Kommentar

Kultur og kulturalisme

Hvilke ikke-kulturbårne institutioner skal (ud)danne individerne til myndige, autonome statsborgere alias det liberale demokratis forudsætning?
14. januar 2010

I kronikken 'Nye bannerførere for ytringsfriheden' (8. januar) gør Jens-Martin Eriksen sig til talsmand for, at der er behov for et demokratisk alternativ til både PEN og Trykkefrihedsselskabet. Fair nok. At »alternativet skal være befriet for kulturalistiske ideologiseringer« er straks vanskeligere at få hold på.

Eriksen skriver: »I karikatursagen får man valget mellem at støtte sine borgerlige modstandere - som oven i købet har regeringen i ryggen - mod islamistiske talsmænd, der beskylder Jyllands-Posten for at krænke deres religiøse dogmer. Og det er et dilemma, man ikke intellektuelt kan håndtere.«

Hm! Hvis Eriksen ikke kan håndtere at kritisere islamistiske talsmænd, fordi han dermed kommer til at danne front med de borgerlige, burde han nok vare sig for at tage ordet 'intellektuelt' i sin mund. Det er åbenbart ikke sagens substans, der er afgørende for stillingtagen, men hvem man er i stue med. I min optik nærmer det sig intellektuel uredelighed, hvis man ikke som enkeltperson kan tage stilling i et givet spørgsmål uden at skele til hverken ideologiske facitlister, eller hvad traditionelt-meningsfæller måtte mene om det pågældende spørgsmål. (Jeg taler her selvsagt om ikke-parti-medlemmer).

Polemik med Sørlander

Så kommer jeg til Eriksens begreb 'højrekulturalister', som han tillægger »en bizar historieforfalskning, hvor ytringsfriheden lanceres som noget, der er naturgroet ud af kristendommen.«

Eriksen er her i indirekte polemik med filosoffen Kai Sørlander, hvis bog Forsvar for rationaliteten (2008) fortjener en bedre skæbne end Eriksens skøjteløber-konklusion. Sørlanders ærinde er et forsøg på at nå den sandhed, som vores rationelle begrundelser kan bære: Jeg er rationel, hvis jeg ikke hævder nogen påstand med større vægt end de argumenter, jeg leverer for påstandens sand(synlig)hed. Følelser og uargumenterede meninger rækker ikke til at få sat fænomener som f.eks multikulturalisme, Muhammed-krise og pavens Regensburger-forelæsning på plads. Bogens grundlæggende tese er, at kristendommen har spillet en dynamisk rolle i den politiske udvikling, der har ført Vesten frem til at hævde religions-uafhængige menneskerettigheder, samt at kristendommen stod mindre i vejen for det rationelle oplysningsideal end f.eks islam.

Ytringsfrihed-naturgroet-ud-af-kristendommen? Den dom må vist på det foreliggende grundlag siges at være lidt af en tilsnigelse.

Eriksen skriver videre: »Derfor har man så nu i realiteten to politiske partier. PEN mobiliserer sig bredt bag venstrefløjen og Trykkefrihedsselskabet bag Dansk Folkeparti. Og det er, som man kan se, en situation, der afspejler det større politiske billede i Danmark.

Der er derfor brug for et alternativ, der er befriet for de kulturalistiske ideologiseringer - og som ikke ligger under for hverken højre- eller venstrekulturalisme.«

Javel så, men hvad ligger der i 'højre- og venstrekulturalisme'? Svaret kan ikke hentes i kronikken, men må i stedet søges i Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelts bog Adskillelsens politik. Multikulturalisme - ideologi og virkelighed (2008). Heri undersøger de to forfattere, om multikulturalisme - præsenteret i en henholdsvis 'blød'og 'hård' version - er foreneligt med det vestlige demokratis grundlæggende principper.

'Oplyst tredje vej'

Den position, som Eriksen og Stjernfelt indtager i Adskillelsens politik - og i den aktuelle samfundsdebat - bygger på, at venstrefløjen og højrefløjen kan sættes på en kulturalistisk fællesnævner. Venstrefløjsvarianten leverer kritikløs accept af alt, bare det kan legitimeres med kultur eller religion. På højrefløjen antager kulturalismen form af nationalisme, der kritikløst accepterer alt, der kan legitimeres med dansk kultur og historie. Med afsæt i denne politiske analyse slår forfatterne sig selv op på at tilhøre 'den oplyste tredje-vej', der rider smukt klar af de postulerede ekstremer 'religiøs kulturalisme' (læs: islam) og 'fædrelandsnationalisme' til fordel for kosmopolitisk, liberalt demokrati. I dette liberale demokrati ser Eriksen og Stjernfelt menneskerettighederne som universaliserbare og ikke som et særlig nationalt, kulturelt produkt.

Deres synspunkt må, så vidt jeg kan vurdere, betyde, at disse rettigheder lige så godt kunne være blevet til i en helt anden historisk proces og kontekst end den vestlige civilisations. Når forfatterne i Adskillelsens politik slår til lyd for den oplyste tredje-vej, skylder de imidlertid læserne et svar på følgende spørgsmål: Hvilke betingelser skal være til stede, for at et samfund indoptager menneskerettighederne som et styrende princip? Og hvilke ikke-kulturbårne institutioner skal (ud)danne individerne til myndige, autonome statsborgere alias det liberale demokratis forudsætning?

Lone Nørgaard er lektor, cand. mag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu