Kronik

Globalt hukommelsestab

Hvis man sætter ind med international forvaltning af Haiti, vil det være hensigtsmæssigt at se nærmere på nogle af de erfaringer, man har gjort sig andre steder. Ikke mindst for at undgå en gentagelse af de problemer, der har karakteriseret tidligere perioder af forvaltning af småstater
Indiske fredsbevarende FN-soldater er en del af den store styrke, der skal forhindre yderligere plyndring af Haitis hvoedstad Port-au-Prince. Bander gennemroder ruinerne og stjæler eller løber med nødhjælp, der skulle gavne kvinder, børn og kvæstede.

Indiske fredsbevarende FN-soldater er en del af den store styrke, der skal forhindre yderligere plyndring af Haitis hvoedstad Port-au-Prince. Bander gennemroder ruinerne og stjæler eller løber med nødhjælp, der skulle gavne kvinder, børn og kvæstede.

JEAN - PHILIPPE KSIAZEK

Debat
1. februar 2010

I medierne verserer der i øjeblikket en debat om genopbygningen af Haiti. Alle er enige om, at jordskælvet den 12. januar er blandt vor tids største humanitære katastrofer. FN beskriver begivenheden som den hidtil største udfordring i organisationens historie, for udover enorme menneskelige tab og massiv ødelæggelse af infrastrukturen, anses selve staten som sammenbrudt.

Symbolet herpå findes i form det kollapsede hvide præsidentpalads i Port-au-Prince, et billede der i internationale medier cirkulerer som et slags snapshot af en forfejlet stat. Nogle ser begivenheden som en mulig succeshistorie inden for en internationalt styret rekonstruktion. Haiti kan blive en showcase i genopbygning, hedder det sig, og i Haiti kan FN genopfinde sin rolle.

En række kommentatorer foreslår, at landet underlægges international administration, herunder Frank Esmann, som mener, at det, Haiti og andre skrøbelige stater har allermest brug for, er en »god dosis international paternalisme«.

I en artikel i Information den 20. januar foreslår Frank Esmann en revitalisering af The Trusteeship Council, et slags forvaltningsråd under FN, der tidligere har administreret en række territorier med henblik på at klargøre dem til uafhængighed.

Ifølge Esmann vil det være i Haitis interesse at underlægge sig international administration. Allerede inden jordskælvet helt tilbage i 2006, fremsatte andre kommentatorer lignende forslag om 'international forvaltning' af Haiti, og med jordskælvet i år har diskussionen fået fornyet relevans. Det kollapsede præsidentpalads er dermed startpunktet for en debat om, hvordan det internationale samfund bedst opbygger stærke, holdbare og legitime stater, i Haiti, såvel som i andre 'fejlslagne' stater.

Det, Esmann og en del andre debattører imidlertid ser ud til at glemme, er, at FN faktisk har nyligere erfaringer med at forvalte nationer.

Østtimors fiasko

Det var f.eks. tilfældet med Østtimor i starten af årtusindskiftet. I perioden mellem Østtimors løsrivelse fra Indonesien i 1999 og indtil den formelle uafhængighed i 2002 var området under komplet international forvaltning. I modsætning til Haiti eksisterede der i denne overgangsperiode endnu ikke en egentlig stat, så FN fungerede her som både stat og statsopbygger. Østtimors statsstrukturer blev dermed skabt under FN's supervision.

Østtimors modstykke til Haitis kollapsede præsidentpalads var askepaladset, en halvt udbrændt bygning, der tjente som præsidentpalads, da landets præsident, Xanana Gusmão, blev indsat. Bygningens tilnavn skal spores til løsrivelsen fra Indonesien, hvor op mod 70 procent af landets infrastruktur blev ødelagt af indonesisk støttede militsgrupper ved hjælp af systematisk ildspåsættelse af bykvarterer.

Dengang blev billedet af den østtimoriske præsidents kontor i hovedstadens ruiner symbolet på de store udfordringer, landet stod overfor, men også på den optimisme der karakteriserede genopbygningsperioden. I tråd med de nuværende håb for Haiti skulle Østtimor blive FN's solstrålehistorie, startskuddet for en ny æra af statsopbygning.

Sammenbrudte utopier

Et årti efter den kæmpesatsning, der fulgte med dannelsen af årtusindskiftets nyeste nation, er optimismen imidlertid erstattet med skuffelse.

I 2007 stod Østtimor på den internationale liste over forfejlede stater, hvor det figurerede i det øverste 'kritiske' felt i selskab med lande som Etiopien, Afghanistan - og Haiti.

Denne nedgradering af Østtimor i internationale øjne skyldtes en voldelig krise, der udbrød i 2006 i form af en kombination af civile uroligheder og sammenbruddet af en række institutioner, der ellers stod for at opretholde lov og orden: hæren, politistyrken og dele af regeringen.

Efter krisen har Østtimor oplevet endnu en interventionsbølge bestående af internationale tropper, rådgivere og nødhjælpsorganisationer, igen med FN i rollen som koordinator.

Ifølge FN skyldtes problemerne ikke en fejlregning i organisationens tilgang til statsopbygning, men nærmere de problematiske lokale mentaliteter. Under mit eget feltarbejde i Østtimor i 2007 beskrev en FN-medarbejder parlamentet som et 'stammesamfund', der opererede ud fra »primitive kulturelle og traditionelle præmisser«.

Den utopiske forestilling om Østtimor som et drømmescenario for genopbygning er brudt sammen, og store summer investeres i dag i lederskabsworkshops, international supervision af politiske processer og dyrt betalte internationale rådgivere, der adviserer Østtimoriske politikere.

Ingen respekt for lokale

Noget tyder dog på, at de bristede drømme i Østtimor ikke kun kan tilskrives lokale faktorer.

FN's forvaltning af Østtimor har ofte været karakteriseret af manglende konsultation lokalbefolkningen, af enorme skel mellem internationale og lokale lønninger og af uoverensstemmelser mellem lokale og internationale agendaer for fremtiden.

Under landets nationale valg i 2007 blev politiske uenigheder desuden forstærket, da der opstod beskyldning om international favorisering af visse politiske partier. Østtimorerne selv har med andre ord ofte følt sig som tilskuere nærmere end deltagere i genopbygningsprocessen, og i dag spørger end del, hvornår 'overgangsperioden' med international forvaltning egentlig slutter.

Blind for årsagerne

Østtimors politiske kriser har været med til at problematisere lokale politiske 'kulturer' og en lignende tendens ser ud til at være på spil i Haiti.

Jordskælvet har overordentlig hurtigt ført til en debat om landets eget ansvar i katastrofen. Under inspiration fra den amerikanske klummeskribent David Brooks fra New York Times, foreslår Frank Esmann således, at Haitis problemer har rod i en lokal kultur.

Begge debattører beskriver landet som ude af stand til at regere sig selv på grund af en 'fremgangsresistent' haitiansk kultur. Det er lidt som om, man har glemt, at den mest akutte del af Haitis nuværende krise i hvert fald ikke er kultur-, men naturskabt.

Lignende debatter om problematiske lokale mentaliteter og kulturer huserer imidlertid i en række andre post-katastrofe-nationer, ofte karakteriseret af et lignende paternalistisk sprogbrug. Men måske det kan betale sig, at flytte fokus fra 'lokale kulturer' til internationale forvaltningskulturer. For når internationale og danske debattører nu kalder på en gentænkning af FN's rolle, ligner de foreløbige forslag gamle utopier, indpakket som dugfriske løsningsmodeller.

I fald man sætter ind med international forvaltning af Haiti, vil det derfor være hensigtsmæssigt at se nærmere på nogle af de erfaringer, man har gjort sig andre steder for at undgå en gentagelse af de problemer, der har karakteriseret andre forvaltningsperioder.

I Haiti ser det dog ud til, at man lokalt har øje for, at forvaltning ikke nødvendigvis er med til at skabe statssuverænitet.

På en konference i Montreal i Canada tidligere på ugen forsøgte donorer at tegne de første skitser til genopbygningen af Haiti. Fra Port-au-Prince's ruiner, håber man, kan et nyt og forbedret Haiti rejse sig.

Nogle hælder til en model lig den, man har brugt i Østtimor, men ikke Haitis premierminister, Jean-Max Bellerive, som pointerede, at det, Haiti har brug for, ikke er en ny regering, ej heller international forvaltning, men i første omgang regeringsbygninger. Den allerede eksisterende skal genhuses, understregede han, og genoptage arbejdet i samarbejde med, - ikke under forvaltning af - det internationale samfund.

Maj Nygaard-Christensen, ph.d.-studerende ved Afdeling for Etnografi og Antropologi, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hej Maj

Jeg har før gjort opmærksom på Frank Esmann's ærinde som værende ud af en tangent, der havde politisk højre-tække mere end konkret indsigt i FN's samlede erfaringsmasse med tilsvarende anliggender at gøre.

Angående artiklen bør man vel supplere med det forhold, at der i sammenhængen omkring Øst-Timor desuden var forsøg med invasions-styrker købt på det 'private' marked for krig. D.v.s. hos de firmaer, der uden blusel forsøger at sælge privat krigsindsats i 3. verdens-lande. Det tidligere Blackwater med flere. I Timoransk sammenhæng Sandline. Hvilket faktuelt førte til anholdelser af den private indsats-styrke. Papua-Guinea har også haft besøg af den form for indsats-styrker...

Problematikken har derfor yderligere komplikationer end dem, du har nævnt i artiklen, og gør således Frank Esmann's indspil til elendig researchet journalistik, der i udgangspunktet ser ud til at gå et ensidigt politisk (højredrejet) ærinde. I retning af at lade FN's erfaringsmasse sidde overhørig og så forsøge at spænde organisationen for en ensidig og reduktionistisk opfattelse af sammenhængen. Og således virker den ikke særlig troværdig og som et figment af Esmann's selvovervurdering med hensyn til konkret viden. Så enkelt kan det såmænd siges. Der er meget mere at tage fra den kant...

Frank Esmann's udgangspunkt kan man ikke lægge til grund for en fornuftig opfattelse af problematikken dær', hvor jeg kommer fra heller...

Med venlig hilsen

En tilfældig ældre Idehistoriker, Social-antropolog og Magtfilosof med konkret erfaring derudefra...