Kronik

Kampen om det slidte modeord - sammenhængskraften

Politikere og debattører bruger ordet sammenhængskraft ekskluderende og derfor genereres der i debatten det modsatte af sammenhængskraft, nemlig splittelse. Måske kunne vi gøre samhørigheden en tjeneste ved ikke hele tiden at tale så bekymret om den?
Politikere og debattører bruger ordet sammenhængskraft ekskluderende og derfor genereres der i debatten det modsatte af sammenhængskraft, nemlig splittelse. Måske kunne vi gøre samhørigheden en tjeneste ved ikke hele tiden at tale så bekymret om den?
Debat
2. januar 2010

Der er næppe noget enkelt ord, der gennem de seneste år har spillet en større rolle i debatten end ordet sammenhængskraft.
Sammenhængskraft, er blevet et modeord, som alle politikere og debattører henviser til, og som alle har en mening om – uanset politisk observans. Men taler vi egentlig om det samme, når talen er om sammenhængskraft? Og kunne det være, vi i virkeligheden gjorde sammenhængskraften en tjeneste ved helt at droppe den megen omtale af den? Når ordet sammenhængskraft optræder ekskluderende, som det sker for indeværende i debatten, genereres der det modsatte af sammenhængskraft, nemlig splittelse.

Sammenhængskraft er et relativt nyt ord i det danske sprog. Begrebet blev dog hverken lanceret af Anders Fogh Rasmussen eller Dansk Folkeparti i forbindelse med ’Systemskiftet’ i 2001. Vi skal helt tilbage til 1994, da daværende socialminister Karen Jespersen oversatte det engelske social cohesion med ’social sammenhængskraft’. Social cohesion var en EU-term brugt om globaliseringens social- og arbejdsmarkedspolitiske konsekvenser.
Herhjemme satte den socialdemokratisk ledede regering begrebet på dagsordenen i forbindelse med kampagnen ’virksomhedernes sociale ansvar’, et nyt socialpolitisk tiltag, der skulle forebygge social udstødelse og hindre skabelsen af et hold B, der kom til at stå uden for arbejdsmarkedet. Denne udskillelse af et hold A og et hold B blev af den daværende regering anset for at være den største trussel mod det danske samfunds sociale sammenhængskraft.

Ordet ’social’ forsvandt

Fra 1994 og frem skete der imidlertid en afgørende udvikling i brugen af ordet sammenhængskraft. Det lille ord social faldt bort – også hos Karen Jespersen – og sammenhængskraften kunne nu stå alene. På den ene side skete der altså en generalisering af ordet fra at være en overvejende socialpolitisk betegnelse til at kunne indgå i bredere sammenhænge.

På den anden side skete der også en ’operationalisering’, og sammenhængskraften optrådte nu hyppigere i værdipolitiske sammenhænge, hvor den fik en klar national valør. Anliggendet var nu ikke længere samfundets ’sociale’ sammenhængskraft men det danske samfunds ’nationale’ og ’kulturelle’ sammenhængskraft. 2001 markerede dermed et klart vendepunkt i sammen-hængskraftens korte historie, samt gav ordet mytestatus: Hvem havde egentlig opfundet ordet? Hvilke værdipolitiske forhold kunne det bruges til at beskrive?

Men taler vi i dag om det samme, når talen er om sammenhængskraft? Alle synes at være enige om, at sammenhængskraft er noget godt; et samfundsmæssigt gode, som vi naturligvis bør arbejde hen imod. Argumentet lyder nogenlunde sådan: Er samfundet velfungerende med veltilfredse borgere, er der gode forudsætninger for at opnå sammenhængskraft.

Og omvendt: I et samfund med en høj grad af sammenhængskraft er der en god chance for at møde veltilfredse og velfungerende borgere.
Denne opfattelse understøttes af samfunds- og socialvidenskaberne, hvor sammenhængskraft i egenskab af social kapital ofte forsøges målt objektivt gennem empirisk baserede undersøgelser af de fænomener, som regnes for den sociale kapitals forudsætninger eller som indikatorer på social kapital. Det gælder for eksempel oplevelsen af tillid, tryghed og sikkerhed, følelse af at høre til, gensidighed, lykke- og tilfredshedsfølelse, samarbejde, forståelse for forskellighed osv. Sådanne forsøg på objektivt at beskrive og måle graden af sammenhængskraft ændrer imidlertid ikke ved, at sammenhængskraft er et ideologisk ord, et ’værdiladet’ ord, der kan anvendes til at understøtte et sæt politiske holdninger. Vi taler derfor ikke om det samme, når vi taler om sammenhængskraft.

Potentielle trusler

Med sammenhængskraften tematiseres klassiske politisk-filosofiske temaer, som dybest set handler om, hvordan vi indretter et moderne demokratisk samfund, så flest mulige mennesker har en oplevelse af at være en del af et socialt fællesskab, der under ansvar giver dem den størst mulige grad af frihed. Sammenhængskraften har således været på den politiske dagsorden længe inden den blev et politisk modeord i vor hjemlige debat.
Så lad os i stedet se på, hvordan ordet sammenhængskraft optræder i debatten og inden for hvilke politiske dagsordner, det optræder hyppigst.
I øjeblikket kan der spores en vældig bekymring på sammenhængskraftens vegne. Der er faktisk ingen grænser for, hvad der potentielt kan udgøre en trussel mod den. Her kan nævnes i flæng: Globalisering, masseindvandring, multikulturalisme, individualisme, ultraliberalisme, ’sædernes forfald’, sekularisme, antisekularisme, EU, Dansk Folkeparti, 68’ere og kulturradikale.

Det, der umiddelbart springer i øjnene, er truslernes selvmodsigende karakter: Hvordan kan både Dansk Folkeparti og kulturradikale udgøre en trussel? Og hvordan kan både antisekularisme og sekularisme udgøre en risiko for sammenhængskraften?
Svaret er naturligvis, at truslerne aldrig optræder samtidigt, idet de gensidigt udelukker hinanden. Indholdet af sammenhængskraften defineres ganske enkelt gennem trusselsbilledet.

Med ordet sammenhængskraft iscenesættes en politisk kampplads, hvor sammenhængskraften kommer til at spille hovedrollen som politisk kampbegreb. Det vil sige et begreb, det først drejer sig om at definere indholdet af. Man kunne også sige det sådan: I kampen om sammenhængskraften gælder alle (politiske) kneb.
Som politisk kampbegreb har sammenhængskraften et enormt eksklusionspotentiale. Ved at pege på truslerne mod sammenhængskraften er det samtidig muligt at udpege de fænomener, personer og holdninger, der modarbejder sammenhængskraften og som derfor bør bekæmpes eller ligefrem ekskluderes. Den retoriske gevinst er derfor ganske betragtelig: Ved at definere hvad der skaber sammenhængskraft – og samtidig markere, hvad der fører til splittelse, skabes der en klar opdeling mellem positivt og negativt, mellem de gode og de onde, mellem ’dem’ og ’os’.

National identitet

Ordets eksklusionspotentiale bliver særlig tydeligt i det øjeblik, det kobles til en forestilling om, hvad der udgør den ’danske’ sammenhængskraft og dermed til forestillingen om dansk kultur, sådan som det blev lanceret i Fogh Rasmussen-regeringens nationale identitetspolitik. Her indgik sammenhængskraften ofte en effektiv retorisk alliance med danskheden, hvor det gjaldt om at sikre de danske værdier og ikke mindst at pege på truslerne imod dem. Sammenhængskraften blev således brugt til at forsvare alle tiltag i den nationale værdikamp lige fra kanonlister til integrations- og indvandringspolitik.

Men sammenhængskraften kan vise sig at have et indbygget paradoks: Jo mere talen er om sammenhængskraft – jo mere splittelse genereres der. Trusselsretorikken markerer effektivt, hvilke elementer eller fænomener, der udgør en fare for sammenhængskraften og rettelig bør udelukkes, undgås eller ligefrem bekæmpes. Angsten for, at den danske sammenhængskraft er truet, bliver dermed en selvopfyldende profeti, idet bekymring på sammenhængskraftens vegne og den medfølgende uvished om, hvorvidt vort samfund overhovedet hænger sammen fører til mistillid borgerne imellem.
Sammenhængskraft bliver derved til ’splittelseskraft’. Det bliver altså så som så med den retoriske gevinst, hvis den virkelige hensigt med den megen omtale af sammenhængskraften er at sikre vort samfunds samhørighed og styrke de sociale bånd.
Hvis det altså er sandt, at vi i dette land har en høj grad af sammenhængskraft, kunne det være, at vi gjorde denne samhørighed en tjeneste ved ikke hele tiden at tale bekymret om den?

Ordet sammenhængskraft er blevet slidt op og derfor uproduktivt for debatten om, hvordan vi skaber samhørighed og får samfundsfællesskabet til at fungere. Så, kære politikere, debattører og meningsdannere i dette land: Lad os droppe den megen snak om ’sammenhængskraft’ og i stedet finde nye måder at beskrive og udfordre vor sameksistens på, som ikke er bundet op på trusselsretorik og eksklusionsmekanismer. Det kræver retorisk nytænkning fra både højre og venstre.
debat@information.dk

Rikke Louise Peters er ph.d.-studerende i idéhistorie, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ofelia Mahvash

K.L: "De kender dig ikke, vil dig ikke, glædes blot på egne vejne over magten over dig."

DET er ikke det værste. Det værste er at opleve sine nærmeste sælge ud TIL magten... Sælge DIG til magten.

Jo flere der DELES om et overgreb, jo færre tager også ansvaret, når det koster liv. Det er okay at slå ihjel, så længe der er mange nok om det...

Det er det - vi kalder civilisation. ? Udvikling ? Den ny verdensorden ?

Vorherrebevares, for et væltet lokum...

Ofelia Mahvash

Men vi skal ikke bekymre os.

I hvert fald ikke dem, der har deres på det tørre. Så må vi bare håbe, at de ikke havner på det dybe vand en dag. Eller...?

MÅSKE kunne det skabe mere menneskelighed hos dem og ikke mediestyret galskab.

Ofelia Mahvash

Men vi skal ikke bekymre os.

I hvert fald ikke dem, der har deres på det tørre. Så må vi bare håbe, at de ikke havner på det dybe vand en dag. Eller...?

MÅSKE kunne det skabe mere menneskelighed hos dem og ikke bare mediestyret galskab.

Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"Jeg synes, at du skulle genlæse, hvad du har skrevet."

Er sket, dog uden den effekt du håbede på.

Jeg må sætte min lid til, at den ivrige og konsekvente revser hvis kommentar jeg kommenterede, vil tage til genmæle, hvis han (Hans Jørgen Lassen) ligeledes mener, at der er tale om massivt, underlødigt sludder og vrøvl fra min side.

Jeg bliver helt inspireret til at genlæse Processen... ;-)

Ofelia Mahvash

Som eksempel:

Hvis NOGET er politisk besluttet, så kan vi sende folk i døden. Om det er i krig eller tilbage til deres hjemlande er et fedt.

Hvis de dør.

Er det jo IKKE vores ansvar - for vi er mange nok til at DELE ansvaret for beslutningerne.

Sådan fungerer LOGIK på det laveste plan. Både mellemmenneskeligt OG politisk.

Rikke Louise Peters har åbenbart ramt hovedet på sømmet med sin artikel.

Rikke skriver,
Lad os droppe den megen snak om ’sammenhængskraft’ og i stedet finde nye måder at beskrive og udfordre vor sameksistens på, som ikke er bundet op på trusselsretorik og eksklusionsmekanismer.

Eller lad os droppe klicheerne - alle de ord og sætninger som ikke alle fortolker ens.

Argumenter skal lægges tydeligt frem og diskuteres, så borgerne kan tage stilling til, hvad politikerne står og lover os.

Anders Fogh Rasmussen var en mester i at referere et argument, så det fik en anden betydning, end det havde fra afsenderens side. Selv slap han gang på gang fra at argumentere med reklameagtige oneliners, som med tiden viste sig at være det rene newsspeach... hvor fred er krig, sandhed er løgn, og kærlighed er had. (Orwell 1984)

Det er ikke sikkert at vi skal opfinde ny ord ...det er efter min mening en bedre strategi at relancere gamle begreber og tilpasse dem nye tider.

Jeg vil slå et slag for gode danske ord som klassekamp, solidaritet, samfundssind, magtelite, kapitalister,etc.

Socialdemokrater helt vilde med klicheer

"Solidaritet" er som bekendt et nøgleord i marxismen og socialismen, forskellig fra lighedsbegrebet (delvis også ligeværd), måske tættere på det begreb, som Fogh Rasmussen brugte en sommer på at nedgøre for at forherlige "frihed", nemlig tolerance, der dog ikke behøver at betyde solidaritet. Derimod omfatter solidaritet også frihed, men i en anden betydning end liberalismens. Det er dog ørkesløst igen at begynde med "frihed, lighed og broderskab".

(Historisk mindes nogle, en markering af de politiske fløjes forskelle opfattelsen af frihed inden for modstandsbevægelsens arbejde og "Frihedsråd" (antagelig Frode Jakobsens betegnelse), hvor sammenhængskraften på grund af et ydre tryk virkede, men knirkede - lige indtil 4.maj - og spoleredes under Den kolde Krig.)

Jens Thorning

Vedr. ordet eller begrebet kulturkristen, så er der vist ingen officiel definition, da der er noget kunstigt over udtrykket. Det hænger nøje sammen med begrebet kulturkritik. Og det betyder simpelt hen i praksis, at noget kultur er bedre end noget andet, i det konkrete tilfælde at vores kultur er bedre end de andres, og at NU TØR VI GODT SIGE DET. For vi har tirret de andre gennem karrikaturtegninger til at vise deres sande ansigt. Men mere endnu: Nu er vi forpligtet til at blive ved med at irritere dem af hensyn til ytringsfriheden; spørgsmålet er imidlertid, om det er Danmark mod de andre, Danmark og USA mod de andre eller Danmark og Vesten mod de andre. Hvorfor har USA for resten ikke officielt fordømt overfaldet i Viby? Ja, men det er jo fordi, de ikke er kulturkristne derovre, snarere kristne. De er absolut ikke i krig med Islam, det er en ren dansk opfindelse, men i krig med terror. Hvis Danmark ikke skal blive et åbent fængsel, et land i kronisk panik med overvågning af alt og alle, bør vi nok overveje at præcisere ovenstående. For vi er da ikke, som det eneste land i Vesten, i krig med Islam? USA og Israel er langt mere tolerante og moderate.

Svend W. Jensen

Jens Thorning,

Du må meget undskylde mig, men jeg synes hverken, at der er hoved eller hale i dit indlæg.

Kulturkristen er et rent deskriptivt udtryk for en, der er opvokset i en kristen kulturkreds, men uden at være religiøs. Som anført i et tidligere indlæg kan du slå det op på Wikipedia. Der tales også om kulturmuslimer, kulturhinduister og så videre. Det er jo ikke noget nyt ord, jeg kender det fra min barndom i samme betydning.

Hvorfra har du, at det skulle være noget med kulturkritik at gøre og at det inducerer at nogen kultur skulle være bedre end andre? Det er da vist et hjemmestrikket postulat.

I det hele taget må man (jeg) sætte mange afklarende spørgsmålstegn i dit indlæg.

” For vi har tirret de andre gennem karikaturtegninger til at vise deres sande ansigt”, mener du, at de voldelige reaktioner vi så i Mellemøsten og Østen er et udtryk for alle muslimers ”sande ansigt”? Det ville da være en fæl generaliserende nedvurderende holdning til muslimer.

Og hvad mener du med, at vi er ”forpligtet til at blive ved med at irritere dem af hensyn til ytringsfriheden”?. Det er for mig sort tale.

Videre: ” spørgsmålet er imidlertid, om det er Danmark mod de andre, Danmark og USA mod de andre eller Danmark og Vesten mod de andre”. Tænker du her på Huntingtons “the clash of civilizations”? eller?

Hvad mener du med, at Danmark er I krig mod Islam modsat USA, der er i krig mod terror?

Og jeg kunne blive ved med de afklarende spørgsmål. Kunne du give nogle afklarende svar?

Hans Jørgen Lassen

Svend skriver:

Kulturkristen er et rent deskriptivt udtryk for en, der er opvokset i en kristen kulturkreds, men uden at være religiøs

Nej, det er ikke rent deskriptivt. Her tager du grueligt fejl. Der insinueres med det udtryk, at man alligevel, inderst inde, dybest set er kristen, eller så godt som kristen, eller i hvert fald ikke helt har frasagt sig det kristne vås, denne groteske og irrationelle, dybt primitive overtro, som baserer sig på menneskeofring, og jeg ved ikke hvad.

Det er en patronisering af folk, hvis man kalder dem kulturkristne.

Om du vælger at kalde dig selv det ene eller det andet, det må du jo selv om. Kulturkristen eller agnostiker, det kan vel gå ud på ét, samme svagpisseri.

Jeg vil faneme ikke kaldes kristen, uanset hvad man sætter for eller bag. Det skulle da lige være anti, altså sat foran.

Jens Thorning

Svend W. Jensen

Den står ikke til at redde; jeg forstår det heller ikke selv. Meningen var ud fra Westergaards egen selvbeskrivelse i et interview i Journalisten - at Westergaard er kulturkristen og kulturradikal ateist - at stille spørgsmålet, om vi danskere nu er i krig mod Islam eller mod terror. Dansk Folkeparti har jo for længst taget patent på Westergaard. De af dig med rette fremhævede kryptiske ytringer er således lagt i munden på DF, der for øvrigt har besvaret spørgsmålet: Ja, vi er i krig med Islam. Det er hverken USA eller Israel, og jeg vil nødigt være med.

"sammenhængskraften" er den "lim", som udgør den fælles reference, som gruppe henviser til, for at beskrive sig som gruppe.

Hvis sammenhængskraften slipper op, så opløses gruppen mere eller mindre, - hvis f.eks. dansk forsvandt som sprog, så ville vi være begrænset til vores geografiske territorium som sammenhængskraft.

Men at jeg tilhører et fællesskab, som knyttes til hinanden af en sammenhængskraft, betyder ikke at vi nødvendigvis er solidariske med hinanden. En gruppes sammenhængskraft kan jo f.eks .være den fælles stræben efter at excellere og blive nr. 1, hvilket næppe er foreneligt med at være solidarisk (eller for at give et klart eksempel: liberalister, set som gruppe, har da bestemt sammenhængskraft, men kan næppe beskyldes for at være solidariske).

Endelig kan solidaritet, i sig selv, være en sammenhængskraft. Mig og mine venner, er næppe noget simpelt defineret fællesskab, og jeg tror faktisk at den eneste grund til at vi holder sammen, er vores absolutte solidaritet. Vi kunne sagtens finde andre mennesker at more os med, at diskutere med, at dele meninger eller at være ueninge med, men det ville nok være svært - for ikke at sige umuligt - at gå ud og finde en ny gruppe hvor jeg kunne opnå den samme absolutte og trygge overbevisning om intern og uforbehlden solidaritet.

Svend W. Jensen

Jens Thorning,

Tak for forklaringen.

Hans Jørgen,

Som tidligere påstået af mig: Ateister er (næsten) altid religionsspecifikke.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Kulturkristen eller agnostiker, det kan vel gå ud på ét, samme svagpisseri."

Kulturkristen er et prædikat andre sætte på én, og det kan efter bedste evne forsøge at opponere mod, som både du og jeg gør.

Endnu har jeg til gode at møde personer der eksplicit erklærer sig som agnostikere, der fortjener prædikatet svagpisser. Hvis jeg husket korrekt, var Monty Python holdet bag "Life of Brian" alle agnostikere, og formodentligt anser du ikke dette gæve slæng som svagpissere...

Ole Stig Andersen

På Sprogmuseet.dk har Hans Degn netop offentliggjort en større undersøgelse af partiernes brug af klichéer: "Klicheer på alle hylder"

Ole Stig Andersen

Som erklæret agnostiker, skal jeg da gerne vedgå at jeg er en svagpisser, i den forstand at jeg ikke kan stille mig op og erklære med dyb overbevisning om der er en gud, eller ej.

Jeg hælder godt nok mest til den antagelse, at der ikke er nogen gud, og så er det vel for dårligt i nogle menneskers øjne, at jeg ikke tager skridtet fuldt ud og bliver ateist.

Men handicappet med ateismen er, at den jo ikke er andet end en protestbevægelse, - der skal eksistere en teisme, for at ateismen kan forklare sig selv.

Nogle mennesker påstår at gud eksisterer, og skulle jeg stille mig i konflikt til dem, ville det forudsætte at jeg kan bevise at de tager fejl. Det kan jeg ikke, - jeg kan sandsynliggøre det og selv vælge at antage det, og jeg kan påvise at de troendes bevisførelse er en gang Erasmus Montanus.

Men jeg kan ikke fornægte teisterne, at det er legitimt at leve med en evig arbejdshypotese, som aldrig når frem til afprøvning, for så skulle jeg jo fornægte mig selv, eftersom enhver af mine egne overbevisninger er baseret på et personligt aksiom.

Sååå, - pis mig her og pis mig dér ... om ikke andet, så kan vi svagpissende agnostikere da prale af, at vi ikke slår folk ihjel for at overbevise dem ;-)

Svend W. Jensen

Ole Stig Andersen,

Tak for linket. Underholdende og lærerigt.

Svend W. Jensen

Sven Karlsen og Hans Jørgen,

Hellere svag pisser end slet ikke pisser. Det sidste er en særdeles smertefuld tilstand.

P.S. Karlsen: Det er en gammel strid Hans Jørgen og jeg morer os med at genere hinanden med.

Hans Jørgen Lassen

Ja, fornærmelserne er absolut ikke alvorligt ment.

Det er en gammel strid Hans Jørgen og jeg morer os med at genere hinanden med.
og os andre ...

Svend W. Jensen

Bill Atkins,

Scroll!

Hans Jørgen Lassen

Sven K. skriver:

handicappet med ateismen er, at den jo ikke er andet end en protestbevægelse

Det er på sin vis rigtigt. Ligesom straf ikke var nødvendigt, hvis der ikke fandtes forbrydere. Eller medicin, hvis der ikke fandtes sygdom.

Ateisme er i sit væsen defineret negativt, som en undsigelse af al den tåbelige, fordummende gudesnak, og har i sin rene form ikke noget selvstændigt program. Der findes ikke en ateistisk moral eller livsanskuelse. Sådanne ting må begrundes på anden vis end i ateisme, f.eks. i humanisme eller lignende.

At ateisme så for enkelte personer bliver en fortærende lidenskab, ja ligefrem en bevægelse og et livsindhold, finder jeg dybt beklageligt. Men sådan er nogle mennesker jo nu engang indrettet.

Dorte Sørensen

Ole Stig Andersen tak Linket ( tænk sig at Sprogvognsmuseet interesserer sig for den slags)., hvor der kan læses:

”Tallene viser, at der er store forskelle på klichéhyppighederne i de politiske partiers hjemmesider. Socialdemokraterne ligger i top og bruger næsten fem gange så mange klichéer pr tekstenhed som Dansk Folkeparti, der ligger i bund.
Klichéfilter?
Man kan sige det på den måde, at Socialdemokraterne har klichéer på alle hylder, mens Dansk Folkeparti kun har dem på den nederste hylde. Det er nærliggende at sætte denne iagttagelse i relation til Socialdemokraternes vedvarende tab af vælgere til Dansk Folkeparti. Det kan være fordi Socialdemokraterne udtrykker sig i et klichésprog, som vælgerne ikke gider høre på, mens Dansk Folkeparti udtrykker sig i et mere dagligdags sprog. Det bliver Helle Thorning-Schmidt nok nødt til at gøre noget ved. En nærliggende forholdsregel, ville være at få installeret klichéfiltre i alle Socialdemokraternes tekstbehandlingsprogrammer, men det vil kun løse en del af problemet, for man kan ikke sætte sådan en anordning på en politikers mund.”

Det kunne også udlægges som, at DFs vælger ikke forstår en klicher og derfor sluger direkte tale og helst spækket med skræmme historier om muslimer.

Svend W. Jensen

Dorte Sørensen,

Hvis Socialdemokraterne fik et klichefilter ind i alle deres tekstbehandlingsprogrammer, ville de ikke have nogen politik tilbage.

Dorte Sørensen,
Jeg synes der er en vigtig sandhed i undersøgelsen.

Klicheer har det med at overleve sidste salgsdag. Det er vigtigt - som der også peges på af seriøse debattører her på tråden - at klicheerne udskiftes og at sproget holdes i live gennem løbende sproganalyse..

PS
Der er desværre to sammenflettede tråde under denne artikkel.. En Halleluja-tråd og en der forholder sig til artiklens indhold...

Dorte Sørensen

Svend W. Jensen
Man kan vel også sige at når DF støtter Hedegaards påstand om at muslimer voldtager deres børn er der tale om klicher.

Svend W. Jensen siger:
Hvis Socialdemokraterne fik et klichefilter ind i alle deres tekstbehandlingsprogrammer, ville de ikke have nogen politik tilbage.

Sveeeeeeeeeend i dåsen

...forsæt bare dit hallejula vås..

Kære Ole Stig Andersen,
tak for dit link til "kliché-analysen".

Som socialdemokrat glæder jeg mig naturligvis over, at bevægelsens sprogbrug har dannet så meget skole, at typiske udtalelser som f.eks. "økonomisk ansvarlighed, de svageste i samfundet, samfundets svageste, menneskesyn, finde pengene, etnisk baggrund, bedre service, flere ressourcer, udsatte familier" er blevet hævet til status af kliché.

At det så åbenbart ses som et problem, at socialdemokraterne ikke har droppet fokus på disse vigtige emner, men tværtimod er det parti der beskæftiger sig mest med "klichéer" på deres hjemmeside, kan selvfølgelig undre mig, men sådan er der jo så meget ;-)

og med hensyn til den amatøragtige "kliché-analyse", så er det pinligt at så hobbypræget et stykke klamphuggeri får omfattende offentlig opmærksomhed, men det siger vel mest om journalisters nærmest fraværende interesse i "værktøjslære" (i.e. "sproglære").

Hvis man gad, - og jeg gider altså ikke - så kunne man sandsynligvis hurtigt finde eller skrive sig et program til mønsteranalyse, som ganske simpelt kunne optælle forekomsten af unikke tegnsæt (excl. formatering) af f.eks. 10 tegns længde eller mere, og så blot definere ethvert sådan tegnsæt, som forekom mere end 10 gange på en hjemmeside, og som ikke var et navn, sted betegnelse ell. lignende, som en kliché.

Svend W. Jensen

Kære Sven Karlsen,

Det er ikke noget i vejen med socialdemokratisme, men når ord vedvarende bruges og misbruges så de bliver værditomme, så bliver de til tomme fraser, floskler, klicheer, som ingen orker at bruge eller høre, som det gik med solidaritet og nu med sammenhængskraft.

Sådan er det også gået med de fleste af de ord, du opremser som socialdemokratiske klicheer. De er netop blevet til klicheer, fordi alle partier anvender dem, men mener noget forskelligt med dem - de er blevet værdiløse eller rettere de er blevet trojanske heste for forskellige meninger.

Enten må man derfor relancere dem med en klar konkretisering af deres indhold, der utvetydigt adskiller dem fra de andres anvendelse af ordene eller også må man finde andre ord at sætte på sit politiske indhold.

At hvile på laurbærrene i glæde over, at andre har overtaget ens terminologi, er politisk dødsstivhed. Det opfattes og bliver opfattet som bare ”mere af det samme”.

Så der skal kæmpes for ordene, men ikke for de allerede nedslidte modeord.

Kære Svend W. Jensen,

jeg kan til dels give dig ret i dine betragtninger om, at ord kan blive udvandet af at blive brugt og misbrugt, men jeg tror nu ikke helt på at løsningen er at finde på nye ord, - så kan modstanderne jo bare komme med en sang om gammel vin på nye flasker.

Det er lidt som med at lave om på et firmanavn: KTAS - TeleDanmark - TDC - YouSee...., - kan de løbe fra deres oprindelse?

Derfor tror jeg på at holde fast i de gamle begreber, - man laver jo heller ikke grundloven om, bare fordi man er blevet træt af dens tekst.

Derimod tror jeg, at når folk protesterer imod at skulle høre om solidaritet for 117. gang, såer det ikke fordi de ville blive mere solidarisk hvis de fik budskabet med andre bogstaver, men fordi de ikke har lyst til at være solidariske. Når regeringen har succes på at føre politik for de succesfulde og velbjærgede, så er det ikke fordi venstrefløjen ikke kan finde de rigtige ord til at gøre deres budskab interessant med, men fordi det aktuelle samfund faktisk tror på regeringens påstand om, at støtte til de velbjærgede vil smitte af og give mere velstand til de fattige (og det er da også rigtigt, at kvaliteten af Frelsens Hærs genbrugstøj er bedre idag, end i mine drengeår, men længere rækker den altså ikke).

Så jeg beholder mine floskler og klichéer, og går gerne som en kustode og pudser og plejer dem, indtil den dag hvor vinden vender, og de atter kommer til ære og værdighed ... såmænd ;-)

Svend W. Jensen

Kære Sven Karlsen.

Jeg har vist ikke udtrykt mig klart nok.

Man skal ikke finde nye ord til samme indhold – ny vin på gamle flasker -, men give nyt indhold til de gamle ord eller bruge nye ord til det nye indhold.

At fortsætte med de samme ord med det samme indhold til andre udfordringer er politisk dødsstivhed og er Socialdemokraternes men ikke nødvendigvis socialdemokratismens problem.

Men vi må så pænt afvente til hvis og når klichekustoderne afgår og giver plads til en tidssvarende politik.

Kære Svend W. Jensen,

jamen så nærmer vi os da en form for enighed, - om ikke andet, så da på det retoriske plan ;-)

For jeg giver dig nemlig ret i dit udsagn "Man skal ikke finde nye ord til samme indhold", og vi kan da heller ikke blive uenige om det forkerte i at "fortsætte med de samme ord med det samme indhold til andre udfordringer er politisk dødsstivhed"

Så uenigheden er vel isoleret til, om udfordringerne i at skabe et sundt velfærdssamfund, har ændret sig så meget, at det er blevet anakronistisk at tale om "“økonomisk ansvarlighed, de svageste i samfundet, samfundets svageste, menneskesyn, finde pengene, etnisk baggrund, bedre service, flere ressourcer, udsatte familier”" ... og det mener jeg så ikke ;-)

Svend W. Jensen

Kær Sven Karlsen,

Jeg tror, at vores enighed rækker ud over det retoriske plan uden. at jeg dermed skal pådutte dig egne synspunkter.

Men har du for nylig hørt nogle partier, der går ind for økonomisk uansvarlighed, bekæmpelse af de svageste i samfundet, der ikke hævder deres altruistiske menneskesyn, der ikke har fundet penge (flere ressourcer) til bedre service for udsatte familier af og uden anden etnisk baggrund?

Nej vel. Og hvis man ikke har en klar formulering af konkretiseringen af indholdet i alle disse klicheer og er i stand til at brænde igennem med disse, så kommer man bare til at ligne alle de andre og så kan det være et fedt.

Man må have et klart budskab for at kunne formidle det og kan ikke bare henholde sig til forældet terminologi, der solgte budskabet engang.

Uden at kaste mig ud i en forklaring på agrose / agnosticisme, der kan omfatte overbevisningen om uerkendelighed af såvel gud som sandheden og virkeligheden, altså erkendelse af den menneskelige forstands grænse uden sansernes brug, vil jeg dog nævne blot to kendte filosoffer, der hver for sig kan påstås var agnostikere, nemlig Immanuel Kant (hans kriticisme og "den rene fornuft") og Friedrich Nietsche ("gud er død").

Kære Svend W. Jensen,

det er også min fornemmelse, at vi generelt er enige, og jeg takker dig for at du alligevel går ind på denne lille øvelse, så jeg kan få pudset mine debatargumenter af mod en stærk polemiker ;-)

Og du har naturligvis ret i, at mange af begreberne forekommer tomme når man bruger negationstesten, men alligevel: regeringen afviser at tale om de svage i samfundet, og latterliggør enhver snak om fattigdomsgrænse, og når det drejer sig om flere penge, så afviser de jævnligt at det er nødvendigt (for alt kan selvfølgelig klares med effektivisering, - alle ved jo hvor dovne og ugidelige offentligt ansatte er).

Og så har jeg aldrig selv turdet postulere at jeg har et altruistisk menneskesyn, - ville det ikke være et paradoks?

;-)

Svend W. Jensen,
Men har du for nylig hørt nogle partier, der går ind for økonomisk uansvarlighed, bekæmpelse af de svageste i samfundet,

...næh men V og K handler sådan - uden rene udmeldinger - og fordi medierne ikke længere er med til at garantere sammenhængskraften i samfundet, slipper V og K uden skrammer i det demokratiske spil.

Hans Jørgen Lassen

Per Diepgen kalder Kant for agnostiker. Det var Kant ikke.

Han argumenterede overbevisende for, at Guds eksistens hverken kunne bevises eller modbevises, men mente alligevel, at Gud var en nødvendig antagelse, ikke som grundlag for moralen, men som følge af den.

Så han troede på Gud, men altså ikke ud fra beviser.

Nietzsche har jeg ikke studeret; men når han mener, at Gud er død, så kunne det vel tyde på ateisme, snarere end agnosticisme?

Svend W. Jensen

Bill Atkins,

Ja, det kan du mene, men der skal være tilstrækkeligt mange, der mener det, hvis det skal have effekt og politisk konsekvens.

Og jeg synes, at det er alt for fattigt, ja nærmest opgivende, for oppositionen passivt bare at skyde på et (påstået, vil regeringen hævde) misforhold mellem ord og gerning hos regeringen og direkte suicidalt , når oppositionen hævder, at regeringen har stjålet dens (oppositionens) politik. Det er jo at tilkendegive, at man ikke har en anden politik.

Man skal have et klart budskab for at kunne formidle det. Oppositionen har ikke formidlet et budskab, der er brændt igennem. Det kan skyldes, at den er dårlig til at formidle budskabet, men det kan også skyldes, at der ikke er noget klart budskab at formidle – at man hænger fast i bedagede, udslidte klicheer og deres indhold, der er udarbejdet og har været formålstjenlige i en fortid, men ikke matcher de aktuelle politiske udfordringer.

Kære Svend W. Jensen,

at et "budskab" ikke møder respons og opbakning bag et flertal af modtagerne, kan jo også betyde at flertallet har forstået budskabet, men ikke ønsker at følge dets opfordring.

Jeg har da f.eks. forstået for længst (faktisk tilbage i folkeskolen), at rygning er stærkt sundhedsskadeligt. Men jeg ryger alligevel, og uanset hvor mange nye og "spændende" måder man formulerer budskabet på, så vil det aldrig blive budskabets præsentationsform der får mig til at holde op med at ryge.

Svend W. Jensen

Kære Sven Karlsen,

Du har ganske ret, men jeg er desværre af den opfattelse, at det er mangel på budskab, der er årsag til miséren.

I øvrigt, så er vi to syndere.

Svend W. Jensen
oppositionen hævder, at regeringen har stjålet dens (oppositionens) politik.

Jeg vil mene at regeringen stjæler oppositionens politiske mærkesager verbalt - men i praksis tager regeringen ikke de beslutninger, der skal til for at understøtte disse mærkesager. Det gælder generelt, men et eksempel er det offentlig hospitalsvæsen - antallet af ansatte får lov at vokse, der tilbydes mere og mere avancerede behandlinger, der loves udbygninger for svimlende 50 mia. kr. ...men pengene kommer bare aldrig. Kontroversielle beslutninger om tilpasning og modernisering bliver ikke taget - kort sagt velfærdsapparatet sejler og finansieringen undergraves. Regeringen planlægger at aflevere en udsuget offentlig sektor og så give konjunkturerne og de vigende olieindtægter skylden. - og i den forbindelse mener jeg at pressen er medløbere og svigter deres samfundsopgave.

PS
Jeg mener at pressen i dag er så højreorienteret at momsfritagelsen burde afskaffes...

John V. Mortensen

Vi skal helt tilbage til 1984, ikke året - men George Orwells bog om en uhyggelig fremtid, hvor han fortæller om "nysprog" , magthavernes politisk værktøj (når godt er ondt - er ondt godt). For at få nysprog til at passe med det gamle måtte man opfinde nogle smarte "limord", sammenhængskraft er et af dem, og (når du maser ind i nogen, der bare bliver stående, er han angriberen) er et andet.

Ofelia Mahvash

Jeg vil gerne give John's indlæg 10 stjerner. Sådan er det jo... ;)

...I dag er det ikke nok at forsvare sig mod uforventede angreb,man skal også passe på, at nogen ikke synes, man har ret til at få en plads i verden..

Svagpissere; er de der går bag ryggen på folk/venner/nærtstående - fordi de er for konfliksky til at se deres medmennesker i øjnene og sige tingene ligeud.

DET ved JEG. Jeg er nemlig det "sorte får" hos mine "nærtstående" og andre - fordi jeg kalder en spade for spade. Og ikke bare accepterer rygklapperiet og hensynsbetændelsen, der ødelægger selvværd, relation og livskvalitet, men som er en fastgroet del af mange miljøer.

Sådan definerer vi så forskelligt, så måske skal man ikk dømme andre menneskers udtalelser, men hellere spørge ind til dem - tænker jeg...

Især i disse krigstider.

Ofelia Mahvash

Det sjove er, at jeg selv privat og på tomandshånd "næsten" er et venligt menneske. Jeg er bedst til at tage bladet fra munden på skrift. (jeg er delvis svagpisser<)

Men jeg bliver simpelthen "næsten" syg af løgne og bedrag hos de nærmeste. Fanden til allergi at lide af...

Det er sgu' da ironi at den den råber ordet sammenhængskraft, selv er rod til splid, og fattigdom.

Kære Klara, det er da ganske logisk.

1 : Synderen kræver tilgivelse.
2 : Synderen råber sit yang til yinget.
3 : Synderen erklærer udadtil sammenhæng, for sin indre splittelse.

Svend W. Jensen

Sonja Bautz,

Meget, meget smuk og enkelt forklaring på Ofelias (og andres) splittede tilstand. Og den er for mange ikke spor logisk.

Det handler i princippet om individets forhold til fællesskabet (samfundet) og det er der ellers skrevet bindstærke filosofiske værker om.

Ofelia Mahvash

Okay så er jeg på retardstadiet. for jeg har så aldrig fattet en brik.

kan de "bindstærke filoSOfiske værker så skabe mening i DET?

Sider