Læserbrev

Der er intet klimaproblem

Der vil være klimaforandringer, ja, men ingen problemer, som vi ikke kan imødegå, hvis vi vil
30. januar 2010

COP15-forløbet kan opsummeres til: USA havde ikke baglandet på plads og havde ikke noget at byde ind med. Deres dagsorden var at få Sorteper placeret hos andre ved at stå fast på et umuligt krav om overvågning. Kina forsøgte at sætte sig på to stole: som et u-land med krav på særbehandling og som en supermagt, der selv bestemmer. U-landene forsøgte at rage penge til sig, som de nok selv skulle bestemme hvad skulle bruges til. Med et vattet tilbud på 20 procent demonstrerede EU sin manglende evne til at optræde slagkraftig. Altså, stor enighed hele vejen rundt: ingen vilje til at gøre noget som helst.

Man kunne ikke forudsige dette resultat. Der har ganske vist været advaret mod netop dette udfald men der var kvalificerede bud i alle retninger. Vi skulle igennem øvelsen for at få svaret. Og det fik vi så: to grader! Et svar som ingen ved, hvad betyder, og som derfor ikke forpligter. Jeg skal undlade at kommentere den danske indsats. Danmark satsede og tabte alt!

Men der er ingen, der har turdet drage den logiske konklusion: Verden har ikke noget klimaproblem! Der vil være klimaforandringer, ja og de lærde kan diskutere årsag og virkning. Men kun få, svage stater står med ryggen mod muren og vil ikke være i stand til at imødegå konsekvenserne. Det kan vi andre sagtens leve med. Langt de fleste stater er i stand til i tide at finde løsninger på de forventede klimaændringer. Vi genhuser de mest udsatte, vi tilpasser vore afgrøder, vi bygger diger og regnvandsbassiner osv. Og vi har god tid mindst 50 år. Det kan oven i købet give nye muligheder. Vi har ikke noget klimaproblem!

Men verden har mange andre, relaterede problemer. Vi har et energiproblem, et fødevareproblem, et drikkevandsproblem, et ulighedsproblem osv. I stedet for krampagtigt at holde fast i et fiktivt problem, som ingen vil røre, skulle vi hellere tage fat på de reelle problemer, som vi kan gøre noget ved.

Energien f.eks: Det er både teknisk og økonomisk ikke blot muligt, men faktisk også attraktivt, især for de lande der rykker hurtigst, i løbet af en periode på 50 år at opnå et fuldstændigt bæredygtigt energisystem, uden at gå på kompromis med hverken komfort eller levestandard. Dette kan nås gennem en kombination af energieffektive løsninger, energirigtig planlægning, vedvarende energi mv. Se f.eks Ingeniørforeningens bud Future climate engineering solutions.

Det er kun et spørgsmål om politisk vilje. Se blot hvad vi har været i stand til i de foregående 50 år.

Væk med handlingslammelsen og tag fat der, hvor vi kan!

Per Nørgård, udviklings-ingeniør, Risø DTU - Nationallaboratoriet for bæredygtig energi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og glem endelig ikke hvor meget det vil gavne søfartshandelen når først den arktiske is er smeltet og man ikke behøver at sejle hele vejen udenom for at fragte varer mellem Kina og Europa. Vi vil simpelthen spare så meget CO2 på fragten, at vi slet ikke har behov at bekymre os on noget.

Steen Engholm

Per Nørgård skærer igennem glansen, og finder den logiske slutning at der intet klimaproblem er . Det er en vovet tolkning, på trods af de lomborgske formuleringer, for Per Nørgård går skridtet videre, og vurderer at vi - ikke alle, men vi - godt kan håndtere klimaets forværringer .

I parentes har Lars Aagaard netop (skødesløst) bedyret det er nationalromantisk ikke at tage højde for den i FN-regi vedtagne kommercialisering af såkaldte energi-regnskaber . Nationalromantik betyder her bare gammeldags . Men det er da også gammeldags ikke at kigge ud over vi-landenes grænser når det gælder klimaproblematik ? Kommercialiseringen af CO2-regnskabet er med sin håndgribelighed med til befordre vi-landenes opmærksomhed på de andre lande . Jeg tror ikke kun det er håndgribeligheden der mangler i forbindelse med klima-problematikken, men også traditionen .

Per Nørgård taler om handlingslammelse, og her forstår jeg ikke hvem der er handlingslammet . Vi-landene, manifesteret gennem regering og politik, er jo netop ikke, kynisk set, handlingslammede .

Artiklen går videre med at liste energi (CO2 ?), fødevarer, drikkevand og ulighed som alternative, og mere reele problemsætninger . Der findes også kommercielle og dermed reele projekter, formidlet blandt andet gennem udviklingsbistand og nødhjælpsarbejde, der netop fokuserer på disse problemsætninger - uligheden passer dog ikke helt ind i billedet .

Var dette mon Lomborgs visionære indsigt, da han for lang tid siden (15 år?) lancerede sit standpunkt ? Den indsigt at klimaproblematikken er i bund og grund mere end kompliceret - stort set uforudsigelig - og at vi-landenes handlekraft ganske enkelt ikke ville kunne håndtere denne omstilling ; ikke kun at handle/aktionere på baggrund af forudsigelige mønstre ?

Man er tilbøjelig til at give overskriften ret. Vi har ikke noget klimaproblem. Men vi har et klimadilemma, men det er på sæt og vis også værre end et problem, da et problem altid formodes at have løsninger, som er acceptable. Vores klimadilemma derimod har ikke sådanne løsninger, hvis vi fastholder den optik på samfundsudvikling og økonomisk vækst, som er den herskende i dag. Ud fra den herskende opfattelse af, hvorledes et moderne, højindustrielt forbrugssamfund skal se ud, findes der ikke nogen god løsning på vores klimadilemma. Men der findes selvfølgelig løsninger, som ud fra et andre værdinormer vil være både gode og holdbare.
Men som jeg har skrevet om i mange andre indlæg skal man passe lidt på her. Man kan få den opfattelse, at klimaet er selve kerneproblemet, og det er det problem, der skal løses, og når det er løst, så er den i vinkel og på plads. Denne opfattelse er forkert. Klimaproblemet er et symptom på manglende bæredygtighed. Det er et symptom på linje med en række andre symptomer på, at bæredygtigheden svigter. Forfatteren antyder selv, at der er et sådan sæt af symptomer: energiproblemer, fødevareproblemer, vandproblemer og ulighedsproblemer. Hvad angår ressourceforbruget er der flere, og de kan deles i inputsiden og outputsiden. Inputsiden som er Jordens råstofressourcer og biologiske ressourcer. Alle er under pres, fra ikke-fornyelige ressourcer (f.eks. olie, kul og metaller) til fornyelige ressourcer (f.eks. overfiskning, skovfældning og ødelæggelse af ’topsoil’). Outputsiden, som er alt det affald, vi efterlader som et resultat af vores aktivitet, omfatter både faste stoffer, flydende stoffer og luftarter, og dermed altså også klimaet, da CO2-udledning til atmosfæren må betegnes som et affaldsproblem som følge af vores afbrænding af fossile brændsler. Endelig må det ikke glemmes, at Jordens befolkning fortsat stiger hastigt, hvilket øger ressourcepresset, både fra antallet, men også fra den enkeltes forbrug.
Ulighedsproblemet er meget relevant og rejser under enhver ressourcesituation spørgsmålet om, hvorledes de forhåndenværende ressourcer kan (skal!) fordeles på en rimelig fair og retfærdig måde, men ulighedsproblemet betyder ikke noget for mængden af de eksisterende ressourcer. Men det er selvfølgelig helt urimeligt, at få procent af Jordens befolkning forbruger langt størsteparten af ressourcerne.
Samlet set må der være basis for at vurdere, at bæredygtigheden er under pres. Og det er dilemmaet og klimadilemmaet er indlejret i denne problematik. Det nytter derfor heller ikke noget at gribe til løsrevne og isolerede tekniske fiks for at løse klimaproblemet. Den slags løsninger kan meget vel risikere at forværre mulighederne for at håndtere problemerne med bæredygtigheden. Biobrændsel af 1. generations fødevarer er et godt eksempel herpå. Måske løser det nogle CO2 problemer og måske kan de, som har råd, få deres behov for at køre i bil dækket, men samlet set øger den slags tekniske fiks presset på bæredygtigheden på en måde, der ikke er fremtidssikret.
Handlingslammelse er det værste, men det skader jo aldrig at tænke sig om, før man handler og løsninger på eksisterende ’fritstående’ problemer – som klimaet - må holdes op mod et afgørende kriterium: løsninger skal ud fra en samlet vurdering sikre vedvarende bæredygtighed.
Dette kan selvfølgelig indebære, at man i overgangsperioder kan blive nødt til at operere med nødløsninger, som på kort sigt ikke er bæredygtige, men de må selvklart afgrænses mest muligt i både tid og omfang.
De omstillingsprocesser, der kræves for at målet om vedvarende bæredygtighed kan nås, vil være betydeligt mere omfattende end nogen plan udarbejdet af IDA og de vil ikke kunne holdes inden for rammerne af energiløsninger, der skal sikre, at vi har energi nok. Der er nemlig ingen garanti for, at det nuværende energiforbrug (eller blot noget, der ligner) kan opretholdes på basis af vedvarende og bæredygtige energikilder. Enhver energiløsning skulle jo gerne sikre, at den energi, der bruges til at fremstille en vis energimængde samlet set er mindre end den energimængde, der rent faktisk bliver fremstillet. Her er f.eks. olie helt suveræn, idet forholdet mellem energiinput og energioutput har været endda meget gunstigt til fordel for output, hvilket har skabt grundlag for den energislugende civilisation, vi lever i. Men den tid er ved at være forbi og denne input-output rate kan næppe opretholdes i de vedvarende energiløsninger, der er på tale. Selve omstillingsprocessen vil være tage lang tid, være kostbar, kræve megen teknisk snilde og intellektuel kraft og forbruge meget energi
Men netop derfor er hurtig handling yderst vigtig og nødvendig, fordi omstillingen derfor kan baseres på de rester af fossile brændsler, der fortsat er til rådighed. Det vil dog betyde, at disse i et vist omfang ikke kan anvendes til andre formål (f.eks. privat transport), hvilket vil indebære begrænsninger i energiforbruget i samfundet, men det er en anden sag. Det skal ikke glemmes, at Danmarks olieproduktion forventes at skære forbrugskurven i 2017, hvorefter vi skal hente olie i udlandet. På globalt plan er disse perspektiver ikke just opmuntrende, da mange andre lande står i samme situation.
Omstillingsprocessen kræver desuden folkelig opbakning og politisk vilje, hvilket er parametre, der er usikre i en situation, hvor man ved, hvad man har, men ikke ved, hvad man får. Der skal være ærlig politisk vilje til at gå forrest og fortælle, at omstillingen vil blive krævende på alle områder. I sidste ende er der nok ikke tale om et valg. Omstillingen bliver nødvendig og hvis det ikke foregår rimelig velovervejet og planlagt, kan det måske udvikle sig til en kaotisk situation.
Væk med handlingslammelsen! Fuld fart på omstillingen til et bæredygtigt samfund! Men det kan alligevel undre, at artiklens overvejelser ikke i større omfang inddrager de perspektiver, der vedrører den samlede bæredygtighed. Det er som om højtuddannede personer ansat ved landets højere læreanstalter (her oven i købet Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi) har forbud mod at læse de bøger, tidsskrifter og artikler, som jeg læser og baserer mine argumenter på.
Men det kan da vist ikke være rigtigt?

Hvordan skal jeg tage det her "menneskeskabte globale opvarmning" alvorligt når forskerne helt
bevidst fusker med tallene af politiske årsager ?

" I stedet for krampagtigt at holde fast i et fiktivt problem, som ingen vil røre, skulle vi hellere tage fat på de reelle problemer, som vi kan gøre noget ved. "
Ja, men lige præcis de reelle problemer der nævnes i artiklen er dem som ingen vil røre ved,
medmindre de ikke vil genvælges.
Så er der måske ide i at opfinde et fiktivt problem ?

Thomas Meinert Larsen

Omend Per Nørgard sikkert har ret i at Danmark sikkert langt hen ad vejen vil kunne tilpasse sig langt de fleste påvirkninger fra klimaforandringerne, så virker hans indlæg godt nok noget "kort-synet"

Per anfører: "Langt de fleste stater er i stand til i tide at finde løsninger på de forventede klimaændringer"....

Det lader til at Per Nørgård helt ignorer de voldsomme økologiske kollaps som klimaforandringerne vil medføre. En række arter som fx. Isbjørnen kan ikke tilpasse sig.

I lande som Bangladesh (147 mio indbyggere) har man desuden overordentligt svært ved at tilpasse sig en øget vandstand.

....men disse effekter kan verden naturligvis også blot vælge at ignorere...

Thomas Meinert Larsen
Talsperson, Klimabevægelsen i Danmark

Erik rolfsen har nogle gode indsigter, mw jeg blot tilføje, at det største, underliggende problem er at den globale økonomi er profitbaseret. Så lznge der kan tjenes penge på noget er det ligegyldigt hvor gavnligt eller skadeligt det er. Og det ligger i øvrigt ikke kun til grund for klimadilemmaet, men for ALLE vore problemer. Jeg ved godt det er noget forbandet marxistisk sludder som voksne mennesker for længst er kommet over og at vi nu lever i den bedste af alle verdener siden milton friedman dekrerede det, men alligevel....

Klimaet har været i konstant forandring i 4 milliarder år.
Når Greenpeace i en pressemeddelelse postulerer at Grønlands is er væk i 2030 er det en vildledende skrækkampagne af dimensioner.
Indlandsisen er 3 km tyk og har overlevet meget varmere tilstande end idag ( ).
Kontrol med verdens resourcer er hvad dette projekt handler om, og mange topfolk i miljøbevægelsen har tætte kontakter til olie og kul-industrien.

ps. Der har aldrig været så mange isbjørne som idag - billederne af isbjørne i "havsnød" i Al Gore`s film er taget ud af sammenhæng - disse bjørne var aldrig i fare og fotografens billeder blev misbrugt uden dennes viden.

Steen Engholm

@Thomas Meinert Larsen
Per Nørgård siger jo det samme som Lomborg . Og pointen er at 'verden' vil ha' håndgribelighed . Kommercialisering er håndgribelighed . Bæredygtighed er også håndgribelig . Klimaberegninger, idag og sikkert de næste par hundrede år, er ikke håndgribelighed . Så enkelt er det, eller så enkelt kan det stilles op ; jævnfør Per Nørgård, som dog ikke nævner bæredygtighed . Den har han nok glemt, da det jo immervæk er 30 år siden Brundtland-rapporten dukkede op . Erik Rolfsen Nissen's fokus på bæredygtighed er utrolig relevant .

Poul Ancher Larsen

Vi har da et klimaproblem

Ja, vi har da uden tvivl et ”klimaproblem”. Vi er gæster på denne lille klippeplanet nr. 3 fra Solen. Selvfølgelig har vi det. Det har vi altid haft og det vil vi mennesker altid have. Måske bliver det varmere, måske bliver det koldere, vi ved det ikke og alle vore fine forskere ved det ikke, selv om de prøver at bilde os noget andet ind.
Vi befinder os bedst i halvskygge ved 20 grader med en fin udsigt og en kølig drink i hånden. Sådan er verden bare ikke. Vi kan ikke styre klimaet. Det er kaotisk og det er først og fremmest for stort, alt for stort. I øjeblikket har vi hård frost, masser af sne og folk dør af kulde rundt omkring. Vi ”ved” at vi går mod den næste istid, men ved ikke, hvornår den kommer. Om 1000 år eller 5000 år? Men vi ved derimod helt sikkert, at vi alle brænder op, når solens brintindhold er brugt op om 5.500 millioner år. Global opvarmning der vil noget.
I mellemtiden tror vi så, at det går fremad med vor klimapolitik, at vi er på rette spor, at vi har reduceret vort CO2 udslip, som vi (dvs. Svend Auken på vore vegne, men uden at spørge os) lovede og at vore vindmøller og solpaneler er med til at frelse planeten. Her må jeg skuffe forsamlingen.
Vor friske, nye klimaminister Lykke Friis forsikrer os frejdigt på ministeriets hjemmeside, at vi i Danmark lever op til vores Kyoto forpligtelse (som jo er at reducere vort udslip af CO2 og andre drivhusgasser med 21 % inden 2008 / 2012).
Det er meget forkert. Vi er midt i denne periode og vi er meget langt fra målet. Den seneste opgørelse (www.dmu.dk) for 2007 viser, at vi siden 1990 kun har reduceret vort CO2 udslip fra 69,0 mio. tons til 66,6 mio. tons eller sølle 3,5 %. Dette er sket med enormt besvær og voldsomme samfundsøkonomiske omkostninger på flere hundrede milliarder kroner. Og hvis vi ikke når målet, får vi en milliardstor bøde af EU.
Vi kender og respekterer Lykke Friis som en meget dygtig kommunikator af vanskelig EU politik, men klimapolitik er nyt stof for hende, den er endnu mere kompliceret og den er politisk betændt. Hun er omgivet af rådgivere, som har den politiske holdning, at den skrækkelige globale opvarmning er lige om hjørnet og at vi skal skære drastisk ned på vort energiforbrug for at undgå katastrofen. Hun har det ikke let, men vi kan kræve, at hun tænker sig om og selv undersøger forholdene ordentligt, inden hun udtaler sig så skråsikkert.
Hertil kommer, at vi som resultat af COP 15 i disse dage skal tage stilling til yderligere stramninger på op til 30 % inden 2020. Skal Danmark i de næste ti år reducere med yderligere 26,5 % plus en kæmpe bøde, vil det koste helt uhyrlige summer og formentlig være teknisk umuligt. Det vil også være politisk umuligt, hvis/når borgerne finder ud af, hvad der foregår.
Og her har den gode Per Nørgaard og Danmarks Miljø Undersøgelse DMU et kæmpe ansvar.
Så hvis vi ikke har et klimaproblem, så har vi et meget alvorligt politisk / demokratisk problem, nemlig at politikerne stikker os blår i øjnene, at vi ikke får at vide, hvad alt det her reelt koster og at det vil påvirke vores fremtidige velfærd og levestandard på en helt uacceptabel vis. Og her har
Samt at det er spildt. For vi skal lige huske, at hvis alle lande gennemfører denne klimapolitik fuldstændigt, vil den globale temperatur i år 2100 kun blive sænket med sølle 0,15 grader celsius.
Så måske skulle Lykke Friis overveje, om hun virkelig vil fortsætte i dette her møgjob. Hun kan også vælge, at fortælle os, hvad der foregår.