I en artikel i Information den 11. januar 2010 skriver journalist Mette Klingsey, at Aarhus Universitet i 2006 fyrede professor Helmuth Nyborg, bl.a. fordi han i pressen blev beskyldt for at være sexistisk. Nyborg anfører i artiklen, at han har været udsat for berufsverbot og heksejagt fra Aarhus Universitet.
Jeg vil gerne slå fast, at Helmuth Nyborg aldrig er blevet fyret på Aarhus Universitet. Han fratrådte i 2007, da han fyldte 70, ifølge de gældende regler for tjenestemænd. Det er derimod korrekt, at Aarhus Universitet havde en sag om forskningskvalitet i forbindelse med den såkaldte Skanderborg-undersøgelse, som Helmuth Nyborg stod bag.
Analysen af Skanderborg-undersøgelsen er blevet gennemført i overensstemmelse med de eksisterende regler for sådanne sager, og Helmuth Nyborgs fagforening har løbende været inddraget. Fagforeningen har ikke på noget tidspunkt hævdet, at reglerne ikke er blevet fulgt.
Lad mig derfor understrege, at 'Helmuth Nyborg-sagen' intet har at gøre med hans offentlige erklæringer om intelligensforskelle mellem kønnene. Helmuth Nyborg havde og har fortsat, som alle andre videnskabelige medarbejdere ved Aarhus Universitet, fuld ytringsfrihed, og ingen vil drømme om at anfægte denne.
Aarhus Universitet har imidlertid en lovfæstet forpligtelse til at opretholde troværdigheden af den forskning, der udføres af de ansatte. En grundig analyse af Nyborgs Skanderborg-undersøgelse viste, at:
tilrettelæggelsen var mangelfuld og utilstrækkeligt dokumenteret,
væsentlige baggrundsoplysninger var udeladt eller mangelfuldt belyst,
den anvendte statistiske teknik led af alvorlige mangler, og
alvorlige mangler ved undersøgelsen blev aldrig rapporteret, ligesom andre forskere blev nægtet adgang til data.
Derfor gav Aarhus Universitet i 2006 Helmuth Nyborg en irettesættelse for grov uagtsomhed i forbindelse med Skanderborg-undersøgelsen, men konstaterede samtidig, at professoren ikke forsætligt havde begået videnskabelig uredelighed.
I 2007 fandt Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), at der - på trods af Skanderborg-undersøgelsens mangler - ikke var dokumentation for grov uagtsomhed. Aarhus Universitet accepterede denne afgørelse, men fastholdt, at Skanderborg-undersøgelsen ikke var i overensstemmelse med god videnskabelig skik.
Helmuth Nyborg-sagen handler således ikke om ytringsfrihed, berufsverbot eller heksejagt, men derimod om universitetets ret og pligt til at sikre troværdigheden af de forskningsresultater, der offentliggøres!
Mit kompliment til en fremragende artikel af Sven Hylleberg! Forhåbentlig kan det hjælpe til at retlede Informations med rette forvirrrede læserskare. Om det vil hjælpe med til at omvende Informations journalister er jeg mere i tvivl om -- af og til kommer en af dem forbi Nyborgalteret og tænder den rituelle røgelsespind.