Kronik

Grækenland mellem visioner og realisme

En tilbøjelighed til at forløfte sig på store projekter - og løbe ind i nederlag - har i generationer sat sit præg på græsk politik. Nu drømmer grækerne om at forvandle deres land til mønstervelfærdsstat efter skandinavisk forbillede - og rammes af en økonomisk krise af foruroligende dimensioner
Grækenland har en tilbøjelighed til at have visioner så store, at det er svært at realisere dem med succes. Landet ønskede sig de Olympiske Lege og fik dem, men til en alt for høj pris for grækerne.

Grækenland har en tilbøjelighed til at have visioner så store, at det er svært at realisere dem med succes. Landet ønskede sig de Olympiske Lege og fik dem, men til en alt for høj pris for grækerne.

Johannes Eisele

Debat
18. januar 2010

I sidste halvdel af 2009 stod det klart, at Grækenland har meget alvorlige økonomiske problemer med en kæmpestor udlandsgæld, enorme budgetunderskud og en kreditværdighed, som er helt i bund. I en situation, hvor EU og udenlandske investorer presser på for at få gennemført stramme tiltag for at bringe græsk økonomi på fode igen, kan det være meget vanskeligt for en nyvalgt regering at fremlægge store visioner.

Grækenlands socialdemokratiske regeringsparti, PASOK, har da også været splittet i sin tilgang til at finde løsninger. Premierminister Georg Papandreou, som er søn og barnebarn af to tidligere græske visionære premierministre, forsøger at balancere mellem fløjene i sit parti, den 'realøkonomiske' og den 'patriotiske'. Hvor den 'realøkonomiske fløj' ønsker hurtige økonomiske tiltag for at rette op på krisen og tilfredsstille de udenlandske aktører, nægter den 'patriotiske' fløj at lade græsk politik diktere af krav fra udlandet. Man ønsker først og fremmest at beskytte græske borgere, så den økonomiske krise ikke går ud over dem.

Det er Papandreous opgave at finde en strategi, som både kan give økonomiske resultater, så landet undgår bankerot, og bevare befolkningens opbakning, så landet ikke rammes af massive strejker, der vil forværre situationen. I januar 2010 ser det dog ud til, at regeringen er blevet enige om en strammere økonomisk kurs, der vil rette op på budgetunderskud, udlandsgæld og kreditværdighed inden for tre i stedet for fire år.

Det er karakteristisk for græsk politik, at der er to tilgange til nationale spørgsmål: Tilhængerne af den første tilgang mener, at løsningen ligger i yderligere europæisk integration og modernisering i EU-forstand, idet man ser Grækenland som en uomtvistelig del af den vestlige verden, mens tilhængerne af den anden hælder til national stolthed og uafhængighed, idet man ser Grækenland som særlig i kraft af landets kultur og historie, der bygger bro både til antikken, det østlige romerrige og nærorienten.

Grækenland er et land, hvis historie har været præget af store visioner og store nederlag. I moderne tid har landet haft to diktaturer, der har dyrket den svulstige nationalistiske retorik, men også i perioder med demokrati har der i det politiske landskab være en tendens til at tale med store ord. Fra midten af det 19. århundrede og knap 75 år frem var græsk politik præget af den såkaldte 'Store Idé', som indebar, at alle græsktalende og/eller ortodoks-kristne områder af det Osmanniske Rige skulle indlemmes i det græske kongerige. 'Den Store Idé' brast som national vision i 1922, da Grækenland led et svidende militært nederlag til Kemal Atatürks styrker i Lilleasien.

Store og dyre drømme

Baggrunden for denne forkærlighed for store visioner i et så relativt lille land skal søges i historien om den græske stats oprettelse som en genrejsning af det moderne Europas intellektuelle og åndelige antikke forfader. Den moderne græske stat blev således ikke blot til gennem en national retorik, som var gængs for samtidens nationalstaters opståen, men også gennem en europæisk forestilling om et udvalgt græsk folk, hvis nyoprettede stat skulle symbolisere en enestående (europæisk) kulturel tradition.

Det har imidlertid været småt med de store succeser i det moderne Grækenlands historie. Landet har lidt under en sen industrialisering og en lavt udviklet landbrugssektor, en politisk kultur præget af nepotisme, et sent udbygget uddannelsessystem, militære trusler fra nabolandet Tyrkiet og udenlandsk indblanding i interne anliggender. Derfor kan der have været god brug for politiske, nationale og sociale visioner for at skabe samling i en befolkning, der i generationer har været dybt splittet i politiske spørgsmål, hvilket da også resulterede i borgerkrig (1946-49).

Men det er som om, visionerne hver gang er for store, og derfor resulterer de som regel i nederlag, også selv om de umiddelbart ser ud til at blive indfriet. I 1990'erne, da Grækenland oplevede den største materielle vækst i landets historie, var den socialdemokratisk ledede regerings vision at kvalificere landet til optagelse i euro-samarbejdet. Visionen, som også handlede om endelig at gøre Grækenland 'ægte europæisk', blev indfriet 1. januar 2002, men den kom til at koste dyrt i form af stigende priser på dagligvarer og høj udlandsgæld.

I samme periode blev en anden vision, nemlig at få de Olympiske Lege til Athen i 2004, også indfriet. Det blev ligeledes en vision med en bagside, for trods prestigen og gevinsten i form af en metro, som reddede landets hovedstad fra det totale trafik- og forureningskaos, kom Legene til at koste landet utrolig dyrt. Igen må det konkluderes, at visionen ikke stod mål med det lille lands formåen. Hver gang er det ønsket om at blive anerkendt som europæisk land og som retmæssig arvtager til den antikke kultur, der spøger.

Premierminister Papandreous vision i valgkampen op til valget 4. oktober 2009 var at gøre Grækenland til et velfærdssamfund i stil med Danmark og Sverige. Og Papandreous sociale vision er heller ikke til at tage fejl af. Hans første politiske initiativ var at uddele en solidaritets-check til landets fattigste. Efter at krisens alvor er blevet kendt, er værdien af disse sociale 'hjælpepakker' dog nærmest udhulet. Alligevel forsøger han at stå fast på, at lavindkomstgrupperne ikke skal betale for krisen og gentager gang på gang, at regeringen de kommende år vil opbygge en socialt retfærdig og velordnet stat, som hæger om borgernes rettigheder.

Ud over udlandsgælden og budgetunderskuddet skal den græske regering også finde ud af at tackle den stigende arbejdsløshed, hvor hver fjerde under 25 og knap hver femte over 25 er ramt af ledighed. Her har regeringen fremsat et lovforslag om en løntilskudsordning for unge under 30, men som følge af det store bureaukrati, man har følt sig nødsaget til etablere for at undgå snyd, er der fare for, at ordningen enten ikke vil virke eller, som så ofte før i Grækenland, vil blive socialt uretfærdig, fordi det er svært at få succes uden at kende nogen i systemet. Papandreou har lovet at bekæmpe nepotisme, korruption og skatteunddragelse, men da systemet i årevis har bygget på, at man klarer sig gennem vennetjenester og ved at udnytte huller i lovgivningen, er det en meget stor opgave, som venter regeringen i de kommende år, hvis den vil indfri visionen om skandinaviske tilstande i Grækenland.

Kan blive vendepunktet

Grækenland har også en stor udfordring i at håndtere de mange indvandrere og flygtninge, som hver dag krydser landets grænser. Det drejer sig ifølge ministeren for borgernes beskyttelse om 3-500 mennesker om dagen, og et så stort antal asylansøgere har landet slet ikke kapacitet til at håndtere. Da flygtninge- og indvandringsstrømmen er et fælles EU-anliggende, kan man kun håbe, at EU-landene hurtigst muligt iværksætter en fælles håndtering af problemet, hvor udgifterne til en retfærdig behandling af asylansøgerne deles ligeligt mellem de sydeuropæiske og de nordeuropæiske lande.

At Papandreous vision om at gøre Grækenland til 'Sydens Danmark', som det hedder i de græske medier, er lige så meget 'for stor' som tidligere tiders visioner, er der næppe nogen tvivl om. Alligevel er der håb for, at hans sociale visioner kan danne forbillede for socialdemokratisk krisepolitik i Europa. Efter massive folkelige protester over politiets drab på en 15-årig i december 2008 stod det klart, at der er stor utilfredshed med statens håndtering af de unges fremtid, og at befolkningens opbakning er nødvendig for at få gennemført de nødvendige økonomiske reformer. Der er hårdt brug for en regering som fremstår visionær på et realistisk plan og helt igennem troværdig efter tidligere regeringers for store og økonomisk kostbare visioner samt økonomiske skandaler.

De kommende måneder, hvor regeringen forhandler sin reformpolitik på plads med arbejdsmarkedsparter og de øvrige politiske partier, vil vise, om Papandreous vision for forandring i Grækenland kan lykkes, eller om han ender med at måtte ty til 'nemmere' (og urealistiske) nationale visioner for at bevare befolkningen opbakning. Men den alvorlige krise og regeringsskiftet kan meget vel vise sig at blive et vendepunkt i Grækenlands historie, hvor den økonomiske situation og landets integration i Europa kan sikre, at visionerne - de være sig nok så store - omsider kan bevare en realpolitisk forankring.

Trine Stauning Willert er post doc fellow i Moderne Grækenlandstudier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thorsten Lind

Suk!
Man nænner jo næsten ikke,
at fortælle Papandreou,
at den "Skandinaviske Model",
er under afvikling i Danmark.

Det er os som kopierer grækerne,
bl.a. den økonomiske politik og nepotismen.
Gad vide hvad han siger til det?