Kronik

Kibbutzerne som en ny ikke-ideologisk boligform

De israelske kibbutzer er ved at blive totalt omdannet, og de bliver et globalt eksempel for byudvikling, mens Expo i Shanghai ikke giver opskriften på, hvordan storbyerne kan gøres bedre for beboerne
I dag er hovedparten af de israelske kibbutzer blevet omdannet. De er i mere eller mindre omfang blevet privatiseret, dvs. at fællesejet er ophævet, så beboerne kan eje deres egne, selvkonstruerede huse, og så de råder over deres egen økonomi og kan arbejde inden for eller uden for kibbutzen.

I dag er hovedparten af de israelske kibbutzer blevet omdannet. De er i mere eller mindre omfang blevet privatiseret, dvs. at fællesejet er ophævet, så beboerne kan eje deres egne, selvkonstruerede huse, og så de råder over deres egen økonomi og kan arbejde inden for eller uden for kibbutzen.

Amir Cohen

22. januar 2010

Ved dette års internationale arkitekt-Oscar, Biennalen i Venedig, kommer de israelske kibbutzer i centrum. De bliver fremvist som et eksempel på bedre bolig- og byformer. Men det er ikke de oprindelige kibbutzer, der præsenteres, men de omdannede, privatiserede kibbutzer.

Der er ikke mange by- eller landsbysamfund, der har gennemgået så dramatiske ændringer som kibbutzerne. De første blev etableret før staten Israels oprettelse af glødende socialister og ideologer, som ville skabe det perfekte samfund, hvor »man yder efter evne og får efter behov« - dvs. ingen løn, men dækning af nødvendige udgifter. Børnene skulle opdrages i fællesskab af mennesker, der havde forstand på børn og opdragelse. De skulle altså ikke præges alt for meget af deres forældre.

I dag er hovedparten af de israelske kibbutzer blevet omdannet. De er i mere eller mindre omfang blevet privatiseret, dvs. at fællesejet er ophævet, så beboerne kan eje deres egne, selvkonstruerede huse, og så de råder over deres egen økonomi og kan arbejde inden for eller uden for kibbutzen. Fællesspisningen og den fælles børnepasning er skrinlagt, bortset fra, at mange spiser i fælleshuset en gang eller to om ugen, mens der er normale børnehaver og skoler for de mindre årgange i kibbutzen plus en masse fritidsaktiviteter.

Nu fungerer ideal-samfundene som et dansk villakvarter - og alligevel væsentlig forskelligt. Der er skabt - eller bevaret - et miljø, hvor børn og unge kan være inden for sikre rammer og i gå- og cykelafstand mellem hjem og aktiviteter. Der er mange erhvervsaktiviteter, som giver beskæftigelse og liv i det, der ellers bliver sovebyer. I mange kibbutzer har man også sin egen socialpolitik, så lokalsamfundet hjælper unge, der ikke får penge hjemmefra til en akademisk uddannelse, og som hjælper mennesker, der går ned med flaget - økonomisk eller psykisk. Det gælder f.eks. kibbutzen Shamir, som har ført to af sine virksomheder på børsen, den ene på Nasdaq i USA.

Kun to pct. af israelerne bor i kibbutzer, men kibbutznikkerne hævder, at de har en forholdsmæssig stor indflydelse på samfundet, f.eks. ved at 'producere' mange topledere i f.eks. politik og militæret. De fremhæver altså den menneskelige værdi ved deres specielle livsform. Der har dog været en markant afvandring, fordi unge ikke ville affinde sig med de strenge ideologiske regler, men med privatiseringen strømmer folk tilbage, og det er ofte børn af grundlæggerne, som vender tilbage. Der er en kerne i fællesskabet samt det grønne liv på landet, de er bidt af.

Det interessante er, at kibbutzerne mere end alle andre bolig- og bymiljøer understreger, at man ikke kan skelne mellem de private leveformer og de fysiske rammer, når man vil skabe 'bedre byer, bedre liv', som er temaet for Expo-udstillingen i Shanghai fra foråret.

Kan ikke anskues adskilt

Det blev understreget en sabbat-aften, jeg havde med familien Hayon i Megiddo-kibbutzen. Familien - i to generationer - strides jævnligt om den gamle børneopdragelse. Sønnen Reuben, der har arbejdet og boet 15 år i udlandet, og som er vendt tilbage med kone og to børn, og som er ved at bygge en stor og meget individualistisk bolig, mener, at hans forældre svigtede ved at lade ham vokse op i fælleshuset, så han - og alle andre - kun kunne se forældrene i tre timer hver dag.

Jeg spurgte moderen, hvad hun syntes. Jeg kunne se på hendes øjne, at hun stadig led af de svigt, hun forårsagede, men hun forsøger også at forsvare, at det var svære tider, som krævede en særlig indsats for at overleve, og at den ældre generation også troede på ideerne om et fælles liv. Faderen er ikke i tvivl: Ideologien var den rigtige. Men han erkender også, at kibbutzerne ville uddø, hvis man ikke ændrede ideologien - for at bevare dem.

Nu strømmer nye familier til, og det er slut med ensartede, simple huse, som de første beboere lavede. Pudsigt, at mens faderen vil have fred med palæstinenserne via en to-statsløsning, så er sønnen, der lider af mangel på nærkontakt fra barndommen, uforsonlig over for palæstinensere og arabere.

Familiediskussionen understreger, at menneskelivet, arkitekturen, de økonomiske vilkår og det grønne miljø ikke kan anskues adskilt. I dag fremtræder i hvert fald nogle af kibbutzerne som noget nær ideelle, og nu i kraft af et sammenkog af ideer i stedet for en enkelt ideologi.

Det er ganske slående, at de revurderede kibbutzer får en så fremtrædende plads netop i år, hvor verdensudstillingen Expo i Shanghai netop har byen og et bedre menneskeliv som tema. De kinesiske arrangører erkender, at der skal ske noget med de enorme millionbyer, der vokser frem i Kina og overalt i de nye økonomier. Hvor bliver det liv af, som fandtes i landsbyerne og i de gamle byer? I de ikke-sanerede dele af f.eks. Shanghai leves livet på gaden med vasketøjet hængende hen over fortovet, hvor folk handler, snedkererer, spiller kort eller sover til middag. Dette miljø er væk i de nye bydele med boligblokke, ligesom de skyggefulde platan-træer er forsvundet. Expo ser ikke ud til at give svaret på by-miljøet, men Expo rejser debatten.

Den grønne linje

Israel rummer endnu et eksempel på byudvikling, der skaber menneskeligt miljø, og som tilmed passer til et mobilt samfund. I Tel Aviv er der bygget tusinder af huse i byhus-størrelsen, dvs. boliger i tre-fire etager med en lille have omkring. De er bygget i den tyske Bauhaus-stil, men det karakteristiske er, at underetagen består af et frit eller delvist frit rum, dvs. med søjler, der bærer resten af huset.

Her kan der være beplantning og skygge på de varme sommerdage - eller parkering til bilerne. Trods de private p-pladser er der langt mere grønt omkring > Bauhaus-husene, så bydelene virker mere grønne og familievenlige end bykvarterer generelt. Men det er en model, som i yderst beskedent omfang kopieres i resten af Israel eller i resten af verden.

I den arabiske verden og i Indien bygges der boliger på højtryk i næsten kinesisk tempo, men det er sjældent, at der plantes høje træer allerede ved en byplanlægnings start. Hvor er det naturlige tropemiljø, som Singapore har bevaret og udviklet?

Det er sjældent, der sættes plads af til et rigtig erhvervsmiljø midt i boligområderne og tæt ved. I mange tilfælde ser boligerne flotte ud, ofte med et klassisk europæisk eller arabisk snit. Men kun enkelte boliger bygges af det eneste fornuftige naturmateriale i troperne og subtroperne - ler.

I det hele taget kniber det med energirigtige løsninger, selv de såkaldte passive. Overalt etableres der store shoppingcentre, som er med til at finansiere de nye boligområder, men de kvæler til gengæld småbutikkerne.

Det slående ved boligudviklingen i de nye økonomier er, at den typisk sker i nye kvarterer i kanten af storbyerne. Folk flytter ud. De fattige bliver i bykernerne, der ofte får lov til at forfalde - med kinesiske storbyer som en væsentlig undtagelse. Kun sjældent ses en egentlig omdannelse og opgradering af bykernerne, der netop rummer det liv, som alle er tiltrukket af - med bazargader, småværksteder og kulturelle oaser. Opgradering er ellers noget, som den tidligere amerikanske præsident, Bill Clinton, har arbejdet meget med i sine nuværende støtteinitiativer.

Planlægning vigtig

Kinesiske myndigheder har forsøgt at opgradere min gamle sidegade i Shanghai. Den var for bare to år siden et stinkende svineri af grønt- og fiskehandlere og slagtere med levende høns og ænder - og fyldt med mennesker. De 30 butikker blev gradvist tvangslukket, og facaderne blev renoveret og isoleret, og nu er der nydelige småbutikker med modetøj - og ikke en levende sjæl i gaden.

Det kan komme - livet. Men noget er gået galt i planlægningen. Og så tager folk affære på egen hånd. De bliver væk og smutter hen om hjørnet, hvor skidtet flyder, og livet leves.

Halvdelen af verdens snart syv milliarder mennesker vil snart leve i storbyer i millionstørrelsen. Det er en gigantisk udfordring, samfundene står over for, men byerne er også en enestående mulighed for at lave mere effektive energi- og transportsystemer, og asiaterne elsker nu engang at bo i storbyer tæt ved resten af familien.

Men det er i det små, at nogle af løsningerne findes, såsom kibbutzerne, den moderne tids pælehuse i Tel Aviv samt have- og tropebyen Singapore. Blot underligt, at den slags miljøer ikke breder sig om en løbeild. Er det mon masseproduktion, finansiering og kreativitet, der mangler i det menneskevenlige bymiljø? Hvornår sætter danske arkitekter en global by-dagsorden?

Hugo Gården er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Tak til Hugo Gården, for en spændende artikel, som helt sikkert burde vøre pensum for div. kommunale, statslige og private byplanlæggere.

Det kedelige konforme arkitektur, som kendetegner de danske forstæder, bykerner og sociale-ghettoer, dræber enhver form for selvstændigt livsførelse.
Vi har ikke noget rigtigt by-liv i Danmark, da vi har kopieret fejlene med mega-shopping centere, detailkæder, er sælger det samme i Frederikshavn, som de gør i Brande, Berlin, og Birmingham, og det byliv. som alkoholikeren, studenten, den hjemmegående, de små specialbutikker og købmanden på hjørnet skabte, er blevet slettet fra bybilledet,

Alkoholikeren er kørt ud af byen, den studerende servicere kunder i supermarkedet, den hjemmegående er sendt på arbejdsmarkedet, og specialbutikkerne og hjørnekøbmanden er blevet udkonkurreret af supermarkedet, og salg af livsudholdende præparater er steget, i takt med at kedsomhedens grå, har farvet vores by død, og gaderne kun anvendes til at komme fra a til b.

gab....

til forskel fra socialister har astrologer hidtil blot fortolket verden forskelligt, men det som kommer an på er at forandre verden.