Kommentar

Efter København: Brat opvågnen

For EU, ifølge klimaminister Lykke Friis. Men sandelig også for USA, ifølge New York Times' indflydelsesrige kommentator Thomas L. Friedman
Debat
19. januar 2010

»Befolkningen har fået en forkert opfattelse af de faktiske forhold. For eksempel tror mange, at temperaturen på kloden er steget mere end forventet de seneste 10 år. Når vi så ved, at den ikke er steget - måske svagt faldet - så skylder vi at sige, at det er sådan.«

- Thor Pedersen, Folketingets formand.

»De seneste 10 år er den varmeste 10-årsperiode i de moderne temperaturmålingers historie.«

- Deke Arndt, chef for klimaovervågning hos US National Oceanic and Atmospheric Administration.

»At snakke om en global afkøling ved afslutningen af det varmeste årti, planeten har oplevet i mange tusinde år, er latterligt.«

- Klimaforsker Ken Caldeira, Carnegie Institution at Stanford.

Med al respekt for det høje Folketings estimerede formand og hans intense forskning i klima, økologi, miljø og naturvidenskab er der vel trods alt grænser for, hvor omfattende Thor Pedersens viden kan være, når han udtaler sig om temperaturen på Jorden de seneste 10 år? Det vil derfor sikkert interessere ham - og det folk, hvis ting han er formand for - hvilke resultater andre naturvidenskabelige forskere i klima, miljø og økologi er kommet til.

De forskere, der ikke også har et Folketing og en partiforening og en opstillingskreds og nogle vælgere ved siden af at skulle passe engang imellem. I to artikler - »NASA: 2009 blev næstvarmeste år« fra i går og »Koldt? Ikke her siger Nuuk, Tel Aviv, Anchorage, Melbourne ...« fra 12. januar 2010 - har Information gengivet, hvad disse fuldtids klimaforskere har målt sig frem til: Det stik modsatte af, hvad formanden for Folketinget og medlem af partiet Venstre mener at vide. Har Thor Pedersen ikke selv foretaget målinger, der ganske simpelt falsificerer USA's og Storbritanniens samlede klimaforskning, er det vel på tide og i folke- oplysningens interesse, at også Folketingets formand begynder at holde sig til kendsgerningerne?

For ikke at blive helt til grin med sin latterlige snak om en global afkøling ved afslutningen af det varmeste årti, planeten har oplevet i mange tusinde år.

Danmark under vand

Tager Thor Pedersen sin folke(tings)oplysende opgave på sig, kunne han ved samme lejlighed også referere, hvad en række forskere ifølge en artikel i det naturvidenskabelige tidsskrift Nature i dag har målings- og beregningsmæssige belæg for at påvise: Da klodens temperatur sidst - for omkring 125.000 år siden - lå de ca. 1,3 grader højere, som den nu igen i stadig stigende tempo er ved at nå op på, var havenes vandstand mellem 6,6 og 9,4 meter højere end i dag.

I så fald bliver der ikke ret meget af Danmark tilbage. En oplysning, som måske også kunne interessere det danske folk og dets ting.

I gårsdagens udgave af Information kunne man desuden læse, hvordan og hvorfor vores nye klimaminister Lykke Friis mener, at »COP15 var en brat opvågnen for EU«.

»Det giver stof til eftertanke at registrere den ny verdensorden. Når de nye store økonomier markerer sig, som det skete i København, indebærer det, at EU's indflydelse daler. Der er risiko for en G2- eller G5-verden, hvor EU ikke er så synlig,« siger Lykke Friis med henvisning til en verdens- orden domineret af USA og Kina eller af USA over for den nye BASIC-alliance: Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika.

USA bag af dansen

Lignende overvejelser gør for tiden New York Times' måske mest inflydelsesrige kommentator Thomas L. Friedman sig i artikel efter artikel. Med den afgørende forskel, at hvor Friis er bange for, at EU bliver kørt af sporet, frygter Friedman, som for tiden rejser rundt i Kina, Taiwan og Hong Kong, at det er USA, der går helt bag af dansen:

»C. H. Tung, den første kinesisk-udpegede leder af Hong Kong efter overdragelsen i 1997, tilbød mig forleden en tre-sætnings sammenfatning af Kinas moderne økonomihistorie: 'Kina sov under Den Industrielle Revolution. Det var blot ved at vågne under Den Informationsteknologiske Revolution. Det agter at deltage fuldt og helt i Den Grønne Revolution'. Det må jeg nok sige. Opholdende mig i Kina lige nu er jeg mere overbevist end nogensinde om, at når historikerne til sin tid ser tilbage på afslutningen af det 21. århundredes første årti, vil de sige, at den mest afgørende begivenhed ikke var Den Store Finanskrise, men Kinas Grønne Spring Fremad. Lederskabet i Beijing forstår klart, at E. T.(Energi Teknologi)-revolutionen er både en nødvendighed og en mulighed, og de agter ikke at fortabe den.

Vi, til gengæld, agter at fikse Afghanistan.

Ha' en god dag.«

Friedman har meget mere at sige om den nye verdensorden, bestemt af de - på dansk - to k'er: Klimaet og Kina. Hver for sig, men sandelig også og især tilsammen: Klimaet-Kina, altså Den Grønne Revolution. Taler Lykke Friis om et wake up call for EU-landene, anråber Friedman om det for De Forenede Stater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John: Jeg er ikke overbevist. Det er et spørgsmål om at føre en potitik der sætter spillereglerne og rammerne for kapitalismen. Kapitalismen er tilpasningsdygtig . Jeg kan ikke indse hvorfor grøn teknologi ikke skulle være attraktivt for private virksomheder der er jo i mange tilfælde tale om højteknologi som man ikke bare selv kan lave hjemme i garagen. Det kræver viden, kunnen og kapital

John Fredsted

@Aksel Gasbjerg: Jeg har set den - jeg fik et link hertil fra onehundredmonths.org. Men tak for din kommentar.

John Fredsted

@Ole Falstoft: Vi kan vanskeligt blive uenige om, at der er flere private virksomheder - Grundfos, Danfoss, Vestas m.fl., der finder grøn teknologi attraktiv, og som virkelig ønsker politiske forandringer, se bare http://www.information.dk/217403.

Men det er ikke pointen i min forrige kommentar. Min pointe er principiel af natur: Kapitalismen handler om akkumulation af kapital gennem eksponentiel vækst. Dette er uforeneligt med en materiel begrænset verden, uanset om produktionen er grøn (så mødes 'muren' bare lidt senere) eller ikke-grøn. Punktum!

Matematikken om eksponetielle funktioner er noget, der læres helt tilbage i gymnasiet. Men disse funktioners faktiske egenskaber, specielt set i forhold til enhver begrænset verden, så som vores egen planet, siver tilsyneladende bare ikke ind i skallen hos flertallet af økonomer og politikere. Og netop denne deres ubegavethed bliver de højtlønnet for at besidde.

Niels-Simon Larsen

@Ole: Rart at du er tilbage.
Interessant med Samsø. Har desværre ikke været der.

Kapitalismen er ikke andet end en motor, som hvem som helst kan sætte for hvad som helst. Det sidste, jeg har hørt om, er 'from cradle to cradle' ideen, hvor nogle designere har fået nogle store virksomheder til at fremstille produkter 'fornuftigt'. Når det ikke mere kan betale sig at være en svinemikkel, går man nye veje. Forbrugerbevidsthed hedder det vel.

Vores madkultur bliver vi også nødt til at ændre på. Så i går en udsendelse om en dreng, der kun spiste rå mad (ikke stegt, ikke kogt og ikke varmet), frugt, grønt, nødder og kærner. Han levede i bedste velgående.
Jeg er ikke klar til at skifte så groft over, men man dør altså ikke af det. Hm!

@John: Jeg synes ideen med Transition Towns er god. Den er måske levedygtig på mange andre øer end Fejø. Hvem ved? Det er værd at prøve. Hvad skal man ellers lave? Vi har jo ikke så mange brikker at flytte rundt med. Jeg kan huske en sang fra de røde dage:
Vi får det samme dumme svar hver eneste gang, vi spør',
det kan aldrig la' sig gør', det kan aldrig la' sig gør'.
Det der med socialismen det har andre prøvet før,
og det kan aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig la' sig gør'.

Det kunne der måske heller ikke, men ikke desto mindre kommer man hele tiden tilbage til noget lignende, og hvordan skal man tilbringe dagene i 'de sidste tider'? Jeg vil da hellere sætte mig hen til dem, der har en god historie at fortælle. Her kan ligesindede få en god samtale, lege med børnene og måske blive forelsket endnu en gang. Hellere det end fokusere på det negative.

Der er kun én joker, og det er Buddha. Hvis nirvana eksisterer, bør man slå ind på vejen, men der mangler bevis, og det kan man kun få ved at slå ind på vejen og blive vejen selv. Det svarer til at købe katten i sækken, og det er jeg ikke klar til.
Kristendommen har også en vej, men jeg tror, at folk bliver noget forbavsede, når de vågner op ovre på den anden side og opdager, at der ikke er noget. Et helt fornøjeligt liv er så gået til spilde :-)

Der er ikke andet at gøre end leve illusionerne ud, fx føre nogle gode samtaler, lege med ungerne og få et lille put engang i mellem.
Det er da også noget.

@Aksel: I hamsterskolen har den lille fyr lært noget om det, der hedder mådehold, men her sov han nok. Den gyldne middelvej gik også over hans hoved.
Måske skal man i hamsterskolerne indføre 'livskundskab' i stedet for kristendomsundervisning.

John Fredsted

@Niels-Simon: Ja, ideen med Transition Towns er naturligvis udmærket, og de mennesker, der vælger at leve sådan og udbrede ideen, har både min opbakning og min respekt.

Jeg tror bare ikke på, at det kommer til at redde os, for jeg tror ikke på, at det ligefrem er noget, der vil gribe tilstrækkeligt om sig. Så længe motoren (som du omtaler den overfor Ole) i vores økonomiske paradigme er den kapitalistiske, så tror jeg grundlæggende ikke på, at vi kan redde os selv. Der skal for mig at se et helt andet økonomisk paradigme til, hvor der er grænser for, hvor meget hver enkelt af os kan eje. Men så har jeg naturligvis allerede sagt alt-opløftet-til-syvogtyve-tusinde-potens for meget: så vil der blive skreget socialisme, kommunisme, planøkonomi og indgreb i den personlige frihed, etc.

Støn!

For mig at se er den største fare bortset fra den truende økologiske katastrofe, trusselen mod vores demokratiske samfundssystem - kapitalistiskt eller ej.
Hvis demokratiet ikke formår at finde og realisere de nødvendige tiltag vil vores tillid til det demoktratiske system erodere
Skrækscenariet vil være, at vi ender i et rigidt kontrol/overvågningssamfund uden personlig frihed, hvor alt sker af hensyn til det ’fælles bedste’, men uden plads til hensynet til det enkelte menneske.
Men jeg tror - fuld og fast- at demokratiet på lang sigt er det bedste 'system' der findes når det handler om at mobilisere mennesker og skabe forandringer - trods de indbyggede svagheder:
politikernes evige frygt for at tage upopulære beslutninger og modstå folkestemninger
Derfor har jeg langt større tilid til f.eks. Indien end Kina på miljøområdet

Niels-Simon Larsen

Det er nok at tage munden for fuld at sige, at T.T. kommer til at redde os, men spørgsmålet er i videre forstand, 'hvad' der kan redde os.

Kigger man i bakspejlet, har der jo været utallige projekter af den slags lige fra Platons Stat, ørkensekter i oldtiden over middelalderens klosterbevægelser til fiktionen Utopia og kibbutzerne. Alle med fællesøkonomi og regulering af seksuallivet. Jeg ved dog ikke, hvor langt de går i T.T., men det kunne godt smage lidt af fugl.

Når du, John, taler om ’økonomisk paradigme’ rasler skeletterne i skabet, som du selv anfører. Det forekommer mig, at historiens hjul har drejet sig om to paradigmer. På den ene side, ’jungleøkonomien’, og på den anden, ’nu skal vi fortælle, hvad der er godt for dig-økonomien’.

Velfærdsstaten er en sofistikeret mellemting, som oven i købet har noget religiøst over sig. Nogle russiske munke, der besøgte os i 90’erne, sagde, at vi havde virkeliggjort kristendommen – vi havde realiseret den omsorg, Jesus talte om.

Men, nu taler vi om fremtidens udfordringer. Vi bliver selvfølgelig nødt til at trække den store pegefinger frem: "Nu skal vi fortælle, hvad der er godt for dig og dine efterkommere". Ejvind var inde på det med ’Økostalin’. Jeg er sikker på, at det bærer i den retning, men ’den stærke mand/kvinde’ mangler og så sandelig også den ideologi, der skal bære figuren frem. Dvs. at vi bliver nødt til at vente til havene stiger, til det er for sent.

Der er brug for et mirakkel nu, fx at der sker et mentalt 'vejrskifte' i verden. Der er behov for en øko-'vejrmeldetjeneste', der orienterede os løbende om de sidste nye tiltag.

At holde konstant fokus på redningen af verden, har også sine problemer. Lige pludselig bliver man sulten, må ned og købe ind og stå i kø og respektere alle reglerne for at færdes mellem andre mennesker, og 1,2,3 er man viklet ind i hverdagens store og små problemer - og jeg skal da også lige huske at købe en blomst til min kusines fødselsdag. Man er væk fra redningsaktionen, og den flytten frem og tilbage mellem verdens undergang og støvsugning frustrerer.

Indtil vi har den gyldne løsning på problemet, bliver vi nødt til at se på de halve løsninger.

John Fredsted

"Dvs. at vi bliver nødt til at vente til havene stiger, til det er for sent."

Jeg er enig: Jeg er i dag af den overbevisning, at først når klimaforandringerne for alvor truer de velstillede i verden, vil der blive handlet. Men så er det formodentligt allerede for sent, idet diverse klimatiske tipping points, hvor klimaet løber løbsk udenfor menneskelig kontrol, allerede vil være passeret.

Niels-Simon Larsen

@John: Når man tænker på, hvor lade vi er, når der skal tages alvorlige politiske beslutninger eller direkte bange for, at det kan gå ud over nogle, så ser det sort ud, indrømmer jeg. Det er dog en almenmenneskelig svaghed, som det er svært at rykke ud os selv ud af, og mens jeg skriver dette, myldrer det frem med billeder af alle mulige slags. Hvad gør vi?
Vi kan jo ikke tju-hej lave grundlæggende om på os selv. Selve kimen til vores undergang ligger jo i vores kæmpende ego. Hvordan skal man lære en hamster ikke at overhamstre? Det, der holder den på sin naturlige plads, er den konstante mangel på føde. Fedmeepidemien fortæller, at vi er forvirrede hamstere. Rygerkulturen, at vi er skudt i hovedet. Alkoholkulturen, at vi er lallehyæner osv. Der skulle have været ryddet op nu, så vi kunne have klaret klimaproblemet. Det er der ikke, så hvad gør vi?

Du har ganske vist angivet nogle retningslinier, som enhver kan følge, men der skal mere til. Vores politikere burde stille brikkerne op sådan: 2 muligheder - enten morer vi os så længe, som det er muligt, eller også begynder vi på den store ændring. Nu!

Ha! Det ville være politisk selvmord i DK, så vi gør begge dele, laver småændringer og laller videre bagefter.
Det er den dyne, man er tvunget til at slå løs på, hvis man har en smule kritisk sans. Om det så nytter noget i det store spil er et uvedkommende spørgsmål , for man har ikke andre handlemuligheder.

Jeg håber du går og pusler med en kronik til Inf. Du har meget at skrive om.

God weekend.

John Fredsted

@Niels-Simon: "Selve kimen til vores undergang ligger jo i vores kæmpende ego. Hvordan skal man lære en hamster ikke at overhamstre?"

Det, der holder mange mennesker i gang, er, såvidt jeg kan se, forestillingen om, at den eksistentielle frygt og angst, som mennesket nærer et eller andet sted i sit sind, for det er et grundvilkår ved den menneskelige eksistens, kan undviges og (måske) ultimativt fjernes ved at samle sig materiel rigdom, og opnå indflydelse og magt, etc.

Det er en illusion, som for eksempel enhver buddhist ved.

Historisk set er vores planet overstrøet med disse tåbelige handlinger. Pyramider, slotte, palæer, etc., er allesammen vidnesbyrd om tidligere tiders magtfulde fjolser, der troede, at de kunne undgå livets grundlæggende ubehageligheder ved at bygge stort og prangende. Men staklerne forfaldt og døde alligevel.

I dag er det blandt andet samtalekøkkenerne, der er vor tids pyramider.

Såvidt jeg kan se, vil nedsmeltningen af vores biosfære fortsætte ufortrødent, sålænge mennesket ikke i større grad finder modet til at tolerere - ikke nødvendigvis acceptere, at der, når alt kommer til alt, intet er at stille op imod livets grundlæggende rammer. I stedet for vedvarende at flygte fra det faktum, ville det være meget mere konstruktivt at sørge over det.

Vedrørende eventuel kronik til Information: Tak for din tillid til mine evner. Jeg pusler dog ikke umiddelbart med noget indlæg til Information, idet jeg for knap et par år siden fik tre debatindlæg på stribe afvist, hvorved jeg desværre tabte lysten til at indsende indlæg til Information.

Niels-Simon Larsen

@John: Jeg synes det her bliver mere og mere interessant. Det er jo nogle store gestalter, vi forholder os til.
Der er for det første selve perspektivet i vores undergangsrettede kultur, hvor mange ’indsigtsfulde’ mennesker ikke giver os mange chancer for overlevelse. Vi skal altså gøre noget i en fart, ellers . . .)
Så er der de gamle ’gestalter’ Buddhismen og kristendommen (Buddha og Jesus - helst ikke Paulus, selvom vores kirke er Paulus).
De gamle sværvægtere, egoet og materialismen (penge, sex og magt) lader sig ikke sådan tvinge i knæ. Jeg ved ikke, hvad de siger til udsigten ved afgrundens rand? Hvordan skal de kunne forholde sig til – slut, prut, finale? Nej, de er ligeglade og fører os bare i afgrunden.
Derude ved afgrunden går selvmorderne rundt – den umulige løsning, som ingen anbefaler, men hver dag har sine udøvere.

Når jeg ser ud over afgrunden, undrer det mig, hvor få gode og realistiske hjælpere vi egentlig har. Det er ’flugtbilister’ alle sammen – Buddha med nirvana, Jesus med frelsen, egoet med sin ødelæggelse. Hvem står på realismens grund? Efter min mening gør humanismen og humanisterne, men jeg ved godt, at det er tynde udgaver, og når de ikke har vundet, er der nok en god grund til det.

Problemet er megastort, for når man vil frelse os fra undergangen, skal man frelse nogle mennesker, der er umulige at have med at gøre, dumme og dovne, tyvagtige osv. og så bør man spørge sig selv, hvorfor i alverden de små lus skal reddes. Det er vel derfor Buddha, Sokrates, Jesus m.fl. ’ofrede’ sig. De gjorde det ikke, fordi vi faktisk var smadder flinke. Vi slog jo flere af dem ihjel. Vi skal altså ofre os. Uha! Ofre os bare lidt. Sige nej til en lille smule, en ferierejse, kød, plasticposer . . .

Det er svært at holde fokus i debatten her, for hvad vil vi? Vi kan ikke nøjes med at redde vores eget skin, for klimaet dækker alle mennesker. Vi skal altså ’iføre’ os en anden ’klædning’ end den gamle. Vi skal blive nye mennesker, foruden at vi liiige skal ordne det der med de smeltende poler.

Der må være nogle med en bedre hjerne end min og med bedre forslag end mine, der tager fat og kommer med ordentlige udspil. Jeg har desværre ikke navn og adresse på en, der rager op. Jeg kunne fx tænke mig, at der her på Inf. var en, man kunne kalde den mest egnede, men journalisterne er bare gode til at referere, hvad andre siger.

Du skriver noget om de ’grundlæggende rammer’, og at det ville være mere konstruktivt at ’sørge’. Den bliver jeg nødt til at tage fat i, for der ligger noget i den, mærker jeg.

Jeg fik et formidabelt kronikforslag om religionskritik tilbage for et par måneder siden. De er bare dumme.

@Niels-Simon: "Det er svært at holde fokus i debatten her, for hvad vil vi?": Jeg har tænkt nogenlunde samme tanke. Vi to kan tilsyneladende fortsætte denne samtale uden ende, uden dog egentlig at kunne fremvise nogle konkrete løsningsforslag.

Men dels så synes jeg, at det er udbytterigt (og rart, for den sags skyld) at føre denne samtale, selvom den ikke nødvendigvis fører til noget konkret. Og dels så har jeg længe været af den opfattelse, at løsningen ikke først og fremmest handler om noget konkret - politisk, økonomisk, materielt, men derimod om noget meget mindre håndgribeligt, men samtidig meget mere fundamentalt - noget psykologisk, mentalt, åndeligt, emner som vi netop i stigende grad cirkler rundt om her i denne samtale.

Og dog, jeg har et konkret forslag: Gennemfør en global gældssanering og afskaf herefter muligheden for økonomisk/finansiel spekulation (altså nedlæg i praksis børserne). Der ophobes mere og mere gæld på denne planet. Og hvordan betaler man gæld med renter tilbage? Ved at producere (materielle) dippedutter og dingenoter, så blodet sprøjter, ved hjælp af produktionsudstyr, der - gæt en gang - er finansieret gennem lån. Skruen uden ende.

Et sådan forslag har dog naturligvis ringe chance, for nu at sige det pænt, for det appellerer ligesom ikke til menneskets grådighed, til dets seksualitet, til dets behov for at flygte fra dets egne indre dæmoner, til dets manglende evne til at kunne afstå, at disciplinere sig selv og at finde modet til at tolerere (og gerne sørge) over livets begrænsninger i rum og tid.

"... Det er ’flugtbilister’ alle sammen ...": Tak for det billede :-).

@Niels-Simon [tilføjelse]: "Jeg ved ikke, hvad de siger til udsigten ved afgrundens rand? Hvordan skal de kunne forholde sig til – slut, prut, finale? Nej, de er ligeglade og fører os bare i afgrunden."

Jeg er bange for, at du har ret, og jeg tror, at denne ligegladhed vil føre os frem til en tredje verdenskrig, der som de fleste andre (ikke-religions) krige handler om kampen om materielle ressourcer.

Niels-Simon Larsen

@John: Jung skulle engang have sagt det her:
”De fleste problemer, kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan forholde os til dem og udvikles ved det”.

Meget vise ord, efter normale forhold, men nu er vi i en unormal situation – ’ulven’ er kommet. Nogle af os mener tilmed, at vi selv har set den (det må fremtiden vise).
Vi kan ikke bare forholde os til ulven gennem udviklingskurser, for den er i gang med at sluge os, så vi må tage kampen op mod den. Kæmp eller dø, hedder den situation. Det mest vanvittige er, at vi ikke kan nøjes med at gøre én ting eller nogle få ting, men skal hele spektret igennem af forandringer.

Politisk er vi vist ikke så uenige, og derfor kan jeg godt skrive under på dit forslag. Desværre giver du det ikke selv mange chancer, og så er det, at jeg tænker, at sådan har vi det alle. Masser af gode ideer, men nej, duer ikke! Jeg tror på diskussion som et middel. Hvis man nede i de mindste sammenhænge kan finde ligesindede, kan der komme noget ud af det, ellers ikke. Vi kan ikke sige til politikerne, gør det og det, før der eksisterer et ’vi’. Her er vi fx nogle få forkølede idealister, der bruger debatten som et mindste fælles ståsted. Det er svært at komme videre herfra, svært at skabe samling. Der er kun det ene: gennem debat at finde frem til klarhed.

Hvis der var flere, der forsøgte det, ville det være opløftende. Det er den lille bitte ting, der skal være til stede: lysten til at tale sig nærmere hinanden. Man skal også kunne se en prik i horisonten, så man intuitivt ved, hvor man skal styre hen. Måske ved vi kun, hvor vi IKKE skal hen, men det er dog bedre end ingenting.

Jeg kigger meget efter denne mindste fællesnævner af lyst til at tale sig frem. Jeg tror, at langt de fleste bliver skræmt ved tanken om ’afgrunden’, og at de ikke aner, hvor de skal begynde og slutte. Derfor er ’erkendelse af tilstanden’ det første trin, og som du vist mener: indse sin grådighed, behov for at flygte fra de indre dæmoner, ulyst til at disciplinere sig og manglende mod til at indse livets begrænsninger i rum og tid.

Det er et kæmpe arbejde, men man bliver nødt til at gøre det. Jeg vil ikke engang kalde mig selv idealist. Der er bare ikke andet at gøre.

@Niels-Simon: "Desværre giver du det ikke selv mange chancer ...": Du har naturligvis fuldkommen ret. Jeg skyder mine egne ideer ned. Men det gør jeg jo ikke (hvilket du ganske sikkert har forstået), fordi jeg ikke selv er med på dem, men fordi jeg bare ikke tror på, at de er realistiske, selvom jeg så bestemt anser dem for at være nødvendige.

"Jeg tror, at langt de fleste bliver skræmt ved tanken om ’afgrunden’, og at de ikke aner, hvor de skal begynde og slutte.": Det tror jeg, at du har ret i. Og i ren og skær forandringsangst og handlingslammelse så fortsætter toget ad de samme spor som hidtil, med små justeringer hist og her, bevares.

Og så måske en tangent, men tankerne meldte sig, mens jeg skrev ovenstående:

Jeg er så heldig, situationen taget i betragtning, ikke at have børn. Med det jeg i dag mener at have forstået om denne verdens indretning, og der mener jeg ikke hverken kun lige nu og her eller mennesket isoleret set, så kunne jeg ikke drømme om at sætte børn i verden, for at de der som biologiske væsener skulle kæmpe med andre om stort set hvad som helst: i vores verden om status (mage, børn, job, rigdom, etc.); i fattige lande om livets fornødenheden (mad, vand, et tag over hovedet, etc.). Min melankoli (ikke depression, som jeg anser for værende noget andet) er efterhånden så dyb, at jeg ikke engang ønsker at vinde i denne verden, for hvad er præmien? Retten til at kalde sig et dumt svin?

I "Tilværelsens ulidelige lethed" taler Milan Kundera om "kategorisk accept": nogle mennesker accepterer verden, som den er skabt (og tilhører således denne kategori); andre (herunder mig) accepterer ikke dens spilleregler, dens opsætning. Og da jeg ikke kan acceptere spillereglerne - den biologiske aggression, der er drivkraften bagved det meste - så gider jeg heller ikke deltage i spillet, og dermed heller ikke vinde. Hvis bare jeg kan få lov til at være i fred, så er jeg tilfreds, uden dog at være lykkelig (men hvad er også lykke?), men det kan jeg netop heller ikke mere, idet summen af handlingerne af de mennesker, der energisk kaster sig ind i spillet, i stigende grad vil komme til at true mig.

Niels-Simon Larsen

@John: Jeg forstår godt forskellen på melankoli og depression, og jeg opfatter dig ikke som depressiv, og jeg kan også godt følge dine tanker.
"Kunne man bare få lov at være i fred ...". Nej, det kan man nemlig ikke, for så førte vi ikke denne diskussion. I denne verden bliver man pisket rundt i en eller anden grad.

Jeg har læst flere af Kunderas bøger. Ham må man vel kalde melankoliker - og det får man lov til at være 'i fred', hvis man har en kunstnerisk åre. 'Udødeligheden' syntes jeg var en interessant bog. De første bøger var gode. De sidste var vrisne. Den efter Langsomheden opgav jeg.

Hvis du ikke er buddhist, bliver du det. Buddhas lære er det, jeg har mest til overs for. Der er ikke noget smukkere end 'Medfølelse med alle levende Væsner', men hele læren hviler på påstande, og de er svimlende. På en måde kan jeg godt forstå dem, der går den vej. Selv er jeg for optaget af verden, og så må jeg lige have lov til at være lidt skeptisk også: Læren skal kunne bruges i verden. Nu har go'e gamle Buddha haft 2500 år, og så er vores tålmodighed brugt op. Jeg ved godt, at Buddha havde god, god tid til mange 'tilværelser', men nu stikker jeg ham en regning. Buddhisterne bliver stadig smadret (Tibet), uden at de har gjort en kat fortræd, og vi almindelige dumme mennesker fatter stadig ikke en brik.

Nå, jeg har ikke lov at behandle dig som om, du var buddhist, men hvad gør du så (quo vadis)? Du kan ikke træde ud, når andre mennesker har brug for dig, for så bliver verden et endnu dårligere sted at være. Nej, man kan ikke være i fred, man kan ikke engang få lov at være fri. Man er kastet ind i livet af en bistert udseende mand med stort overskæg og armene over kors: Lad mig nu se, hvordan du klarer det!

Som jeg har sagt før, bliver jeg holdt oppe af min kæde - de gode mennesker, der gik før mig, og ud over det har jeg så megen medvind på cykelstien, at jeg klarer mig. Havde jeg ikke det, ved jeg ikke, hvordan jeg ville tage det. Jeg har foretaget mange vandreture og tænkt meget. Jeg har levet mig ind i mange bøger, sidst Isaak B. Singers forfatterskab. De (forfatterne) har sgu klaret deres umulige situationer (fx Primo Levi). Jeg leder altid efter folk, der tænker som mig. Af og til møder jeg nogle, men ikke mange. Alle andre har det vel lige sådan.
Jeg kunne blive ved, men slutter nu.

@Niels-Simon: Min favorit blandt Kunderas bøger - i hvert fald af dem, som jeg har læst - er netop "Udødeligheden". Akkurat som du, så synes jeg, at Kundera heri tager mange interessante emner under behandling, på hans egen helt specielle måde. Netop den roman, som jeg læste for omkring 8 år siden, satte mig, uden jeg måske dengang egentlig bevidst var klar over det, i gang med at tænke dybere over tingene: over verden og dens indretning og dens måde at fungere på, eller måske rettere, ikke at fungere på.

Det skal man naturligvis lade være med, hvis man ønsker et liv fri for melankoli og utilfredshed. Men jeg fortryder bestemt ikke. For som jeg siger til mig selv: "Sorgen over tabet, glæden over friheden". At indse og forstå tingenes rette (forhåbentligt, da) sammenhæng og herved tage afsked med diverse illusioner, er første skridt til afklarethed, der i sig selv skaber frihed (i sindet) og dernæst glæde herover.

Akkurat som du, så er det blandt verdensanskuelserne (religionerne og livsfilosofierne) buddhismen, som jeg har mest til overs for. Jeg bliver dog nok aldrig selv buddhist. Jeg har for eksempel aldrig mediteret. Og så må jeg nok tilstå, at jeg har store vanskeligheder med at føle medfølelse med et mennesker, der er aggressiv overfor mig: der røg vist min mulighed for at opnå Nirvana - fred med det.

Sider