Kronik

Kampen om det slidte modeord - sammenhængskraften

Politikere og debattører bruger ordet sammenhængskraft ekskluderende og derfor genereres der i debatten det modsatte af sammenhængskraft, nemlig splittelse. Måske kunne vi gøre samhørigheden en tjeneste ved ikke hele tiden at tale så bekymret om den?
Politikere og debattører bruger ordet sammenhængskraft ekskluderende og derfor genereres der i debatten det modsatte af sammenhængskraft, nemlig splittelse. Måske kunne vi gøre samhørigheden en tjeneste ved ikke hele tiden at tale så bekymret om den?
Debat
2. januar 2010

Der er næppe noget enkelt ord, der gennem de seneste år har spillet en større rolle i debatten end ordet sammenhængskraft.
Sammenhængskraft, er blevet et modeord, som alle politikere og debattører henviser til, og som alle har en mening om – uanset politisk observans. Men taler vi egentlig om det samme, når talen er om sammenhængskraft? Og kunne det være, vi i virkeligheden gjorde sammenhængskraften en tjeneste ved helt at droppe den megen omtale af den? Når ordet sammenhængskraft optræder ekskluderende, som det sker for indeværende i debatten, genereres der det modsatte af sammenhængskraft, nemlig splittelse.

Sammenhængskraft er et relativt nyt ord i det danske sprog. Begrebet blev dog hverken lanceret af Anders Fogh Rasmussen eller Dansk Folkeparti i forbindelse med ’Systemskiftet’ i 2001. Vi skal helt tilbage til 1994, da daværende socialminister Karen Jespersen oversatte det engelske social cohesion med ’social sammenhængskraft’. Social cohesion var en EU-term brugt om globaliseringens social- og arbejdsmarkedspolitiske konsekvenser.
Herhjemme satte den socialdemokratisk ledede regering begrebet på dagsordenen i forbindelse med kampagnen ’virksomhedernes sociale ansvar’, et nyt socialpolitisk tiltag, der skulle forebygge social udstødelse og hindre skabelsen af et hold B, der kom til at stå uden for arbejdsmarkedet. Denne udskillelse af et hold A og et hold B blev af den daværende regering anset for at være den største trussel mod det danske samfunds sociale sammenhængskraft.

Ordet ’social’ forsvandt

Fra 1994 og frem skete der imidlertid en afgørende udvikling i brugen af ordet sammenhængskraft. Det lille ord social faldt bort – også hos Karen Jespersen – og sammenhængskraften kunne nu stå alene. På den ene side skete der altså en generalisering af ordet fra at være en overvejende socialpolitisk betegnelse til at kunne indgå i bredere sammenhænge.

På den anden side skete der også en ’operationalisering’, og sammenhængskraften optrådte nu hyppigere i værdipolitiske sammenhænge, hvor den fik en klar national valør. Anliggendet var nu ikke længere samfundets ’sociale’ sammenhængskraft men det danske samfunds ’nationale’ og ’kulturelle’ sammenhængskraft. 2001 markerede dermed et klart vendepunkt i sammen-hængskraftens korte historie, samt gav ordet mytestatus: Hvem havde egentlig opfundet ordet? Hvilke værdipolitiske forhold kunne det bruges til at beskrive?

Men taler vi i dag om det samme, når talen er om sammenhængskraft? Alle synes at være enige om, at sammenhængskraft er noget godt; et samfundsmæssigt gode, som vi naturligvis bør arbejde hen imod. Argumentet lyder nogenlunde sådan: Er samfundet velfungerende med veltilfredse borgere, er der gode forudsætninger for at opnå sammenhængskraft.

Og omvendt: I et samfund med en høj grad af sammenhængskraft er der en god chance for at møde veltilfredse og velfungerende borgere.
Denne opfattelse understøttes af samfunds- og socialvidenskaberne, hvor sammenhængskraft i egenskab af social kapital ofte forsøges målt objektivt gennem empirisk baserede undersøgelser af de fænomener, som regnes for den sociale kapitals forudsætninger eller som indikatorer på social kapital. Det gælder for eksempel oplevelsen af tillid, tryghed og sikkerhed, følelse af at høre til, gensidighed, lykke- og tilfredshedsfølelse, samarbejde, forståelse for forskellighed osv. Sådanne forsøg på objektivt at beskrive og måle graden af sammenhængskraft ændrer imidlertid ikke ved, at sammenhængskraft er et ideologisk ord, et ’værdiladet’ ord, der kan anvendes til at understøtte et sæt politiske holdninger. Vi taler derfor ikke om det samme, når vi taler om sammenhængskraft.

Potentielle trusler

Med sammenhængskraften tematiseres klassiske politisk-filosofiske temaer, som dybest set handler om, hvordan vi indretter et moderne demokratisk samfund, så flest mulige mennesker har en oplevelse af at være en del af et socialt fællesskab, der under ansvar giver dem den størst mulige grad af frihed. Sammenhængskraften har således været på den politiske dagsorden længe inden den blev et politisk modeord i vor hjemlige debat.
Så lad os i stedet se på, hvordan ordet sammenhængskraft optræder i debatten og inden for hvilke politiske dagsordner, det optræder hyppigst.
I øjeblikket kan der spores en vældig bekymring på sammenhængskraftens vegne. Der er faktisk ingen grænser for, hvad der potentielt kan udgøre en trussel mod den. Her kan nævnes i flæng: Globalisering, masseindvandring, multikulturalisme, individualisme, ultraliberalisme, ’sædernes forfald’, sekularisme, antisekularisme, EU, Dansk Folkeparti, 68’ere og kulturradikale.

Det, der umiddelbart springer i øjnene, er truslernes selvmodsigende karakter: Hvordan kan både Dansk Folkeparti og kulturradikale udgøre en trussel? Og hvordan kan både antisekularisme og sekularisme udgøre en risiko for sammenhængskraften?
Svaret er naturligvis, at truslerne aldrig optræder samtidigt, idet de gensidigt udelukker hinanden. Indholdet af sammenhængskraften defineres ganske enkelt gennem trusselsbilledet.

Med ordet sammenhængskraft iscenesættes en politisk kampplads, hvor sammenhængskraften kommer til at spille hovedrollen som politisk kampbegreb. Det vil sige et begreb, det først drejer sig om at definere indholdet af. Man kunne også sige det sådan: I kampen om sammenhængskraften gælder alle (politiske) kneb.
Som politisk kampbegreb har sammenhængskraften et enormt eksklusionspotentiale. Ved at pege på truslerne mod sammenhængskraften er det samtidig muligt at udpege de fænomener, personer og holdninger, der modarbejder sammenhængskraften og som derfor bør bekæmpes eller ligefrem ekskluderes. Den retoriske gevinst er derfor ganske betragtelig: Ved at definere hvad der skaber sammenhængskraft – og samtidig markere, hvad der fører til splittelse, skabes der en klar opdeling mellem positivt og negativt, mellem de gode og de onde, mellem ’dem’ og ’os’.

National identitet

Ordets eksklusionspotentiale bliver særlig tydeligt i det øjeblik, det kobles til en forestilling om, hvad der udgør den ’danske’ sammenhængskraft og dermed til forestillingen om dansk kultur, sådan som det blev lanceret i Fogh Rasmussen-regeringens nationale identitetspolitik. Her indgik sammenhængskraften ofte en effektiv retorisk alliance med danskheden, hvor det gjaldt om at sikre de danske værdier og ikke mindst at pege på truslerne imod dem. Sammenhængskraften blev således brugt til at forsvare alle tiltag i den nationale værdikamp lige fra kanonlister til integrations- og indvandringspolitik.

Men sammenhængskraften kan vise sig at have et indbygget paradoks: Jo mere talen er om sammenhængskraft – jo mere splittelse genereres der. Trusselsretorikken markerer effektivt, hvilke elementer eller fænomener, der udgør en fare for sammenhængskraften og rettelig bør udelukkes, undgås eller ligefrem bekæmpes. Angsten for, at den danske sammenhængskraft er truet, bliver dermed en selvopfyldende profeti, idet bekymring på sammenhængskraftens vegne og den medfølgende uvished om, hvorvidt vort samfund overhovedet hænger sammen fører til mistillid borgerne imellem.
Sammenhængskraft bliver derved til ’splittelseskraft’. Det bliver altså så som så med den retoriske gevinst, hvis den virkelige hensigt med den megen omtale af sammenhængskraften er at sikre vort samfunds samhørighed og styrke de sociale bånd.
Hvis det altså er sandt, at vi i dette land har en høj grad af sammenhængskraft, kunne det være, at vi gjorde denne samhørighed en tjeneste ved ikke hele tiden at tale bekymret om den?

Ordet sammenhængskraft er blevet slidt op og derfor uproduktivt for debatten om, hvordan vi skaber samhørighed og får samfundsfællesskabet til at fungere. Så, kære politikere, debattører og meningsdannere i dette land: Lad os droppe den megen snak om ’sammenhængskraft’ og i stedet finde nye måder at beskrive og udfordre vor sameksistens på, som ikke er bundet op på trusselsretorik og eksklusionsmekanismer. Det kræver retorisk nytænkning fra både højre og venstre.
debat@information.dk

Rikke Louise Peters er ph.d.-studerende i idéhistorie, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ofelia Mahvash

Nogle gange ser rygklappere - ud som GOLLUM/SMEAGUL...

Læg lige mærke til, at idehistorien ikke har haft problemer med at lægge anliggendet ud i offentligheden. Heller ikke med at præsentere forskellige opfattelser af problematikken. Altså at offenligheden er mere end velkommen til at orientere sig i anliggendet sammen med os.

Det adskiller idehistorie fra politik! Såvel Rikke som jeg har 'tilstået' udgangspunktet. Jeg er således sikker på, at debatten her behørigt bliver taget til "efterretning". Ikke i PET's forstand, naturligvis. PET er objekt for vores forsknings-mæssige interesse uanset. Specielt i magt-filosofisk sammenhæng. Men altså også når den politiske situation bliver scannet...

Så tak til Rikke for at lægge anliggendet ud.

Med venlig hilsen

Sider