Læsetid 5 min.

Kampen om det slidte modeord - sammenhængskraften

Politikere og debattører bruger ordet sammenhængskraft ekskluderende og derfor genereres der i debatten det modsatte af sammenhængskraft, nemlig splittelse. Måske kunne vi gøre samhørigheden en tjeneste ved ikke hele tiden at tale så bekymret om den?
Politikere og debattører bruger ordet sammenhængskraft ekskluderende og derfor genereres der i debatten det modsatte af sammenhængskraft, nemlig splittelse. Måske kunne vi gøre samhørigheden en tjeneste ved ikke hele tiden at tale så bekymret om den?
2. januar 2010

Der er næppe noget enkelt ord, der gennem de seneste år har spillet en større rolle i debatten end ordet sammenhængskraft.
Sammenhængskraft, er blevet et modeord, som alle politikere og debattører henviser til, og som alle har en mening om – uanset politisk observans. Men taler vi egentlig om det samme, når talen er om sammenhængskraft? Og kunne det være, vi i virkeligheden gjorde sammenhængskraften en tjeneste ved helt at droppe den megen omtale af den? Når ordet sammenhængskraft optræder ekskluderende, som det sker for indeværende i debatten, genereres der det modsatte af sammenhængskraft, nemlig splittelse.

Sammenhængskraft er et relativt nyt ord i det danske sprog. Begrebet blev dog hverken lanceret af Anders Fogh Rasmussen eller Dansk Folkeparti i forbindelse med ’Systemskiftet’ i 2001. Vi skal helt tilbage til 1994, da daværende socialminister Karen Jespersen oversatte det engelske social cohesion med ’social sammenhængskraft’. Social cohesion var en EU-term brugt om globaliseringens social- og arbejdsmarkedspolitiske konsekvenser.
Herhjemme satte den socialdemokratisk ledede regering begrebet på dagsordenen i forbindelse med kampagnen ’virksomhedernes sociale ansvar’, et nyt socialpolitisk tiltag, der skulle forebygge social udstødelse og hindre skabelsen af et hold B, der kom til at stå uden for arbejdsmarkedet. Denne udskillelse af et hold A og et hold B blev af den daværende regering anset for at være den største trussel mod det danske samfunds sociale sammenhængskraft.

Ordet ’social’ forsvandt

Fra 1994 og frem skete der imidlertid en afgørende udvikling i brugen af ordet sammenhængskraft. Det lille ord social faldt bort – også hos Karen Jespersen – og sammenhængskraften kunne nu stå alene. På den ene side skete der altså en generalisering af ordet fra at være en overvejende socialpolitisk betegnelse til at kunne indgå i bredere sammenhænge.

På den anden side skete der også en ’operationalisering’, og sammenhængskraften optrådte nu hyppigere i værdipolitiske sammenhænge, hvor den fik en klar national valør. Anliggendet var nu ikke længere samfundets ’sociale’ sammenhængskraft men det danske samfunds ’nationale’ og ’kulturelle’ sammenhængskraft. 2001 markerede dermed et klart vendepunkt i sammen-hængskraftens korte historie, samt gav ordet mytestatus: Hvem havde egentlig opfundet ordet? Hvilke værdipolitiske forhold kunne det bruges til at beskrive?

Men taler vi i dag om det samme, når talen er om sammenhængskraft? Alle synes at være enige om, at sammenhængskraft er noget godt; et samfundsmæssigt gode, som vi naturligvis bør arbejde hen imod. Argumentet lyder nogenlunde sådan: Er samfundet velfungerende med veltilfredse borgere, er der gode forudsætninger for at opnå sammenhængskraft.

Og omvendt: I et samfund med en høj grad af sammenhængskraft er der en god chance for at møde veltilfredse og velfungerende borgere.
Denne opfattelse understøttes af samfunds- og socialvidenskaberne, hvor sammenhængskraft i egenskab af social kapital ofte forsøges målt objektivt gennem empirisk baserede undersøgelser af de fænomener, som regnes for den sociale kapitals forudsætninger eller som indikatorer på social kapital. Det gælder for eksempel oplevelsen af tillid, tryghed og sikkerhed, følelse af at høre til, gensidighed, lykke- og tilfredshedsfølelse, samarbejde, forståelse for forskellighed osv. Sådanne forsøg på objektivt at beskrive og måle graden af sammenhængskraft ændrer imidlertid ikke ved, at sammenhængskraft er et ideologisk ord, et ’værdiladet’ ord, der kan anvendes til at understøtte et sæt politiske holdninger. Vi taler derfor ikke om det samme, når vi taler om sammenhængskraft.

Potentielle trusler

Med sammenhængskraften tematiseres klassiske politisk-filosofiske temaer, som dybest set handler om, hvordan vi indretter et moderne demokratisk samfund, så flest mulige mennesker har en oplevelse af at være en del af et socialt fællesskab, der under ansvar giver dem den størst mulige grad af frihed. Sammenhængskraften har således været på den politiske dagsorden længe inden den blev et politisk modeord i vor hjemlige debat.
Så lad os i stedet se på, hvordan ordet sammenhængskraft optræder i debatten og inden for hvilke politiske dagsordner, det optræder hyppigst.
I øjeblikket kan der spores en vældig bekymring på sammenhængskraftens vegne. Der er faktisk ingen grænser for, hvad der potentielt kan udgøre en trussel mod den. Her kan nævnes i flæng: Globalisering, masseindvandring, multikulturalisme, individualisme, ultraliberalisme, ’sædernes forfald’, sekularisme, antisekularisme, EU, Dansk Folkeparti, 68’ere og kulturradikale.

Det, der umiddelbart springer i øjnene, er truslernes selvmodsigende karakter: Hvordan kan både Dansk Folkeparti og kulturradikale udgøre en trussel? Og hvordan kan både antisekularisme og sekularisme udgøre en risiko for sammenhængskraften?
Svaret er naturligvis, at truslerne aldrig optræder samtidigt, idet de gensidigt udelukker hinanden. Indholdet af sammenhængskraften defineres ganske enkelt gennem trusselsbilledet.

Med ordet sammenhængskraft iscenesættes en politisk kampplads, hvor sammenhængskraften kommer til at spille hovedrollen som politisk kampbegreb. Det vil sige et begreb, det først drejer sig om at definere indholdet af. Man kunne også sige det sådan: I kampen om sammenhængskraften gælder alle (politiske) kneb.
Som politisk kampbegreb har sammenhængskraften et enormt eksklusionspotentiale. Ved at pege på truslerne mod sammenhængskraften er det samtidig muligt at udpege de fænomener, personer og holdninger, der modarbejder sammenhængskraften og som derfor bør bekæmpes eller ligefrem ekskluderes. Den retoriske gevinst er derfor ganske betragtelig: Ved at definere hvad der skaber sammenhængskraft – og samtidig markere, hvad der fører til splittelse, skabes der en klar opdeling mellem positivt og negativt, mellem de gode og de onde, mellem ’dem’ og ’os’.

National identitet

Ordets eksklusionspotentiale bliver særlig tydeligt i det øjeblik, det kobles til en forestilling om, hvad der udgør den ’danske’ sammenhængskraft og dermed til forestillingen om dansk kultur, sådan som det blev lanceret i Fogh Rasmussen-regeringens nationale identitetspolitik. Her indgik sammenhængskraften ofte en effektiv retorisk alliance med danskheden, hvor det gjaldt om at sikre de danske værdier og ikke mindst at pege på truslerne imod dem. Sammenhængskraften blev således brugt til at forsvare alle tiltag i den nationale værdikamp lige fra kanonlister til integrations- og indvandringspolitik.

Men sammenhængskraften kan vise sig at have et indbygget paradoks: Jo mere talen er om sammenhængskraft – jo mere splittelse genereres der. Trusselsretorikken markerer effektivt, hvilke elementer eller fænomener, der udgør en fare for sammenhængskraften og rettelig bør udelukkes, undgås eller ligefrem bekæmpes. Angsten for, at den danske sammenhængskraft er truet, bliver dermed en selvopfyldende profeti, idet bekymring på sammenhængskraftens vegne og den medfølgende uvished om, hvorvidt vort samfund overhovedet hænger sammen fører til mistillid borgerne imellem.
Sammenhængskraft bliver derved til ’splittelseskraft’. Det bliver altså så som så med den retoriske gevinst, hvis den virkelige hensigt med den megen omtale af sammenhængskraften er at sikre vort samfunds samhørighed og styrke de sociale bånd.
Hvis det altså er sandt, at vi i dette land har en høj grad af sammenhængskraft, kunne det være, at vi gjorde denne samhørighed en tjeneste ved ikke hele tiden at tale bekymret om den?

Ordet sammenhængskraft er blevet slidt op og derfor uproduktivt for debatten om, hvordan vi skaber samhørighed og får samfundsfællesskabet til at fungere. Så, kære politikere, debattører og meningsdannere i dette land: Lad os droppe den megen snak om ’sammenhængskraft’ og i stedet finde nye måder at beskrive og udfordre vor sameksistens på, som ikke er bundet op på trusselsretorik og eksklusionsmekanismer. Det kræver retorisk nytænkning fra både højre og venstre.
debat@information.dk

Rikke Louise Peters er ph.d.-studerende i idéhistorie, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Per Diepgen

Rikke Louise Peters forholder sig, formentlig for at begrænse sig, til bestemte opfattelser af begrebet, til modeordene, som Fogh Rasmussen politiserede, brugte og misbrugte i håbet om at samle en nation, som ingen frihedsapostel vil kunne samle.
Ordet blev vel kendt i 1600- og 1700-tallets fysik med overvejelser over jordens sammenhængskraft. Naturvidenskabsmænd som H.C.Ørsted spekulerede endvidere som naturfilosoffer over sammenhængen mellem love i naturen og ånden i naturen, hvilket fik teologer til at overføre begrebet på religionerens tilsvarende betydning for samfund (og magt), i dag et hyppigt begreb i sociale sammenhænge, aktuelt inden for internationale konventioner som menneskerettigheder og opfattelsen af det multikulturelle samfund.
På den baggrund synes Karen Jespersen at stå helt ud på "modeordet"s sidelinie i kraft af at være liberalismens politiker, der taler om sammenhæng på ulighedens betingelser, og begrebet ender som et moralsk begreb eller, som RLP gør gældende, som et politisk våben.
Hvilke kræfter betyder, at forsøg på sammenhæng ofte resulterer i splittelse? Vi kan næppe som foreslået "droppe den megen snak om sammenhængskraft". Alene kommunalreformens centralisme er et sådant forsøg, der griber langt ind i tilværelse som den centrifugalkraft, der gjorde H.C.Ørsted verdensberømt og betød, at han samtidig med grundloven udgav "Ånden i Naturen". Er det den ånd, politikere forsøger at betvinge?

Brugerbillede for Per Thomsen

Stor ros til Rikke Louise Peters for at demonstrere hvordan "sammenhængskraft" er blevet til et af den yderste højrefløjs mest elskede slagord.

I den forbindelse er det jo ganske tankevækkende at statsministeren netop anvendte ordet i sin nytårstale.

En tale som af stand-up-kommentatorerne oven i købet bliver vurderet. som en tale hvor statsministeren "rakte en hånd ud til indvandrerne".

Det illustrere om noget hvor godt et tag xenofobien og fremmedhadet har i statsministeren og og den danske presse..

Brugerbillede for Bill Atkins

Sammenhængskraft = 'sammenhæng på ulighedens betingelser'

så enkelt kan det siges ...tak til Per Diepgen

...og lad os så få givet 'solidariteten' en relancering. Fraværet af solidaritet fører til større ulighed, skævvridninger i samfundet, uretfærdige arbejdsforhold, sociale skel mellem rig og fattig.

Lønmodtagerorganisationerne skal være førende med en social kritik, der sætter fokus på resultaterne af et årti med en samfundsudvikling baseret på vildfarelsen om ’sammenhængskraft’...

Slut med den idiotiske antagelse at 'den rigtige arbejder er død' og fagforeningerne er forstenede i pampervælde.. påstande der har været gentaget hver dag i 25 år på Ekstrabladets side 2 … kampskrift for mange pseudobevidste danske lønmodtagere.

Fagforeningsmedlemmerne må starte med at kræve styr på rovkapitalismens vigtigste redskaber - Bankerne - Over 60 banker lever i dag af statskapital ... den tilstand skal udnyttes...

..og et godt oplæg til overenskomstforhandlingerne 2010

Brugerbillede for Hugo Barlach

Man fristes til at sige: sludder i rigt mål.

Sammenhængskraft har betydning, hvis man mangler eller på anden led er sat i underskud. Især når livsgrundlaget er truet. Dels fordi der rykkes sammen, dels fordi man oplever en anden horisont, end dén der tilbyder sig som juridisk fornuft. Eller moralsk for den sags skyld. Selve diskvalifikationen kan ikke kritiseres for, at sammenhængskraften var forkert formuleret. Diskvalifikation er direkte årsags-sammenhæng.

Sammenhængskraft en flygtig konsekvens. Den er særlig i et juridisk og økonomisk univers desuden konsekvens af en spekulativ omgang med ideen om, at udstrækning af fællesskab er i vejen for en ideologisk (logisk eller på anden led systematisk) renhed for det politiske segment, udelukkende. Altså, hvor man synes, man vil gå hen med anliggenderne om diskvalifikation. Og dér spiller politik den afgørende rolle. Med mindre man er kløjs i dén med hønen og ægget. For der er da bagdøre...

Ligeledes for dén, som tilbyder sammenhæng. Hvorfor skulle man dér begynde at tilbyde noget som helst andet? Politiske forsøg på spinmæssigt at beslaglægge en sprogbrug, burde der være taget højde for analytisk. Og analysen her virker akademisk og uden et fornuftigt erfaringsgrundlag. Hvad f.eks med Nyrup's mærkværdige udsagn: "Vi må gøre det rigtige!"? Altså at man ikke kunne sige det højt, men skulle underforstå Tao og vejen. Der mangler meeget i den´historiske fremstilling. Hvor blev de hemmelige segmenter af Stats-strukturen i grunden af? Mon ikke en pæn klat historikere ville stille samme og relaterede spørgsmål?

Og siden hvanår' skulle en retorisk reformation eller revolution have flyttet rundt på erfaringen i underdanmark? Det ér jo ikke alle, der spejler sig i hverandre. Især ikke, når man efterlades socialt!

I Magtfilosofisk regis giver indlægget absolut ingen mening. Og her forstår man faktisk udmærket termen: oprerationalitet (vi opfandt den ikke, men gav den da naturligvis i arv til offentligheds begrebet). Og gav for øvrigt magt af enhver art noget at tænke over, når vi ublut rendte rundt (og stadig gør) i dens unævnelige. Men magt er erfarings-baseret (på alle sider) og ikke artikulations-afhængigt. Heller ikke når magten vælter. Der er ikke fløjl på dét ben. Men at man i Ph.D.-forløbet er forgabt i at løbe af med nye farverige problematik-beskrivelser, virker sært velkendt.

Har karriere-udsyn medført en angst for retorik? Er den i givet fald justeret af juraens begejstring for at løbe med stemningen på torvet, eller er det præferencerne fra siddende professorer, som er spillet ud? Har du mistet viljen til selv at risikere andet end retorik? Hvor vil du hen?

Her er du ikke i universitetets trygge auditorier, men i offentlighedens klamme hånd. Og hvad tilbyder du den så? Italesættelser... Men dem klarer vi faktisk ganske godt selv, hvis du løbende orienterer dig i kommentarerne. Ganske farverigt og særdeles nyskabende forresten. På erfaringsgrundlag. Så tilbage til skrivebordet. Den her består du næppe på...

Med venlig hilsen og håber, du tillader råt for usødet (når du støder så på det med tiden)...

En gammel, vrissen og uforstående idehistoriker m.m. med fødderne plantet i socialt engagement. Genkendeligt?...

Brugerbillede for Rachel  Henderson
Rachel Henderson

Jeg kan desværre ikke forstå Hugo Barlachs indlæg. Det er sort snak for mig. I modsætning til den artikel som han vistnok kritiserer: den finder jeg fuldt ud forståelig.

Hugo, du skriver til avislæsere, ikke en eller anden indforstået universitetsafdeling.

Brugerbillede for Svend W.  Jensen
Svend W. Jensen

For en god ordens skyld til flere debattører.

Sammenhængskraft og solidaritet er det samme.

Solidaritet af latin solidus: sammenhængende, fast.

Brugerbillede for Sonja Bautz

Bill Atkins.

Plus indhold.

I dag alene, kan jeg som enkelt individ præstere 6 emner, som skaber sammenhæng, men de er borte med blæsten i sammenhængen.

Læg det sammen med beboere af dette land, og de svimlende tal fører en til brækspanden.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Per Diepgen skriver om

den centrifugalkraft, der gjorde H.C.Ørsted verdensberømt

Nah, det var nu vist nok elektromagnetismen.

Brugerbillede for Jens Carstensen
Jens Carstensen

Begavet artikel siger jeg uden panderynken ! Ja, det kræver netop retorik af format fra både højre og venstre fløj, hvis vi sammen, skal opbygge en solid og gennemskuelig debat, som når ud og engagerer borgerne over en bred kam !

Essencen må være: "Få har for meget -og færre format". citat: Paul Hammerich.

Brugerbillede for Per Thomsen

Helt enig med Rachel Henderson. Normalt skriver Hugo Barlach nogle virkelig gode og læseværdige kommentarer, men den seneste kan bestemt ikke siges at være den bedste.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Rachel Henderson:
"Jeg kan desværre ikke forstå Hugo Barlachs indlæg. Det er sort snak for mig.

Bortset fra lidt for megen akademisk drilleri af en kollega (artiklens forfatter), er Hugo Barlachs kommentar mulig at afkode. Selv måtte jeg dog læse den to gange, førend budskabet kunne udledes klart.

Prøv eventuelt med yderligere et par forsøg på at kæmpe dig gennem teksten. Alternativt blot den første sætning, der rummer kommentarens konklusion.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"Sammenhængskraft og solidaritet er det samme."

Det er samme fænomen, med to forskellige sproglige tilgange.

Sammenhængskraft tales der om, når man ikke ønsker at andre skal skille sig for meget ud. Solidaritet tales der om, når man gerne vil drage omsorg for de der skiller sig ud.

På samme måde er det med intolerance og nultolerance. Begge ord handler om ikke at ville acceptere noget. Det ene ord vedgår dette ærligt, mens det andet forsøger at gøre intolerancen til en dyd.

Brugerbillede for Jørgen Nielsen
Jørgen Nielsen

Klassisk politisk korrekthed: afskaf et ord, så bliver alt bedre. Relationen tese-antitese, bliver ikke forløst via en syntese der indebærer en mundkurv. Det gør snarere antitesen stærkere.

Sammenhængskraft er et begreb som nødvendigvis måtte opstå, på ryggen af dekonstruktionens, relativismens og multikulturalismens diskurs, der har stået stort set uimodsagt indtil 2001.

"Tryk skaber modtryk", er vist venstrefløjens foretrukne, slidte frase.

Føler man sig ideologisk kaldet til at opføre det forkrampede skuespil, der indebærer at vi lader som om at splittelsen og spændingerne i det danske samfund, ikke er blevet større grundet venstrefløjens uansvarlige samfundseksperimenter og tilhørende berøringsangst og lefleri- så værs´go.

Men forvent at skuespillet vil blive udfordret.

Brugerbillede for Bill Atkins

Svend W: skriver
“Sammenhængskraft og solidaritet er det samme.”

For mig omfatter 'sammenhængskraft' også uacceptable almisser... så jeg foretrækker jeg 'solidaritet* som omfatter omfordeling af samfundets goder..

..men dybest set udspringer hele begrebsbuketten af 'viljen til at udvise samfundssind'.

...og den diskussion skal vi nok høre mere om til de kommende overenskomstforhandlinger...

for kapitalejerne er samfundssind noget der udvises af arbejdstagerne..

Brugerbillede for Rikke  Peters

Tak for de mange indsigtsfulde kommentarer til min kronik. Jeg må desværre tilstå, at jeg - trods min akademiske baggrund - heller ikke helt forstår Hugo Barlachs kritik.
Jeg prøver med et form for svar - og dermed lidt om bevæggrunden for kronikken.
Mit udgangspunkt er selvfølgelig også, at fundamentet - overhovedet - for det moderne, pluralistiske/demokratiske samfunds hængen sammen er en høj grad af samhørighed, fællesskabsfølelse, samfundssind, ansvarsfølelse og inkludering af alle borgere - lad os bare kalde det for solidaritet. Det er et godt ord.
Netop af den grund er det så ærgerligt, at det, der er sket inden for de seneste år er, at også venstrefløjspolitikere- og debattører ukritisk og blindt har overtaget ordet 'sammenhænsgkraft', uden selv at turde opfinde, eller genopfinde et nyt og bedre ord. Det havde her været en oplagt mulighed for venstrefløjen at relancere begrebet solidaritet.
Sammenhængskraft-ordet er for mig at se efterhånden så belastet af det betydningsindhold, som Fogh Rasmussen-kulturkampæraen har givet det. Her er der ingen tvivl om, at sammenhængskraftens forudsætning alene er af national og kulturel karakter - således at hvis man kulturelt set er 'sat i underskud' (Barlachs formulering) som fx resourcesvag indvandrerfamilie med sociale problemer - ja, så bidrager man ikke til det danske samfunds sammenhængskraft på nogen måde. Man er tværtimod en trussel mod den. For mig at se er en sådan retorik i værste fald med til at fremprovokere massivt fremmedhad i brede dele af befolkningen.
Barlach har så selvfølgelig ret i, at anskuet ud fra en magtpolitisk vinkel, så må højrefløjspolitikerne siges at være særdeles dygtige ideologer og retorikere med en evne til at præge et sådan begreb og det trusselsbillede, jeg beskrev i kronikken.
Det er selvfølgelig her, venstrefløjen skal sætte ind og opfinde skarpe modbegreber til det belastede ord 'sammenhængskraft'. Nye begreber og ord, der er renset for ekskluderende og nedsættende tale. Men det kræver mod og retorisk nytænkning at gå imod de ord og formuleringer, som er blevet 'normalsprog' i debatten. Gid 2010 må byde på innovativ retorik fra venstrefløjen.

Brugerbillede for Per Thomsen

."Tak for de mange indsigtsfulde kommentarer til min kronik. Jeg må desværre tilstå, at jeg - trods min akademiske baggrund - heller ikke helt forstår Hugo Barlachs kritik."

Så skulle du tage og spørge Heinrich R. Jørgensen. Han påstår nemlig at han har forstået det.

I øvrigt vil jeg gerne atter engang have lov til takke for en fremragende artikel og ditto kommentar.

Brugerbillede for Jan H. Hansen
Jan H. Hansen

I 2004 havde dagbladet Information en kronikkonkurrence om "sammenhængskraften" som jeg deltog i. Da jeg var blandt de ti bedste indsendte forslag, vil jeg i al beskedenhed nævne mig selv og min egen holdning.

For det første beskrev jeg, hvordan solidaritetsbegrebet altid har udgjort sammenhængskraften i det danske samfund. Det var imidlertid under industrikapitalismen hvor samfundet samtidigt var meget klassedelt. Derfor findes denne form for sammenhængskraft ikke længere. Man delte værdier med ens egne inden for den samme samfundsklasse.

I dag bliver vi derfor nød til at finde en ny form for sammenhængskraft eller solidaritet. Og jeg vil mene, at vi fremover bliver nødt til at at acceptere at vi ikke nødvendigvis deler værdier med de andre. Vi må være solidariske med dem vi ikke deler værdier med.

Sker det ikke, er jeg bange for at vi fremover vil se et nyt slags klassesamfund opstå, et klassesamfund der i et meget større perspektiv er delt op mellem en underklasse der er lokalt forankret og en overklasse der er mere mobil og globalt orienteret. I mange henseender er det allerede ved at ske. Det er en udvikling der har været længe undervejs, og som finanskrisen blot har sparket yderligere til. Derfor bør vores politikere også tage disse emner meget mere alvorlige for at forhindre et fremtidigt globalt klassesamfund.

Brugerbillede for Per Thomsen

Rikke Peters:

."Det er selvfølgelig her, venstrefløjen skal sætte ind og opfinde skarpe modbegreber til det belastede ord ‘sammenhængskraft’. Nye begreber og ord, der er renset for ekskluderende og nedsættende tale. Men det kræver mod og retorisk nytænkning at gå imod de ord og formuleringer, som er blevet ‘normalsprog’ i debatten. Gid 2010 må byde på innovativ retorik fra venstrefløjen."

Så klart og præcist kan det faktisk formuleres. Bravo!

I forlængelse af Rikke Peters konstatering kan man jo så passende spørge om, hvor den helt nødvendige og innovative retorik fra venstrefløjen skal komme fra?

Hvis man tror at det helt nødvendige nybrud på venstrefløjen vil komme fra Socialdemokratiet eller Søvndalistisk Folkeparti, kan man vist godt tro om igen.

Den forhenværende venstrefløj er desværre allerede på nuværende tidspunkt så forsten i deres leflen for den indre svinehund og Pia Kjærsgaards vælgere, at der sandsynligvis ikke længere er nogen vej tilbage.

Danmark har brug for en helt ny anti-racistisk og anti-imperialistisk venstrefløj!

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Højre-konservative har gennem flere årtier målrettet forsøgt at sætte dagsordenen, ved at opfinde nye ord, og introducere disse i debatterne.

"Kulturkristne" er det dansk ord, der svjv ikke findes i andre land / på andre sprog. Et fup-begreb, der påstår at kristendommens store indflydelse på nationens historie og befolkningens tankegang, medfører at selv de ikke kristne er så påvirkede, at de ikke har frigøre sig fra at være en slags pseudo-kristne. Alt i alt altså en tese om hvorfor muslimer per definition ikke kan begå sig, eller høre til, i denne kulturkreds.

"Islamisme" og "islamister" er ligeledes danske ord. I det mindste har begreberne paralleller i det store udland, hvor fænomenet oftest beskrives som "politisk islam", "radikale muslimer".

Det meget provinsielle "nultolerance" som noget positivt, savner vist også internationale pendanter.

Blot for at fremkomme med nogle af de mest oplagte eksempler på fup-begreber.

Spillereglerne er meget simple - kan nogen opfinde et begreb som de kan få deres modstande til at anvende, er det dermed lykkedes dem at sætte dagsordenen.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Kampen om ordene kaldes almindeligvis "framing". Måske den vigtigste disciplin, når det gælder effektiv politisk kommunikation?

Brugerbillede for Hugo Barlach

Tak for kommentaren, Rikke... Fin debat for øvrigt.

Nu drejer det sig imidlertid ikke om at genopfinde sproget, som Heinrich R Jørgensen er inde på. Det drejer derimod sig om, at man ikke forsøger at genopfinde erfaringen samtidig med en introduktion af nye termer. Ellers står man med en situation, hvor erfaringen skal gentages. Og det er vel ikke idehistoriens opgave. "Lad os kalde det noget nyt, og så se at komme videre". Men hvad er der i grunden forkert med den retorik, som interessenterne i sin tid selv valgte. Den er nemlig lokalisérbar. Der er med andre ord en mulig forglemmelse undervejs, som kan minde for meget om den suppedas, som PET har med 300 000 danskere for tiden. Og den slags erfaringer er der ingen grund til at skrive ud af den historiske såvel som idehistoriske opsamling. Resultatet kan snildt blive, at man ikke længere står på nogens skuldre.

Der ér ydet ofre og vil tilstadighed blive det - forhåbentligt. Det behov kan man ikke afvikle.Og dén 'røde' tråd vil jeg da med ihærdighed fortsat kalde for: sammenhængskraft. Man kán nemlig ikke politisk annektere min tidsalder og kalde den et eller noget andet tandløst i forsøget på at ignorere protesten. I hvert tilfælde ikke uden en vrissen provokation i kølvandet...

Med venlig hilsen

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Hugo Barlach:
"Nu drejer det sig imidlertid ikke om at genopfinde sproget, som Heinrich R Jørgensen er inde på."

Jeg har skrevet om 'framing', kunsten af finde maleriske ord til at beskrive virkeligheden, i det håb om at man kan få ens modstandere til at vælge disse ord, hvorved man har vundet en dobbelt sejr. Nemlig retten til løbende at definere hvad der menes med det introducerede ord, samt at man har fået sat den politiske dagsorden.

Et eksempel på framing, er når du hævder, at mit forehavende er at genopfinde sproget. Den beskrivelse godtager jeg ikke. Det handler om at kunne sætte den politiske dagsorden, med ord hvis indhold man selv definerer.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Rikke Peters:
"Lad os droppe den megen snak om ’sammenhængskraft’ og i stedet finde nye måder at beskrive og udfordre vor sameksistens på, som ikke er bundet op på trusselsretorik og eksklusionsmekanismer."

Det kommer ikke til at ske. V, K og O elsker dette magiske ord. Trusler og eksklusion er netop en del af formålet. De der trues, er de nedre socialgrupper, de kulørte tilflyttere med eksotisk kultur bagage, der fortælles, at de skal tilpasse sig, selv om kommunikationen ikke er henvendt til dem.

Kommunikationen er henvendt til de tilpassede, det store mainstreamsegment der opfatter sig som nettobidragsydere til fælleskassen, og som ofte også opfatter sig som bedre mennesker med større rettigheder, end de, der tales ekskluderende om.

Når der tales om sammenhængskraft, øger det velværet hos de selvtilfredse, og bestyrker dem i deres opfattelse, af at have de rigtige meninger, og i at de har større forrang end de der ikke helt passer ind i de konformes rammer.

Når det samtidigt hævdes, at de utilpassedes interesser varetages af VKO politiske modstandere, bliver framingen genial. Det er eminent godt spin, at tage udgangspunkt i sammenhængskrafts-retorikken, da oppositionen hånes og VKO-vælgerne bestyrkes i, at alle øvrige borgere burde være som dem.

Brugerbillede for Jens Thorning
Jens Thorning

Sammenhængskraft er et begreb, der er ekstremt positivt i politikernes øren, men desværre ikke rigtig kan bruges, når Danmark skal "brandes" i udlandet, hvor det jo nærmest virker modsat. Hvad skulle de kune bruge det til, at der er sammenhængskraft i Danmark?

Når jeg tænker på Danmark, tænker jeg ofte på H.C. Andersen.

Når jeg tænker på H.C. Andersen, kommer jeg imidlertid uvilkårligt til at tænke på Tina Turner, dernæst på Walt Disney og så på Paris Hilton.

Verdens mest amerikanificerede land, langt foran både Polen og Rumænien i denne disciplin. Hvad skal vi med sammenhængskraft?

Brugerbillede for Svend W.  Jensen
Svend W. Jensen

Hugo Barlach har da helt ret.

Heinrich R. er i fuld gang med at genopfinde sproget – hans egen private framing – hvor han privatiserer begrebsindholdet i ordene.

Når man stilfærdigt gør opmærksom på, at sammenhængskraft og solidaritet betyder det samme, kommer han med et nej, nej og derefter hans private udlægning af begreberne.

Et ældgammelt ord som ”kulturkristen” bliver til et ”fupbegreb” selvom det er ret præcist beskrevet i sit begrebsindhold, som han faktisk selv delvis angiver.

Nultolerance bliver til et noget ”provinsielt”, der vistnok savner ”internationale pendanter”. Første gang jeg stødte på ordet, blev det anvendt af New Yorks borgmester Guilliano (hedder og staves han vist) i forbindelse med (en succesfuld) kriminalitetsbekæmpelse og herefter blev det tilsyneladende overtaget af de danske lov og ordens forkæmpere.

Og sådan kunne man gennemgå næsten hver eneste ord, han hævder er en ondsindet framing fra VKO´s side.

Jeg synes, at man kan konstatere, at (mode)ord har det med at blive opbrugt.

Ordet solidaritet blev brugt og misbrugt i en sådan grad i en tidsperiode, at ingen længere orkede at bruge det eller hører det og derfor gled det ud. Ordet sammenhængskraft ser nu ud til at lide samme skæbne.

Forslag til nyt modeord: Samfundssind.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"Heinrich R. er i fuld gang med at genopfinde sproget – hans egen private framing – hvor han privatiserer begrebsindholdet i ordene."

Du har ret i, at begrebet nultolerance ikke er dansk. Det stammer fra 1982, og er udtænkt af konservative fra USA, ud fra tesen om, at fattige er kriminelle, og at politiet skal have magt til at sanktionere selv de mindste forseelser, så forladte bygninger ikke forfalder og fortove gror til i affald. New York under Rudi Guiliani tog siden tankegangen op, og tilskrev æren for faldende kriminalitet denne, selv om de fleste kriminologer afskriver det som humbug og tilskriver forbedringerne i New York til de tiltag der skete under Guilianis forgængere.

Begrebet kulturkristen er det ikke lykkedes mig at finde en engelsk eller tysk pendant til. Dvs., Richard Dawkins har erklæret sig selv som "cultural Christian" (i citationstegn) i 2007, hvilket netop tyder på, at begrebet ikke har en engelsk oprindelse eller pendant. Hvor længe det har været brugt i Danmark har jeg ikke fundet frem til - de første eksempler jeg har set, stammer fra sidste halvdel af 1990'erne. Hvilket i min optik, ikke tyder på at det skulle være "ældgammelt".

Den eneste jeg kender til, der ofte taler om "kulturkristne" er Tim Jensen, der har omfavnet denne framing, for at kunne lancere sine egne. Kulturjøder og navnligt kulturmuslimer, der jo ikke er mere præget af religiøs galskab end vi der er født ind i en kristen kultur, uden at være synderligt kristne selv.

"Islamisme" er et ord, der er forsøgt introduceret ad flere omgange, og har haft forskellige betydninger. Omkring 1980 blev det forsøgt som akademisk term i Frankrig, og i midt-firserne vandt det indpas i britisk akademia. Men det er stadig et lidet veldefineret begreb, og stærkt kontroversielt. Det har således mere karakter af at være et ord der benytte til at mobbe med, end noget andet.

Det er ærgerligt, at du skal være mopset over, at jeg faktisk gav dig ret i, at "sammenhængskraft" og "solidaritet" dækker over samme fænomen, blot med markante forskelle i ordenes brug.

Du kunne måske heller ikke lide sammenligningen mellem intolerance og nultolerance? ;-)

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

"kulturkristen" er, uanset alder, et uskønt udtryk. Det er dybt misvisende at hæfte ordet "kristen" på folk, der ikke er en skid religiøse, ja, måske ligefrem som jeg finder religion fuldstændig tåbeligt.

Og det gør hverken fra eller til, om man sætter "kultur" foran eller bagved.

Man er sgu da ikke kulturkristen, fordi man godt kan lide frikadeller med rødkål!

Brugerbillede for Klara  Liske

"Jeg er sgu' min egen"

Jeg hænger ikke sammen med nogen så vidt vides. Hvis det var tilfældet, ville et kirurgisk indgreb være nødvendigt.

Men vi kan da godt lege bygge, klippe, og klister.

Brugerbillede for Svend W.  Jensen
Svend W. Jensen

Heinrich R.,

Du misforstår (bevidst?) min pointe, der egentlig var Hugo Barlachs: At du er i fuld gang med at genopfinde sproget og for min egen regning ved at ”privatisere begrebsindholdet i ordene” og så på forkerte præmisser.

Et eksempel på det sidste vedrørende nultolerance: Først skriver du, at ordet er ”provinsielt”, og vistnok savner ”internationale pendanter” og nu skriver du, at : ” begrebet nultolerance ikke er dansk. Det stammer fra 1982, og er udtænkt af konservative fra USA”. Om det var korrekt, at kriminaliteten i New York rent faktisk var faldet eller ej, er i denne sammenhæng helt uden relevans for ordets indhold. Du manipulerer.

Om begrebet ”kulturkristen” er dansk eller ej er ligeledes helt irrelevant for dets indhold. Det er et veletableret ord med kendt indhold fra langt før VKO´s tid. Du beskriver jo selv delvis ordets begrebsindhold og kan ved simpel opslag - for de dovne -på Wikipedia finde det omfattende beskrevet.

Vedrørende sammenhængskraft versus solidaritet: Jeg er simpelthen uenig med dig i din fortolkning, hvor får du den fra? anden end dig selv?

Vedrørende islamisme og islamister med mere kan du slå dem op i diverse fremmedsprogsordbøger. At betydningen af ordene (begrebsindholdet) kan variere fra sprog til sprog er helt velkendte fænomener og ikke noget, der er opfundet til politisk framing.

En forudsætning for at kunne føre en nogenlunde fornuftig samtale, er at samtalepartnerne har nogenlunde det samme begrebsindhold i ordene ellers bliver det til goddag mand, økseskaft.

Brugerbillede for Svend W.  Jensen
Svend W. Jensen

Hans Jørgen,

Det kan godt være, at du ikke kan lide begrebet ”kulturkristen”, men det forsvinder det ikke af.

Jeg betegner mig selv som kulturkristen i fuld erkendelse af kristendommens massive historiske indflydelse på den europæiske kultur og dermed den danske, men jeg er ikke troende.

Når du rejser til udlandet med dit pas, rejser du ”kulturkristent”: På første side af dit pas findes en afbildning af Jellingsstenen med den korsfæstede Jesus.

Og så til drilleriet. Ateister er (næsten) altid religionsspecifikke.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Det er dybt misvisende at hæfte ordet “kristen” på folk, der ikke er en skid religiøse"

Enig. Man kunne have talt om at danskere har et fællesskab qua dansk kultur (hvad det end er) eller de(t) danske sprog, hvilket selvfølgelig har sin rigtighed.

At det kristne fællesskab fremhæves som fællesnævner, kan skyldes, at nogle kristne mener at dansk civilisation er båret af kristendom, og at de (vi) knapt så kristne danere skylder tak og anerkendelse, selv om vi ikke selv har fattet hvilken fantastisk kulturarv vi er blevet beriget med (sic!). Og i tillæg (som måske det vigtigste postulat), at personer der ikke er kristne eller formet af den kristne kulturkreds, ikke hører til i kongeriget.

Den slet skjulte dagsorden handler om mobning, og legitimering af at der findes et fællesskab, der ikke skal eller kan godtage tilflyttere, med mindre der har (kultur)kristendom med i bagagen.

Demagogi og fup - som desværre virker.

Brugerbillede for Klara  Liske

Det skal være gensidigt, det er det ikke. Det er vist kun tosser der stiller op i disse tider.

Men det morsomme er at de der siger de ikke stiller op, er som regel altid dem der gør det.

Spørg en provinsiel indisk familie om de støtter hinnanden, og de vil sige nej.

Spørg en dansk familie om de støtter hinanden, og de vil sige ja.

Svaret er det modsatte.

Brugerbillede for Klara  Liske

Der jo ikke brug for at tale om det der fungerer.

Det gør man/er man. Hvorimod de regerende har et vanvittigt behov for at udstille deres asociale tro på at de gør en forskel.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"Du manipulerer."

Det er muligt. Først og fremmest forsøgte jeg at undersøge dine påstande om at jeg havde fremsat fejlagtige udsagn, og i flere tilfælde måtte jeg give dig ret. Derfor har jeg forsøgt at korrigere egne fejl, bl.a. ved at oplyse om, at "zerotolerance" opstod i USA, før det danske nultolerance, der er en importvare.

Man kan jo sagtens slå ord op i ordbøger, bl.a. Wikipedia, der citerer følgende bud på en definition:

[citat]
Islamism has been defined as:

“Islam as a modern ideology and a political program”,[7]
“the belief that Islam should guide social and political as well as personal life”,[8]
“the ideology that guides society as a whole and that law must be in conformity with the Islamic sharia”,[9]
“a movement that seeks cultural differentiation from the West and reconnection with the pre-colonial symbolic universe”,[10]
"the organised political trend, owing its modern origin to the founding of the Muslim Brotherhood in Egypt in 1928, that seeks to solve modern political problems by reference to Muslim texts",[11]
“the whole body of thought which seeks to invest society with Islam which may be integrationist, but may also be traditionalist, reform-minded or even revolutionary”,[11]
“the active assertion and promotion of beliefs, prescriptions, laws or policies that are held to be Islamic in character,”[4]
a movement of "Muslims who draw upon the belief, symbols, and language of Islam to inspire, shape, and animate political activity;" which may contain moderate, tolerant, peaceful activists, and/or those who "preach intolerance and espouse violence."[12]
[citat slut]

Der er ikke ligefrem tale om en entydig definition, der kan bruges til ret meget. Hvorfor ikke tale om salafister, wahabisme, fundamentalisme, fanatisme, radikalisering og andet der er konkret og forståeligt, i stedet for et semi-kryptisk semi-nonsens samlebegreb?

Brugerbillede for Ofelia Mahvash
Ofelia Mahvash

K.L.: Hm, at gøre en forskel kan vi alle.

Det svære er at gøre en forskel, der kommer andre til gavn - men som ikke invaderer den andens værdier, selvværd og mestring.

MEGET FÅ kan reelt skelne, der. Der er ofte for meget formynderautoritet i "hjælperrollen"!

IKKE GODT! Overhovedet IKKE GODT!

Brugerbillede for Svend W.  Jensen
Svend W. Jensen

Heinrich R.,

Sikke en gang massivt, underlødigt sludder og vrøvl du får leveret i dine sidste afsnit til Hans Jørgen.

Her kan man virkeligt tale om skæbnebestemt teleologi. Hele den europæiske (ide)historiske udvikling har igennem tusinder af år kun haft det formål: ” Den slet skjulte dagsorden handler om mobning, og legitimering af at der findes et fællesskab, der ikke skal eller kan godtage tilflyttere, med mindre der har (kultur)kristendom med i bagagen.”

Sig mig, har du drukket?

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Svend,

du har selvfølgelig ret i, at et begreb ikke forsvinder, fordi jeg ikke bryder mig om det. Men jeg kan i det mindste lufte min kritik af det, og først og fremmest selv lade være med at bruge det.

Der findes mange uskønne, tåbelige og misvisende begreber. Et af de værste er "papfar" eller "papsøn". Jeg kunne ikke drømme om at kalde fruens børn for papbørn, ligesom de ikke kunne drømme om at kalde mig for papfar. Mennesker er ikke lavet af pap.

Nah, Svend, den med passet - den holder ikke. Muslimer med dansk pas skulle i så fald også være eller i hvert fald rejse som kulturkristne. Passet gør hverken fra eller til i nogen som helst henseende - en bureaukratisk vedtagelse, andet er det ikke.

Om ateister er religionsspecifikke, ved jeg ikke. Jeg tager personligt afstand, med stor fornøjelse, fra enhver religion.

Brugerbillede for Klara  Liske

O.M

Formynderautoritet har du ret i er udbredt.

De kender dig ikke, vil dig ikke, glædes blot på egne vejne over magten over dig.

Dit livs færd spotter de, dine kvalifikationer er dem evig ligegyldige. Det er der mange der kan skrive under på.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"Sikke en gang massivt, underlødigt sludder og vrøvl du får leveret"

Sikke en pompøs måde, du får udtrykt din uenighed på ;-)

Hvis vi ikke formår andet end at råbe "sludder og vrøvl" ad hinanden, skulle vi måske bilægge kontroversen en stund?

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"den med passet - den holder ikke"

Ærgerligt - jeg ville faktisk være glad og stolt over at blive opfattet som kulturviking ;-)

Lige, foretagsomme, handlekraftige, ærlige, nysgerrige, modige mænd.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"Sig mig, har du drukket?"

Det er en af de laster, jeg kan sige mig nogenlunde fri for. Det sker meget, meget sjældent, at alkoholindtaget kommer i nærheden af de anbefalinger anbefalede øvre grænser, Sundhedsstyrelsen prædiker i folkesundhedens navn.

Brugerbillede for Svend W.  Jensen
Svend W. Jensen

Heinrich R.,

Jeg synes, at du skulle genlæse, hvad du har skrevet.

Og så tager jeg til efterretning, at du ikke en gang har en undskyldning i form af manglende ædruelighed.

Sider