis det er det, der skal til for, at alle kan være med. Ambitionerne må være at blive enige om at definere fattigdommen i Danmark og at finde en måde at holde øje med den på, så vi hele tiden kan arbejde i retning af den mindst mulige fattigdom(slomme).

Spiral skal stoppes

I forhold til definitionen, kan vi begynde med at spørge de fattige selv. Ifølge en undersøgelse fra 2008 af fattigdommen i København, vurderer de københavnske mindrebemidlede, at deres fattigdom kan måles på, at de ikke har råd til det, som de fleste opfatter som selvfølgeligheder. Og der er ingen, der fabler om computere, fladskærme og lækre mobiltelefoner her. Det handler om ikke at kunne spare op, erstatte eller reparere ødelagte ting, tage på ferie og dyrke sociale aktiviteter. For at kompensere fortæller de bl.a., at de kun går til gratis aktiviteter, samler flasker, stjæler WC-papir og sukker fra offentlige steder, sparer på strømmen, klunser, og i øvrigt bliver hjemme, hvor de undgår reklamerne for alt det, de ikke har råd til. Sådan kan man godt klare sig i en begrænset periode. Men når det bliver ved og ved i årevis, medfører det skadevirkninger, som siver ned igennem generationerne og fastholder et underdanmark i en både økonomisk, kulturel og social fattigdom. Den spiral skal stoppes.

Opgaven er at sørge for, at det økonomiske sikkerhedsnet er så finmasket, at ingen lades i stikken med en økonomi, som ikke giver dem råd til at leve. Uanset herkomst, civilstand og arbejdsevne har vi brug for et eksistensminimum, som sikrer os mad, drikke, tøj, personlig hygiejne, transport, fritidsinteresser og dagligvarer og at vi kan betale for en rimelig bolig. Det afgørende er, at niveauet for overførselsindkomsterne ikke fører til et dårligt helbred eller social isolation. En kontanthjælp, der tager udgangspunkt i omkostningerne til en minimumslevestandard, er for mig at se det mest reelle bud på et faktisk økonomisk sikkerhedsnet.

Lad os benytte fattigdomsåret til at blive enige om at definere også den danske fattigdom og gøre noget ved den på tværs af partifarver og gold retorik. Det kræver, at de ansvarlige folkevalgte af enhver observans tager sig sammen og går hinanden i møde, så vi kan komme videre i debatten. Hvis det lykkes, er der håb for de fattige.

Bettina Post er formand for Dansk Socialrådgiverforening