Læsetid: 4 min.

Kina, klimaet og alle kværulanterne

Kinesernes forbehold under klimatopmødet stemmer fuldt overens med landets ageren i det internationale samfund og dets førte politik. At forvente at de kinesiske ledere havde handlet radikalt anderledes fra dette synes tæt på det absurde!
I Kinas hvidbog om klimaforandring fra 2008 hedder det decideret, at fortsat vækst altid har førsteprioritet, og at miljøbeskyttelse på ingen måde må arbejde imod denne vækst. Derfor kunne Kinas holdning under COP15 ikke komme som en overraskelse. På billedet ses de kinesiske forhandlere Wen Jiabao (til højre)  og Yang Jiechi i København i december.

I Kinas hvidbog om klimaforandring fra 2008 hedder det decideret, at fortsat vækst altid har førsteprioritet, og at miljøbeskyttelse på ingen måde må arbejde imod denne vækst. Derfor kunne Kinas holdning under COP15 ikke komme som en overraskelse. På billedet ses de kinesiske forhandlere Wen Jiabao (til højre) og Yang Jiechi i København i december.

26. januar 2010

Mit udgangspunkt er følgende: Hvis man skubber alle reservationer om Kina til side, er der så virkelig nogen, som tror på, at en omfattende klimaaftale var blevet nået, hvis ikke liiiige kineserne havde stillet sig i vejen. Jeg har meget svært ved at få øje på den logik og synes, at det gennemgående har været et problem, hvor meget opmærksomhed denne beskyldning har været i stand til at tiltrække sig i medierne efter klimatopmødet i København.

Jeg hverken elsker eller hader den politik, der bliver ført i Folkerepublikken Kina. Jeg observerer, hvad der foregår i landet, og forsøger så vidt muligt at forstå tingene i den rette kontekst. Nedenstående skal således hverken ses som et forsvar af eller et angreb på Kina. Blot som en iagttagelse.

Det synes, at mange andre mennesker i deres indlæg om Kina ofte giver udtryk for de forventninger, de har til, hvilken politik kineserne, i deres øjne, bør føre, snarere end den de realistisk vil føre. Det netop overståede COP15 klimatopmøde i København har endnu en gang frembragt mange kritiske kommentarer mod kinesernes ageren og manglende vilje til at tage et større ansvar i kampen mod global opvarmning. Det særligt overraskende er, at denne kritik ikke kun er kommet fra den brede offentlighed, men også fra politiske topforhandlere og medlemmer af regeringsdelegationer, som vel burde vide bedre.

Dybest set stemmer kinesernes forbehold under klimatopmødet fuldt overens med landets ageren i det internationale samfund og dets førte politik. At forvente at de kinesiske ledere havde handlet radikalt anderledes fra dette synes tæt på det absurde!

I månederne forud for topmødet var det internationale søgelys primært rettet mod verdens to største udledere af drivhusgasser: Kina og USA. Den 25. november kom USA med sine klimamål, som bød på en reduktion i CO2-udledning på 17 procent i 2020 i forhold til niveauet i 2005. Kinas reaktion fulgte prompte dagen efter med offentliggørelsen af planerne om en reduktion på 40-45 procent udledning per enhed BNP i 2020 i forhold til 2005-niveau. Man ville altså ikke reducere selve udledningen, men øge energieffektiviteten, således at man bruger mindre energi på at producere det samme. Men eftersom den kinesiske økonomi i disse år vokser med otte procent om året, vil en forøgelse på 40-45 procent i energieffektiviteten stadigvæk resultere i en markant forøgelse i udledningen af drivhusgasser.

Stadig et u-land

Lad os kigge nærmere på kinesernes mål for reduktion af CO2-udledningen: Kina er, som nævnt, siden 2007 det land i verden, som samlet set udleder flest drivhusgasser om året. USA følger tæt efter på andenpladsen. Derfor har man konstant sammenlignet kinesernes ambitioner med de amerikanske, men man glemmer, at der er en væsentlig forskel på de to landes virkelighed. Det paradoksale ved Kina er nemlig, at det over det seneste årti er vokset til status af global stormagt, men ikke desto mindre er landet stadigvæk et udviklingsland. Sammenligningen med USA synes uretfærdig ud fra det faktum, at Kina har fire, næsten, fem gange så mange indbyggere som USA. Hvis man inddrager landets velstand og indbyggertal og gør udledningen af drivhusgasser op i udledning per BNP per indbygger i et land, er Kina slet ikke i nærheden af at være det mest forurenende land, men er placeret nede omkring nr. 100. Disse væsentlige forbehold har vi desværre en tendens til at glemme.

Kineserne selv glemmer dem ikke. Tværtimod udnytter de enhver mulig lejlighed til at understrege, at Kina er et udviklingsland. Også når de kommer med mål for reduktion af deres drivhusgas-udledning. Både i loven for miljøbeskyttelse fra 1989 og i regeringens hvidbog om miljøbeskyttelse fra 1996 hedder det således, at beskyttelsen af miljøet skal ske i overensstemmelse med fortsat økonomisk vækst. Dette er formentlig en relativ normal betragtning i mange lande, men i Kinas hvidbog om klimaforandring fra 2008 hedder det decideret, at fortsat vækst altid har førsteprioritet, og at miljøbeskyttelse på ingen måde må arbejde imod denne vækst.

Kineserne snakker i hvidbøgerne om global solidaritet og et fælles ansvar i forbindelse med klimaforandring, men når landets miljøpolitik planlægges og udformes handler det om én ting: vækst! En meget vigtig grund til at forstå kinesernes interesse i at deltage i kampen mod klimaforandringen er således den enorme pris, som Kina allerede nu betaler for landets miljøproblemer. Ifølge nogle eksperter koster miljøet således Kina 8-12 procent af BNP årligt. Tal som er svære at verificere, men formodentlig fortæller en god del af sandheden. Allerede i Kinas 11. fem-årsplan gældende 2006-2010 satte man sig de mål, at man inden 2010 ville have reduceret CO2-udledningen med 20 procent per BNP. Målene om de 40-45 procents reduktion inden 2020 synes at ligge i fuld forlængelse af dette.

Husk nuancerne

Min pointe er, at Gordon Brown, Barack Obama og deres rådgivere burde være udmærket klar over de kinesiske forbehold, og at det derfor på forhånd var en umulig opgave at få kineserne til at acceptere et internationalt observatørkorps eller øge deres mål for reduktion af udledning af drivhusgasser.

Vi er alle i vores gode ret til at kritisere kinesernes forbehold, men vi skal altså også huske, at landet endnu er et udviklingsland, hvor mere end 150 millioner mennesker lever i yderste fattigdom. Så det er ikke uden grund, at kineserne fokuserer på fortsat vækst. Samtidig skal vi ikke kun bebrejde Kina men også huske at kritisere de forbehold, som USA, Danmark og resten af partnerne har, og som også har været med til at bremse forhandlingerne. Og frem for alt skal vi huske at være nuancerede.

Mads Thau Loftager er kandidatstuderende på Kinastudier ved Århus Universitet og praktikant ved Det Danske Institut for Menneskerettigheder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vækst løser ikke fattigdomsproblemet, slet ikke i den nuværende kinesiske eller US-Amerikanske (eller Løkke/Foghske) model.

BNP-væksten gør i praksis stort set kun de rige rigere og går ofte hånd i hånd med øget fattigdom blandt de fattige.

Claes Pedersen

Til Jean Thierry vil du underbygge dine postulater om vaksten i Kina ikke medfort en nedgang i antallet af fattige kinesere.

Kina har med deres 1 barns politik netop nedbragt antallet af fattige borger, og vi skal ikke glemme at vi i vesten jo drager stor glade af kiniserne kan producere vare for os til billige penge.

Jeg er Pt. i nabo landet Philippinerne som jo har nedbragt deres antal af fattige, netop po grund af for stor befolknings tilvakst. Og landet har jo helt andre betingelser for at vare varet et velsteonde land der er so rig po naturlige resurser.

Men skal vi have styr po miljo problemerne bliver vi nod til at begranse befolksnings tilvaksten i verden.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila